Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
1002Visninger
AA

33. XXXII

 For en gangs skyld fik hun sovet ud, uden at sulten, tørsten eller kulden vækkede hende og drev hende videre.

Da hun vågnede mærkede hun stadigt ingen sultsignaler, men hun vidste at det ikke varede længe før de vendte tilbage. Og hun ville skynde sig at finde noget at spise, inden de gnavende smerter begyndte igen.

Hun skyndte sig ind mod skovbrynet igen og var så heldig at finde et løvtræ med stilksporesvampe voksende på stammen, efter kort tid. Hun brød sig normalt ikke om smagen, men lige nu var hun så sulten at hun kunne spise hvad som helst.

Hun var lige ved at begynde at tro, at guderne alligevel ikke var så vrede på hende, når de havde ladet hende finde svampe så tidligt på året.

Og da hun fortsatte videre, begyndte hun at kunne genkende landskabet igen.

Det var der Egil var gået ind for at lede efter brænde og havde brækket benet. Hun sank en klump og skyndte sig fremad på sine ømme fødder.

Det var godt at hun havde taget sko på.

Pludseligt så hun det vidunderlige syn af søen. Vand!

Selvom hun var svækket af sult og tørst, løb hun hele vejen ned til de blå bølger. Hun fyldte hænderne gang på gang og drak begærligt af den liflige væske.

Hun vidste at hun måtte lægge bånd på sig selv, for ikke at drukne sig selv af tørst, men vandet smagte så godt at hun måtte have mere.

Til sidst fik hun dog stoppet sig selv. I stedet snørede hun læderskoene af fødderne og dyppede de smertende fodsåler i det temmelig kolde vand. Men det hjalp alligevel på smerterne, selvom hun hurtigt måtte trække fødderne op igen.

Nu da hun havde holdt hvil, kunne hun næsten ikke få sig selv til at fortsætte den smertefulde vandring, men samtidigt glædede hun sig til at se den velkendte birk og sine ting igen.

Så hun rejste sig, efter at have bundet sine sko igen, og gik, bedre til mode end i lang tid, videre.

Da hun næsten var fremme, men en klynge træer stadigt spærrede udsynet til hulen, hørte hun noget der fik hende til at spidse øre. Hestevrinsken!

Hun blev både skræmt og forhåbningsfuld på samme tid.

Hun begyndte at gå ind imellem træerne, så hun lettere kunne skjule sig, hvis der var noget galt...

Mellem træerne kunne hun skimte en stor brogetbrun hest med solide ben og en strid blond manke.

Hun bevægede sig nærmere. Dér var hulen. Og en fremmed mand stod bøjet med hovedet inde i hulen, så hun ikke kunne se hans ansigt.

Hesten mærkede hendes tilstedeværelse og vrinskede igen.

Manden rejste sig og vendte sig lyttende omkring.

Hun gispede. Først troede hun at hun havde set Egils genfærd. Men så så hun, at mandens hår havde

grå stænk imellem de ravnsorte lokker. Hun fortsatte fremad, ud af krattet, draget mod manden der lignede Egil så meget.

Da hun kom tættere på, kunne hun godt se at forskellen på ham og Egil var større end hun havde troet, men de havde alligevel mange fællestræk. Det sorte hår og de næsten gule øjne, holdningen...

Da manden fik øje på hende fik han et mistænksomt udtryk i ansigtet. Men så sundede han sig:

”Vær hilset!” Kaldte han, ”Er dit navn Lind?”

Hendes gang var gået i stå, men ved hans spørgsmål nikkede hun ivrigt.

”Ja..” sagde hun så. Hun tog nogle skridt fremad.

”Hvem er du?” Hendes stemme knækkede og hun mærkede noget vådt løbe ned ad hendes kind. -Dels af lettelse, men også på grund af det savn manden vækkede i hende. Han måtte være i familie med Egil..

”Mit navn er WiduhundaR,” Hans røst var klar, ”jeg er Egils fars broder.”

Hun nikkede, åbnede munden, men lukkede den så igen og tøvede... Til sidst tvang hun sig dog til at sige: ”Egil ligger dér” og pegede mod det ødelagte hus.

Da han spurgte hende om hun ville vise ham det, kunne hun ikke få sig selv til at gøre andet end at ryste kraftigt på hovedet. -Hun ville ikke kunne bære at se den elskede igen, og hvordan måtte han ikke se ud nu?

Hun så at mandens blik blev mørkt. Først blev hun bange, for at han skulle gøre hende fortræd, men så gik han med tunge, målrettede skridt hen mod gården og hun vidste at han måtte have forstået at der var noget galt.

Da han var ude af syne, vovede hun sig hen til sin hule. Hendes ting var klamme og fugtige af duggen, men hun var lykkelig for at se dem igen.

Hun slæbte det hele ud, så det kunne tørre i solen og ikke skulle mugne. Efter nogen tid, så hun WiduhundaRs skikkelse komme gående imod hende. Hun blev straks forfjamsket og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Ville han nu tænke ,at hun regnede med at han tog hende med sig, når han så alle tingene ligge fremme? Hun ville selvfølgeligt ikke virke anmassende, men samtidigt var der ikke noget hun ønskede mere, end at han tog hende med til sin bygd.

”Hvor længe har han været død?” spurgte han da han var kommet indenfor hørevidde. Hun så ind i hans øjne. Hun kunne se at han var rystet, men prøvede at opretholde en stenhård facade. Hvor længe var det mon siden han havde set Egil?

”Han døde nogle dage før fuldmåne.” Svarede hun. Hun ville gerne sige noget mere, men vidste ikke hvad det skulle være. -Hun havde været frygteligt ensom de sidste dage og nu kunne hun ikke engang finde på noget at sige! Hun blev helt vred på sig selv.

”Hvordan har Þura det?” spurgte hun til sidst.

WidunudaR var i gang med at lægge et tæppe over hesten og stod med ryggen til. ”Hun har det fint nu,” sagde han. ”Hun fór vild, og var flere dage om at nå frem, end beregnet. Hun var meget træt og sulten, da hun nåede frem. Hendes anvisninger om, hvor I befandt jer, var upræcise så de andre mænd opgav til sidst at finde jer og red tilbage. -Jeg beklager at det tog mig så lang tid at finde dig...” Han vendte sig om og så på hende, mens han sagde den sidste sætning. Hun smilede forsigtigt til ham. Hun kunne ikke rigtige sige, at det ikke betød noget, for det gjorde det. Forsinkelsen havde betydet alt! Men der var ikke noget at gøre ved det nu og det sagde hun.

Han hjalp hende med at pakke hendes ting og spændte oppakningen på hesten.

Så løftede han hende op på hesteryggen og svang sig bagefter selv op.

Han holdt hende fast med sin ene arm og tømmen med den anden. Så satte hesten i gang i et rolig tempo og hun sank sammen. Med hoved lænet mod den fremmedes, og dog velkendte, bryst faldt hun trygt i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...