Leonora og Alexander

Leonora møder en mystisk mand. Hans tøj ser mærkeligt gammeldags ud og det er som om han har en underlig aura omkring sig.

1Likes
0Kommentarer
220Visninger
AA

1. Leonora og Alexander

Det var ikke til at sige, hvorfra hun først vidste at han var anderledes fra alle andre, dengang hun først så ham, inden hun overhovedet havde bemærket hans klæder. Men der havde været noget fuldkomment anderledes ved ham! Hans attitude, hans… hans… Hun havde svært ved at sætte fingeren på hvad det var… men han så på en måde falmet ud…Og konturerne af hans skikkelse var nærmest udviskede, som om han var omgivet af en hvid aura. Først da havde hun set på hans tøj… Det så underligt gammeldags ud – lange støvler, korte bukser, pibekrave og en purpur kappe som var slænget over den ene skulder, kostbart, men slidt… Og også det så ud til at være dækket af den tunge, støvede aura.

Han havde også set på hende og hans læber havde formet et ord. Et navn. Og selv om hun stod alt for langt væk fra ham, til at kunne det, havde hun vidst hvad navnet var… Hun havde hørt det runge klokkeklart i hendes hoved. ”Cecilia”. Hun vidste ikke hvorfra stemmen kom, eller hvordan hun vidste at det var ham der havde sagt det, men hun vidste det.

Hun havde ingen idé om hvem Cecilia var, ej heller hvorfor han havde sagt det mens han havde set så intenst på hende og hans ord rungede i hendes hoved. Hun havde prikket til de veninder hun fulgtes med, diskret nikket i retning af ham og hvisket: >Se lige ham der! Han stirre sådan på mig. Tror I han har været til karneval, i det tøj?< Men veninderne havde leet og troet at hun spøgte, for de kunne sandeligt ikke se nogen mand! Hun selv forstod ikke et pløk! –Han stod jo lige dér!

Først langt senere, da hun lå i sin seng, blev hun i tvivl… Var hun ved at blive gal? Der havde da været en mand dér! Havde der ikke?

Men næste dag så hun ham igen; han stod samme sted som dagen forinden, så mærkeligt mål løs ud. Nærmest som om han havde stået der hele natten og dagen? Stået og ventet? Ventet på hvem?

Cecilia? Eller hende selv? Det var lige før hun troede det sidste, for han kiggede stadigt på hende…

Med en mærkelig interesse i de mørke opserverende øjne. Hun smilede skævt til ham, og det var som om hun igen kunne høre hans tanker, kun denne gang som en svag hviskende stemme i hendes baghoved (hun bemærkede det knapt nok). Hun følte sig mærkeligt tiltrukket af den mand, selvom han var voksen, måske i starten af trediverne og hun selv en ung kvinde på knapt sytten år. –Der var noget bekendt ved ham…

Hun tog bussen hjem og han blev stående på vejen ved busstoppestedet, stadig iført det mærkværdige tøj fra dagen før.

Selvom hun vidste at hun nu var langt væk fra ham nu, var det som om hun stadig kunne mærke hans betragtende øjne på sin krop.

 

*

 

Den næste dag ventede han ved stoppestedet igen. Hun prøvede at ignorere hans nysgerrige blik, men til sidst blev det hende alligevel for meget! I starten havde hun ganske vidst ikke haft noget imod at han kiggede på hende, - han var jo en flot og tiltrækkende mand - men nu… nu blev det altså mærkeligt! Hvad var der galt med ham? Stod han og bagte på hende, eller hvad var det lige han havde gang i? Men hun havde alligevel på fornemmelsen at det ikke var tilfældet. - Det var ikke noget ondt han ville hende, men hvad var det så?

Hun vente sig vredt imod ham og stirrede ondt og ganske uhøfligt på ham, som for at fortælle ham et par ting om manere! Men til hendes overraskelse mødte han hendes hadefulde blik med et overbærent smil, som om hun var en af hans allerkæreste veninder. ”typisk Cecilia…!” Ordene rungede hult i hendes hovede, hun blev helt rystet. …Og så begyndte manden at tale til hende, eller rettere: hans mund formede de stumme ord, der så til gengæld lød højt og tydeligt i hendes indre.

Oplevelsen var så uvant og skræmmende for hende at hun helt glemte at lytte til hvad han sagde. Hun løftede hånden til hovedet, som om hun havde slemme smerter i det. Men hun bed dog mærke i at han ’tiltalte’ hende ”min kæreste Cecilia”. Det måtte da rable for ham nu, tænkte hun… Så svarede hun tørt at hun hverken var eller kendte nogen Cecilia!

Hun hørte hans hjertelige latter klinge i sit hoved… ”nej selvfølgeligt ikke… hvor er jeg dum!” hans stemme var varm ”det er bare… Du ligner hende så uendeligt meget! Dine øjne… åh de er så smukke! Dit iltre blik… Din lille spidse næse… De flammende lokker…!” Han talte nu til hende med en elskers lidenskab og rakte ud, for at kærtegne hendes kind og lade hånden glide gennem hendes ildrøde hår, men han tog sig i det og fik i sørgmodigt stik i sit blik.

Nu er det ædermame nok! Tænkte hun og til hendes lettelse kom bussen i samme øjeblik. Hun skyndte sig ind i bussen, men til sin store ærgrelse fulgte manden efter. Hun så til sin undren, hvordan han slap ind ad døren, uden billet eller kort og buscharføren fortrak ikke en mine, ja det så næsten ud som om han ikke så manden!

Hendes frygt blev til virkelighed, da han styrede direkte mod det sæde, hun havde slået sig ned på. Selvfølgelig! Tænkte hun bittert. >Hold dig væk fra mig!< Hvæsede hun, da han satte sig ved siden af hende. Han rullede med øjnene og igen hørte hun hans stemme i sit inderste – denne gang med en snært af irritation . ”hold din mund, kvindemenneske! Ellers tror folk bare at du er blevet skør!” hun gispede. >Og det skulle komme fra dig!< råbte hun oprørt. En passager stirrede på hende, som om hun havde fået et ekstra hoved. Hun hvæsede indædt til manden, som ingen af de andre tilsyneladende havde opdaget: >Hvad er det her for noget?! Jeg kan høre din stemme i mit hoved, du forfølger mig, kalder mig Cecilia, du… du… Og ingen andre lægger mærke til dig… Og så er det MIG folk stirre på, som om jeg var gal!< Hun kunne godt høre at det rent faktisk lød som om det var hende der var gået fra forstanden og nu føltes det som om at det eneste menneske i hele verden, hun kunne stole på var ham, var denne galning. Og som om at han var den eneste der kunne redde hende fra sindssygens afgrund. –For hvis han ikke eksisterede, så var hun jo allerede blevet tosset!! Han lænede sig ind imod hende (men aldrig så tæt, at han kom til at røre hende), og stemmen i hovedet hviskede: ”jeg kan høre hver en tanke i dit sind, ligesom du kan høre mine… så du behøver ikke at tale!” hun spærrede øjnene op. Hvad var det her for noget? Om lidt ville han sikkert give til kende at han var en vampyr og kunne læse folks tanker, ligesom Edward i ’Twilight’, og sikkert også kunne gøre sig usynlig og at det var grunden til at der ikke var andre end hende der kunne se ham og til at han gik i sådan noget mærkeligt, gammelt tøj! Det var sgu lige før hun syntes at det lød som den mest logiske forklaring! Men så smilede han drilsk og sagde: ”nah… Vampyr er jeg ikke!” Det gav et voldsomt sæt i hende da han læste hendes tanker…”Men hvad er du så?” hun anstrengte sig for at tænke på højt så muligt, så han kunne høre hende. ”tjaeh… nogen ville nok kalde mig et genfærd, men det er alligevel lidt svært ved at acceptere at man skulle være et spøgelse…især efter jeg har fundet dig igen Cecilia! Jeg føler mig så… levende!” han rettede sig hurtigt, da han hørte hendes tanker. ”Undskyld kæreste! Men jeg er sikker på… Ja jeg er sikker på at det nu er hendes sjæl, der er vendt tilbage i dig! Jeg… Cecilia! Hvad hedder du nu?” Han læste svaret i hendes tanker. ”Leonora!” udbrød han ”Jamen det var dog et prægtigt navn!”

Alt imens blev Leonoras tanker vredere og vredere! Hvad var det han snakkede om?! At han var et spøgelse og hun hans hustru, der langt om længe var vent tilbage fra de døde? Og da han råbte: ”Ja min kære! Det er lige netop sådan det hænger sammen!” vidste hun ikke hvad der var bedst, at være gået fuldstændigt fra forstanden eller at være et rablende spøgelses reinkarnerede hustru! Lige nu hældte hun vist mest til det første! Hun troede ham heller ikke. Hans historie var alt for langt ude… ”Jamen hvordan vil du ellers forklare alle lighederne imellem jer? Ikke bare i udseendet, men også jeres sind! Det her er lige sådan her hun ville have reageret!” Han smilede nostalgisk. ”et tilfælde!” svarede hun. ”Jamen! Du er den eneste her der kan se mig!” Hun sank en klump, det havde han jo ret i! >Nej! Det må være mig det rabler for! Du er bare et produkt af min sygelige fantasi!< råbte hun højt, gik lige igennem ham og steg ud af bussen.

 

*

 

Den nat fik hun ikke meget søvn. Hun overvejede mulighederne for at hun ikke skulle være blevet gal, og var ikke sikker på, at hun havde lyst til at tale med nogen om hendes oplevelse… De ville sikkert spærre hende inde på en sindssyge-anstalt, omgående!

Til sidst trak hun i et par bukser og smed en sweater over hovedet. Hun gik udenfor, for at tænke… måske ville aftenluften klare hendes sind.

Det gjorde den ikke, i stedet fik hun øje på en velkendt skikkelse uden for huset. Hun var lige ved at vende om, men noget holdt hende alligevel tilbage… Nu hvor hun alligevel var blevet skør, kunne hun vel lige så godt gå over og konversere lidt med ’spøgelset’. Så hun gik hen til ham…

Hvad hedder du?” tænkte hun. Han smilede ømt til hende. ”Alexander.” Flot navn, tænkte hun… –Det måtte bestemt være hendes fantasi der spillede hende et pus. Men ikke desto mindre stod de to, længe og snakkede… og hun fandt ham tiltalende, nu hvor hun havde sænket paraderne og accepteret sindssygen. Nærmest perfekt! –Han måtte bestemt være noget hun selv havde opdigtet. Hans tænder glimtede, på trods af det matte skær der omgav ham. Han trådte et skridt hen imod hende og stod nu tæt, tæt på hende. Hendes krop dirrede da hun så op i han mørke øjne, der havde en farve hun ikke rigtigt kunne sætte fingeren på… brune… men samtidigt grønne… og med et gult skær. ”vi… vi har været gift… engang…” Han løftede en hånd op til hendes ansigt. Fulgte hendes træk, men uden at røre… for de vidste begge at hvis han prøvede på det, ville hans hånd gå lige igennem hende og øjeblikkets fortryllelse, ville forsvinde… Måske ville han forsvinde, tænkte Leonora og følte pludselig en dyb, uventet angst for at det ville ske. Hans øjne var så sørgmodigt fyldt af kærlighed til hende, som han stod der og forsigtigt kom så tæt på et kærtegn han kunne, uden af hans kolde hånd berørte hendes levende hud. Hun gøs. Han virkede så virkelig! Og hans kærlighed til hende var så stærk at man næsten kunne tag og føle på den… -I modsætning til ham. Det gjorde hende næsten desperat, for hun følte en stærk trang til at lægge hovedet mod hans bryst og føle den kropsvarme, der burde have boet i den meget ældre mand. Hun så hvordan han skælvende bøjede hovedet ned i mod hende og prøvede at trykke sine læber mod hendes, hun ville ikke stoppe ham… men hendes læber var massive og gik igennem hans uvirkelige. Hun gispede. Sørgmodigt trak han sig tilbage og så ned i jorden. Han skælvede, græd. Og hvor gerne hun end ville trøste ham, så kunne hun ikke… ”Aldrig har jeg før i mit liv, ønsket mig at være et rigtigt menneske så meget som nu…” hans stemme dirrede i hendes hoved. >mener du… har du altid været sådan her?< Hun brugte sin rigtige stemme nu og hendes ord forbavsede hende… han fandtes jo ikke! Han var kun noget hun bildte sig ind! ”Nej...” Sagde han. ”Ikke altid… der var engang… hvor jeg var ligesom dig, vi havde ægtet hinanden og… du ventede dig, for første gang…” Hans ord lød mærkeligt malplacerede i hendes hoved. ”… Undskyld! Det må lyde forfærdeligt mærkeligt for dig!” Afbrød han sig selv. Cecilia, ventede barn for første gang, og vi var meget lykkelige… Men barnet tog livet af Cecilia og var selv for svageligt, til at kunne overleve… Jeg… Jeg tog mit eget liv! Kunne ikke leve med sorgen… Senere fortrød jeg bitterligt! Det må være derfor jeg blev sådan her! Det er kun i Vor Herres hænder at bestemme hvem der skal leve og hvem der skal dø!” Han smilede sørgmodigt. ” Men Herren har været så god at sende dig, herned til mig igen!” Hun ignorerede hans reliøsitet, – hun selv var ikke kristen og havde aldrig været det. Hun blev pludseligt grebet af en heftig følelse, der oprigtigtalt overraskede hende. En følelse af at hun altid ville være hos denne Alexander! Hun følte pludseligt så stærk en lidenskab for en mand hun overhovedet ikke kendte, en mand som måske ikke engang eksisterede! Så har han måske alligevel ret, tænkte hun. Måske har jeg elsket denne mand før, i et tidligere liv! >Er der slet ikke noget vi kan gøre? Er der ikke en måde du kan blive fysisk igen, på?< Han smilede af hende pludselige ivrighed. Men han rystede på hovedet… ”Hvad der er dødt er dødt.” >Men hvis nu… hvis nu…< Han havde allerede gættet hendes tanker, før hun havde udtalt dem! ”NEJ!” hun tog sig til hovedet, hun var blevet helt svimmel da han råbte. ”Nej… det vil jeg aldrig tillade! Dette er ikke et ’liv’ noget menneske fortjener! Og desuden… vi ville aldrig kunne være sikre på at det ville virke, det er ikke sikkert at du ville blive en genganger, ligesom mig! Måske er grunden til dette, en helt anden end at jeg forgiftede mig!” > Der være en måde! Det må der ganske enkelt!< styrken i hendes stemme, fik hende næsten til at tro på hendes egne ord. Hun skævede til Alexander, men hendes ord havde tilsyneladende ingen indflydelse på ham! Himlen var ved at lysne og han så ømt på hende og sagde at hun nok hellere måtte gå ind. Han lod som om hans hånd gled gennem hendes røde lokker, hvilket den jo rent faktisk også gjorde! Hun spurgte om han ikke ville med ind, han tøvede først, men gik så med… Eller det var måske så meget sagt. Hans bevægede sig godt nok som om han gik, men han svævede hele tiden et lille stykke over jorden, så hun. Faktisk haltede han lidt på det ene ben og han havde en stok, det så ud som om han støttede sig til. Da de kom ind på hendes værelse klædte hun sig af. Hun undredes over hendes ugenerthed overfor ham, hendes mærkelige heftige kærlighed til ham, men den føltes så ægte! Som en gammel, helt udslukt og glemt flamme der nu blussede op igen med en helt utrolig intensitet. Hun trak hurtigt sin lange natskjorte over hovedet og krøb ned over dynen. Han satte sig på en stol nært ved sengen og betragtede hendes skønhed. Men da han hørte hendes tanker, svævede han hen til hende og satte sig på knæ ved siden af hende. Han kærtegnede igen luften omkring hendes ansigt og smilede blidt til hende. Hun sukkede. Hele hendes krop savnede at trykke sig ind mod ham. Hans mørkeøjne var medlidende… ikke at han længere forstod sig på fysisk begær nu hvor han ikke længere havde en krop af kød og blod. Men han savnede, ligesom hende, kærtegn. Små tegn og beviser på den kærlighed de følte, men som ikke kunne udtrykkes på anden måde end gennem ord og tanker. –Og ord kan være åh så fattige, når det kommer til at udtrykke følelser. De så på hinanden, længe, men til sidst faldt Leonora i søvn. Og Alexander - der ikke selv var i stand til at drømme - var hele tiden med i hendes drømme, for de kunne altid høre hinandens tanker.

 

*

 

Men da Leonora vågnede få timer senere, var han væk. Først var hun ikke sikker på, om det hele havde været en drøm, men den kærlighed hun havde følt - følte - kan man ikke drømme sig til. ”Hvor er du?” tænkte hun, men fik intet svar. Hun følte sig alene. Hvorfor var han ikke blevet til hun vågnede? Hvorfor var han overhovedet gået, han havde vel ikke så meget andet han skulle? Han kunne da i det mindste have lagt en seddel? Nårh nej… hun kom i tanke om hans læber, der var gået lige igennem hende. Han kunne vel heller ikke tage fat om en blyant. Hun mærkede hvordan en tåre rullede ned over hendes kind. Hvad var der dog sket med hende? For et par dage siden, ville hun have forsvoret at tro på spøgelser… og nu var hun forelsket i en mand, der åbenbart havde været død i flere hundreder år og som hun knapt nok kendte… Hvad var der sket i går? Ved eftermiddagstide havde hun været sikker på at enten han eller hun selv var ved at gå fra forstanden… Om aftenen var hun gået ud og han havde været der… De havde talt og talt, og det havde forekommet hende at hun kendte ham… han var et specielt menneske, tænkte hun drømmende og smilte. Spøgelse, rettede hun sig selv og syntes at det lød underligt. Hans sind var meget omskifteligt! Han kunne være noget så munter og få øjeblikke senere havde han igen det melankolske blik i sine øjne. Han kunne være morsom, drillende, men også noget så øm og fintfølende. Hun var sikker på at han måtte være det bedste menneske i hele verden. Hvorfor havde han forladt hende? Hun blev pludseligt opfyldt af angst, ville han overhovedet komme tilbage? Hun ville ikke leve uden ham! Hun kunne ikke. Så hellere dø og blive en genganger som ham! Hun blev bestyrtet af alle de stærke følelser hun følte, hun havde aldrig troet at hun besad sådan en lidenskab. Som Romeo og Julie, Cleopatra og Antonio, Edward og Bella. Hun var så forvirret. Så helt igennem desperat og lykkelig. Grædefærdig. ”Alexander! Hvor er du?” Ikke en reaktion. Hun snøftede, nå! Hun skulle også i skole! Hun rejste sig fra sengen og begyndte at klæde sig på.

 

*

 

I skolen kunne hun overhovedet ikke koncentrere sig, først i IT følte hun at hun havde en chance for at få noget ud af timen. Hun skyndte sig at lave opgaverne og begyndte så sin søgning på internettet. Først forsøgte hun at finde ud af noget om Alexander. (hun kunne ikke lade være med at gyse velbehageligt da hun skrev hans navn, der var noget fuldendt over sammensætningen af bogstaverne… noget ædelt!) Men hun opgav hurtigt! Hun vidste intet om ham, kendte ikke hans efternavn eller århundredet han var født i. Og søgningen ’Alexander og Cecilia’ gav ikke noget tilfredsstillende resultat.

Men så huskede hun noget en af hendes veninder en gang havde sagt… noget om at hendes forældre havde besøgt deres tidligere liv… hos en claivoyant eller sådan noget. Hun tastede straks ordene ’Dit tidligere liv’ i søgefeltet. Straks dukkede der en masse resultater frem. Alt fra analyser af reinkarnation til muligheder for at, opleve fortiden via hypnose. Hun trykkede på et link, der fangede hendes interesse. Det var en hypnotisør der ejede siden, og han tilbød en service hvor det var muligt at besøge tidligere liv, for at slippe af med uvaner eller andre problemer. Det var dyrt, men hun skrev adressen ned.

Ikke mange minutter senere fik de fri. Nogle af veninder spurgte om hun ville med i byen, men hun takkede nej tak og begav sig hjemad. Da hun så ham stå og vente ved busstoppestedet begyndte hun at løbe. Med et lykkeligt smil sprang hun ind i hans favn, men hun røg lige igennem ham, snublede og faldt hårdt på asfalten.

Han så ulykkeligt på hende, men smilede så usikkert da han så der ikke var sket hende noget.

Et kort øjeblik var det som om noget knustes i tusinde stykker, inde i hende. Hun var bundulykkelig, tænk en skæbne hun havde fået! Aldrig skulle hun trykke sig ind til sin elskede og selvom det var det hun ønskede mest, kunne hun ikke røre ved ham. Men så så hun på ham og kunne ikke lade være med at smile. Han var det flotteste hun nogensinde havde set og han elskede hende! –Hun var hans og han var hendes, uanset hvad! Hun så ind i hans ulykkelige øjne, men snart ændrede hans udtryk og han smilede skævt. Det gjorde hende glad! Det at kunne få en mand med en så ulykkelig skæbne til at smile, bare lidt, var noget der fyldte hendes indre med lykke. Hun rejste sig op og var lige ved at begå den samme fatale fejl, som da hun landede på vejen, men stoppede i tide.

Så kom bussen. Hvor var verden dog fantastisk, selv bussen kom til tiden nu!

Hun steg ind og stemplede sit kort og så så til sin forfærdelse at flere af passagererne gloede genkendende på hende. Hun krympede sig, hvor var det pinligt, de havde jo næsten alle sammen set hende snakke til den blå luft, dagen før.

Jeg tror jeg cykler i morgen!” Tænkte hun til Alexander som lo af hende. ”Ja, det er da din skyld.” tænkte hun med påtaget fornærmethed.

Han kyssede sine fingre og lagde dem på hendes læber, så han kunne. Han smilede og hun gengældte endnu engang hans varme smil og stoppede sig selv i at lægge hovedet på hendes skulder.

Hvor var du i morges?” Spurgte hun.

Han tøvede…”Jeg ville ikke forstyrre din søvn.” Sagde han, men hun så hvast på ham. Ingen var så stille som Alexander, han ville umuligt have kunne forstyrre hende!

Nuvel da,” sukkede han. ”Jeg havde brug for at tænke lidt, misforstå mig ikke! Du er mit livs lys og det bedste der er hent mig! Men jeg havde brug for at finde ud af hvad det indebar at… for dig! Måske er det ikke godt for dig at være sammen med mig, måske burde du finde en anden!” Hun så chokeret på ham. ”Jeg elsker dig!” Skreg hun nærmest. ”Jeg elsker dig. Selvom jeg ikke forstår hvordan, så ved jeg at vi to hører sammen! Jeg kan slet ikke leve uden dig!”

Hun kunne se at han blev smigret, men snart var hans blik atter opfyldt af alvor.

det ved jeg Ceci…Leonora. Og jeg er dig evigt taknemmelig for det! Men problemet er om du kan leve med mig. Jeg hørte selv dine tanker i går og jeg vil ikke være skyld i din død! Jeg vil ikke være skyld i at du bliver ligesom mig!”

Men hvis det er den eneste måde vi kan være sammen på. Rigtigt sammen, så er det naturligvis det jeg må gøre!”

Både hun selv og han var rystede over det hun lige havde sagt.

>Jeg…< hun tog sig i at tale med hende rigtige stemme og tav.

Han så forundret på hende og i en rum tid lå tavsheden som et tungt tæppe over dem.

Hun stirrede skamfuldt på bussædet foran hende. Nogen havde skrevet ’din mor!’ på det med sølvmaling.

Leonora…” han tav. Var fuldstændigt lammet over det hun havde sagt. ”Leonora…Lov mig at du aldrig gør ligesom jeg! Lov mig at du aldrig tager livet af dig selv!” Han talte langsomt og tydeligt, som til et lille barn der for alt i verden skulle forstå hvad han sagde. ”Noget sådant tilgiver gud aldrig! Se bare på mig!” Hun fnøs højlydt og mærkede tårerne stige op i øjnene. Han havde på sin egen mærkværdige måde såret hende ved at blande sin gud ind i deres kærlighed! Og som om det skulle hjælpe, hun var jo ikke kristen!

Og…” Fortsatte han. -Han kunne godt mærke at han havde såret hende…”Og jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis det skete…!”

Hun så på ham, med barnlig trods i øjnene. Så så hun væk og forholdt sig tavs i lang tid.

Han sukkede desperat.

 

*

 

>Alexander…< Sagde hun. Nu hvor de gik alene, kunne hun bedst lide at bruge sin rigtige stemme… De føltes mere ægte.

>Jeg har fundet en hypnotisør, som kan få én til at opleve sit tidligere liv…< Han gik ved siden af hende, med eftertænksom mine. ”Og det vil du gerne?”

>Ja. Det ville være rart at få vished om jeg rent faktisk var Cecilia…< hun tav et øjeblik.

>Jeg tror jeg ville føle at jeg kender dig bedre, hvis jeg gjorde det…< ”Men du er bange for at jeg ikke vil have dig, hvis du ikke er Cecilia…” Han stillede sig foran hende og lod som om han tog hendes ansigt imellem sine hænder. Tårerne vældede op i øjnene på hende. Hun prøvede at blinke dem bort.

>Ja… Alt din kærlighed til mig, er spundet op på at du tror at jeg er Cecilia… Måske… < Hun så ned i jorden.

>Måske elsker du slet ikke mig… Du savner blot Cecilia så meget, at du har lagt din kærlighed til hende over på mig<

Se på mig Leonora!” Hans stemme hvislede gennem hendes indre, som en efterårsstorm. Hun flyttede sit blik op til hans lysende brune øjne.

Jeg er sikker på at det er dig der er Cecilia. Jeg er også sikker på at det er dig jeg elsker! Og jeg ved hvad du tænker… Det hele er gået så hurtigt, men selvom du går til ham hypnotisøren og finder ud af at du ikke er den kvinde jeg elskede engang, så er det dig jeg elsker nu!” Han så fast på hende og hun så sandheden i hans øjne. Hendes eget blik begyndte at flakke. ”Jeg ved du ikke forstår kærligheden imellem os. Dens… styrke. Men jeg ved også at du føler den! Glem ikke at jeg kan hører dine tanker.” Hun rødmede og han smilede af hende. ”Og jeg kan mærke at du elsker mig!” Og det gjorde hun. Men som han lige havde sagt… Så forstod hun den ikke! Hun fattede ikke hvor dens intensitet kom fra.

Der har før været folk der har talt om kærlighed ved første blik…” Hun smilede og skulle lige til at kaste sig om halsen på ham, men med en håndbevægelse stoppede han hende. I stedet svævede han om bag hendes ryg og lagde armene om hende. Og det føltes næsten, næsten som om hun kunne mærke hans stærke tag om hendes liv. Hun lukkede øjnene. I stedet for at føle hans varme, følte hun sig omgivet af et sitrende lag kulde. Men det var en tryg kulde, en beskyttende kulde. Hun smilede varmt og krummede ryggen, som for at trykke sig ind til ham. Vist elskede hun sin Alexander. Sin Alexander. Hendes smil blev bredere og hun hørte ham le. Det var en rar sætning!

 

*

 

Om aftenen tog han hende med ud på en tur at gå. Han fortalte at der var et sted han ville vise hende. De gik længe, længe. De kom til et sted med jernbaneskinner og Leonora hoppede ned på dem, der kørte alligevel ikke særligt mange toge på den her tid og hun kunne sagtens nå at springe i sikkerhed, når der kom et.

Det var stjerneklart og luften var krystalkold. Hun morede sig med at puste skyer af dampende ånde, mens hun lyttede til hans tanker. Månen var næsten fuld, og hang foran dem, som en ledestjerne. Hun gik længe på skinnerne og han svævede konstant ved hendes side… Hun var begyndt at vende sig til, ikke at tale højt når hun var sammen med ham og hvis nogen havde set dem gå sammen, ville de tro at de gik i dyb tavshed. Men i virkeligheden diskuterede de heftigt, med hinanden, i virkeligheden talte de dybt fortroligt med hinanden og engang imellem brød hun ud i latter, fordi han havde sagt noget der morede hende. Hun gik og beundrede hans skikkelse, der til trods for at han haltede lidt, var rank. I virkeligheden tiltrak hans halten hende utroligt! Det fik ham til at virke endnu mere heroisk. Han fortalte at det var en gammel krigsskade fra trediveårskrigen… han var blevet skudt i knæet.

Langt om længe nåede de til nogle grønne bakker. Gravhøje. Han svævede op på en af dem og hun kravlede efter ham. De satte sig på stenene der udgjorde et ældgammelt gravmonument. Hun sukkede. Udsigten var bjergtagende. De så ud over rimklædte marker, dækket af tykke tåger, der endte ud i en enorm blågrøn granskov med ranke træer. Og over skoven strakte den mørkeblå himmelkupel sig, med glimtende stjerne og den runde måne hængende.

Hun sukkede og takkede skæbnen. Hvad havde hun dog gjort for at for et så sukkersødt liv. Alting var perfekt! Alting så romantisk. Alting bortset fra at hun aldrig ville kunne få sin største længsel stillet. Hun ville aldrig komme til at mærke Alexanders varme og hans kys mod sine læber.

Hun sukkede opgivende.

 

Alexander stirrede ud over markerne og skoven. Han vidste hvad Leonora tænkte og han vidste også at han aldrig ville forhindre hende i at gentage den fejl han selv havde begået, hvis hun en dag virkeligt besluttede sig for det.

Han så bedene på hende, men hun sad i sine egne tanker og lagde ikke mærke til hans. Hendes øjne glimtede om kap med stjernerne, når hun så på månens store hvide skive.

Hendes hår brusede ned af ryggen på hende og havde lånt farver af efterårets løv og ildens flammer.

Han så på hendes ranke viljestærke holdning, sådan havde Cecilia aldrig set ud. Hun havde været ilter, men stadig mere tam, hun havde været mere blid… hendes hår havde ikke bruset så rødt og hendes øjne været mere grågrønne. Ganske vist havde hun lignet Leonora til forveksling, men når han så i Leonoras øjne, var der en styrke, han ikke havde set i Cecilias blik.

Han smilede da han så hvordan hendes bryst hævede og sænkede sig. Hun var så… levende!

Nu så hun på ham og smilede drilsk, hun havde hørt hans tanker.

Hun smed sig ned i det rimede græs og trak den klare luft ind, som om hun ville sluge hele verden. Hans øjne funklede da han så på hende… Hun var så sensuel og virkede pludseligt meget mere moden end før.

Pludseligt blev han grebet af et begær han ikke troede han var i stand til at føle, han havde jo ingen rigtig krop. Han burde ikke være i stand til at føle kødets lyster…

Hun sigende på ham.

Kan du se hvad jeg mener? Kan du nu forstå hvad jeg føler?” Der var gråd i stemmen.

Han lod sin gennemsigtige hånd glide over hendes ansigt. Han ville alligevel aldrig få hende overbevist om at det hun havde i sinde var forkert.

Vent i det mindste!” Hviskede han.

Ja, vente det kan jeg vel… Selvom jeg savner dig sådan. Men du må bare love mig én ting!”

Hun så på ham med glitrende øjne. Hun satte sig op, ansigt til ansigt med ham. Hun pustede på hans læber.

Jeg lover at jeg aldrig forlader dig! Jeg lover at uanset hvad du gør, så bliver jeg hos dig, for jeg kan heller ikke ’leve’ uden dig!”

>Tak!<

 

Hun rejste sig og løb ned af gravhøjen. Hun strakte sine arme som om hun fløj eller ville omfavne den kolde nat. Hun så tilbage efter ham, han stod stadig på højen og så efter ham. Hun smilede opfordrende på ham og så at han trak på skuldrende og svævede efter hende. Hun løb ind i skoven, hele tiden med ham ved sin side. Hvilken bittersød lykke tænkte hun. Men ikke desto mindre, var det lykke. Hun lo da de nåede ved en lille bitte skovsø, vel ikke større end en stor vandpyt, og vente sig om efter ham. Men han var væk.

>Alexander!< råbte hun hidsigt men fik ikke noget svar. >Du lovede at du aldrig ville forlade mig!<

Hun hørte hans latter klinge i sit baghoved, men var ikke i stand til at sige hvor den kom fra.

>Alexander!< Kaldte hun irriteret og satte sig surt ned ved den lille sø.

Hun fik et chok da hun så Alexanders spejlbillede i søen i stedet for hendes eget. Hun så ham le over hvor forskrækket hun så ud, men til svar slog hun en knytnæve ned i søens spejlblanke vand.

Dit fjols!” tænkte hun. Da vandet atter blev stille, så hun ned på hans drillende ansigt, som hurtigt blev alvorligt igen. Hun bøjede sig ned over vandet og kyssede hans spejlbillede. Han smilede skælmsk og hun daskede atter til vandet, så dråberne fløj.

Hun kiggede op på himlen.

>Men alligevel…< Sagde hun stille >Vi har trods alt været heldige. Vi har jo fundet hinanden!<

Hun så ned i hans mørke øjne og lod fingrende bryde vandets overflade… Han svævede op på bredden og lagde armene om hende. Kyssede hende forsigtigt på håret, selvom hun ikke kunne mærke det.

Ja..!” Tænkte han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...