Behind The Mask - One Direction

Emily Hope Delaney, er hvad man kan kalde en outsider. Hun sidder altid for sig selv, og har faktisk ikke nogen venner. Det ændrer sig dog, da Arizona starter på skolen. De fem badboys Harry, Zayn, Niall, Louis og Liam, ser straks Arizona som deres nye offer, og både Emily og Arizona ryger ud i en masse problemer. Hvad sker der når de drenge der har mobbet en hele skoleåret, pludselig falder for en? Og man skal vælge mellem to fyre? Og man bliver tvunget til at gøre noget, man ikke vil? Hvad ender det hele med, og holder Emily og Arizonas venskab gennem alt det?
//Drengene er ikke kendte//

46Likes
40Kommentarer
16019Visninger
AA

4. A Breakdown.

Jeg tror aldrig, jeg havde været så bange i hele mit liv før.. Jo måske en enkelt gang. De fem drenge stod foran os, og de så bestemt ikke glade ud - tværtimod. Harry var helt våd i ansigtet, og det samme var hans hår. Et grin undslap mine læber, og Harry så rasende på mig. Fuck.

 

Han nikkede hen mod mig, mens han kiggede på Louis. Hurtigere en lynet, var Louis henne ved mig. Han greb fat om mine håndled, og nikkede kort til Harry. Altså kunne de drenge kommunikere telepatisk, eller hvad?

 

Louis strammede sit greb om mine håndled, og det begyndte langsomt at gøre ondt. “Av” sagde jeg irriteret, og prøvede at vride mine håndled fri fra hans hårde greb, men uden held. Han grinede bare af mit lamme forsøg, og skubbede mig op af væggen.

 

Jeg så bange hen på Emily, der stod klemt op i et hjørne, fordi Harry stod foran hende. Han pressede hende op af muren, og jeg prøvede endnu engang at komme fri. Han måtte ikke gøre Emily noget - jeg var nødt til at hjælpe hende.

 

Jeg så Louis direkte ind i øjnene, og sendte ham det vildeste dræberblik. “Giv slip, Louis” sagde jeg irriteret, og sparkede ham over skinnebenet. Han himlede kort med øjnene af mig, og strammede sit greb om mig endnu mere.

 

Emily skulle til at skrige, da Harry lagde en hånd over hendes mund. “Lad hende være” råbte jeg af ham, og kæmpede fortsat for at komme fri. Harrys blik landede på mig, og han løftede det ene øjenbryn.

 

“Fortæller du mig, hvad jeg skal gøre?” spurgte han truende, og lavede et hurtigt tegn til Niall. “Ja, og fjern så dine klamme hænder fra Emily” vrissede jeg vredt, og  knyttede mine næver.

 

Niall gik hurtigt hen til mig og Louis, og jeg så skræmt hen på ham. Hvad ville han gøre mig? Han tog fat i mine fødder, mens Louis havde fat i mine hænder, og så løftede de mig ud fra pigetoilettet.

 

“Emily” råbte jeg desperat, og sparkede ud efter Niall med benene. Han rystede bare på hovedet af mig, og gik videre ned af gangen sammen med Louis, mens de løftede mig.

 

Hvad havde de tænkt sig at gøre med mig? Jeg var nødt til at komme tilbage til Emily.  “Giv så slip på mig” vrissede jeg hysterisk, og sparkede endnu mere ud med benene. “Svin, idioter, kujoner” råbte jeg vredt af dem, og begyndte så at skrige.

 

Drengene så overrasket på mig, og vidste ikke hvad de skulle gøre. Louis gav slip på min arme, så mit hoved røg ned i gulvet med et brag.

 

Jeg stoppede med at skrige, og tog mig irriteret til hovedet. “Av” sagde jeg surt, og blev trukket videre ned af gangen af Niall, da han stadig havde fat i mine fødder. Louis gik ved siden af, og betragtede mig bare imens.

 

“Hvad skal i med mig?” spurgte jeg irriteret, og så op på Niall. Mit tøj var sikkert pisse beskidt nu. De ignorerede mig, og Niall gav slip på mine fødder. Han løftede mig så over sin skulder, og kom ned til enden af gangen.

 

Han åbnede en dør, og jeg genkendte straks det lille rum - kosteskabet.. Oh fuck. Kosteskabet var helt mørkt, og jeg fik en klump i halsen. Niall satte mig ned på gulvet, og ham og Louis lukkede så døren. De havde vel ikke tænkt sig, at låse mig inde.. Vel?

 

En lås kunne høres, og jeg var med et oppe at stå. “Vent, i må ikke låse mig inde” råbte jeg desperat, og slog på den låste dør. Med et havde vreden forladt min krop, og nu var jeg rædselsslagen. Jeg havde altid været bange for mørke, og det føltes som om, at mørket var ved at æde mig.

 

Jeg blev ved med at slå på døren, og panikken bredte sig i min krop. Efter et kvarter, gav jeg langsomt op - det var håbløst. Jeg satte mig ned, og mærkede stille tårerne presse på.

 

Jeg plejede aldrig at græde, men jeg kunne ikke lade være lige nu… Tårerne kom bare pludselig. Når jeg sad her helt alene, kom alle de dårlige minder tilbage til mig.

 

Lucas’ venner der tog på mig, når han holdte fest, når mor og far ikke var hjemme. Lucas’ bilulykke, hvor han kom til at lægge i koma i et halvt år. Lægerne der sagde, at der ikke kunne gøres mere for Lucas. Lucas’ begravelse, da jeg var 14 år. Alle mine dårlige minder handlede egentlig mest om min døde storebror. I dag ville han have været 20 år.

 

Jeg vågnede op fra mine triste tanker, da jeg mærkede mine kinder var helt våde. Jeg havde grædt i lang tid nu, og der kom lydløst endnu flere tårer.  Til sidst sad jeg bare og hulkede, mens jeg gemte mit ansigt i mine hænder.

Da Lucas døde, havde far arbejdet sin sorg væk. Han arbejdede hele tiden, og derfor skulle vi også flytte mange gange. At flytte blev nærmest en del af vores hverdag.

 

Jeg savnede Lucas forfærdeligt meget.. Vi havde altid haft et tæt forhold til hinanden. Han var min dejlige overbeskyttende storebror, som jeg kunne fortælle alt til. Hvis bare han var her nu… Jeg havde brug for ham lige nu.

Jeg skreg af fulde hals efter Arizona, men de havde taget hende.

Jeg kiggede lige ind i Harrys øjne, de var fyldt med vrede. Han tog et hårdt greb omkring mine håndled, og skubbede mig ind på et toilet, det velkendte klik lød, hvilket betød han havde låst os inde på toilettet – SAMMEN!

 

Han løftede min trøje lidt op, så han kunne se min mave. Han begyndte at kærtegne min mave med det yderste af hans fingre, jeg mærkede hvordan jeg gik i stå, han trak trøjen over mit hoved, så jeg bare stod i BH. Jeg kunne mærke en klump i min hals og et lille piv forlod mine læber, og jeg kunne mærke tårerne presse på, han skubbede mig op af væggen, stadig med et fast tag i mit håndled.

Tårerne trillede ned af mine kinder, han lod hans tommelfinger tørre tårerne væk. Jeg begyndte at skrige, men han stoppede det hurtigt ved at kysse mig. Han tog sine hænder om bag min ryg, for at føre mig tættere på ham, men da han rørte min ryg, rykkede jeg hovedet tilbage, og lod et højt skrig forlade mine læber, han kiggede forvirret på mig, og bedte mig om at vende mig om, men jeg rystede bestemt på hovedet, det var kun Arizona der måtte kende min historie ikke andre.

”Vend dig om!” råbte han højt, og tog fat om min talje, og snurrede mig rundt. Et højlydt gisp forlod hans læber, jeg tog hurtigt fat i min trøje og tog den på. Han kiggede på mig med et overrasket udtryk, hans øjne lyste som krystaller. Jeg skubbede til ham og skyndte mig ud af døren, mens tårerne fik frit løb.

 

Jeg stod forvirret tilbage, men fik dog taget mig sammen til at gå ud fra toilettet af, jeg mærkede en underlig fornemmelse i maven.

Hvad var der dog sket med hende? Hendes ryg havde været helt blå og lilla med store sår, hun var uden tvivl blevet behandlet dårligt, jeg havde efter hånden næsten set de fleste piger på skolen i BH, men ingen havde set sådan ud.

Jeg kunne ikke overskue at finde de andre drenge, men gik i stedet for ind på Cafe Cookie. Jeg tænkte i lang tid over, om jeg skulle fortælle de andre drenge om det jeg havde fundet ud af, men jeg blev enig med mig selv om at vente til senere med at fortælle dem det.

Nialls synsvinkel:

Jeg var på vej ned mod kosteskabet igen, da jeg ville se om Arizona havde fået sig en lærestreg. Jeg kunne høre hulken, og kløede mig forvirret i mit blonde hår. Var det Arizona der græd? Det kunne det da ikke være.. Kunne det? Hun virkede så hardcore.

Jeg listede mig helt hen til døren, og lyttede så stille. Ja, det var helt sikkert hende der græd. Måske var vi gået over stregen? Havde vi gjort noget grænseoverskridende? Jeg låste døren op, og åbnede så langsomt døren. Arizona sad sammenkrøllet hende i hjørnet, med ansigtet gemt i sine hænder.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg sige undskyld? Nej, så ville jeg squ få ballade med Harry. Jeg gik med faste skridt hen til hende, og hun opdagede mig åbenbart, for hun kiggede op på mig. Hendes kinder var våde, og hendes mascara løb fra alle tårerne.

Hun snøftede kort, og tørrede tårerne væk med ydersiden af sin hånd. Hun rejste sig så stille op, og så kort på mig. Hun åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke en eneste lyd ud. Hun løb ud på gangen, og før jeg kunne nå at sige noget, var hun drejet om hjørnet.

Jeg løb alt hvad jeg kunne, uden at se mig tilbage. Gud, hvor det lød dramatisk, men det var altså sandt. Jeg fattede ikke, at han havde set mig græde. Ingen måtte se mig græde. Jeg fik øje på Emily, og spurtede med det samme hen til hende. Jeg var nødt til at snakke med hende. Hun havde været 100 % ærlig overfor mig med sin familie.. Nu måtte jeg være det samme. 

”Emily..” min stemme døde hen, da jeg så hendes blodskudte øjne. ”Er du okay?” sagde jeg bekymret, og trak hende ind til mig i et kram. Jeg havde altid været god til at trøste – det var noget mig og Lucas havde tilfælles.

Hun rystede kort på hovedet som svar, og et hulk fandt vej ud gennem hendes læber. ”Det er okay” sagde jeg trøstende, og aede hende blidt på ryggen. Vi gik hurtigt hen til vores skabe, fik taget vores tasker, og så var vi ellers på vej hjem til mig.

Vi skulle være sammen hjemme ved mig, og når vi inde på mit værelse, ville jeg fortælle hende alt om Lucas – og om Lucas liderlige venner selvfølgelig. Jeg fik kort kuldegysninger af de ubehagelige minder, og slog dem med det samme ud af hovedet.

Vi satte os ind i min bil, og vi var hurtigt ved mit hus. Jeg steg ud af bilen, og da Emily havde gjort det samme, låste jeg den. ”Du skal ikke tage dig af min mor, hvis hun er lidt underlig.. Hun er ikke vant til, at jeg har venner med hjem” sagde jeg smilende, og åbnede hoveddøren.

”Er det dig Arizona?” lød min mors stemme ude fra køkkenet. ”Ja” råbte jeg, og smed mine Vans i gangen. Vi gik op af trappen, og da vi var inde på mit værelse, lukkede jeg hårdt døren.

Emily satte sig på min seng, og jeg satte mig ved siden af hende. ”Hør Emily, der er noget jeg gerne vil fortælle dig” sagde jeg tøvende, og så ned på min dyne. Hun så afventende på mig, og sendte mig et beroligende smil.

”Du fortalte mig sandheden med din familie, så jeg synes, at jeg burde fortælle sandheden om min familie” sagde jeg, og bed mig usikkert i underlæben. Jeg havde aldrig snakket med nogen om Lucas, så det var en smule svært for mig.

”Dengang jeg var 13 år, holdt min storebror Lucas hele tiden fester, når mine forældre var i byen. Hans venner var ret nærgående, og de tog altid på mig. En dag kørte min storebror galt i sin bil.. Han lå i koma i et halvt år, og en dag sagde lægerne, at de ikke kunne gøre noget for ham… Så han døde” sagde jeg stille, og mærkede en knude i maven.

 ”Min far blev utrolig meget påvirket af det, og han druknede sine sorger i sit arbejde.. Han arbejdede hele tiden, og det betød, at vi også hele tiden skulle flytte.” sagde jeg, og mærkede en tårer på min kind.

”Efter Lucas’ død blev min far meget let sur, så hver gang jeg kom til at gøre noget, han var utilfreds med, låste han mig ind i skabet i to timer. Jeg hadede det skab så forbandet meget. Det var som om at jeg blev klemt derinde, og mørket opslugte mig.. Så efter de ubehagelige oplevelser har jeg fået klaustrofobi og er blevet mørkeræd.”

”Jeg savner min storebror så sindssygt meget, og vi havde altid haft et tæt forhold.. Men en dag, var han bare.. væk” hviskede jeg, og græd nu ret meget.

Det føltes befriende at være kommet hjem til Arizona, hun har været så flink imod mig i dag. Da hun fortalte sin historie, tog jeg hende hurtigt ind i et varm kram, jeg kikkede medfølende på hende og spurgte om hun var okay, hun nikkede kort på hovedet og fik et lille tak frem. Jeg følte at jeg stolte på hende mere end nogen anden, hun var virkelig en god veninde.

______________________________________________

Så fik i lige lidt at vide om pigernes bagrundshistorie..

Hvad synes i?

Mon Niall har dårlig samvittighed, over at have låst Arizona inde?

Og hvorfor tænker Harry så meget på mærkerne på Emilys ryg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...