Behind The Mask - One Direction

Emily Hope Delaney, er hvad man kan kalde en outsider. Hun sidder altid for sig selv, og har faktisk ikke nogen venner. Det ændrer sig dog, da Arizona starter på skolen. De fem badboys Harry, Zayn, Niall, Louis og Liam, ser straks Arizona som deres nye offer, og både Emily og Arizona ryger ud i en masse problemer. Hvad sker der når de drenge der har mobbet en hele skoleåret, pludselig falder for en? Og man skal vælge mellem to fyre? Og man bliver tvunget til at gøre noget, man ikke vil? Hvad ender det hele med, og holder Emily og Arizonas venskab gennem alt det?
//Drengene er ikke kendte//

46Likes
40Kommentarer
16017Visninger
AA

19. "I don't wanna talk with Emily.."


Arizona og Liam vendte ryggen til os, og fortsatte ned af gangen. Jeg følte mig tom indeni, næsten som dengang vi blev uvenner. Jeg havde mest af alt lyst til at løbe efter hende, fortælle hende hvor jeg var, fortælle hende hvorfor jeg ikke kunne fortælle hende alt det der var sket.  Men mine ben bevægede sig ikke, de var som frosset. "Kom" sagde Harry og kiggede afventende på mig. "Har du ikke andre at følges med?" sagde jeg, stadig såret over at Arizona bare gik. 

"Kom nu, forfanden" sagde han surt, og begyndte at gå. Sikke humørsvingninger den dreng har. Hvem fanden havde tisset på hans sukkermad?

Jeg fulgte bare efter, for hvor skulle jeg ellers gå hen? 

***

Klokken ringede ud til frokost. Jeg fulgte med Harry ind til kantinen. Han satte sig ved et tomt bord, og kiggede afventende på mig. Jeg satte mig forsigtigt ned, og fandt min mad frem. Liam satte sig hen til os, og smilte forsigtigt til Harry, som en slags undskyldning. "Du kan sidde her Arizona" sagde Liam, da hun kom ind i kantinen. Hun smilte venligt til ham, og satte sig så lige over for mig. Vi fik øjenkontakt, og ingen af os sagde noget. "Hvorfor snakker i slet ikke sammen?" spurgte Harry og kiggede forvirret på os. Liam tog sig til hovedet og et opgivende suk forlod hans læber. 

"Jo ser du, Emily her stoler ikke på mig. " sagde hun vredt og kiggede i lang tid på mig. "Jeg kunne ikke fortælle dig det" sagde jeg såret og kiggede ned i bordet. "Hvor mange undskyldninger har du lige? sagde hun skuffet. "Din spade, Harry!" råbte jeg, og væltede stolen jeg lige før havde siddet på. Jeg løb ud på toilettet, og låste mig inde i en bås. 

Jeg mærkede tårerne presse på, hvorfor skulle jeg også græde hele tiden. Stop, stop, stop sagde jeg til mig selv, men lige meget hjalp det. Jeg satte mig på det kolde, grå gulv. Mit blik faldt på et skinnende stykke metal på jorden. Hvad var det?

Jeg tog det op i mine hænder og kiggede nøje på det. Det virkede bekendt. Kunne det være..? Nej, eller..? Kunne det? Arizonas halskæde? Den jeg havde givet hende som tegn på vores venskab. 

Jeg følte et tomrun. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Mine hænder begyndte at ryste, og nu kunne jeg mærke at tårerne trillede. Jeg var alt for følsom. 

Jeg puttede forsigtigt halskæden ned i lommen, og trækkede vejret dybt.

Livet var ikke slut endnu. 

 


Vi sad alle og kiggede overrasket efter Emily, da hun forsvandt ud fra kantinen efter at have væltet sin stol. Ingen af os sagde noget, så der var bare helt stille. 

"Hvad mente hun med det?" brød Arizona så stilheden og så forvirret hen på Harry. Harry så tænksom og skyldig ud. Havde han rent faktisk skyldfølelse? Jeg troede ikke det var muligt, at give selveste Harry Styles skyldfølelse.. Der kan man bare se. Eller måske havde han slet ikke skyldfølelse?

"Ikke noget.." svarede Harry kort med et skuldertræk, hvorefter han rejste sig op fra sin stol. "Hvor skal du hen? Du går ingen steder! Jeg spurgte dig om noget!" sagde Arizona irriteret og rejste sig op, hvorefter hun gik hen foran ham. Det så ud som om hun ville virke truende, men det gjorde hun ikke rigtigt, fordi Harry både var højere og mere bredskuldret end hende.

"Harry, svar hende nu bare.. Hun fortjener at få et svar.." sukkede jeg, og kiggede hen på dem. Jeg fik da også Harrys opmærksomhed med min kommentar. Han havde vel regnet med, at jeg ville bakke ham op, og få Arizona væk fra ham, hvilket jeg jo ikke gjorde. Jeg valgte vel nærmere Arizonas side. Er han mon sur nu?

"Ja, det gør jeg faktisk. Giv mig så et svar, Harry!" vrissede hun, og prikkede ham i brystet, hvilket ikke så ud til at påvirke ham nærmere, da han slet ikke rørte på sig. "Du kan ikke tvinge et svar ud af mig. Skal du forestille at være truende?" sagde han med et løftet øjenbryn, og han så ud til at kede sig enormt meget.

"Hvad har du gjort?" vrissede Arizona op i ansigtet på ham, hvilket fik de andre elever omkring os til at vende sig om for at se, hvad der skete. Oh God, nu er alles opmærksomhed vendt herhen imod, det var ikke nødvendigt. Måske skulle jeg bare få Arizona væk fra ham? Han havde tydeligvis ikke tænkt sig at give hende et svar. 

"Du er sådan en kæmpe idiot! Du tror, at du er så pisse hamrende sej, men ved du hvad? Det er du ikke! Du går og spiller så sej foran alle! I virkeligheden er du nok bare en kæmpe stor taber!" vrissede hun vredt til ham.

"Liam.. Få hende væk.." sagde Harry bestemt, og han lød vred. Det var nok bedst at få Arizona væk, inden Harry ville gøre hende noget. Han har noget af et temperament. Derfor skyndte jeg mig hen til dem og tog blidt fat i Arizonas arm, for så at trække hende stille og bestemt med ud fra kantinen. Det lykkedes mig også, selvom hun dog kæmpede imod. 

"Liam, giv slip på mig! Jeg mener det, giv så slip! Jeg er ikke færdig med at snakke med ham!" sagde hun, dog blev jeg bare ved med at gå. Da vi var kommet væk fra kantinen og hen til hendes skab, stoppede jeg op.

"Jeg ved, at du gerne ville have et svar fra ham, Arizona, men han havde tydeligvis ikke tænkt sig, at give dig et.. Man skal ikke være i nærheden af Harry, når han er sur, man skal ikke pisse ham af, som du gjorde derinde.. Bare lad være med at træde mere i det, okay? Hvis du vil vide det, kan du snakke med Emily, måske vil hun fortælle dig noget nu?"

Jeg kiggede indtrængende på hende, imens hun tænkte over det jeg havde sagt, og så sukkede hun. "Jeg har ikke lyst til at snakke med Emily.." Jeg bed mig svagt i underlæben over hendes kommentar, og gav slip på hendes arm igen. "Hun havde vel en god grund til ikke at fortælle dig det.. Måske skulle du lytte til hvad hun har at sige? Ingen af jer kan vel lide at være uvenner.." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...