Behind The Mask - One Direction

Emily Hope Delaney, er hvad man kan kalde en outsider. Hun sidder altid for sig selv, og har faktisk ikke nogen venner. Det ændrer sig dog, da Arizona starter på skolen. De fem badboys Harry, Zayn, Niall, Louis og Liam, ser straks Arizona som deres nye offer, og både Emily og Arizona ryger ud i en masse problemer. Hvad sker der når de drenge der har mobbet en hele skoleåret, pludselig falder for en? Og man skal vælge mellem to fyre? Og man bliver tvunget til at gøre noget, man ikke vil? Hvad ender det hele med, og holder Emily og Arizonas venskab gennem alt det?
//Drengene er ikke kendte//

46Likes
40Kommentarer
15885Visninger
AA

15. In Prison

Arizona kom løbende ud fra køkkenet og ind i stuen, hvor hun bare løb videre ud på badeværelset. Hvad havde Emily sagt? Hurtigt var jeg løbet efter hende, og bankede på badeværelsesdøren som selvfølgelig var låst. "Gå" blev der sagt derinde fra, og jeg sukkede svagt. "Arizona, det er Liam.. Luk mig ind" sagde jeg blidt, og ventede på at hun åbnede døren, som hun så også gjort lidt efter.

Mit blik landede på hende, og hun så fuldkommen knust ud. "Hvorfor er du ikke inde ved de andre?" spurgte hun med en grådkvalt stemme, og kiggede mig i øjnene. "Jeg ville se om du var okay, hvilket du helt sikkert ikke er" svarede jeg, og tilføjede: "har du brug for en at snakke med? Og måske et kram?" Hun nikkede svagt som svar, og jeg lagde hurtigt mine arme om hende, og trak hende ind i et kram. Hun var hurtig til at begrave sit ansigt i min trøje, og jeg strøg hende trøstende over ryggen i blide bevægelser. 

"Hvad er der galt?" spurgte jeg så stille, og kiggede ned på hende. "Emily.." startede hun ud, og snøftede kort inden hun fortsatte, "hun stoler ikke på mig". Jeg har altid været en person der bekymrede mig for andre og trøstede dem, så derfor gjorde det mig også ked af det at se Arizona så knust.

Jeg hørte døren smække, og både Arizona og jeg vendte opmærksomheden mod døren. "Hvem gik..?" spurgte Arizona stille, og kiggede op på mig, stadig med tårer løbende ned af sine kinder. "Jeg kigger" sagde jeg med et lille opmuntrende smil, og løsnede mit greb om hende for at gå ind i stuen hvor Louis sad tilbage.

"Hvor er Emily og Niall?" spurgte jeg nysgerrigt, og kiggede på ham med et løftet øjenbrun. "Niall ville køre Emily hjem" svarede han med et skuldertræk uden at kigge op fra sin IPhone. 

Jeg nikkede kort, inden jeg bevægede mig ud til Arizona igen. Hun stod op af væggen med ansigtet begravet i sine hænder. Jeg rømmede mig lidt, så hun vidste at jeg var her, og hun kiggede også stille hen på mig. "Det var Emily og Niall der gik.." informerede jeg hende forsigtigt om, og gik helt hen til hende. En snøft kom fra hende, og jeg lagde hurtigt mine arme om hende i et kram.

"Du skal ikke græde.." sagde jeg blidt til hende, og strøg hende over ryggen i rolige bevægelser.


"Hvad vil du mig?" spurgte jeg Zayn med en kold og afvisende stemme. ”Hvorfor så vred, babe?” sagde Zayn flabet og med et flirtende smil. ”Hvad kaldte du mig lige?” sagde jeg og prøvede at være truende. Noget siger mig det ikke gik så godt eftersom både Niall og Zayn kæmpede med at holde deres grin inde – Eller lad os sige Niall gjorde, Zayn holdte det ikke lige frem inde, tværtimod.

”Hvad griner i af?” spurgte jeg fornærmet. ”Hvad tror du selv?” spurgte Zayn med et smil. ”Hvis jeg vidste det, havde jeg nok ikke spurgt” sagde jeg tvært. ”Dig, er det ikke indlysende?” sagde han provokerende.”Hvis det havde været indlysende havde jeg nok ikke spurgt” sagde jeg, og sendte ham et blik der sagde ’er du fuldstændig dum?’ ”Jeg synes det var meget indlysende, men selvfølgelig min IQ er jo også over standarten” sagde han flabet og blinkede med det ene øje. ”Jeg er IKKE under standarten!” sagde jeg surt, hvad bildte han sig ind at sige jeg havde en lav IQ. ”Det er okay babe, vi kan jo ikke alle ligge på samme niveau” sagde han og grinte af sig selv – Egoistiske person. Jeg stampede hårdt i gulvet med mine fødder, jeg kunne mærke min indædte vrede og sorg havde brug for at komme ud, alt det med Arizona havde gjort dybe mærker.

Jeg tog det første og bedste jeg kunne få fat i og tyrede det i retning af  Zayn. Jeg har altid været god til at kaste og ramme – Okay måske ikke, me det lød godt. Forbløffet kiggede jeg på Zayn som var blevet ramt lige i smasken med den lampe som jeg åbenbart havde fået fat i før. Hvis det ikke havde været fordi Zayn tog sig til hoved imens han råbte en masse, havde jeg danset sejrsdans pga. mit fantastiske skud.

”Hvad har du gang i?” spurgte Niall chokeret.”Jeg giver ham tilbage af hans egen medicin, desværre ser det ud som om den kun rammer fysisk og ikke psykisk” sagde jeg skingert. ”Hvad er der galt med hende, hvorfor er hun så sur ?” spurgte Zayn Niall, som om jeg slet ikke var til stede i rummet. ” Har du overvejet at det måske er fordi jeg har mistede min bedste veninde pga. nogle fucking idioter!”

”Arizona?” spurgte Zayn forvirret. ”Ja, og lad venligst være med at nævne hendes navn” sagde jeg stille og skulle til at gå ud af værelset, da noget greb ud efter mig – eller skulle jeg sige nogle. ”Slip mig!” råbte jeg højt, i håb om vagten hørte det, men noget sagde mig den såkaldte vagt, havde taget sig en kaffepause. ”Ikke endnu, der er noget jeg bliver nødt til at vide først” sagde Zayn og kiggede alvorligt på mig. ”I har brugt nok af min tid” sagde jeg og vendte mig om mod døren igen. ”Det er jeg rimelig ligeglad med, vi vil vide hvor du har været henne” sagde han og kiggede mig i øjne med et skummelt blik. ”Jeg fortæller jer ikke noget som helst det rager ikke jer, og nu går jeg altså” sagde jeg skummelt. ”Det bliver Arizona ked af at høre?” sagde han og slap mit håndled. ”Hun er ikke indblandet i det her længere” sagde jeg og kunne mærke sorgen over at høre hendes navn. ”Jeg er ude af fængslet om to uge, så du kan ikke være sikker på at hun ikke bliver indblandet ” sagde han med et smil. ”Så tidligt” sagde jeg med væmmelse i stemmen. Pludselig gik det op for mig hvad han havde sagt efter det med at han kom ud fra fængslet ”Du rør hende ikke” sagde jeg og pegede truende på ham. ”Hvad vil du gøre?” spurgte han. ”Hvorfor skal hun altid indblandes?” spurgte jeg trist. ”Fordi du altid er så stædig, og så er det som om det hjælper at nævne Arizona”

”Niall her snakkede om at du har været væk, og han ved ikke hvor du har været henne, og det vil vi ufattelig gerne vide” sagde han. Jeg kiggede han på Niall som blev svagt rød i kinderne da Zayn nævnte hans navn, han var udmærket godt klar over han ikke var særlig populær hos mig, eftersom han havde kørt mig hen til fængslet imod min fri vilje. Nervøsiteten steg i mig, jeg var i problemer, jeg havde lovet Zayn ikke at se Harry og jeg havde lovet Harry ikke at se Zayn. Jeg stod virkelig i lort til knæene. ”Jeg var bare på skitur” sagde jeg usikkert - Okay, jeg indrømmer gerne at jeg stinker til at lyve. ”På skitur?” sagde han med et grin. ”Der er ikke noget sne her” fortsætte han. ”Jeg var hos en ven” sagde jeg og prøvede at virke så troværdig som muligt. ”Siden hvornår er Harry blevet din ven?” spurgte han og kiggede længe på mig. ”Fuck” kom jeg til at råbe, jeg tog mig hurtigt til munden men det var for sent, ordene var sluppet ud og det var ikke meningen. Nu var jeg virkelig på røven, jeg havde lige bekræftet ham i at det var Harry, jeg havde været ved. ”Har du været hos Harry?” sagde han og vreden i hans øjne var ikke til at tage fejl af – Jeg var i problemer. Jeg kiggede hjælpeløst på Niall, som bare kiggede væk og lod som om at det ikke var hans skyld at jeg stod i samme rum som Zayn. ”Måske” sagde jeg hemmelighedsfuldt og kiggede væk i håb om at han ikke kunne se mit usikre blik. ”Jeg troede vi havde en helt klar aftale” sagde han og hans øjne blev mørke af vrede. ”Jeg tog ikke derhen frivilligt” sagde jeg om håb om at redde samtalen. ”Så må vi jo lige få en lille ”snak” med Harry” sagde han med et grin. ”Hvad vil i gøre med ham?” spurgte jeg usikkert, jeg vil nødig rode ham ud i flere problem – Det der mente jeg ikke, eller gjorde jeg?

”Det kan være vi skal gøre som sidste gang” sagde han og kiggede på mig for at min reaktion. ”Nej, det må I ikke” hviskede jeg stille. ”Hvorfor ikke, er du ikke ligeglad med ham. Han kidnappede jo dig? Sagde han og kiggede lumsk på mig. ”I kan sgu da ikke bare gå og slå folk ned” sagde jeg forarget. ”Hvorfor ikke, Emily. Er du blevet blød om hjertet?” sagde han og kiggede forventende på mig.

”Du er jo sindssyg?” sagde jeg skingert. ”Har du først fundet ud at det nu?” sagde han med et grin.

Jeg følte mig en smule utilpas i rummet, men selvfølgelig nu er det jo heller ikke så tit jeg er i samme rum som en psykopat. *Bank Bank*, jeg kiggede hen på døren hvor en dame trådte ind ”Besøgstiden er over” sagde hun. Jeg skyndte mig ud af døren og stod og kiggede på gangen, jeg havde fuldstændig glemt hvordan vi kom ind, så jeg havde ingen anelse om hvordan jeg kom ud herfra. Niall kom op på siden af mig og gik ned ad gangen og drejede til højre. Jeg fulgte med bagefter. Da jeg kunne mærke den friske luft omslutte min krop, kunne jeg mærke glæden ved at komme udenfor igen.

”Skal du have et lift?” spurgte Niall og kiggede forventende på mig. Mit blik faldt på omgivelserne, der var et godt stykke hjem.”Hvis du kører mig hjem, og ikke andre mærkelige steder hen” sagde jeg surt. ”Jeg skal nok kører dig hjem” sagde han og kiggede undskyldende på mig. Jeg satte mig ind i bilen og kiggede ud af ruden hele vejen hen til mit hus, for ikke at blive køresyg. Mens træerne flød forbi, brød mine tanker løs. Og der gik det vist virkelig op for mig, altså sådan virkelig, virkelig op for mig – Jeg havde mistet Arizona. Bullshit, det her liv er noget shit! Hvem har dog også valgt at fylde den her verden op med spasser, og så kun ladet en enkel person være elskelig? Den ene person som så er begyndt at betyde en stor del af mit liv, vil slet ikke snakke med mig, fordi jeg har fået besked om ikke at fortælle hende det hun gerne vil høre.

_________________________________________________________________________________

 

 

Jeg fik totalt skyldfølelse over  at vi ikke har skrevet noget I meget lang tid,

så her er et kort kapitel.

Er ikke lige sammen med Kathrine, derfor har jeg valgt at publicere kapitlet

uden hendes tilladelse (Please don't kill me xD)

-Julie :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...