Behind The Mask - One Direction

Emily Hope Delaney, er hvad man kan kalde en outsider. Hun sidder altid for sig selv, og har faktisk ikke nogen venner. Det ændrer sig dog, da Arizona starter på skolen. De fem badboys Harry, Zayn, Niall, Louis og Liam, ser straks Arizona som deres nye offer, og både Emily og Arizona ryger ud i en masse problemer. Hvad sker der når de drenge der har mobbet en hele skoleåret, pludselig falder for en? Og man skal vælge mellem to fyre? Og man bliver tvunget til at gøre noget, man ikke vil? Hvad ender det hele med, og holder Emily og Arizonas venskab gennem alt det?
//Drengene er ikke kendte//

46Likes
40Kommentarer
15879Visninger
AA

22. Good advice.


Jeg sad inde i fysiklokalet, og jeg var så heldig, at Liam var blevet min fysikmakker. Der var heller ikke andre, som jeg gad være makker med. Emily var jeg jo stadig uvenner med, og de andre drenge var jeg ikke interesserede i at snakke med.

Jeg så hen på vores lærer, da han kom gående ind, og han begyndte straks at snakke om noget syre. Læreren blev straks stille, da det bankede på døren, og vi kiggede alle hen imod døren hvor Emily stille kom gående ind. Hun så usikker ud. "Undskyld jeg kommer for sent.." sagde hun stille og satte sig nede bagerst.

Der sad ikke nogen på stolen ved siden af hende, så jeg tænkte lidt over, hvem hun så skulle have som makker? Jeg burde dog være ligeglad, for vi var vel ikke veninder længere, vi hverken skrev eller snakkede sammen længere.

Nu brugte jeg det meste af min tid på at snakke med Liam, og han brugte faktisk efterhånden mere tid med mig, end med de andre drenge. Var han mon stadig en del af deres gruppe? Det vidste jeg ikke, for vi snakkede faktisk ikke rigtigt om drengene og det.

Vi snakkede bare om alt muligt andet, og han havde aldrig sin badboy-side fremme, når vi så var alene. Den kom nogle gange frem her nede i skolen, men det kunne vel sagtens bare være en refleks? Altså, han var vel vant til at have den facade rundt omkring alle på skolen - måske lige bortset fra de andre drenge og nu også mig?

"Hun er helt alene.." mumlede jeg stille og så hen på Liam. Han kunne nok godt regne ud, at jeg mente Emily. "Hun bliver vel bare makker med to af de andre, så de er tre.. Jason er syg i dag, ser det ud til.. Han er i hvert fald ikke til at se nogen steder" forklarede han, og Jason måtte være ham der burde sidde ved siden af hende. Så ville det også gå op, så alle ville ende med en makker. 

"Hvad nu hvis hun bliver vores makker?" sagde jeg stille og bed mig svagt i underlæben. "Så er vi en mere end normalt.." sagde han enkelt, og jeg sukkede svagt. "Det er bare akavet at snakke med hende, nu hvor vi aldrig snakker sammen længere.." forklarede jeg med endnu et suk, og han kiggede på mig.

"Vil i bare stoppe med at snakke sammen for evigt? Jeg synes stadig, at du skal snakke med hende.. Du savner hende, og jeg er sikker på, at hun også savner dig.. Hvorfor gå rundt og være kede af det begge to, hvis i begge kunne være glade, hvis i snakkede sammen og blev veninder igen?" sagde han, og han lød simpelthen så klog.

Noget jeg havde fundet ud af de seneste dage var, at Liam rent faktisk var klog. Han fik gode karakterer, og så sagde han tit noget klogt - som nu. Jeg troede egentlig ikke, at badboys fik gode karakterer, men Liam var vel en undtagelse, for den fyr fik godt nok gode karakterer, det måtte jeg give ham.

"Hvorfor skal du altid sige sådan nogle kloge ting, Liam?" sukkede jeg, og han grinede af mig. "Jeg er bare klog.." sagde han smilende, og jeg himlede med øjnene over ham, selvom jeg vidste at han havde ret. Han var klog.

"Du er nu heller ikke for dum.." komplimenterede Liam mig, hvilket fik mig til at smile svagt over ham. "Nu fedter du bare for mig.." sagde jeg drillende og puffede blidt til ham.

Hele samtalen havde foregået lavt og stille, da vi jo trods alt var i gang med en fysiktime. Heldigvis havde vores fysiklærer travlt med at forklare noget om syre, så han lagde slet ikke mærke til, at vi ikke lyttede til noget af det, men havde vores egen lille samtale i gang i øjeblikket.

"Miss Delaney, sæt dig venligst over til Mr. Payne og Miss Evans.." sagde vores lærer, som jeg var bange for at han ville sige.

Emily ville nu komme hen til os.. Skulle jeg bare være kold og kun snakke om syren og det? Og lade som om hun var en fremmed? Eller skulle jeg tage imod Liams så kloge råd og forsøge at snakke med hende ordentligt? Eller måske vente med det til efter timen? Der var så mange muligheder, og jeg vidste ikke, hvilken mulighed jeg mon skulle tage.

Måske ville Emily slet ikke snakke med mig? Liam sagde godt nok, at hun savnede mig, men det kunne han jo ikke være sikker på. Måske hadede hun mig? Og hun stolede vel stadig ikke på mig? Men måske var der mere bag det, end jeg lige troede.. Der var jo også episoden i kantinen med Harry og det, suk. 

Jeg så hen på Emily, da hun med tøvende skridt kom gående hen til vores bord med en stol i armene og satte sig ved siden af mig. "Skal vi komme i gang med forsøget?" spurgte Liam om og klappede en enkelt gang i hænderne, inden han rejste sig op fra sin stol.

Vi fandt alle ud af, hvad vi skulle finde af de forskellige ting, og så gik vi på jagt efter det i lokalet. Jeg fandt hurtigt de ting, som jeg havde fået besked på at finde, og jeg gik hen til vores bord med dem. Ikke lang tid efter kom Emily og så Liam.

Vi gik i gang med forsøget efter at have taget beskyttelsesbriller på, og jeg kiggede kort hen på Emily ud af øjenkrogen. Hun stirrede ned i sit hæfte, og hun så virkelig bare så trist ud. Måske havde Liam ret i, at hun også savnede mig? Måske burde jeg virkelig tage hans råd til mig og snakke med hende? Jeg bed mig tøvende i underlæben og så hen på Liam, der var godt i gang med forsøget, han så ret så koncentreret ud.

"Emily, kan vi snakke efter timen?" hørte jeg så min egen stemme, og Emily så overrasket på mig, imens Liam smilede svagt - og stolt - over mig. Jeg var overrasket over mig selv, men jeg havde nu faktisk lyst til at snakke med hende, jeg fortrød ikke at have spurgt. Det ville også være ondt at trække det tilbage nu - ikke at jeg gad trække det tilbage igen.

"Ja, selvfølgelig.." svarede Emily hurtigt stadig med et overrasket ansigtsudtryk. Jeg nikkede bare svagt som et okay som tegn på, at jeg havde hørt hendes ja, og så gik jeg ellers i gang med at hjælpe Liam med forsøget igen, og det samme gjorde Emily, nu uden det triste ansigtsudtryk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...