Soulmates

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2013
  • Opdateret: 8 maj 2013
  • Status: Igang
Formskifteren Darcy Van Crowen har et nærmest perfekt liv. Hun er af Fades-blod, hvilket betyder at hun ikke har en fysisk skikkelse, i hvert fald ikke en hendes sjæl er bundet til.
Da hun får at vide at hun er blevet optaget på Fades Akademiet, der det år er blevet flyttet til Napoli, blev hun overraskende vred. Da hun alligevel ender på den prestigefulde skole, opdager hun at ikke alle formskiftere er som hende selv, især en. Den oplevelse der var tænkt som de bedste år af hendes MEGET lange liv, ender som et mareridt og bliver toppet, da hun bliver lokket til at følge med den australske formskifter Ashton Phan Thom, som hun udvikler et indædt had til, men vil det også ende sådan?

P.S. Navnet i kapitlet viser synsvinkel :D

1Likes
0Kommentarer
475Visninger
AA

2. Darcy Van Crowen; Stakkels, nye pige

Fargo, North Dakota, U.S.A. 3. juni 2012


   "Ses senere Darcy," svarede hun med et smil. Jeg betragtede min bedste veninde Adrianna gå nedad gangen. Adrianna var virkelig, VIRKELIG sød, men hun var jo egentlig under mit niveau.

   Hej! Jeg hedder Darcy Van Crowen og før du begynder at tro at jeg er en overfladisk snob, vil jeg gerne lige forklare nogle ting, men allerførst; Jo Darcy er et drengenavn, men mine forældre havde åbenbart forudset at jeg aldrig ville blive mobbet og valgte at udfordre skæbnen ved at give mig et drengenavn. 
   For det andet så er jeg formskifter, og endnu bedre er jeg formskifter af Fades-blod. Man kan nemlig være formskifter af forskellige slags blod, alt efter hvad ens evner strækker sig over. Fades-blod er de stærkeste evner en formskifter kan have. Vi kan ikke bare skifte form til hvad som helst, og jeg mener virkelig ALT, vi har heller ikke en menneske- eller dyreskikkelse vi føler os mere 'beslægtet til'. Vores sjæle er fuldkommen frigivet fra det fysiske miljø. Det betyder for det første at uanset om jeg er menneske som nu, eller om jeg er en blyant, så er det bare en skal om min sjæl, men det betyder også at jeg kan perfektionere alt, hvad jeg forvandler mig til. Alle af Fades-blod - inklusiv mig selv - kan udskifte hvert eneste lille detalje ved deres udseende eller skal. De kan ændre alt fra hver enkel øjenvippe til... ja alt. For nogle år siden, brugte jeg hele sommerferien på at perfektionere mit udseende. Jeg kan ikke sige jeg er utilfreds med resultatet, og heller ikke at jeg har noget imod alle dem der kigger beundrende på mig, når jeg går forbi.
   Det er den vigtigste grund til at man ikke kan kalde mig overfladisk, når man er af Fades-blod viser ens udseende ikke en pind om ens personlighed, man kan heller ikke se vores humør, aflæse om vi lyver og hvad ved jeg, man kan ikke stole på vores ansigter. Det gør også kærlighed ved første blik umuligt, eftersom at det vil svare til at forelske sig i en madkasse med ukendt indhold. Vi er nødt til at lære hinanden at kende før vi kan sige en mening om hinanden, det er en af grundene til at formskiftere af Fades-blod er de højest rangerende. 
   Siden jeg var helt lille fik jeg faktisk at vide at jeg var bedre end alle formskiftere der ikke var af Fades-blod, det er grunden til min tanke om Adrianna. Hun er af Haunts-blod, det er ikke noget dårligt overhovedet, men ikke lige så godt som Fades-blod selvfølgelig.
    Når man er af Haunts-blod kan man have op til halvtreds fysiske skikkelser. De kan forvandle sig til ALT, ligesom os af Fades-blod, men de kan for det første ikke ændre ved det de skifter til, de kan ikke perfektionerer som vi kan, da de stadig er bundet til det fysiske miljø. De har også en fysisk skikkelse eller flere, men det betyder for det første at deres sjæl er bundet til en krop - eller flere - indtil kroppen dør og sjælen bliver fri. For det andet gør det at man har en foretrukken skikkelse, hvorimod - som jeg har sagt før - vi føler os lige så meget tilpas ved at være en blyant som menneske.
   Men altså for det første så har jeg som sagt fået indprentet at alle af Fades-blod er overlegene, jeg ved godt jeg er forkælet, og til tider en møgunge, det siger jeg selv. Jeg kan ikke gøre for det.
    Det er meget nemt at finde en af Fades-blod selvom der er meget få tilbage eftersom vi ikke kun er en stærk, men også en sjælden art. Vi har nemlig alle gyldent blod, vores blodåre er sjovt nok også gyldne, men det skjuler de fleste fordi menneskerne nok vil undre sig ret meget, hvis de så en anden med gyldne blodåre.

   "...Det her er endnu én gang,"
   Mine tanker blev  afbrudt, da en stemme kom tæt nok på. Dumme skarpe sanser, tænkte jeg irriteret og kiggede i retning af stemmen, selvom jeg allerede vidste, hvem det var der snakkede. Jeg kunne genkende hendes velovervejede stemme, det var Alicia Simmers. Hun var et helt almindeligt menneske, fuldkommen uvidende om at der gik over tyve formskiftere her på Van Crowen High... Nårh ja, min forældre har grundlagt denne her skole, og bestyrer den stadig, hvis du ikke havde regnet det ud på navnet. 
   Pigen der gik ved siden af Alicia var til gengæld ikke bare et ligegyldigt menneske. Ja I må undskylde min måde at omtale mennesker på, men ligesom at jeg har fået at vide at jeg er mere værd end andre formskiftere har jeg også fået meget grundigt forklaret at mennesker er laverestående skabninger, alligevel er vi nødt til at skjule os for dem på grund af deres høje flertal.  
   Pigen ved siden af Alicia var formskifter, jeg kunne mærke det. Og jeg mærkede straks en lille trang til at flå hende i småstykker. Vi formskiftere er meget territorielle, hvilket betyder at jeg ikke vil have nye på mig territorium, jeg ser hende som en der bryder ind, og er en trussel. Jeg undertrykte mine instinkter, selvom de ikke lige frem gjorde det nemt. Der var ikke blevet slået en formskifter ihjel her på Van Crowen High i flere hundreder år, jeg ville ikke være den, der ødelagde det.
   Jeg kunne se hvordan formskifterpigen prøvede at være venlig overfor Alicia selvom en hver vidste at hun var et af de mest irriterende mennesker i hele North Dakota, hun kunne ikke gøre for det, nogle mennesker blev bare født, så andre kunne se bedre ud. Jeg vidste godt at jeg tænkte som en forkælede møgunge, men sådan var det, også at jeg var en forkælet møgunge, det var jeg.

   I hvert fald kunne jeg ikke lide at formskifteren blev tvunget til at hænge på Alicia, alligevel, var det ret underholende at se hendes tålmodighed med den rødhårede pige blive brugt op. Hun var ny, det kunne enhver se, det ville måske give hende et dårligt indtryk på grund af Alicia, men den risiko var jeg villig til at tage. I stedet besluttede jeg mig for at lytte lidt til deres samtale. Jeg tog min mobil opad lommen og begynde at lade som om jeg skrev sms'er, men jeg skrev bare tilfældige bogstaver på en tom note.
   "Skolen er stor i starten, men det vænner man sig til med tiden," forklarede Alicia med et smil og kiggede på pigen, der nikkede lidt sammenbidt, men selvfølgelig lagde Alicia ikke mærke til det. "Ja, gangen er ret stille, det er ikke ligefrem det bedste sted at være, fordi..." Alicias talestrøm stoppede endelig, da hun fik øje på mig. Hun havde slet ikke lagt mærke til at jeg stod opad de sorte metalskabe, men det gjorde hun nu. 
    Hun stirrede på mig, men jeg tog mig god tid med at kigge op, og da jeg gjorde løftede jeg bare spørgende det ene øjenbryn. Hun kiggede igen væk og mine øjne faldt tilbage til min mobil, hvor jeg stadig bare lod som om, jeg skrev noget. Formskifteren skævede til mig, men spurgte ikke Alicia om mig. Hun kunne ikke mærke jeg var formskifter, hun var i hver fald ikke af Fades-blod, men det havde jeg regnet ud på grund af bumsen på hendes kind. Enhver af Fades-blod ville have fjernet den. 
    Jeg mærkede to andre formskiftere komme mod mig... eller Alicia og den nye pige. Jeg snusede forsigtigt ind. Fuck! Hvorfor lige nu? Tænkte jeg irriteret. Nu ville jeg ikke bare virke henkastet, jeg ville meget gerne forsvinde. Hvis det ikke havde været for Alicia - der også stod ret og var fuldkommen stille, eftersom de også var på vej mod hende - havde jeg også bare forvandlet mig til en lille sten, så de ikke så mig. 
   Jeg er ikke bange, det er jeg aldrig. Endnu en fordel ved at være af Fades-blod, jeg har aldrig følt frygt før, for hvis jeg bliver skadet, er det bare min skal. Og hvad gør man hvis ens sko går stykker? Man køber nogle nye. Det samme gør vi med vores skaller. Hvis nogen sætter en kniv i mit ben skifter jeg bare mit ben ud med et uden kniv, sår eller andre skader. Så enkelt er det.
    Jeg har aldrig følt frygt, og det kommer heller ikke til at ske.

    Den nye pige så lidt forvirret på dem, da de gik mod hende og Alicia, men også meget forundret på Alicia, og hendes reaktion på dem. Skolens grundlæggere og forstandere var på vej gennem gangen. Shannon og Damien Van Crowen - hvis du ikke havde regnet det ud, så er det også mine forældre. 
   Jeg havde mange gode grunde til at de ikke skulle bemærke mig, en af de bedste var, at mine forældre var begyndt at ligge mærke til at jeg næsten ikke snakkede med de andre formskiftere på skolen. De vidste godt det ikke havde noget som helst med almindelige problemer at gøre, der var en meget simpel grund til at jeg holdt mig lidt på afstand af de andre. Jeg følte mig som... en guldkrone blandt plastikskeer. Jeg følte at jeg var bedre end dem, og jeg kunne ikke lide at se ned på dem, så jeg holdt mig fra dem.
    Jeg holdt mit ansigt følelsesløst, hvilket ikke var særlig svært. Jeg lænede mig mod skabene selvom jeg godt vidste at det ikke gjorde mig mindre synlig. Jeg kiggede meget koncentreret på min mobil, som jeg var fuldstændig opslugt. Mine forældre gik lige forbi mig, uden så meget som at værdige mig et blik. Yes, men de har set mig, det ved jeg,  og jeg kommer bare til høre for det senere... Det ved jeg også. De er da egentlig sent på den, skolen begyndte for tre timer siden... Nå, de havde sikkert noget vigtigt.
    De gik lige så ligeglade forbi Alicia og den nye formskifter. Okay jeg er nødt til at have et navn. Desuden havde hun vel lidt nok. Jeg besluttede at gå over og redde hende fra Alicia. Men først efter mine forældre var et stykke længere væk.
   Den nye pige -  jeg stadig gerne ville have et navn på - stirrede på mine forældre, som om de var guder. Hun så fuldkommen hypnotiseret ud, da de gik forbi. Et lille smil kom frem på mine læber. Hun har ingen anelse om, hvem de er. Tænkte jeg, det lød nærmest komisk i mit hoved. Stakkels nye pige. 
   Da mine forældre havde passeret de to piger, lagde jeg mobilen tilbage i lommen og gik hen mod dem, eller en hver kunne se at jeg gik hen til den nye pige og ikke Alicia. Jeg ignorerede hende fuldstændig, præcis som jeg plejede.
    "Er de ikke lidt for gamle til at gå her?" spurgte den nye pige. Hun lød stadig en smule drømmende efter min mening. Jeg så mit smuthul till at redde hende væk fra Alicia. Jeg var nået hen til dem, Alicia havde opdaget mig, og sendte mig et koldt blik, men jeg var fuldkommen ligeglad.
    "Måske til at gå på skolen, men ikke til at eje den," svarede jeg med et smil. Pigen vendte sig forskrækket om, hun havde åbenbart ikke opdaget mig, stakkels nye pige. Hun smilede nervøst til mig, og skævede ned til mine håndled, hvor blodårerne var tydelige. Jeg skiftede hurtigt, så mine gyldne blodårer trådte frem. Jeg smilede indforstået til hende. Jeg kunne mærke Alicias blik prøve at brænde sig gennem mit hår, men jeg ignorerede hende stadigvæk bare. 
    "Ej, hvor er jeg dog uhøflig!" udbrød jeg og kiggede undskylende på formskifteren. "Jeg hedder Darcy Van Crowen," præsenterede jeg med endnu et smil og rakte hånden frem. Hun smilede, stadig en smule nervøs, men lidt mere venligt. 
     "Miranda Cole," svarede hun, som om det ikke var vigtigt og tog tøvende min hånd. Dejligt! Nu havde jeg noget at kalde hende. Det så ud som om, hun lige pludselig kom i tanke om noget hun ikke havde lagt mærke til.
    "Van Crowen?" gentog hun spørgende og kiggede i den retning mine forældre var gået. Jeg nikkede bekræftigende og smilede en anelse over hendes en smule forvirrede blik. Og ja, jeg smiler meget og hvad så? Bare fordi vi kan skjule vore følelser fuldstændig behøver vi jo ikke. Miranda så ud til at overveje om hun skulle spørge til mit efternavn, der også var navnet på skolen. 
    "Det var Darcy's forældre, der kom lige før," forklarede Alicia, jeg kunne høre triumfen i hendes stemme over at hun stadig var med i samtalen. Det havde ikke lykkedes mig at hægte hende af, men hun gjorde det jo næsten for nemt.
    "Angående mine forældre Miranda, så bad de mig om at sørge for at du følte dig hjemme på skolen," indskød jeg henkastet. Det var faktisk ikke løgn, jeg havde fået direkte ordre til, at alle formskiftere her på skolen ikke nye ihjel - på grund af at de var nye... Hvis det var af anden grund var jeg ligeglad.  
   Jeg kunne se, hvordan Alicia havde lyst til bare at gribe fat i Miranda og rive hende med sig væk. Der var kun en ting der stoppede hende. Jeg havde kontrollen her på skolen, det var meget dumt at lægge sig ud med min 
dominans. Miranda kunne heller ikke skjule sin lettelse over at slippe væk, men hun flyttede sig alligevel. 
   "Vil du ikke møde de andre på A-linjerne?" spurgte jeg indbydende, men også en smule indforstået. Jeg kunne se, hvordan opgivelsen skød frem i Alicias ansigt. Hun vidste nok ikke at Miranda var på en eneste A-linje, det vidste Miranda nok heller ikke, men selv hvis hun ikke anede hvad jeg snakkede om, var det en chance for at slippe væk. Hun nikkede, måske lige ivrigt nok, men Alicia havde givet op.
    Jeg smilede og gik væk fra Alicia, men Miranda fulgte efter mig og kom hurtigt op på siden af mig. Hun så både lettet ud, men stadig nervøs. Det ville hun aldrig komme af med, det var bare sådan det var, når man gik lige ved siden af en af Fades-blod. 
    Da Miranda og jeg var et stykke væk fra Alicia, så jeg lidt mere undersøgende på hende. Hun blev vidst lidt utilpas ved mit blik, hvilket jeg godt kunne forstå, men hun mindede mig på sådan en modsat måde om Aid - det var det jeg kaldte Adrianna, man blev meget hurtigt træt af at sige hendes navn. Miranda havde lyseblå og livlige øjne, hendes hår var fyldigt med store bølger og havde en flot kastnajebrun farve der passede godt til hendes solbrændte hud. Intet af det passede til Aid. Hun havde kulsort, nærmest blåligt hår der var fuldkommen glat og kridhivd hud. Hun var meget spinkel, i modsætning til Miranda der var mere middel i bygning. Jo! Nu kunne jeg se det! Aid havde det samme glimt i sine dybblå øjnene. Måske var det også det at de begge var af Haunts-blod...
   "Tak, fordi du reddede mig, men seriøst A-linjer? Hvordan kan nogen tro på det?" Hun troede åbenbart at det var noget jeg havde fundet på, for at få hende væk, hvilket det ikke var. Der var noget på skolen der hed A-linjer, det var bare ikke, hvad mennesker som Alicia troede det var. Dog måtte jeg give Miranda ret, det lød ret åndsvagt.
    "Det er altså sandt nok!" protesterede jeg med påtaget fornærmelse. Hun så en smule overrasket ud, som om hun ikke lige havde forventet det svar. Den havde du ikke set komme, hva'? Stakkels nye pige. Jeg smilede lidt for mig selv over hendes forvirring. Van Crowen High var forvirrende for folk der ikke kendte til de meget... fleksible regler. Hendes forvirring blev hurtigt til vantro og så en blanding af forvirring og skepsis. 
   "Seriøst?" hun lød overhovedet ikke overbevist. "Hvad er det så?" spurgte hun. Det var forvirringen der skinnede igennem, men der var lidt vantro i spørgsmålet. Ja, hvad var A-linjerne egentlig? Meget kort sagt var de løgn. De fandtes ikke, de var bare for at dække over at alle formskiftere på skolen kunne forlade timerne, uden at nogen fattede mistanke til at vi  var overnaturlige skabninger. Mennesker som Alicia fik at vide at elever der gik på A-linjerne var elever der fik mere avanceret undervisning, men de troede, at det var mine forældres yndlings elever. Det havde måske noget at gøre med at det var mine forældre, der underviste A-linjeeleverne. Når vi fik besked på at komme til lokale 246 - som var A-linjeelevernes private lokale, som blev brugt til både undervisning og til bare at hænge ud i - fik vi undervisning om formskiftere. Hele idéen med Van Crowen High var at lære formskiftere at pågå sig blandt mennesker - holde deres natur hemmelig. Noget af det vigtigste - udover aldrig at skifte form offentligt, som de fleste kunne regne ud var ret dumt - var at være fattet og ikke lade sig påvirke af sine følelser. Man kunne miste kontrollen og komme til at flå hovedet af en eller anden. Især fordi at formskiftere var meget temperamentsfulde.
    Det forklarede jeg for Miranda, og jeg kunne se hvordan hun begyndte at forstå idéen i det. Selvom hun stadig så ud til at være en smule usikker på hele konceptet.
    "Hvordan er de andre formskiftere?" spurgte hun lidt genert. Meget almindeligt spørgsmål, ikke? I det her tilfælde var det bare mere end nysgerrighed. Det var rent faktisk en overlevelsesteknik. Hun ville ikke bare vide om de var søde. Hun ville vide om der var nogle der eventuelt kunne slå hende ihjel.
   Vi formskiftere har nemlig nogle fællestræk. Vi er meget territorielle og opfatter alle fremmed formskiftere som fjender eller direkte fjender, hvis de kommer uanmeldt på vores territorium. Desuden er vi meget jaloux anlagt og meget meget store 'konkurrencemennesker', selvom vi er mennesker. Selvfølgelig er vi også meget aggressive og temperamentsfulde, men alt det kan kontrolleres, men ikke alle var lige gode til at ignorere sine instinkter.  Hun ville nok også gerne vide, hvor mange der var over og under hendes 'niveau', altså hvad for noget blod de andre var.
    "Er der andre som dig?" tilføjede hun nysgerrigt og kunne ikke forhindre sine øjne i at hurtigt at kigge på blodårerne ved mine håndled. 
    "Kun én. Han hedder Aiden Hunger, men ham skal du ikke være bange for. Han kan godt være en smule forpasselig med nye, men på ingen måde farlig," svarede jeg en smule opmuntrende.
    Fuck jer mor og far! Jeg er da særdeles ligeglad med den nye Haunts-pige, men jeg skal jo sørge for at hun ikke bliver spist første dag. Det var måske ikke så svært at høre at jeg ikke gad at fortælle hende om alle formskifterene, men der var noget jeg gerne ville vide om hende, og man kunne jo sige noget for noget.    
    "Hvad slags blod er du af?" spurgte jeg direkte. Jeg vidste godt hun var af Haunts-blod, og det var ikke fordi jeg tvivlede på mine evner OVERHOVEDET, men der var alligevel noget jeg havde svært ved at se.
   "Haunts," svarede hun en smule stolt over alligevel at hun alligevel var af så godt blod.
   "Rent?" indskød jeg. Der var to former for Haunts-blod; rent Haunts-blod og Unhaunts-blod. Der var ikke en særlig stor forskel, formskiftere af rent Haunts-blod kunne bare forvandle sig til både alt. Hvorimod at Unhaunts-blod kun gav formskifteren mulighed for at skifte til levende former. Om formskiftere af Unhaunts-blod kunne skifte til planter varierede alt fra formskifter til formskifter.
    "Ja," svarede Miranda med et forsigtigt smil. Jeg havde næsten glemt hvad jeg havde spurgt hende om. Stakkels nye pige. Nå, jeg havde jo lovet mig selv at fortælle hende om de andre, hvis hun svarede.

   "Der er tre andre af Haunts-blod på skolen, fire nu," Miranda smilede lidt over at jeg allerede havde accepteret hende, det var ikke alle formskiftere der var så storsindede... "Der er også tre af Unhuants-blod og to af Unsilence-blod," fortalte jeg. Jeg kunne se at hun tog hvert ord jeg sagde dybt alvorligt.
   Hun fik en smule foragt i ansigtet da jeg sagde Unsilence. Det var noget af det laveste man kunne have. Det var dem menneskerne havde deres forstilling af formskiftere fra. De havde én fysisk skikkelse, stort set altid et menneske, og kunne kun skifte til et begrænset antal dyr. Det var ikke ligesom med Haunts-blod hvor der var to slags. Man kunne ikke være af Silence-blod, det fandtes ikke.
   "Drake og Gewn Falls er søskende og af Unsilence-blod, de er meget tilbageholdende, men faktisk søde nok. Du skal i hvert fald ikke frygte noget fra dem, de vil slet ikke turde lægge sig ud med en af Haunts-blod. Derek Hollow er af Unhaunts-blod, du skal nok ikke regne med at I bliver bedste venner, men det skal du ikke tage personligt. Han ser måske lidt udstødt ud, fordi hans bedste ven Adam blev smidt ud for nogle måneder siden, han ikke fundet sig på plads efter det."
   Miranda så nærmest chokeret ud da jeg sagde at han var blevet smidt ud, det regnede hun måske ikke med at man blev, når man var formskifter. Adam havde bare fået indlagt ti elever på to måneder, så mine forældre havde fået nok og smidt ham ud. Jeg fortalte bare videre som om jeg ikke lagde mærke til det.
    "Alex McAlister og Rosie Gabriels er også af Unhaunts og de har været uadskillelige siden de fandt sammen sidste efterår. De er ellers meget flinke, men ret snobbede. Jeg tror dog alligevel ikke de har noget imod dig. Af Haunts-blod er der jo dejlige Angel Paris, hun er virkelig flink og faktisk den, der snakker mest med Gewn og Drake og så var hun faktisk den nyeste indtil du kom. Så er der Adrianna Morgans, hun skal lige se en an, inden hun bestemmer sig for om hun kan lide en, men hvis hun kan er hun fantastisk og meget loyal," 
 Jeg stoppede for at få vejret, men havde egentlig ikke lyst til at fortælle hende om den sidste af Haunts-blod. Jeg havde vel ingen grund til at skræmme den stakkels, nye pige. Jeg jo sagt at der var tre så hun vidste godt at der var en mere, så jeg var jo egentlig nødt til det. Jeg sukkede irriteret, før jeg begyndte igen.   
   "Til sidst er der Ari Brook, ham skal du nok holde dig fra. Jeg har aldrig set en formskifter som ham. Hans personlighed er meget domineret af hans instinkter, og han har det med at... være meget temperamentsfuld især. Han er ikke specielt glad for nye, men bare rolig ham og Aiden er stort set aldrig sammen med os andre, så han  der sikkert slet ikke," 
   Jeg prøvede at være beroligende, og lod for eksempel være med at sige at Ari formodentlig ville flå hendes hoved af så snart han så hende, men det kunne hun jo nok regne ud. Jeg håbede for en gangs skyld at Ari og Aiden ville være asociale, som de plejede og ikke være sammen med de andre i
lokale 246.
   De er faktisk ret heldige at det ikke er os der flår hovederne af dem. Det er faktisk et stort tillidsvigt at de ikke er sammen med resten 'flokken'. Endnu en ting der er med formskiftere er at vi ikke bare sådan lige går for os selv! Vi holder sammen, men kun dem vi har accepteret, dem der med i vores 'flok'. For lige at være fair skal det også lige siges at de for det første ikke altid går alene og at når de gør er det kun fordi at de begge to er ældre end os andre.

   Miranda så meget nervøs ud efter jeg havde fortalt om Ari, hvilket hun også burde være. jeg lod være med at sige mere, jeg var ret sikker på at hun ikke ville høre det. 
    Selvom hun var meget bange, kunne jeg se at formskifteren indeni hende var gået i defensiv, sandsynligvis fordi hun mærkede den frygt, hun gjorde. Problemet var det, at jeg ikke var den eneste der kunne se det. Selv Gewn og Drake ville bemærke det, og det ville ikke blive den bedste start for Miranda. 
   "Du ved... det er godt at være positiv og åben, når du skal møde dem," påpegede jeg, men lød det lyde som en skødesløs bemærkning, men som alt andet havde det jo en betydning, som de fleste nok kunne regne ud. Miranda så også ud til at forstå min hentydning og tog en dyb indånding. Hendes spændte muskler begyndte at slappe af, men hun så stadig anspændt ud, men det havde hun jo også ret god grund til...

 

   Jeg var lige ved selv at gå forbi døren, de sidste par minutters gang havde forgået i - fra Mirandas side en nervøs tavshed - stilhed. Jeg stoppede brat op. Miranda gik bare videre og der gik nogle sekunder før hun opdagede at jeg stod stille. Hun gik tilbage til mig og kiggede på det messing skilt der sad på døren.

Additional, advanced, academic educational program
246

   Jeg havde virkelig meget lyst til at spørge hende om, hun ikke forstod, hvorfor vi foretrak A-linjer. Det andet tog så lang tid at sige, hvis nogen kaldte på os i en time ville de jo bruge hele timen på at læse det der op. Nu var det Miranda der stod stille, hun havde vidst fået et akut tilfælde af 'angst-for-at-Ari-flår-hovedet-af-mig-når-jeg-træder-ind-i-rummet'. Jeg prøvede at finde ud af om Ari var der inde, men Mirandas nervøsitet og frygt forstyrrede mine sanser. Nå, der er jo kun en måde at finde ud  af det på! Jeg havde åbnet døren før jeg kunne stoppe mig selv. For heleved Darcy... Nu hvor du er i gang, så kan du da lige så godt give Ari en lussing. Jeg vidste godt, at det nok ikke var sådan en god idé som først antaget, men fuck det!
    Da døren vår gået op havde alle vendt deres opmærksomhed mod den. Da jeg - tæt efterfulgt af en meget forskræmt Miranda - gik ind i rummet, var det med syv blikke, der nærmest konkurrede om hvem, der kunne stirre længst. En lettelse skød op i mig. Derek, Alex, Rosie, Drake, Gewn, Angel og Adrianna... Ingen Ari.  
   Der gik lidt tid før det gik op for mig, hvorfor jeg så stadig var anspændt. Det er jo ikke overstået din skovl! Det er udsat! sagde en stemme indeni mit hoved, og jeg måtte nok give den ret. Desuden manglede jeg stadig at sørge for at Miranda rent faktisk ikke blev slået ihjel, for lige nu så de andre ikke specielt fornøjede ud. 
   Alex og Rosie sad i en sofa henne i hjørnet og prøvede at se foragteligt på Miranda, men hun var af Haunts-blod, de var af Unhaunts-blod, den lille forskel gjorde at de ikke kunne lade være med at se en smule utilpasse ud. Angel som stod med Drake og Gewn prøvede at se venlig ud, men en fjendtlighed skinnede tydeligt igennem. Drake og Gewn så til gengæld direkte fjendtlige ud, de var meget modige. De var naturligt bange for Miranda, ligesom hun var for mig, men det viste de ingen tegn på. Derek stod for sig selv i det mørkeste og tommeste hjørne i hele lokalet, og så ud til at være fuldkommen ligeglad. Stakkels Derek... Jeg fik helt ondt af ham, men jeg forstod ham også, hvis Aid blev smidt ud, ville jeg nok også føle mig ret alene. Aid så også ud til at prøve at snakke med ham, men hans eneste svar var nik efter nik. 
   Da Miranda og jeg var kommet havde hun dog vendt sig overrasket om, men nu så hun bare koldt på Miranda, men også på mig. Fuck! Mere nåede jeg ikke at tænke før hun var kommet over til mig.
   "Jeg troede, du skulle mødes med Aiden..." sagde hun giftigt. Det så ud som om at hun myrdede mig med øjnene. Dobbelt fuck! Aiden! Jeg skulle jo mødes med ham, det havde jeg fuldkommen glemt. Hvorfor var det lige mig, der skulle være barnepige for de nye? Nå, jeg måtte sige undskyld til ham senere, lige nu skulle jeg lige redde mit eneste rigtige venskab. Adrianna troede jo, at jeg havde løjet for hende. Det var ikke hendes skyld, sådan var det bare at være formskifter. 
   "Det troede jeg også, men så så jeg Miranda her fanget med Alicia," svarede jeg undskylende. Adrianna b
egyndte at smile lidt.

   "Ja, vi ved jo alle, hvad du syntes om hende, det gjorde du ret klart sidste år," sagde hun lidt mere muntert. Jeg kom selv til at smile lidt. Sidste år havde Alicia troet, at vi af en eller anden grund var bedste veninder. Hun havde hængt op ad mig og fuldt mig som en lille hundehvalp. Jeg holdt hende ud i flere måneder, men så fik jeg nok og flippede fuldkommen ud. Siden den dag har vi bare været iskolde overfor hinanden, hvilket jeg egentlig kun syntes er en god idé. Jeg kom i tanke om at Miranda stadig stod bag mig.
   "Nårh ja, Miranda det er Adrianna Morgans," præsenterede jeg, men jeg lød egentlig selv ligeglad. Adrianna nikkede bare til hende. Adrianna tog fat i min arm og hev mig væk fra Miranda. Miranda skulle lige til at følge med, men Adrianna sendte hende et blik, der tydeligere end sagde; Hold dig væk! 
   "Hvad med Ari?" hviskede hun en smule panisk. Ja, hvad skulle vi gøre med ham... Jeg trak på skuldrene. Adrianna så bare opgivende på mig, og en smule vred.
   "For heleved Darcy, han slår hende ihjel," vrissede hun og prøvede at holde sin stemme så lav at Miranda ikke kunne høre hende. Stakkels nye pige, hun stod helt alene midt inde i lokalet og ønskede sig sikkert så langt væk hun kunne komme. Jeg syntes, at det var meget pessimistisk, det Adrianna sagde. Jeg skulle lige til at sige noget, men...
   "Darcy, hun er jo ikke bare trængt ind på hans territorium mere, hun er her og han har ikke set hende..." hun lød resten hænge luften. 
   Jeg bandede lavt, da Adriannas ord gik op for mig. Miranda var ikke længere trængt ind på  hans territorium, hun havde sneget sig ind. Jeg kom til at kigge over på Angel, det var sket stort set det samme med hende, bortset fra at hun da stadig var i live. Et host fik mig til  at vende mig om, Miranda havde åbenbart også sneget sig ind på mig. Hun så mere bange ud end jeg nogensinde havde set hende, men alligevel spurgte hun:
   "Hvorfor er så sikre på at han slår mig ihjel?" Jeg fik virkelig ondt af hende. Hun havde jo slet ikke lyst til at være her mere, jeg kunne bare se det på hende. Alligevel besluttede jeg mig for at fortælle hende det.
   "Angel!" kaldte jeg og kiggede hen på hende. Hun vendte sig om, "Kom Lige herover!" Hun så lidt usikkert på Miranda, men forlod så Gewn og Drake. Hun smilede til mig og Adrianna og prøvede også med Miranda, men det blev bare en anspændt grimasse.   
    "Angel jeg tror du er den bedste kan forklare, hvorfor man ikke skal tage let på Aris instinkter," forklarede jeg uddybende. En mørk skygge lagde sig over hendes ansigt da jeg sagde Ari. Han havde været meget tæt på bogstavelig  talt at flå hovedet af hende, og det havde hun sjovt nok ikke tilgivet ham for. Hun nikkede.
    "For omkring et halvt år siden startede jeg her, Rosie viste mig rundt - lidt modvilligt. I Hvert fald, da hun ville vise mig det her sted, så Ari mig. I få sekunder stirrede han på mig og så... ja gik han fuldkommen amok," Hun stoppede. Hun havde en meget bedre måde at vise det på, det der kunne jeg selv have fortalt Miranda. Angel trak lidt ned i kraven på sin bluse, så man kunne se hendes kraveben. Miranda gjorde store øjne, et enormt kridhvidt ar løb hele vejen hen over Angels højre kraveben, over halsen og endte bag hendes venstre ører. Det lignede, at det var blevet lavet med en kniv, eller meget kraftige klør.
   "Hvad har han lige været?" spurgte Miranda chokeret. Angel smilede nærmest komisk. 
   "Det der," fnyste hun, "Det lavede han med sine negle," svarede hun. Miranda så ud som om hun skulle til at besvime. Angel så bekymret på hende, og gav hendes arm et klem. Jeg smilede lidt, Angel var ikke længere fjendtlig overhovedet. Adrianna derimod var fuldkommen alvorlig.
   "Darcy, hvad fanden gør vi, dine forældre sagde, at hvis det skete igen, ville de smide Ari ud!" Udbrød hun. Jeg så på hende, ja hvad skulle vi gøre? Måske var Ari lidt temperamentsfuld, men han var god nok, og fortjente ikke at blive smidt ud. Angel tænkte et øjeblik.
    "Hvis jeg var jer ville jeg nok finde Ari, før han finder hende," forslog hun så. Adrianna nikkede og jeg måtte også indrømme det var en god idé, men hvor fanden var han henne? Ari og Aiden var aldrig til at finde, så... Jeg nåede ikke engang at tænke at færdig, Ari og Aiden. Aiden, kunne jeg hurtigt finde ud af, hvor var. Jeg kiggede på Miranda og gik så væk fra de andre med hende i hælene. Adrianna kom hurtigt hen til mig.  
   "Hvor skal du hen?" spurgte hun forvirret. 
    "Finde Ari, eller Aiden, men han er sikkert sammen med Ari," svarede jeg, mens jeg gik videre. Jeg ville bare gerne have det her overstået. Jeg var så træt af at slæbe rundt på Miranda. 
    "Jeg går med," insisterede Adrianna og gik hen ved siden af Miranda. 
    "Fint," svarede jeg. 
    Jeg tog min mobil op ad lommen igen, fandt Aidens nummer og ringede ham op. Jeg nåede knap nok at sætte den op til øret før han tog den... typisk Aiden. Tanken fik mig til at smile, det kunne man kalde dårlig timing.
    "Hej Darcy, hvor er du henne?" spurgte Aiden. Nårh ja, jeg skulle mødes med ham for en halv times tid siden.
    "Jeg havde lige pludselig noget at ordne. Der er kommet en ny pige, og jeg er lidt bekymret for Ari," forklarede jeg en smule undskyldende. 
    "Altså han har ikke bemærket noget..." "Bemærket hvad?" hørte jeg Ari spørge.
   "Ikke noget," svarede Aiden ham. 
   "Hvor er I henne?" spurgte jeg og kunne mærke jeg blev mere og mere usikker på det her.
   "Ved bagindgangen," svarede han lidt forvirret. Pis det var helt nede i den anden ende af skolen.
   "Kan vi mødes ved dit skab og ti minutter, vi tager den nye pige med," Aiden var stille lidt.
   "Jo, klart, men..." han stoppede. 
   "Men... Hvad?" spurgte jeg og kunne mærke Adrianna kigge på mig. Hun sendte mig et af de der 'det-er-ikke-tidspunkt-for-kæresteproblemer'. Jeg sukkede irriteret. 
   "Det er ligemeget" fastholdt han lidt stille.
   "Hvis vi ikke havde travlt ville jeg have fundet ud af det, så tro ikke du slipper," truede jeg lidt muntert. "Om ti minutter," gentog jeg så.
   "Okay, vi ses der," svarede han og lagde på. Mærkeligt, sådan plejede han ikke at være. Adrianna rømmede sig højlydt.
   "Ja, lad komme af sted," bekræftede jeg, men jeg lød ret fjern. Aiden virkede anderledes til sidst... Jeg måtte virkelig finde ud af, hvad det var han ikke ville sige. Jeg kunne ikke lide det, altså at han opførte sig sært. Okay, måske hidsede jeg op over ingenting, men det med Ari gjorde mig bare anspændt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...