Dødsmasken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2013
  • Opdateret: 30 mar. 2013
  • Status: Igang
Theodor er maskemager, og laver hvert år den dødsmaske som solhvervofret skal have på når de bliver dræbt. Men dette år er ofret hans egen plejedatter, og Theodor må kæmpe for at få gjort masken klar til solhvervet.

2Likes
0Kommentarer
620Visninger
AA

4. Gudernes vrede

Kniven blev ført igen, denne gang hurtigere og kraftigere. Men halsens hud var stadig fin og ren. Præsten trådte et forskrækket skridt tilbage. Og hele pladsen stivnede da hendes krop hævede sig op i luften. Rebene omkring hende hænder sprængtes og hun begyndte at lyse svagt. Theodor var lammet sammen med alle andre, han kunne ikke tro det. Hendes hud begyndte at skifte farve. Den blev mørkere og mørkere for til sidst at blive helt sort. Håret bevarede sin lyse farve, mens huden blev skællet. Et par sorte ørnelignende vinger skød drabeligt ud fra hendes ryg. Men masken på hendes ansigt var stadigt lyst, smukt og lattermild. Hvor den før havde passet perfekt på hendes unge hoved, var den nu en latterlig indsat kontrast, midt i alt det sorte. Et højt skrig blev udstødt bag masken. Men det var ikke et bange skrig eller smertens skrig. Det var et hyl af vrede. Efter lang tid mundede skriget ud i to stemmer der talte som en. En af stemmerne blød og feminin, dog stadig vred, som den havde været hos hende, den anden langt dybere og nærmest dæmonisk. Som om den dybeste jord talte med.

”Hvor vover i at tage et ungt liv på denne måde? Hvor vover i at kalde det et offer til guder, som i ikke har den ringeste idé om? Hvor vover i at kalde det deres vilje? I er intet andet end skamløse dyr, og vi vil ikke tolerere det længere. Jeg er her, kun for at meddele, at i ikke længere står under vores beskyttende hånd. I har syndet ved at tage disse unge menneskers liv, år efter år, og bruge os som undskyldning. Fra nu af kan denne forbandede jord gøre med jer hvad den vil. Og den vil komme efter jer.” Stemmen var lavmælt til sidst, men alle hørte den klart. Pladsen var helt stille, og stirrede bare på den blide venlige maske, hvorfra deres dommedag var blevet udsagt. Så vendte den sorte krop sig, og maskens blå øjne ramte Theodor, som var gået i knæ på den støvede jord. Og stemmen lød nu igen, men betydeligt mildere.

”Den eneste ofring vi ville acceptere var de smukke masker, som stadigt indgår i gudernes maskebal. Du…” hun rettede et langneglet finger mod Theodor ”… har behandlet mig godt, og grædt over mig. Du kan komme med mig. ”,

Hun fløj ned imod ham, greb hans hånd og trak ham op i luften ved håndleddet. Så udstødte hun endnu et skrig ud over den rædselsslagen befolkning, og fløj ud over det åbne hav, med Theodor hængende efter sig.

Han var bange, og stirrede op på masken der stadig var som han havde kendt hende i så mange år. Han bemærkede en enkelt vanddråbe bevæge sig ud under masken og forsvinde bag dem. Nu hørte han hendes stemme, og kun hendes.

”Der er ikke plads til levende der hvor jeg skal hen. Du må undskylde, men det er for dit eget bedste. vi ses på den anden side”

Han spærrede rædselsslagen øjnene op, og mærkede hvordan hun slap hans hånd. Hun fløj opad mod himlen, mens han faldt mod dybet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...