Soulmates

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2013
  • Opdateret: 8 maj 2013
  • Status: Igang
Formskifteren Darcy Van Crowen har et nærmest perfekt liv. Hun er af Fades-blod, hvilket betyder at hun ikke har en fysisk skikkelse, i hvert fald ikke en hendes sjæl er bundet til.
Da hun får at vide at hun er blevet optaget på Fades Akademiet, der det år er blevet flyttet til Napoli, blev hun overraskende vred. Da hun alligevel ender på den prestigefulde skole, opdager hun at ikke alle formskiftere er som hende selv, især en. Den oplevelse der var tænkt som de bedste år af hendes MEGET lange liv, ender som et mareridt og bliver toppet, da hun bliver lokket til at følge med den australske formskifter Ashton Phan Thom, som hun udvikler et indædt had til, men vil det også ende sådan?

P.S. Navnet i kapitlet viser synsvinkel :D

1Likes
0Kommentarer
416Visninger
AA

1. Ashton Phan Thom; Paradiset ødelægger mig

Paris, Frankrig. 21. juni 1857.

       Kære Cathrina
   Det har været fantastisk endelig at finde fred i dit paradis, men jeg kan ikke holde ud at være her mere. Du har budt mig ind i din vidunderlige verden. Før havde jeg kun drømt om, at livet kunne være så... Perfekt. Du gav mig et hjem, du gav mig mere næring, end jeg nogensinde før har fået. Vigtigst af alt har du givet mig en grund til at smile, og en grund til at leve mit uendelige liv. 
   Jeg kan slet ikke sige, hvor meget de sidste århundreder har ændret mig, men jeg kan ikke blive længere. Du har været som en søster; kærlig og betænksom. Du har været der, når jeg har følt et tomrum og givet mig en større indsigt i både mennesker og formskiftere, end jeg før ikke en gang turde drømme om.
   Desværre kan jeg ikke blive i dit himmerige længere, jeg kan ikke længere klare at bo her. Som jeg har fortalt, er din verden som et paradis, men jeg savner spændingen fra mit gamle liv. Du reddede mig, da jeg var på dødens rand, hvilket jeg ikke kan takke dig nok for, men jeg har været her for længe. Jeg kan mærke, hvordan mine kræfter svinder, mens jeg skriver dette brev. Det er ikke meningen, at jeg skal komme let til min næring, det er ikke skæbnen at jeg skal leve godt.

 

   Jeg kiggede ned på, det jeg var i gang med at skrive, gjorde jeg nu det rigtige? Lige pludselig følte jeg en smerte i alle mine blodårer, som der gik strøm gennem mit blod. Ja, jeg var nødt til at rejse herfra. Cathrina havde længe givet mig næring, men jeg havde ikke taget imod det i flere måneder. Jeg var mere tørstig end nogensinde, men jeg ville ikke længere få bragt min føde, jeg ville selv skaffe den, jeg ville selv jage den. Jeg kiggede mig rundt i mit kontor, Cathrina havde foræret mig alt dette uden tøven, og nu ville jeg forlade hende. Jeg væmmedes ved mig selv, men hvad skulle jeg ellers gøre for at genvinde min sande natur? Jeg kiggede på de mørke træpaneler, de mindede mig om Cathrinas mørke, smukke hår. Det rustikke skrive bord i samme farve som panelerne var fyldt med breve jeg havde skrevet til hende gennem de sidste halvtreds år, men jag havde aldrig givet hende nogle af dem. Lysekronen der hang ned fra loftet oplyste rummet som Cathrina havde oplyst min verden. Blækket jeg brugte til at skrive havde en slående ligehed med Cathrinas mørke øjne. Stop dig selv! Du gør ikke det her nemmere, tænkte jeg irriteret, jeg havde jo ikke lyst til at forlade hende eller Paris. Jeg vidste ikke, om hun ville blive rasende eller om hun ville blive knust over min beslutning.
   Jeg ville sådan ønske at det ikke var nødvendigt, men jeg havde bare ikke længere et valg, eller jo, men valget stod mellem at tage  afsted eller dø. Jeg havde levet siden de første århundreder og døden skræmte mig mere end nogensinde før. Jeg kiggede ned på mit afskedsbrev endnu en gang og tøvede lidt før jeg skrev videre.

 

   Jeg vil være forstående hvis du ikke længere ser mig som din ven, men hader alt ved mig. Jeg væmmedes ved min egen beslutning og foragter min egen sjæl, men min beslutning er livsnødvendig. Jeg beder dig kun om at passe på dig selv og dit smukke væsen. Jeg håber at du en gang om mange hundrede år vil kunne forstå min beslutning, selvom det ikke er muligt nu.Det er som om min krop vil have mig tilbage til mit gamle liv. Jeg tror der snart vil ske noget, noget jeg ikke kan fortælle dig om, fordi jeg ikke selv kender til det. Jeg vil aldrig fortælle nogen, hvor du er. Du vil være fuldkommen i sikkerhed her, som du sagde jeg var. Du har reddet mig fra døden en gang, og jeg håber du vil gøre det igen ved at lade mig gå nu. Hvis vi mødes igen, forventer jeg ikke andet end foragt fra dig, det har du ret til. Jeg forlader dig efter alt hvad du har gjort for mig, men husk blot at jeg aldrig vil glemme alt det jeg aldrig gjorde for dig. Jeg håber at dit gyldne hjerte for altid vil være som et minde om hvor stor en fejl jeg begår.

Din ven og tilbeder for evigt
     Aaron Thoms.

 

   Jeg tegnede en kobraslange der snoede sig om A'et, mit sjæledyr. Det var vores måde at underskrive noget. Jeg havde aldrig været så meget i tvivl før i hele mit liv. Det her brev var anderledes end de andre, det var færdigt. Jeg læste det igennem igen og igen, men det gjorde mig hverken mere eller mindre sikker på at jeg ville gøre alvor af mine ord, eller om jeg ville opgive og ligge brevet sammen med de andre. 
    Der blev banker på døren og jeg skyndte mig at ligge brevet væg og gå hen til klaveret. Jeg havde et tænksomt udtryk i ansigtet, da døren blev åbnet. En meget formel tjener skulle til at spørge om noget, men jeg svarede før han nede at spørge.
    "Jeg vil ikke forstyrre miss Raven med mine behov," tjeneren nikkede til det genkendelige svar og trak sig tilbage. Cathrina havde prøvet at få mig til at tage næring til mig siden jeg besluttede at lade være. Hun sendte sine tjenere flere gange om dagen for at tilbyde mig noget, men jeg havde endnu ikke takket ja.
    Jeg måtte beslutte mig snart, ellers ville jeg være for svag til at rejse væk, også ville jeg ikke have andet valg end at blive her og dø. Tankerne om døden fik det til at prikke i min hud, men ikke på grund af min egen død, men andres. Tanken om igen at dræbe for at få føde gjorde mig fyldt med energi. Jeg have virkelig meget lyst til at dræbe nogen lige nu...
Fald ned, ellers mister du kontrollen! Mindede jeg panisk mig selv om. Jeg kunne ikke risikere at det skete igen, men min brændende tørst gjorde det svært at modstå lysten til at lade min indre jæger gå amok.
    Jeg tog en dyb indånding. Det var fordi jeg var tørstig, det var den eneste grund. Jeg måtte have noget at drikke, men Cathrina ville kun gøre mig svagere. Det gik op for mig at det ikke kun var mit eget liv det handlede om, men også alle andres, hvis jeg ikke tog af sted ville jeg måske dræbe nogen, som jeg ikke skulle dræbe. Jeg måtte tage af sted for alles bedste også Cathrinas. Hun ville aldrig få hele sandheden om hvorfor jeg rejste, men jeg prøvede at sørge for at hun blev vred. Vrede kunne måske sløre hendes sorg.
    Jeg rystede på hovedet, jeg havde så mange argumenter for hvorfor jeg skulle forlade Paris, alligevel havde jeg tænkt i over halvtreds år, nu måtte det have ende.
   Beslutsomt rejste jeg mig fra klaveret s stolen blev skubbet flere meter bagud, men blev stoppet af et gulvtæppe. Jeg gik over mod skrivebordet, hvor alle brevene var gemt, mellem to træplader i overfladen. Jeg tog det færdiggjorte brev, foldede det på midten og fandt en kuvert, som jeg forsigtigt puttede den i. Jeg vendte kuverten om og skrev på bagsiden.

 

Farvel søster
    Cathrina Raven
.

 

    Jeg sukkede, jeg var overhovedet ikke sikker, da jeg lagde brevet et sted, hvor kun hun ville finde det. Under en gulvplanke tæt ved mit klaver var der et lille hulrum. Cathrina havde lagt min næring ned i det i starten, indtil det blev opdaget af jeg brugte hende til at holde mig i live. Så kunne jeg bare sende bud efter hende, men her på sidste var det hende der sendte bud efter mig.
    Jeg rystede historien ud af hovedet, jeg måtte ikke tænke på hende, ikke når jeg var så langt, jeg måtte bare ikke stoppe. Ikke nu! Jeg tog ikke noget med, det eneste jeg havde brug for næring, som jeg første kunne få, når jeg var væk herfra.
    Jeg kiggede en sidste gang rundt i værelset før jeg lukkede døren. Hvordan skulle jeg komme ud, uden at blive opdaget.? Jeg forvandlede mig til en flue, og begyndte at flyve mod udgangen.

   Da jeg kom ud var det kun lige i live, Cathrinas personale havde prøvet alle at slå mig ihjel, men ingen havde ramt mig. Jeg forvandlede mig igen til høg og fløj væk fra huset… og Cathrina.
   Få timer efter hørte jeg et skrig i det fjerne, og jeg var ikke i tvivl om, hvem det var. Cathrina havde fundet mit brev. Jeg kunne høre hvordan hun skreg mit navn, men jeg vendte ikke om, jeg måtte forsætte, for hendes skyld…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...