Behind The Mask - One Direction

Emily Hope Delaney, er hvad man kan kalde en outsider. Hun sidder altid for sig selv, og har faktisk ikke nogen venner. Det ændrer sig dog, da Arizona starter på skolen. De fem badboys Harry, Zayn, Niall, Louis og Liam, ser straks Arizona som deres nye offer, og både Emily og Arizona ryger ud i en masse problemer. Hvad sker der når de drenge der har mobbet en hele skoleåret, pludselig falder for en? Og man skal vælge mellem to fyre? Og man bliver tvunget til at gøre noget, man ikke vil? Hvad ender det hele med, og holder Emily og Arizonas venskab gennem alt det?
//Drengene er ikke kendte//

46Likes
40Kommentarer
16026Visninger
AA

18. Could He Be In Love?


Det var blevet mandag, og jeg var på vej i skole sammen med Harry der sad ved siden af mig. "Det er helt underligt, at Zayn ikke kommer til at dukke op i dag.." sagde jeg, og det kom bag på mig, at han faktisk blev fanget. Jeg troede egentlig godt, at Zayn ville kunne slippe væk fra politiet eller noget. Hvor mange år havde han egentlig fået?

Jeg parkerede på min sædvanlige plads og steg så ud af bilen. "Vi er for en gangs skyld kommet til tiden.." sagde Harry med et svagt grin, og jeg smilede af ham. "Ja, måske skulle vi have pjækket fra første time? Så havde vi også fået noget mere søvn, jeg føler mig helt smadret.." sagde jeg med et træt suk, og smækkede bildøren i for så derefter at låse bilen, da Harry også var kommet ud fra bilen.

"Hvordan går det med Emily?" spurgte jeg ham så om, imens vi gik hen imod indgangen til skolen. Jeg lagde godt mærke til, at et smil kom frem på hans læber, lige i det at jeg nævnte Emilys navn. Hvad sker der for ham? han virker helt.. Forelsket?

"Dude, er du forelsket?" spurgte jeg ham så overrasket om, inden han nåede at svare på mit tidligere spørgsmål. Han kiggede overrasket på mig og stoppede så op, hvilket også fik mig til at stoppe op. "Hvad snakker du om? Selvfølgelig, er jeg da ikke forelsket.. Jeg bliver ikke forelsket.." svarede han, dog lød han ikke ligefrem overbevisende.

Kan han virkelig være forelsket? Og så i Emily? Hun er nede i bunden. Vi er jo oppe i toppen, og når man er oppe i toppen dater man ikke dem i bunden, det er bare en uskreven regel, som vi alle kender til. Også Harry, men man kan vel ikke selv gøre for, hvem man bliver forelsket i, kan man?

"Er du sikker? Dude, du virker altså forelsket.." sagde jeg med et svagt skuldertræk, og et svagt suk forlod mine læber. "Stop det snak om forelskelse Tomlinson, okay? Drop det lort!" vrissede han, hvilket kom en del bag på mig. "Hvorfor er du nu så pissed? Jeg var bare nysgerrig.." sagde jeg med et irriteret suk, og løftede mit ene øjenbryn en smule. "Bare drop det.." sukkede han og forsvandt ned ad gangen.

 


"Hvordan går det med Emily?" spurgte Louis,  jeg mærkede et smil forme sig på mine læber ved tanken af Emily. Jeg kiggede tilbage på Louis som så tænksom ud. "Dude, er du forelsket?" spurgte Louis overrasket mig. Jeg kiggede panisk på ham "Hvad snakker du om? Selvfølgelig, er jeg da ikke forelsket..Jeg bliver ikke forelsket." svarede jeg - Det lød virkelig ikke overbevisende. Men en ting er sikkert, Harry Styles bliver aldrig forelsket.

"Er du sikker? Dude, du virker altså forelsket" sagde han med et svagt skuldertræk, efterfuldt af et svagt suk. "Stop det snak om forelskelse Tomlinson, okay? Drop det lort!" vrissede jeg surt. Forelskelse er noget pis, det er kun en svagpisser der bliver forelsket. "Hvorfor er du nu så pissed? Jeg var bare nysgerrig.." sagde han med et irriteret suk. "Bare drop det." sukkede jeg, og satte tempoet op, så jeg ikke skulle høre på Louis og alt hans kærlighedssludder. 

Jeg åbnede den slidte dør ind til klassen og kigge rundt i klassen. Mit blik faldt på en velkendt brunette - Emily? Jeg mærkede sommefugle i maven, hvad fanden var der galt med mig? Jeg gik hen til den tomme plads ved siden af hende, og satte mig forsigtigt ned. "Hej Emily" sagde jeg fromt som et lam....Vent hvad?! Jeg er ikke noget får. Jeg er ikke from og jeg er slet ikke venlig og forsigtig.

Jeg var vidst ikke den eneste der undrede sig over min underlige opførsel, for Emily kiggede forundret op på mig. "Hej Harry" sagde hun stille, og kiggede mærkeligt på mig. "Hvor er Arizona?" spurgte jeg forvirret. Emily plejede altid at være sammen med Arizona. Hun kiggede hurtigt væk. Jeg ventede længe på et svar, men det virkede ikke som om det ville komme. 

"Er der noget galt?" spurgte jeg hende forvirret. Hun rystede bare afvisende på hovedet. Hun virkede trist, men hvorfor? "Du virker trist" sagde jeg, i håb om at få svar på hvad der var galt. "Det er der en god grund til" sagde hun, og vendte sig om for at tage sin mac op fra tasken. Hun tændte den, og jeg lagde mærke til noget mærkeligt. Hun havde skiftet sit baggrundsbillede. Normalt havde hun et billede af hende og Arizona, hvor de smilte stort, men væk var det. I stedet var der et billede af en masse  blå blomster.  

Der måtte være sket et eller andet, måske var de blevet uvenner? 


Jeg løb fnisende ned af gangen sammen med Liam, og knugede mine engelskbøger ind til mig, imens vi løb ned imod det lokale vi skulle have engelsk i. "Så du hendes ansigt?" sagde Liam imellem sine små søde grin, hvilket bare fik mig til at grine endnu mere, fordi jeg kom til at tænke på Haydens ansigt, da jeg havde tabt min vandflaske ud over hende.

Det var en fejl, det var det ærlig talt. Liam og jeg var sent på den, så vi skyndte os hen til vores skabe, og jeg var ved at drikke fra min vandflaske, da Hayden pludselig kom gående ind i mig, og så røg alt indholdet i flasken jo ud over hende.

"Hun blev så sur.." sagde jeg grinende, og vi stoppede uden for døren til engelsklokalet. Jeg åbnede hurtigt døren i håb om at komme før læreren, og vi gik fnisende ind i klassen, dog stoppede vi begge op, da vores lærer snakkede til os. Fandens, han var her allerede, der røg håbet om ikke at blive opdaget.

"Miss Evans og Mr. Payne, hvad er det der er så morsomt? Og hvad er jeres undskyldning for at komme for sent til min time?" spurgte han om, og vi stoppede begge med at grine med det samme, hvilket alligevel tog meget viljekraft, for episoden spillede stadig inde i hovedet på mig, og gjorde det svært for mig at blive ved med at holde mit grin inde.

Det ville ikke ende godt, hvis jeg begyndte at grine, så ville vores lærer tro, at jeg grinede af ham - hvilket jeg måske også gjorde en smule, fordi hans rundformede ansigt var helt rødt. Var han normalt så rød i ansigtet? Interessant spørgsmål, syntes jeg da selv. Jeg overvejede næsten at spørge ham, dog holdt jeg mit spørgsmål inde sammen med mit grin. 

Vi skyndte os ned til to ledige pladser, da vores lærer så bad os om det - eller nærmere beordrede det. Han virkede godt  nok sur.. Måske var det derfor, at han var så rød i ansigtet? Interessant.

Jeg så hen på Liam som sad en række foran mig til min højre side. Jeg kunne godt se på ham, at han stadig havde svært ved at lade være med at grine, hvilket også gik for mig. Jeg greb en papirkugle, som han kastede hen til mig, og smilede svagt for mig selv, imens jeg stille foldede papiret ud, så jeg kunne se hvad han havde skrevet. 

Prøv lige at se hans ansigt! Han gør det ikke ligefrem nemmere for mig, at lade være med at grine.

For at kvale et grin over hans spørgsmål, hostede jeg kort, og det lykkedes mig da nogenlunde at lade være med at grine. Jeg så hen på Liam, og vi fik øjenkontakt, hvilket bare gjorde det endnu sværere for os begge at holde vores grin inde.

Du læste nærmest mine tanker! Hvad sker der lige? Bliver han rød i ansigtet, hver gang han er sur, eller hvad sker der for ham?

Skrev jeg hurtigt ned på det krøllede papir, hvorefter jeg stille og forsigtigt krøllede papiret sammen igen, så det var lettere at kaste hen til Liam igen. Jeg smilede stort og stolt for mig selv, da det så faktisk lykkedes mig at ramme ham, heldigvis var han klar til at gribe.

Imens jeg ventede på, at han ville svare igen, lænede jeg mig stille tilbage i stolen. Mit blik gled stille rundt i klassen, og det stoppede så ved en velkendt person. Emily. Jeg bed mig hårdt i underlæben, da jeg med det samme kom til at tænke på vores skænderi.

Vi havde ikke snakket sammen siden det skænderi. Måske var vores venskab virkelig ovre? Jeg var stadig såret og sur, over at hun tydeligvis ikke mente, at hun kunne stole på mig. Hvorfor ville hun ellers ikke fortælle mig noget? Jeg stolede da på hende, vores venskab var så godt. Men det var måske kun mig der mente det?

Jeg mærkede tårerne forme sig i mine øjenkroge, og jeg var hurtig til at blinke dem væk. Jeg vendte min opmærksomhed imod Liam igen. Han kiggede allerede på mig, og bekymringen var til at læse i hans øjne, så jeg skyndte mig at sende ham et smil for nærmest at sige 'jeg er okay'.

Jeg greb papirkugle, da han kastede den til mig, dog blev den pludselig taget fra mig. Jeg kiggede op, og mit blik landede på vores lærer. Fuck, nu var vi i problemer. Vi havde jo skrevet om ham, og nu var han ved at læse det. Han havde allerede foldet papiret ud, og langsomt blev han endnu mere rød i hovedet. Måske var det virkelig vreden, der gav ham den røde kulør i ansigtet?

"Eftersidning til dig Miss Evans, og det samme gælder dig Mr. Payne! Vi ses efter skole!" råbte han vredt, inden han gik op til tavlen igen, og på vejen smed han papiret ud i skraldespanden efter at have revet det hurtigt over.

Jeg kiggede hen på Liam, og selvom vi lige havde fået eftersidning så det ud til, at han stadig var ved at grine. Sikkert af vredeudbruddet. Jeg bed mig kort i kinden for at holde et grin inde, og kiggede op på vores lærer, da han skrev noget ned på tavlen.

"I skal fremlægge om et land eller en by.. Fremlæggelserne skal være klar om to uger" sagde han, og snak brød ud i klassen. Det meste var negativ snak, som: "Hvad? Du kan ikke være seriøs?". 

Klokken ringede så, og alle var hurtige om at rejse sig og skynde sig ud fra klassen, jeg var en af de personer. Jeg ventede ude foran lokalet på Liam, da Emily kom gående ud med Harry ved siden af. Det lød til at de snakkede om fremlæggelsen. Harry virkede helt anderledes. 

Jeg blev ret så lettet, da Liam så kom ud og hen til mig. "Liam? Hvad laver du med Arizona?" spurgte Harry om med et løftet øjenbryn, og vi kiggede begge hen på ham. "Er der da et problem?" spurgte jeg ham om, og jeg ville have lagt mine arme over kors, hvis det ikke var fordi jeg bar på mine engelskbøger. 

"Slet ikke, jeg undrede mig bare over det.. Vil du med til næste time?" spurgte han om, og spørgsmålet var helt sikkert henvendt til Liam. "Jeg tror jeg følges med Arizona.. Hvis det ikke gør dig noget?" svarede Liam en smule tøvende og spørgende, som om han var bange for Harry. Men Harry var vel også lederen i deres gruppe? Man gjorde vel som han bad en om. 

Harry virkede chokeret, som om han havde regnet med at få et ja, selvfølgelig havde han det. Folk slog ikke hans forslag ned. 

"Kom, Liam.." sagde jeg stille, og tog ham under armen for så at trække ham ned imod vores skabe, og imens vi gik, kunne jeg mærke Harrys blik bore sig ind i ryggen på mig.

 

_______________________________________________

Længe siden, det må vi godt nok sige.

Vi finder det nu pinligt, at vi ikke har opdateret i så lang tid, men nu fik vi endelig lagt et nyt kapitel ud i går (wuhu), og nu er her endnu et kapitel.

Måske kunne det blive en god vane for os, at få et kapitel ud hver dag eller i hvert fald hver anden?

Vi vil ikke love noget, men vi vil da forsøge, heh.

I må meget gerne skrive, hvad i synes om kapitlet, feedback er altid godt^^

- K&J

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...