Behind The Mask - One Direction

Emily Hope Delaney, er hvad man kan kalde en outsider. Hun sidder altid for sig selv, og har faktisk ikke nogen venner. Det ændrer sig dog, da Arizona starter på skolen. De fem badboys Harry, Zayn, Niall, Louis og Liam, ser straks Arizona som deres nye offer, og både Emily og Arizona ryger ud i en masse problemer. Hvad sker der når de drenge der har mobbet en hele skoleåret, pludselig falder for en? Og man skal vælge mellem to fyre? Og man bliver tvunget til at gøre noget, man ikke vil? Hvad ender det hele med, og holder Emily og Arizonas venskab gennem alt det?
//Drengene er ikke kendte//

46Likes
40Kommentarer
16024Visninger
AA

20. He's back.


To uger var gået, og Zayn var igen en fri mand. Hvordan det var gået til, at han kun havde fået tre uger, var der nok ingen der forstod. Jeg sad ude i min bil, den var ikke så flot længere efter Emilys raserianfald. Jeg stod ud af bilen, og gik hen imod bygningen, i håb om at finde Zayn. Zayn trådte ud fra skyggerne, hvilket gav mig et chok, så jeg ubevidst trådte et skridt tilbage. Han stod med en smøg i munden og kiggede hen på mig - Han lignede sig selv. 

"Lad os køre" sagde jeg og gik hen imod bilen. "Hvad fanden er der sket med din bil?"spurgte Zayn med et grin. "Emily blev lidt sur" sagde jeg og kiggede væk. "Emily som i Emily Delaney?" spurgte han smilende. "Hvem ellers? Hvor mange Emily'er kender du lige?" spurgte jeg irriteret. 

"Et par hist og her" sagde han og satte sig ind i bilen. "Kan du ikke huske hende der, Emliy, der var med til festen sidste år?" sagde han med et smil. "Jo, i larmede ligesom ret meget" sagde jeg. "Hun var en skriger" sagde han med et sjofelt smil. "Tak for info" sagde jeg i væmmelse og kiggede væk. "Det var da så lidt" sagde han og blinkede med det ene øje.

"Ved du om Emily har holdt sig væk fra Harry?" spurgte han og kiggede indtrængende på ham. "Jeg ved det ikke, men det går jeg da ikke ud fra, du har jo givet hende besked på at lade være." sagde jeg forsigtigt, godt klar over at han ville bliver sur over at jeg ikke var mere sikker i min sag.

"Niall, forhelvede. Du lovede at holde et vågent blik med hende." sagde han småsurt. "Ja, men jeg kan jo ikke holde øje med hende uafbrudt?" sagde jeg stille. "Selvfølgelig kan man det" sagde han og kiggede på mig. "Jeg er jo ikke en stalker" sagde jeg til forsvar. "Vi kører hen på skolen, der er hun sikkert" sagde han og kiggede ud af bilruden.

***

"Hvor fanden skal vi starte med at lede, skolen er ligesom rimelig stor" sagde jeg med et opgivende suk. "Klokken er tolv, et godt bud ville være kantinen" svarede han overlegent. Vi gik ind i kantinen. Ingen lå mærke til vi kom ind i kantinen, de virkede ikke særligt interesseret. De havde alle opmærksomheden på et bord midt i kantinen.

En vred stemme kunne høres "Liam..Få hende væk" - Det var Harry. Jeg kiggede usikkert hen på Zayn, hvis øjne var blevet mørkere. "Kom lad os gå, hun er ikke her" sagde jeg næsten lydløst. Han stod stille i lidt tid, men nikkede så til sidst og gik med hen til udgangen. Vi gik videre i en akavet stilhed. Stilheden blev dog brudt da en grædende pige trådte ud fra pigetoilettet.

Pigens blik stivnede da hun så os, inden nogle af os nåede at reagere inden hun panisk var smuttet ind på toilettet igen. "Fundet" sagde Zayn som om han lige havde fundet en i gemmeleg. "Tror du ikke vi skal lade hende være, hun så ked ud af det?" sagde jeg stille. "Lad mig tænke over det......Nej" sagde han og gik bevist hen mod døren. Jeg stod et sekund og overvejede om jeg virkelig havde lyst til at gå med. Til sidst bevægede mine ben sig dog i samme retning som Zayn.


Jeg var gået ind på pigetoilettet, og jeg var ret så ligeglad med, at jeg egentlig ikke måtte være herinde. Hvad var det værste der kunne ske? Altså, jeg var lige kommet ud fra fængsel. Det eneste de ville kunne gøre var at give mig en eftersidning, og den ville jeg bare kunne blive væk fra.

"Emily, kom så herud.." sukkede jeg irriteret, imens jeg åbnede døren til en bås. Der var hun ikke til at finde. Jeg åbnede den næste dør, og der var hun heller ikke. Den næste dør jeg skulle til at åbne, viste sig så at være låst. Jeg bankede irriteret på den, fordi hun måtte være derinde. Var der ellers nogle herinde andre end mig, Niall og Emily?

Jeg kunne høre et snøft derinde fra, hvilket gjorde mig sikker på, at det måtte være Emily. Hvorfor græd hun? "Har du tænkt dig at blive derinde hele dagen? Jeg venter bare herude, på et eller andet tidspunkt kommer du herud.." sagde jeg og bankede endnu en gang på døren til båsen.

"Gå din vej, Zayn!" lød hendes grådkvalte stemme derinde fra, og jeg himlede bare med øjnene over hende, hvilket hun jo godt nok ikke kunne se på grund af døren der adskilte os. Hun ville nok også bare have ignoreret det, hvis hun havde set det.

"Jeg skal snakke med dig, så kom nu bare herud.. Og hvorfor er du ved at græde øjnene ud på dig selv?" sagde jeg, og jeg var da ærlig talt ret nysgerrig efter at vide, hvorfor hun sad sådan og græd derinde. Var der sket noget? "Bare lad mig være, okay? Jeg har brug for at være alene.." snøftede hun, og jeg sukkede opgivende. Hun svarede ikke en gang på mit spørgsmål.

"Jeg har brug for at snakke med dig.. Når vi har snakket, så kan du gå tilbage til at sidde alene inde i en bås og tude, okay?" Det var måske hårdt sagt af mig, men det var jeg ret så ligeglad med. Hun græd jo allerede i forvejen.

Hun må have opgivet at få mig til at skride, for jeg hørte døren blive låst op, og så kom hun til syne. Hendes øjne var røde, og hendes kinder var helt våde af tårer. Hvorfor græd hun mon? Ikke at det rørte mig, jeg var da ligeglad, hmpf.

"Hvad er det der er så vigtigt?" spurgte hun med en grødet stemme om og prøvede at tørre tårerne fra hendes kinder væk. Jeg strøg hende kort over kinden for at tørre nogle tårer væk og så ned på hende. "Har du set til Harry, imens jeg har været væk?" spurgte jeg så om, og så på hende med et løftet øjenbryn. "Du mener, imens du har været i fængsel?" spurgte hun om og lagde armene over kors.

"Ja, imens jeg har været i fucking fængsel! Har du set noget til ham eller ej?" vrissede jeg små irriteret, min lunte var kort. Hun skulle ikke begynde på at pisse mig af, det ville hun komme til at fortryde. Jeg havde ikke tid til hendes små kække kommentarer, jeg havde andet at tage mig til - som at finde Harry, hvis hun nu faktisk havde tilbragt tid med ham, selvom jeg havde sagt, at hun ikke skulle.

"Siden vi går på den samme skole, så ja, jeg har set noget til ham.. Det er svært ikke at se noget til ham, når vi har timer sa-" Jeg afbrød endnu en af hendes flabede kommentarer ved at tage fat om hendes håndled og presse hende op af en væg, imens jeg hvilede min anden hånd mod væggen ved siden af hendes hoved . Det så ud til at komme bag på hende, og hun fik ikke færdiggjort sin sætning.

"Giv mig et fucking ordentligt svar, Emily! Jeg har ikke tid til det her!"

Jeg kiggede ned på hende, og frygten stod nærmest skrevet i panden på hende. Jeg havde trods alt også stukket Harry ned til festen, selvfølgelig var hun bange. Det havde hun også grund til at være, jeg var en person man skulle frygte.

"Giv mig så et svar!" forlangte jeg, og så hende i øjnene med et irriteret blik. "Je-jeg.." startede hun ud, og jeg så utålmodigt på hende. "Ja, je-jeg har holdt mig væk fra ham, som du bad mig om.." svarede hun så stille, dog lød det ikke ligefrem overbevisende, mente jeg.

"Og det er du sikker på?" spurgte jeg yderligere om, og bed mig kort i underlæben. "Beskylder du mig for at lyve?" udbrød hun, og hun lød nervøs, hvilket gav mig endnu en grund til at tro, at hun ikke fortalte mig sandheden. Hvorfor skulle hun ellers være nervøs?

"Lyver du da for mig?" spurgte jeg om med et løftet øjenbryn og snoede en tot af hendes brune lokker rundt om min pegefinger. Hun svarede ikke på mit spørgsmål men kiggede bare ned. "Lyver du for mig, Emily?" gentog jeg vrissende og trådte et skridt tættere på hende. Hun stod op af væggen, hun kunne ikke flygte fra mig, hun var tvunget til at svare på mit spørgsmål.

"Lyver du for mig?" nu råbte jeg, hvilket så ud til at komme bag på hende. "Ja, jeg lyver!" råbte hun så, og hun så overrasket ud. Det var nok ikke meningen, at hun ville indrømme det - at hun havde løjet mig op i ansigtet.

"Så du har snakket med Harry, imens jeg har været væk?" spurgte jeg vredt om og kiggede hende i øjnene. Hun så allerede bange ud før, men efter mit spørgsmål så hun endnu mere bange ud. "Kun lidt, han kom hen til mig.." peb hun skræmt, og jeg bed tænderne hårdt sammen af ren vrede.

"Så du har prøvet at undgå ham, men han bliver ved med at opsøge dig? Er det hvad du fortæller mig?" spurgte jeg om, og hvis det var sådan det rent faktisk var, så måtte jeg jo snakke med Harry om det, og ikke Emily.

Hun nikkede stumt som svar, og jeg blev bare endnu vredere nu. "Jeg skal have mig en snak med Harold så, tak for snakken babe, nu kan du græde videre inde i din bås, hvis du lyster.." sagde jeg og gav slip omkring hendes håndled.

Hun så bange på mig, da jeg nævnte Harry. Hun var vel ikke faldet for hans charme nu? Jeg plantede et kys på hendes hals, hvorefter jeg trak mig helt fra hende. Jeg kiggede bag mig hvor Niall stod, og jeg sendte ham et nik hen imod døren ud herfra som tegn på, at vi gik nu. Vi var færdige her. Han vidste godt, hvad jeg mente, og vi forsvandt ud fra pigetoilettet igen.

"Hvad har du tænkt dig at gøre?" spurgte Niall så om, og jeg så hen på ham. "Finde Harry, selvfølgelig.. Er det ikke indlysende?" spurgte jeg irriteret om med et suk, og han himlede med øjnene over mig. "Det kan jeg da godt regne ud, men hvad vil du gøre, når du så finder ham? Stikke ham ned igen? Du vil bare ende i spjældet igen og længere tid, du er heldig, at du er kommet ud så tidligt.." sagde han med din tydelige irske accent, og jeg bed mig svagt i underlæben.

Han havde nu en pointe.. Hvad havde jeg tænkt mig at gøre? "Jeg vil da selvfølgelig snakke med ham.." svarede jeg lidt efter, da jeg havde tænkt mere over det. "Vil du bare bede ham pænt om at holde sig væk fra Emily? Hvorfor er det overhovedet så vigtigt?" sukkede han, og jeg så irriteret på ham.

"Lad være med at stille alle de spørgsmål, Niall! Slut med spørgsmålene. Hjælper du mig med at finde Harry, eller skal jeg selv gøre det?" bed jeg af ham og trippede utålmodigt på stedet. "Jeg hjælper dig, men du skylder mig en.." sukkede han, og vi gik sammen ned imod kantinen, hvor vi sidst havde set ham. "Jeg skylder dig intet, dude.." sagde jeg, og så forvirret på ham, da han pludselig stoppede op.

Jeg stoppede utålmodigt op og fulgte hans blik, hvor jeg så fik øje på to genkendelige personer. Liam og Arizona. Jeg løftede mit ene øjenbryn en smule og så lidt fra dem til Niall, fra Niall til dem. "Hvorfor stirrer du sådan på dem, bro?" spurgte jeg om, og han vendte sin opmærksomhed imod mig igen. "Ikke for noget.." svarede han hurtigt, og et skævt smil kom frem på mine læber.

"Dude, er du jaloux fordi Liam snakker så meget med hende? Har du et lille crush? Et lille crush på Arizona der?" spurgte jeg drillende, og jeg kunne med det samme se på ham, at jeg havde ramt rigtigt. "Er du forelsket?" spurgte jeg om, hvilket nu alligevel overraskede mig. Han kunne da ikke være forelsket? Var han seriøs? "Nej, jeg undrede mig bare over hvorfor Liam pludselig tilbringer mere tid med hende, end med os.." forklarede han så, og jeg så mistroisk på ham. Om jeg troede på ham, vidste jeg ikke, men jeg valgte at lade det ligge, fordi jeg havde vigtigere ting at tage mig til - finde Harry og have en snak med ham.

"Fint, men du skal ikke tro at jeg lader det gå.. Det her kommer vi til at snakke om senere.. Dig og dit lille crush.." sagde jeg drillende og puffede venskabeligt til ham, inden jeg begyndte at gå ned imod kantinen igen, og som jeg regnede med, fulgte han med mig.

"Jeg har ikke et crush på hende.." kom det fra Niall, og jeg grinede bare kort af ham.

"Hvis du siger det, Nialler.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...