Fodfæste

Novelle skrevet over titlen "Fodfæste".
Var 15-16 år da jeg skrev den, så bær over med stavefejl :)

1Likes
0Kommentarer
207Visninger

1. Fodfæste

De sidder i toget på vej op til Abisko, for at genopleve det eventyr de sammen udlevede da de var mindre.
Togets bevægelser er ujævne og sender ryk op igennem deres kroppe, så de må klamre sig til sæderne for at blive siddende. Han sender hende et smil, velvidende at dette er det sidste sted de måske vil føle sig hjemme. Men hun smiler tilbage og ser ud gennem vinduet. Håbefuld. Træerne der kører forbi dem udenfor, er snedækkede. Frost er altid smukt, tænker hun og mindes de mange fotografier hun plejede at tage i sin barndoms have, når sneen havde lagt sig som et tæppe af stilhed over græsplænen, buskene og hendes sjæl. Dengang alt endnu var godt, dengang alt endnu var ubekymret.
Hun ser på sin broder, hun ved at han elsker hende lige så højt som hun elsker ham og at han er lige så fortvivlet ulykkelig over deres forbudte kærlighed. Det er derfor de er flygtet. Flygtet fra det samfund der prøver at skille dem ad, flygtet fra det samfund der ikke forstår…
Men da de langt om længe står af toget føler de ingen glæde… For de ved at dette aldrig nogensinde bliver deres hjem.  Hun giver slip på taskerne, hun havde et tag om og han omfavner hende og knuger hende tæt ind til sig, mens han kysser hendes blonde hår.
Hun vender sig om imod ham og tørrer de skuffelsens tåre, som er piblet frem i hendes øjne, bort.
Han presser sine læber hårdt mod hendes, mens han spekulere på hvad de nu skal gøre. Han slipper hende og de går videre. De finder et sted, hvor de slår deres telt op.
Senere da de ligger i teltet, taler de ud om alt det de har været igennem og for første gang lader de tårerne få frit løb, mens de mindes det barn forældrene tvang hende til at få fjernet.
”Jeg tror ikke at jeg duer til at leve i denne verden længere.” Siger hun.
”Jeg tror ikke at jeg kan klare at leve længere!”
Og han om nogen forstår hendes sorg.
”Jamen så lader vi bare være med det.” Siger han og græder igen.
”I morgen klatrer vi op på bjerget og springer.” Siger han og bider sig i læben. Hun trykker sig ind til ham og kysser ham blidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...