Den ulykkelige mand

Novelle skrevet over billedet "Den ulykkelige mand" af Martin Bigum

2Likes
2Kommentarer
379Visninger
AA

1. Den Ulykkelige Mand

Der sad engang en ulykkelig mand i en lænestol ved sit vindue.
Det var nat udenfor og stjernerne havde for længst listet sig frem på den mørkeblå himmel.
Han sad og så på fuldmånen, som med som med sit hvide ansigt syntes at stirre nedværdigende tilbage.
”Du er ingenting.” Sagde den.
”Du er ingenting og du bliver heller aldrig til noget! –ingen vil have dig, du er et irriterende lille pjok! Hvad skal verden med dig?”
Den ulykkelige mand så skamfuldt væk fra månen.
”Ja… Hvad skal verden dog med mig?” Sagde han til sig selv, alt imens han så ud på gaden, der skinnede i gadelygternes skær. Der gik et par derude; en mand i lang frakke kom spadserende med en leende ung dame under armen.
”Sådan en kvinde får jeg aldrig.” Sukkede han.
Kvinden var klædt i en rustrød spadseredragt med en rævepels slængt rundt om halsen. Hun var smuk, syntes han. Men et kort øjeblik efter så det ud som om hun kiggede hånligt på ham, inden hun forsvandt rundt om gadehjørnet, arm i arm med sin kavaler.
Den ulykkelige mand sukkede og vendte sig væk fra vinduet.
Han kastede et blik i spejlet, men det var et grotesk syn der stirrede tilbage. Det sorte hår hang i rodede tjavser ned over de hadske øjne, omkransede af dybe furer og rande.
Han så hurtigt væk igen. Var han virkeligt blevet så ond at se på? Det var jo slet ikke sådan han var!
Som ung havde han været så fuld af drømme og viljestyrke… og nu var han endt som geografilærer på en folkeskole, hvor han efterhånden var kommet til at hade børn!
Han så hadefuldt hen på det runde spisebord i midten af stuen. På det stod nogle af hans utallige globusser, han engang havde fundet så smukke. Jord-globusser, måne-globusser, stjerne-globusser og mars-globusser.
Nu var de ikke længere andet end en hån mod ham og hans ungdomsdrømme… Et ekko af den glade unge mand han havde været engang.
Det var inden han havde mødt hende… En viljestærk brunette, nøjagtigt ligesom kinden han netop havde set passere forbi på vejen.
Hun havde villet være geografilærerinde, hun havde lokket ham med løfter og han havde været dødeligt forelsket i hende… Det var endt med at han havde opgivet at blive stjerneforsker og havde i stedet taget en læreruddannelse ligesom hun.
Men den dag de skulle forloves…
”Hun var der ikke.” Lød en lille stemme ovre fra spisebordet. ”Hun stak af med en millionær og tilbage sad du… alene og håbløs.” Det var den lille måne-globus der talte. ”Og nu vil ingen have dig!” Fortsatte stjerne-globussen.
”Ingenting duer du til! Du er kun en ulykkelig folkeskolelærer der hader de elever du underviser!”
Den ulykkelige mand blev så vred at han skulle til at smadre globusserne med knytnæven, men i det samme kom en lille mand svævende og landede på hans bord.
”Pragtfuldt!” Hvæsede den ulykkelige mand. ”Selv Døden er kommet for at håne mig i nat!”
Og ganske rigtigt, der sad den lille kutteklædte mand med sin le over skulderen, hvem skulle det være andre en Døden?
”Selvfølgeligt!” Svarede Døden med rusten røst. ”På trods af dit fordærvede liv er det jo mig du frygter mest af alting!”
”Ja!” Istemte én af globusserne. ”Hvor ofte har du ikke overvejet at tage dit eget liv, men været for fej til at gøre det i sidste ende?!”
”Mindst hundrede gange!” Skreg mars-globussen og de andre stemte i.
”Du er fej!” Skreg de. ”Du er en usling!”
Manden gik et par skridt tilbage og lagde hænderne for ørerne; de små skrigende stemmer var modbydelige! Han så hvordan globusserne hoppede og dansede på bordet, så tekoppen klirrede mod underskålen, med små pibende stemmer skreg de op om hvor usselt et menneske han var. De hoppede ned fra bordet og sprang rundt i en cirkel om ham, mens måne-globussen pegede fingre ad ham.
Til sidst skreg han til Døden: ”Jamen så lad mig dog blive fri af det spektakel! Tag livet af mig! Slå mig ihjel, så verden kan blive fri for min skændsel!”
Men Døden så nedværdigende på ham og sagde: ”Det må du selv klare! Jeg ved at du har et reb liggende i dén kasse…” Han nikkede til kassen ovenpå det store klædeskab. ”… netop til lejligheden!”
Så forsvandt Døden.
Manden så tøvende på kassen, stillede sig så på tæer og hentede kassen ned. Han åbnede den og ravede rebet til sig. Han klatrede op på sin stol og gjorde rebet fast i den krog lampen hang i, lavede en løkke og lagde den om halsen... Hoppede ned fra stolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...