Just give me a reason. (1D)

Jocelyn Catarina Simonsen er en pige der er træt af alt, hun er lige blevet 19 og fejre sin fødselsdag alene i London, på et hoteltag. Hun drikker alt for meget alene og danser afsted, men det slår klik og hun står med et på kanten og smiler, hun er klar på at hoppe. Hendes liv har ikke været fyldt med andet end had, vold og død. Så hvorfor skal hun leve mutters alene. Hvad sker der når 5 drenge kommer op på taget for noget luft og ser hende i hendes ankellange sommerkjole, stå på kanten og balancere.

18Likes
15Kommentarer
1049Visninger
AA

3. My biggest mistake.

Harry P.O.V

Jeg åbnede langsomt øjnene, da jeg hørte en rumstere, jeg kiggede rundt og så at ´rose´ stod og kiggede sig selv i spejlet.

Hun havde en tatovering på ryggen, fugle der fløj, den var på hendes venstre skulder.

Hun stod og kiggede på sin krop, og jeg så nu alle arrene, det gjorde ondt at vide at nogen ville gøre andre personer ondt.

Hun sukkede og lod sine arme falde ned, så vendte hun sig og tog sin kjole på igen, hun gik hen og tog noget mere vand og satte sig ned, jeg havde lukket mine øjne.

Hun sad og nynnede og man kunne høre hendes tristhed.

"Hvad hedder du" spurgte jeg stille.

Det gav et lille ryk, og jeg åbnede øjnene. Hun smilede til mig og sad og pillede ved sin kjole.

"Jocelyn" sagde hun stille.

"Jeg er Harry" sagde jeg.

"I må meget undskylde det i går! Jeg... jeg kunne ikke mere!" sagde hun.

Hun kiggede på mig med triste øjne, og prøvede at holde tårene tilbage.

"Det skal du ikke bekymre dig om! Vi finder ud af noget" sagde jeg og lagde en hånd på hendes arm.

"Je.. Jeg må nok hellere gå" sagde hun og rejste sig.

"Jocelyn.. du går ingen steder.. du har brug for hjælp" sagde jeg stille.

"Det kan jeg ikke bede jer om.. det kan jeg bare ikke!" sagde hun og rejste sig.

Jeg hoppede ud af sengen, meget hurtigere end jeg plejer og stoppede hende. Hun kiggede skræmt på mig.

"Jeg beder dig Jocelyn.. bliv.. lad mig hjælpe dig. Du kan bo hos mig, få et job.. komme på rette fod" sagde jeg.

"Nej.. nej jeg kan ikke" sagde hun og bakkede ud af mit greb. "Undskyld.. i skulle aldrig have mødt mig!" sagde hun.

"Jocelyn.. jeg beder dig!" sagde jeg.

Hun åbnede døren og gik ud, jeg fulgte efter hende og ville ikke stoppe før hun sagde ja, Liam stod og kiggede lidt. Så kom resten af drengene til og hun stoppede op.

"Gud.. nej.." hviskede hun.

Hun stod og stirrede på drengene og så vendte hun sig om, hun kiggede på mig med sorg, forvirring og glæde..

"Hvad.. hvad er der.. Jocelyn?" spurgte jeg.

"Hvordan har jeg kunne være så blind.. Hvorfor har jeg slet ikke lagt mærke til det!" sagde hun stille.

"Lagt mærke til hvad"

"I er One Direction.. min lillesøster er... var besat er jer" sagde hun stille.

"Var?" spurgte Louis.

"Ja.. var" sagde hun og kiggede ned.

Hendes hånd lagde hun på sine skuldre og kiggede bare tomt ned i gulvet, nu løb tårene.. nej de faldt ned imod gulvet og hun græd.

"Neej.. du må ikke græde!" sagde Niall og lagde en arm om hende.

"Undskyld" hviskede hun.

Niall førte hende hen til sofaen og hun satte sig ned, hun sad og græd stille men tårene blev ved med at løbe ned af kinderne. Hun kunne ikke styre det længere, hun knækkede fuldstændig.

"Nej.. men.. Hvad er der galt!" sagde Liam og skyndte sig derhen.

"Jeg er bange.. alene og.. og har ingen familie længere" sagde hun.

Jocelyn P.O.V

"Jeg er bange.. alene og.. og har ingen familie længere" sagde hun.

Jeg kunne ikke længere, jeg brød fuldstændig sammen.. foran fem personer jeg slet ikke kender, og værst af alt begrund af alt det lort jeg havde gået igennem.

Jeg sad og græd op af Niall fra One Direction og han havde intet imod det, jeg følte mig som et nul igen.

"Hvad er der galt Jocelyn.. fortæl os det" sagde Liam foran mig.

"Jeg har ingenting.. jeg er alene.. min familie.. de.. de blev dræbt og jeg slap med et skud, de døde på stedet. Jeg er blevet sendt rundt til alle mulige familier, der slog mig.. gjorde mig til slave og andre ting.. jeg kan ikke mere.. Jeg vil ikke mere" hviskede jeg.

Jeg kiggede på min arm og lod en finger løbe over ordene ´I won't stop till I surrender, because dreams do come true´ det sagde min mor altid.. Ikke stop før du overgiver dig, for dine drømme vil gå i opfyldelse. Jeg havde aldrig troet dem, og det gør jeg stadig ikke..

Der var stilhed ved alle i rummet lige nu, og jeg var stoppet med at græde.

"Jeg.. jeg går ned eller op.. eller hvor det nu er.. til mit værelse.. og pakker" sagde jeg.

"Jeg går med dig" sagde Harry stille.

"Tak" hviskede jeg.

Jeg rejste mig og tørrede mine øjne, gned dem rundt så make-uppen var ud over alt i ansigtet, men jeg var ret så ligeglad.

Harry lagde en arm om mig og jeg fulgte efter ham, lige så stille.

Vi var ude på gangen nu og stod ved elevatoren. Han smilede til mig og jeg havde det af bæ nu.

Bæ...

"Hvilke etage"

"6 værelse 602" sagde jeg stille.

Dørene åbnede og vi gik ind, jeg stod op af væggen, da Harry trykkede på 6-tallet. Jeg var træt, og ked af det, jeg kunne mærke Harry's arm imod min og jeg følte mig mere rolig.

"Okay" sagde jeg.

"Okay hvad?" spurgte han.

Jeg drejede hovedet og kiggede på ham, med trætte øjne.

"Okay.. som i okay jeg flytter ind ved dig" sagde jeg stille.

"Virkelig?"

"Ja."

Dørene sagde pling og vi gik ud, jeg tog nøglekortet frem fra min bh og låste døren op, jeg gik ind og tog kjolen af.

Jeg fandt en trøje og nogle bukser, så tog jeg det på og redte hurtigt mit hår. Harry stod bare og kiggede.

"Kaldte jeg dig Jack i går?" spurgte jeg.

"Ja.. du må vel have følt dig som Rose" sagde han og grinede.

"Du dum" hviskede jeg.

"NÅ DET ER JEG" sagde han og kom hen imod mig.

"HARRY.. Nej! Jeg skal have pakket!" hvinede jeg.

"NEEEJ DU SKAL IKKE!" sagde han højt og hoppede på mig.

"HOLD OPP!" hvinede jeg.

"Okay.." sagde han og hoppede af mig.

Jeg grinede for første gang i lang tid, så hev jeg alt mit tøj ud og begyndte at lægge det sammen.

"Hvad er det for et mærke?" spurgte Harry.

"Jocelyn C. Simonsen" sagde jeg.

"Heeey.. Du hedder Jocelyn!" sagde han og grinede.

"Det er også mig der har designet og syet det." sagde jeg og grinede.

"Wow.. virkelig!" sagde han. "Det med jobbet.. en af vores designere har brug for en praktikant, der har du måske allerede et job så.. vi ringer til ham i morgen" sagde han.

"Hvem er det." spurgte jeg.

"Øhm.... Dolce.. Dolce I think?" sagde han.

"Dolce and Gabbana!" skreg jeg.

"JA der var den!" sagde han. "Altså ikke for selve manden.. men for en af hans designere, her i London"

"Jeg døde!" sagde jeg.

"Ja ja.. paaak.. Jeg vil hjem til Dusty" peb Harry.

"Din kat" sagde jeg.

Lidt kunne jeg huske.

Han smilede og jeg puttede det sidste par sko i min kuffert, han rejste sig, stadig i bar mave og tog kufferten.

"Tak Harry." sagde jeg stille.

Han smilede og gik ud fra værelset, jeg gik efter ham og kiggede mig i spejlet.. missekat. Det var det eneste jeg tænkte.

Han stod og ventede ved elevatoren og med et hørte jeg skrigende piger, jeg vendte mig om og så to piger der skreg.

Dammit..

Jeg løb hen til elevatoren og ind, dørene lukkede lige tids nok til at pigerne stod foran os.

Jeg pustede lettet ud og vi kom op til den etage som før, jeg gik ud da dørene åbnede og kiggede forsigtigt omkring..

Ingen piger..

GODT:

Jeg skyndte mig hen til værelset og Harry hev et kort frem, vi gik ind og drengene grinede. Jeg gik ind smilende og undrede mig lidt over det.

"Flotte billeder Harry!" sagde Zayn.

"Hvad nu?" spurgte Harry.

"Jocelyn løber fra to piger, og du står i bar mave." sagde Liam så.

Jeg gik ud på toilettet og vaskede mit ansigt, jeg følte mig død.. Underligt nok havde jeg ingen tømmermand.

Jeg stod og kiggede mig i spejlet, og så intet andet end min mor.. Jeg lignede hende utrolig meget.. min mor kaldte mig altid Snehvide..

"Heh.. snehvide.. Fantastisk kælenavn mor" hviskede jeg.

"Kaldte din mor dig det?" spurgte Harry.

Jeg hoppede væk fra vasken og skreg en smule. Jeg fik et kæmpe chok.

"FOR EN I HELVEDE!!" skreg jeg og tog mig til brystet.

"Undskyld! Undskyld!!" sagde han.

"Jeg tror lige jeg mistede noget af min sjæl!" sagde jeg.

"Ha ha.." sagde Harry.

"Gud.. det må du ikke gøre.. aldrig igen!" sagde jeg.

"Promise!"

¤Senere¤

"kom nu Joce!" sagde Harry.

Jeg slentrede op af trapperne, elevatoren var i stykker og han bor på 10 sal... Jeg var døende.

Han havde endda begge kufferter! Jeg kom op til ham og vi var nu på 8 sal, jeg kiggede ondt på ham og skyndte mig videre, han grinede bare.. dumme skid.

Endelig var vi oppe, han låste op til hans lejlighed og jeg fulgte efter ham ind. Jeg smed mig straks på sofaen...

"Føl dig endelig hjemme!" sagde han.

"gør det allerede" mumlede jeg.

"Kvinder!"

"Gyllebæ!!" sagde jeg og lå som en død.

"Har du flere ting der skal hentes et sted?" sagde Harry.

"JA.. men dem kan vi ikke komme til" sagde jeg stille.

"Hvad mener du?" spurgte han.

"De er ved min sidste aflastning.. de gjorde forfærdelige ting.. så ja. Dem vil jeg ikke rende på.." sagde jeg.

"Det tror jeg vi kan ordne.." sagde han og satte sig ned på kanten af sofaen.

"Hvorfor hjælper du mig?" spurgte jeg.

"Jeg føler.. at det er noget jeg skal.. fra da jeg hev dig ned fra den kant.. Havde jeg en følelse af aldrig at slippe dig." sagde han.

"Virkelig" spurgte jeg.

Jeg gemte mit ansigt i min arm, så man kunne se øjnene, Harry sad og kiggede underligt på mig, jeg havde aldrig set det blik.

"Hvorfor kigger du sådan på mig?" sagde jeg.

"Fordi.. der er noget specielt over dig... nå.. er du sulten!" spurgte han.

Harry P.O.V

"Hvorfor kigger du sådan på mig?" spurgte hun.

"Fordi.. der er noget specielt over dig... nå.. er du sulten!" spurgte jeg.

Jeg rejste mig og havde lyst til at slå mig selv..

Gentagne gange..

Ja..

Hun er smuk, og klog... perfekt..

Men hvad hjælper det..

Jeg er jo bare the ManWhore!

Det ved alle..

Selv jeg er begyndt at tro det, og det har ødelagt alt.

"Ja.. skal du have noget hjælp" spurgte hun.

"Nej.. eller jo?" sagde jeg.

Jeg gik ud i køkkenet, fulgt af Jocelyn..

Jeg tog mel, mælk, æg og de andre ingredienser til pandekager og stillede dem frem.

Jocelyn tog fat i nogle af ingredienserne og kiggede underligt på mig.

"Hvad skal vi have?" spurgte hun.

"Pandekager.. med IS!" sagde jeg glad.

"Hvad er det?" spurgte hun.

Min kæbe faldt mod jorden og jeg stod der måbende...

"YOU MUST BE KIDDING!" sagde jeg.

"Heey.. undskyld.. jeg ved ikke hvad pandekager er!" sagde hun.

Hun tog en håndfuld mel og kastede det i ansigtet på mig.

Jeg stod og spruttede lidt, så kiggede jeg på hende, hun grinede.

Jeg tog noget mel og kastede det på hende, hun løb om på den anden side af bordet skrigende.

Jeg tog noget mere mel og kastede det efter hende, hun kom om og tog noget selv og kastede det på mig.

Med et var der ikke mere mel, gulvet var fyldt.. vi var dækket og stod der grinene.

"Det var sjovt.. nu mangler vi mel" sagde jeg.

"Ja.. hehe.. så sjovt har jeg aldrig haft det." sagde hun og smilede.

"Virkelig.. så skal vi en masse før du flytter selv!!" sagde jeg.

Hun smilede og nikkede, hun rodede rundt i mit hår med hendes hånd, så der stod en sky af mel ud i luften.. Lige der...

Lige der gik alt i slowmotion for mig..

Mit hjerte bankede hurtigere og jeg kunne næsten ikke få luft.

Hun stoppede og flyttede sin hånd, hendes smil forsvandt og hun kiggede lidt skræmt på mig..

Dog rykkede hun sig tættere på, hun stod helt henne ved mig nu og kiggede mig i øjnene.

"Tak Harry.. for alt allerede" hviskede hun.

Så kyssede hun mig på kinden og smuttede ud af køkkenet.

Jeg stod som forstenet, da døren gik op og ind kom Niall.

"Hvad fanden... er du død Harry.. du er helt hvid!" sagde Niall.

"Mel" sagde jeg og smilede.

"Hvor er Jocelyn?" spurgte Niall, lige da vi hørte bruseren.

"Bad" sagde jeg.

"Åhh okay.. skal.. måske du skulle tage et bad også?" sagde Niall.

"Ja.. det gør jeg, er tilbage om 5" sagde jeg og smuttede ind på gæstebadeværelset.

Jeg tog tøjet af og smed det i vasketøjskurven, så tændte jeg vandet og gik ind under.. Jeg havde det underligt.

Bare det ikke er det jeg tror det er.. for jeg kan intet andet end at såre dem jeg elsker.

¤~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~¤

Andet kapitel, der er ikke så meget action, men det skulle med:D Håber i kan lide og vil fortælle jeres læsere om den, der kommer mere gang i, i næste kapitel!:D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...