Endestationen

Skolestil. Opgaven var at færdiggøre en novelle ved navn endestationen.
Var 15-16 år dengang jeg skrev den, så bær over med stavefejl :)

1Likes
0Kommentarer
338Visninger

1. Endestationen

... Edel tænder en cigaret, indhalerer kraftigt og ser de orange gløder falde til jorden.

Hun tripper let på stedet, gyser i kulden og skutter sig. Vender hovedet opad og ser den nærmest lilla-grå himmel over hende.

Edel tænker sukkende på sommeren, der er forsvundet alt for hurtigt. –Edel havde febrilsk forsøgt at holde fast i den, men den var gledet du af hænderne på hende, som sand.

Øv.

Og nu er hendes 10. skoleår godt i gang og hun har ikke andet end en røvsyg efterårsferie, med familien, at se frem til.

Fuck! Hun orker altså ikke mere skole, ikke flere lektier og ikke flere snagende lærere der konstant hænger pylrende over hende, på grund af de problemer hun havde sidste forår! Kan de ikke snart fatte at hun har det godt igen?!

Edel sukker… hun skulle aldrig have fortsat på skolen, hun skulle have været startet på gymnasiet, ligesom de fleste af hendes veninder… hun har bare ikke nogen anelse om hvad hun vil være…

 

Edel ser ned af perronen… omkring 10 meter fra hende står en høj mørk skikkelse og ser på hende.

… Eller det ser ud som om skikkelsen ser på hende, men hun er ikke sikker - det er alt for mørkt.

Oh fuck! Tænker Edel, nu kommer han hen til hende!

Skikkelsen går med lange, hurtige skridt hen imod Edel. Hun vender ryggen til og lader som om hun ikke har lagt mærke til det.

”Øh undskyld…” Det giver et sæt i Edel, da hun mærker den fremmedes hånd feje i en let bevægelse over hendes frakke-ærme.

Hun vender sig arrigt om, klar til kamp!

Manden der står overfor hende, kigger lidt forskrækket på hende og afværger hendes kommende angreb med ordene:

”Øhm… har du en smøg?”

Edel ånder lettet op og mærker adrenalinen forsvinde ud af kroppen.

Aj hvor pinligt! Hun skal altid overreagere!

”øh…ja..” svarer hun med dirrende stemme og fumler med cigaretetuiet. Den fremmede kigger undersøgende på hende, men smiler da hun rækker ham cigaretten.

”Tak!” hans stemme er blød og tænderne glimter i mørket.

”Jeg forskrækkede dig vel ikke?” Hans ansigt oplyses af ilden fra lighteren. Øv! Tænker Edel ved sig selv, han er mindst 23!

”Øhm… jo! Sorry!” griner hun fjoget.

”Det må du undskylde!” han slipper røgen ud mellem sine smalle læber. Nøj hvor er han pæn!

Edel kommer til at sukke længselsfuldt og hun ser hans mund forme et overlegent smil.

”Hvad laver du så her?” spørger han.

”Jeg var på arbejde… jeg faldt i søvn i toget.” svare Edel og ærgrer sig endnu en gang. Hun synker ned på de kolde fliser, der danner perronen og læner sig ind mod det for længst lukkede billethus røde mursten.

Manden kigger ned på hende og den beskidte jord, men så sætter han sig også ned, med benene strakt ud fra sig.

”Hvad med dig?” spørger hun.

Han skodder smøgen og ser på hende. ”Jeg besøgte nogle venner…” Han læner hovedet ind mod muren og kigger op mod himlen.

 

Stilheden ligger som en kold, klar sky rundt omkring dem og Edel spekulerer over hvad hun skal sige…

”Jeg hedder Edel” siger hun til sidst.

”Ædel?” hun ser ham rynke på smilebåndet ”Kan man hedde det?”

”Nej! Edel!” Hun lægger eftertryk på E’et.

”Nåårh…” Han smiler og hun tænker at han sikkert synes at hun er barnlig eller synes at det er et ualmindeligt dumt navn. Men så rynker han panden og ser ud som om han ligesom tygger på navnet.

”Edel… det er da meget pænt…” Han kigger eftertænksomt på månen, der er kommet frem mellem skyerne, så ryster han på hovedet som om han kom i tanke om noget han glemt og stirre på hende med store nøddebrune øjne.

”…Edel…Jeg hedder Fabian!”

Hun ser forundret ind hans store smukke øjne, han har jo selv et usædvanligt navn… hun smiler skævt. ”Hvaa…. Arbejder du med?” beslutter hun sig for at sige. Han ryster igen lidt forvirret på hovedet og hans eftertænksomme blik bliver fjernt; han ser ud på skinnerne.

”øhm…jeg er lige blevet færdig med en bog….jeg prøver at finde et forlag der vil udgive den!” han rynker brynene.

”Ja? Hvad handler den om?” han lukker øjnene.

”Det er lidt svært at forklare… det er en roman…” han drejer hovedet og ser på hende. Hun smiler og føler sig varm og smuk indeni, når han kigger på hende, på den måde. –Som om han kan se hende!

”Hvad hedder den? Jeg lover at køber den når den udkommer!” Han smiler tilbage.

”Tak, men jeg arbejder stadig på titlen…”

 

 

De sidder længe og taler, men til sidst falder hun i søvn.

Hun vågner ved at han klapper hende let på armen. Hun løfter hovedet fra hans skulder med et sæt…

”Edel…toget kommer nu!”

Hun rejser sig og et helt igennem lykkeligt smil flænger hendes bekymringsfulde indre! HAVDE HAN VIRKELIGT LADET HENDE SOVE SÅDAN OP AD HANS SKULDER?!?

Hun betragter ham, han er endnu mere perfekt nu i dagslys!

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...