Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
988Visninger
AA

31. XXX

 Da hun vågnede, var lyset vendt tilbage.

Skal mit liv bestå af sole der står op og går ned igen, gang på gang? Tænkte hun, mens hun lå og så op i den grå himmel, gennem de sorte kviste og saftiggrønne blade.

Den kølige luft fik blodet frem i hendes blege kinder og farvede dem røde. De grønne øjne var klare. Håret lå som en krans om hendes hoved, med brune blade, fra sidste efterår, filtret ind i lokkerne. Hendes kjole var efterhånden lige så jordgrå som skovbunden under hende.

”Og skal tiden mellem solene ingen glæde bringe?” mumlede hun og rejste sig.

Det forekom hende, at hun var blevet syg i hovedet, syg i sjælen. Hele tiden med en skiftende vilje. Hun følte sig besat.

Men nu måtte hun finde tilbage til søen. Og bag efter prøve at finde Sigrunds fødebygd. -Eller bare et eller andet sted, med andre mennesker. Ensomheden drev hende tydeligvis til vanvid.

Det gik op for hende, at hun var blevet højere. -Eller sådan følte hun sig. Hun tog sig til håret. Det var helt filtret! Sådan kunne hun ikke vise sig for menneskerne...

Hun ledte i sin bæltetaske og fandt en kam. Dens stive tænder af ben rev smertefuldt i hårrødderne, men hun blev ved med at rede.

Da de gyldne lokker atter hang glatte og bølgende om hendes ansigt og skuldre, kastede hun sig over den lasede kjole.

Hun børstede af alle kræfter med sine hænder hen over det tætvævede stof, men ingenting hjalp det.

-Hun måtte tilbage til søen og vaske sig selv og kjolen.

Hun så sig omkring. Men hvor var hun kommet fra?

Hun snurrede et par gange rundt om sig selv, men uden at finde frem til noget.

Nå, men hvis hun blev ved med at gå stik i én retning, måtte hun på et eller andet tidspunkt komme ud af skoven og ud på overdrevet igen.

Så hun begyndte at gå i en retning, hun mente måtte passe nogenlunde.

Hun måtte kæmpe sig igennem krat og svirpende grene, men hun troede alligevel at hun var på rette spor.

På et tidspunkt kom hun til en lille bæk. Hun mærkede, hvordan halsen var tør og kløede, men vandet var så grumset af planter, at hun ikke havde lyst til at drikke det. -Hun nåede jo forhåbentligt frem til søen snart, dér ville hun hellere drikke.

Hun tog et langt skridt over bækken og fortsatte. Efter et stykke tid fandt hun en lille klynge skovsyre, som hun begærligt tyggede i sig.

Hun var så glad for at se lidt mad, at hun rent glemte at for meget skovsyre gør een syg. Så da hun havde spist hver eneste af de små planter og havde rejst sig og gået nogle skridt, blev hun overvældet af en frygtelig kvalme, hvorefter hun måtte læne sig op ad det nærmest træ og brække mavens indhold op igen.

Mavesyren sved i halsen og hendes mund smagte forfærdeligt. Hun glædede sig til at nå frem til søen og hulen, så hun kunne fylde sig med klart vand og gemme sig under kappen og tæpperne indtil kvalmen havde aftaget sig.

Hun klynkede. Åh hvor havde hun det dog dårligt! Men fortsatte alligevel målrettet i den samme retning. Hun kunne mærke, at manglen på ordentlig mad, havde fået kroppen til at tærre på musklerne og og hun følte sig svag og slap. Hun håbede at Biarkasted ikke lå langt væk og at hun ville møde en hyrdedreng på overdrevet, når hun først nåede derud. -Eller at der bare lå et lille afsides hus, af samme slags, som det hun og Egil havde sovet i resterne af.

Hun gik og gik og fik fornemmelsen af, at hun gik i ring.

Kvalmen gav hende en endnu større fornemmelse af at være magtesløs, hvilket førte til at hun først lagde sig ned og kastede op igen, så rejste sig op og skiftede retning.

Hun nåede til nåleskoven igen, men i den stik modsatte side af, hvad hun havde forestillet sig, men besluttede sig for at vandre i bæltet mellem de to skove.

Da hun endeligt nåede ud af skoven, stod solen lavt på himlen, bag træerne.

Hun syntes ikke at hun kunne genkende naturen omkring hende, så hun begyndte bare at vandre langs skovkanten i den retning hun mente måtte være den rigtige.

Hun gik længe, troede hele tiden at genkende et træ eller et stykke krat, men det viste sig hver gang, at hun havde taget fejl.

Til sidst blev det mørkt og hun begyndte at lede efter et sted at sove. Da månen kom op på himlen, forbavsede det hende at den var halv. Var det ikke kort tid siden, at det havde været fuldmåne? Hun talte efter på fingrene, for som alle andre i hendes tid, kunne hun Månens cyklus i hovedet. Havde hun virkeligt været 'bevidstløs' i næsten ti dage? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...