Behind The Mask - One Direction

Emily Hope Delaney, er hvad man kan kalde en outsider. Hun sidder altid for sig selv, og har faktisk ikke nogen venner. Det ændrer sig dog, da Arizona starter på skolen. De fem badboys Harry, Zayn, Niall, Louis og Liam, ser straks Arizona som deres nye offer, og både Emily og Arizona ryger ud i en masse problemer. Hvad sker der når de drenge der har mobbet en hele skoleåret, pludselig falder for en? Og man skal vælge mellem to fyre? Og man bliver tvunget til at gøre noget, man ikke vil? Hvad ender det hele med, og holder Emily og Arizonas venskab gennem alt det?
//Drengene er ikke kendte//

46Likes
40Kommentarer
15883Visninger
AA

13. Kidnapped.

Jeg kiggede hen på Emily, som kiggede ind i den hvide væg.  Hun drejede hovedet hen imod mig, og kiggede på mig med et tomt blik. "Hvorfor?" spurgte hun med næsten lydløs stemme, så den kun lige kunne høres. Jeg trak svagt på skulderene, og fjernede mit blik fra hende.

"Te eller Kaffe?" spurgte jeg hende for at få den akavede stemning væk. Hendes kolde blik faldt på mig, "Jeg vil gerne hjem, tak" sagde hun, og fjernede igen sit blik. "Så får du te" sagde jeg og ignorerede hvad hun lige havde sagt.

"Hvad vil du med mig?" spurgte hun med tydelig afsky i stemmen. Jeg trak igen på skulderen og gik ud i det store hvide køkken. Hun rejste sig pludseligt op og gik så også ud i køkkenet. "Harry svar mig" sagde hun bestemt og kiggede længe på mig. "Du kan ikke tvinge mig" sagde jeg selvsikkert og vendte ryggen til hende, for at gå hen mod elkedlen.

Jeg kunne høre skridt bagved mig, og jeg vendte mig om for at se hende."Fuck dig Harry, Fuck Zayn, i er jo alle sammen sindssyge i hovedet!" råbte hun og gik hen  truende tættere på mig.

"Nu spørger jeg for sidste gang, hvad vil du med mig?!" jeg kunne tydeligt høre på hendes tonefald, at jeg blev nødt til at svare , medmindre jeg ville ud i problemer. "Høre hvad du lavede med Zayn" sagde jeg og prøvede at virke helt, men man kan vist roligt sige det mislykkedes.

"Er du jaloux?" spurgte hun med et hånligt smil på læben. Jeg gik hen imod hende så vi kun stod få centimeter fra hinanden. "Stop den flabede attitude, hvis du vil hjem i dag" sagde jeg hårdt. Hendes ansigt stivnede, og hun gik et skridt tilbage. "Du kan ikke holde mig fanget" sagde hun tydeligvis for at berolige sig selv. "Jeg er Harry Styles, jeg kan hvad jeg vil" sagde jeg sikkert, og gik så hen til elkedlen for at lave the.

***

Mit blik faldt på Emily "Hvad vil du have til aftensmad?" spurgte jeg glad. Hun svarede ikke, så jeg prøvede på en anden måde "Du har været her i 3 timer, og du har ikkefået noget at spise, måske det er på tide" sagde jeg opgivende. "3 timer, fuck Zayn slår mig ihjel" hun sagde meget stille, og det var helt sikkert ikke meningen jeg skulle høre det.

"Hvorfor slår Zayn dig ihjel?" spurgte jeg forhåbningsfuldt, da vi endelig var kommet ind på det emne jeg havde ventet i 3 timer på. Hun kiggede overrasket på mig, og jeg kunne tydeligt se på hendes kropssignaler, at hun var meget nervøs. "Fordi jeg lovede ham ikke at være sammen med dig?" sagde hun bange.

"Hvornår sagde han det?" spurgte jeg og mærkede vreden boblede i  mig. Hun bed sig i underlæben, og et var tydeligt at se hun ikke viste hvad hun skulle gøre. "Vil du hjem, eller vil du blive?" sagde jeg, da jeg godt kunne huske hvilken reaktion det gav tidligere.

"Han kørte mig et hemmeligt sted hen, og sagde til mig at jeg skulle holde mig fra dig" sagde hun usikkert. "Du nærmer dig din frihed" sagde jeg med et smil.

Jeg kiggede mig forvirret rundt på skolen, i håb om at få øje på Emily, men hun var her ikke. Jeg kunne mærke nervøsiteten stige, Zayn ville seriøst slå mig ihjel hvis han fandt ud af at jeg ikke vidste hvor Emily var. Jeg tænkte mig om et stykke tid, men blev så enig med mig selv om at køre hjem til Arizona, hende havde jeg nemlig heller ikke set de sidste par dage.

***

Jeg drejede ned af den velkendte vej, hvor Arizona boede. Jeg parkerede hurtigt bilen, og steg ud. Jeg bankede hårdt to gange på døren, og døren blev med det samme åbnet. ”Niall?” sagde Arizona meget forvirret. ”Ja, det er mit navn” sagde jeg med et smil, men huskede så grunden til at jeg kom her.

”Hvor er Emily?” sagde jeg alvorligt. Hun løftede det en øjenbryn let, og smilte flabet. ”Jaaa, det kunne du jo lide at vide..” sagde hun med en utrolig flabet stemme. Jeg kiggede tvært på hende, og håbede virkelig på at jeg kunne få et svar. Jeg skiftede dog hurtigt taktik, da jeg godt kunne fornemme at det ikke gik alt for godt. ”Pleaseeeee Arizona!” sagde jeg bedende og lavede hundeøjne.

Et svagt grin forlod hendes mund, men hendes udtryk blev dog alvorligt igen. Det var tydeligt hun overvejede situationen, til sidst overgav hun dog og gav mig det svar jeg mindst havde håbet på ”Hun er væk, sammen med Harry…”

”Pis!” råbte jeg, da jeg godt vidste det var særdeles dårligt. Arizona kiggede forbløffet på mig, og det var tydeligt hun kæmpede for ikke at bryde ud i latter. ”Ring lige hvis du ser hende, okay?” sagde jeg opgivende, men tog mig dog sammen til at give hende et lille smil. Hun nikkede stille og sagde så farvel.

Der var gået to dage, og Emily var stadig væk. Efter jeg havde smidt Louis ud til Liam, var jeg gået direkte i seng. Jeg havde så lagt i sengen lige siden - pjækket fra skole -, og ignoreret opkaldene fra Louis. Jeg var ikke i humør til at snakke med nogle.

Min mobil sagde en lyd, og jeg skævede hen til den. Louis, ringede igen. To sekunder senere, dukkede en besked op på min skærm: Hvis du ikke svarer på mine opkald nu, så kommer jeg hjem til dig. Som om, han overhovedet mente det… Det gjorde han så.

"Arizona!" lød en velkendt stemme ude fra gangen. "Arizona!!" lød det igen, og skridtene kom tættere og tættere på. "Der er du" sagde han, og gik hen til min seng, hvor jeg lå med hovedet gemt under dynen. "Lad mig være" mumlede jeg, og krympede mig sammen i fosterstilling. Dynen blev pludselig fjernet, og Louis tog fat i mine fødder, hvorefter han trak mig ned af sengen. "Kom så" sagde han, med en anelse irritation i stemmen. "Jeg gider ikke" sagde jeg træt, og lukkede øjnene.

Han begyndte at kilde mig, og jeg kunne ikke lade være med at spjætte. "Louis, stop" sagde jeg, og slog ud efter ham. "Så kom, vi skal noget vigtigt" sagde Louis, og begyndte at kilde mig endnu mere. "Okay, okay. Jeg er oppe!" vrissede jeg, og rejste mig langsomt op. "Kom i noget tøj, og vær udenfor om fem minutter" sagde han, og forsvandt så udenfor.

Jeg gik med tunge skridt hen til mit skab, og trak et par hvide shorts ud og en mørkeblå top ud med hvide prikker. Jeg havde hurtigt taget det på, og begyndte så at rede mit lange, brune hår. Et lag mascara, fik jeg hurtigt taget på, og så var jeg klar.

Jeg tog mine mørkeblå Converse på, og traskede så ud af huset, hvor Louis allerede stod og ventede, mens han lænede sig op ad sin bil. Da han fik øje på mig, satte han sig ind i bilen. Jeg satte mig ind på føresædet ved siden af ham, og fik hurtigt spændt mig fast.

"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg, og kiggede hen på Louis, der startede bilen og begyndte at køre. Han trak ligegyldigt på skuldrene, og så bare på vejen.

I de dage jeg havde kendt Louis, havde jeg aldrig oplevet ham så tavs før, som nu. Var der noget galt? Havde jeg gjort noget? 

__________________________________________

Først vil vi gerne undskylde for to ting.

1. At der har været så utrolig lang ventetid, men vi har desværre haft travlt.

2. At sidste kapitel var ret useriøst, men vi har vores 'øjeblikke', hvor vi bare er underlige, og ikke kan tage noget seriøst.

Men her var et nyt kapitel, og vi håber i kan lide det.

Det er dog kort, men vi regner med at næste kapitel bliver længere.

- K&J

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...