Dødsmasken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2013
  • Opdateret: 30 mar. 2013
  • Status: Igang
Theodor er maskemager, og laver hvert år den dødsmaske som solhvervofret skal have på når de bliver dræbt. Men dette år er ofret hans egen plejedatter, og Theodor må kæmpe for at få gjort masken klar til solhvervet.

2Likes
0Kommentarer
636Visninger
AA

1. Masken

Theodor kiggede på det hvide, tomme ansigt foran ham. Det var helt stift og trækkene var udtryksløse. Hvordan skulle han nogensinde kunne gøre dette her? Det var en opgave som var sværere for ham, end den ville være for nogen andre. Og på trods af det, var han den eneste der kunne gøre det.  Hvorfor lige hende? Han gned sig i det rynkede ansigt, der var fugtigt af de sidste timers og dages tårer. Det måtte gøres. Han tog den blanke maske op fra bordet, og fokuserede den med blikket. Theodor havde set lige præcis denne maske så mange gange før. Det var den der startede hans arbejde, hver eneste gang. Hans skabelon til at forme det, som i sidste ende skulle være det allerhelligste ved den store solhvervsofring. Offerets maske. Dødsmasken. Hvert år en ny bestilling. Hvert år et nyt offer. Hvert år en ny dødsmaske.

Men hvorfor så lige hende? Hun havde da ikke gjort nogen ondt. I hvert fald ikke hvad han vidste af.  Hun var bare en pige. En pige som holdt af at gå lange ture i måneskinnet, havde en smittende latter og et kærligt smil. En pige som var omsorgsfuld og glædede alle på sin vej gennem livet. En pige som han havde taget til sig, og opdraget som sin datter, og som havde passet ham i hans alderdom og svaghed. Hvorfor ikke en anden?

Han betragtede masken igen, de stive træk syntes ham pludseligt triste. Som om masken allerede kendte sin skæbne. Den gamle mand tog sig til panden og rystede på hovedet. Han havde brug for en idé til masken, noget der ville repræsentere, synliggøre offerets inderste sjæl for guderne og folket. Normalt ville han bruge lang tid sammen med det planlagte offer. Der ville han snakke med det skræmte unge menneske, lærer om personen, se hans eller hendes inderste sind, for så at genskabe billedet i gips, maling og andet pynt. Han havde et næsten magisk talent for det. Og offeret plejede at gispe når det stod dér på klippen, med udsigt til den nærliggende tilintetgørelse, og for første gang så sin sjæl, lige ind i de tomme øjne. Maskerne plejede at være store og ekstravagante, så hele befolkningen kunne være med til skuet. Normalt ville den tid der var gået fra han fik beskeden og til nu, været gået med at studere offeret. Men i dette tilfælde var det ikke nødvendigt. Han kendte hende, og elskede hende. Så de sidste uger havde han været begravet i sin sorg. Hun havde ikke grædt, selv ikke da hun lige havde fået det at vide. Hun havde bare trøstet ham, og fortalt ham at det var sådan det var. Selv da havde hun støttet ham.

Det bankede stille på døren.

”Må jeg komme ind?”

Det var hende, selvfølgelig var det det. Hun havde en bakke med te med, og hendes lyse hår bølgede efter hende, da hun gik over til bordet og satte den fra sig.

”Hvordan går det med arbejdet?” spurgte hun stille

”Jeg kan ikke gøre det… det er for svært”.

Hans stemme var modløs, men hun smilte bare stille til ham, og kyssede ham let på den ene kind.

”Selvfølgelig kan du det. Du skal bare gøre hvad du gør hvert år, så går det nok”.

Hun gik med et lille medfølende smil, og et blødt strøg over han skulder.

Han sad længe bagefter, bare stirrende på det tomme ansigt. Nej, han kunne ikke gøre som han altid gjorde. Denne gang var anderledes. Hun var anderledes.

Han rynkede brynene tænksomt, og greb fat om en pensel. Det første strøg bragt igen tårerne frem.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...