Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
993Visninger
AA

32. XXXI

De næste to dage gik hun, uden at hverken spise eller drikke. I stedet kastede hun op. Kvalmen ødelagde hendes appetit, så selvom hun vidste, at hun burde finde bare et eller andet at spise, gjorde hun det ikke. Vand kunne hun ikke finde og hun fortrød bitterligt at hun ikke havde drukket, da hun havde muligheden for det.

Den sidste dag var hun så træt at hun faldt i søvn, midt på engen, længe inden solen var gået ned i horisonten. Men da natten kom, kom kulden krybende ind over hende.

Hun lå længe og rystede og led, indtil hun rejste sig op og fortsatte sin vandring fremad.

De forrige dages skyede himmel, var drevet bort, uden den mindste byge og nu blinkede stjernerne ned til hende.

Hendes ånde stod i luften som en hvid sky. Hun havde hørt, at det var omtrent sådan det så ud, når jægernes nedlagte byttes sjæl forlod kroppen.

Mens hun gik, rullede nye skyer hen over himlen og stjernernes lys forsvandt lidt efter lidt.

Da morgenen gryede, havde skyerne lagt omkring jorden som en tæt tåge.

Fugten lagde sig som dråber på hendes ansigt og klæder og hun syntes hele tiden at få våde stænk i øjnene.

Hun åbnede munden og prøvede at opfange dråberne med tungen, men dråberne var for få og for små til at kunne afhjælpe hendes tørst og hun kunne ikke engang smage dem.

Snart lettede tågen og solen begyndte at skinne. Endeligt fik hun lidt varme!

Da duggen var blevet tørret af solen, satte hun sig ned i græsset og drejede sig så solstrålerne varmede hende bedst muligt.

Hun frøs stadig, men den smule varme hendes krop opfangede var hjerteligt velkommen. Hun dejsede om i græsset og et lille smil spillede om hendes læber da hun endeligt faldt i søvn. -Hun var hinsides selvmedlidenhed, for længst og var nu helt holdt op med at have ondt af sig selv. Tingene var som de var og der var ikke meget hun kunne gøre for at ændre dem. Nu ville hun bare finde noget vand, noget mad og noget selskab...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...