Dødsmasken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2013
  • Opdateret: 30 mar. 2013
  • Status: Igang
Theodor er maskemager, og laver hvert år den dødsmaske som solhvervofret skal have på når de bliver dræbt. Men dette år er ofret hans egen plejedatter, og Theodor må kæmpe for at få gjort masken klar til solhvervet.

2Likes
0Kommentarer
641Visninger
AA

3. Ofringen

 

Masserne fyldte den store plads foran klippen. Der var mennesker overalt hvor øjet kunne se. Theodor stod helt oppe ved klippen i et lille aflukke, der var forbeholdt folk som havde en eller anden del i ceremonien. Han følte sig helt tom for tanker og følelser. Han ventede bare på at det skulle overstås, og håbede at det aldrig ville ske. Lige nu befandt hun sig i det lille tempel, hvor hun var blevet badet, og havde fået det traditionelle hvide tøj på. Var hun bange? Ked af det? Vred fordi han intet havde gjort?... Var der noget han kunne have gjort?... kunne han have reddet hende? Den helligste præst trådte frem, og masserne af mennesker tav i ærbødig respekt. Præsten talte længe. Om guderne og solhvervet og det vigtige i at give vores tilbage, til dem der gav os så meget. Og med de ord hidkaldte han vagterne, som gik med hende imellem sig. Hun så rolig ud, fattet. Der var ingen spor af tårer på hendes kinder eller i hendes øjne. Hun gik med hovedet højt, og selv da de lagde rebet om hendes hænder, og hejste hende op, så hun kun kunne stå på tæerne uden at hænge og dingle. Sagde hun ikke et ord, fortrak ikke en mine, strittede ikke imod.  En enkelt gang, da hun passerede Theodor og så ham ind i øjnene, syntes man at kunne spore et sørgmodigt glimt, og et smil der var så lille, at det måske kun kunne eksistere i tankerne. Nu mærkede han for alvor tårerne igen. Var det ikke bare et tegn på hendes inderste godhed at hun ikke viste smerte? Var det ikke bare et tegn på bare hvor loyal hun var over for guderne, at hun ikke gjorde modstand? Hvorfor skulle hun, som kunne give alt til verdenen, miste livet så tidligt?

Nu tog præsten om kassen som Theodor havde givet ham tidligere. Han løftede låget med en dramatisk bevægelse, og stivnede så et øjeblik. Han kiggede over på Theodor, som bare nikkede kort. Præsten så ud til at tage en dyb indånding. Så stak han hænderne ned i kassen og fremdrog en enkel maske, uden noget stort pynt. Uden fjer eller slør, horn eller sten. Han holdt den op foran befolkningen som gispede. For det var ikke noget maske, som de plejede at se dem. Masken forestillede hendes ansigt. Med glimtende øjne, skævt lille smil, og en hårlok der faldt ned over den jævne pande. Den var så detaljeret at det var svært at se forskel på masken, og på offerets ansigt, som godt nok hverken smilede eller glimtede. Og efter at præsten havde velsignet masken og placeret dem nøje på hendes ansigt, lignede hun ikke længere et bundet offer, men i stedet sit gamle, muntre, glædespredende jeg. Theodor havde opnået den ønskede effekt. Hele pladsen vidste nu hvilken fantastisk pige der skulle dø for deres guder. Så blev kniven trukket. Præsten trådte nærmere og Theodors hjerte stoppede et øjeblik, mens han så for sit indre blik hvordan en lige rød linje ville følge efter kniven på hendes hals. Hvordan det røde blod ville strømme ned over hende, og gennembløde hendes hvide tøj og hud, og hvordan kun ansigtet med masken ville stå rent og uberørt tilbage, i ti minutters tavshed før liget ville blive kastet ud over klippekanten. Ned i bølgernes brus. Sådan som det altid skete, og som det skulle til at ske. Og nu så han halvt drømmeagtigt hvordan kniven blev ført hen over halsen og… intet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...