Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
994Visninger
AA

27. XXVI

 Hun blev siddende over Egils livløse krop længe. Hun strøg ham over håret, tørrede fugten af hans ansigt, med sit ærme og prøvede at få ham til at se mere levende og rask ud.

Kyssede gang på gang hans matte læber. Skiftevis bad og truede ad guderne.

-Det var som om alt liv havde forladt hende. Hun havde ikke lyst til noget mere.

En sky gik for solen. Lind kiggede op mod himlen. Den var ved at blive grå igen, men nogle steder kunne man, over den grå masse, skimte hvide skyer, hvis kant lyste som en guldbort.

Hun rejste sig. Aldrig havde hun følt sig så tom indeni. Hun havde lyst til at blive ved Egil i al evighed, men samtidig kriblede det underligt i hende. Det kriblende fortalte hende, at hun skulle komme videre.

Hun følte at afskeden med Egil var halvhjertet og uafsluttet, men hun kunne ikke få ro i kroppen, hvis hun ikke foretog sig noget.

Men kunne hun andet end at vente på Þura og mændene?

Hvad skulle hun gøre? Hun ville ikke have, at Egils krop blev begravet eller brændt! Den skulle bevares! Den var alt for elsket og perfekt, til at gå til grunde... -Hun kunne ikke give slip på den!

Men det ville ske, når mændene kom!

Hun kunne gemme ham? Ude i skoven! -Men hvordan skulle hun så kunne finde ham igen, hvis de tog hende med til Biarkasted?

Hun vidste det ikke.

I stedet begyndte hun at pakke skindene og tæpperne ned. Uanset hvad kunne hun ikke blive her... Enten ville de komme og hente hende eller også måtte hun skjule sig for dem.

Hun stoppede op. Hvad gik der af hende?

Hun prøvede at få styr på de utålmodige kræfter, der rasede i hende.

Hvorfor skulle hun dog skjule sig? Havde hun helt glemt, hvorfor denne rejse var blevet påbegyndt?

-Men hvad hvis den nye bygd også ville ofre hende?!

Nej, det ville ikke ske.. Så havde Sigrun ikke sendt hende dertil.

Hun satte sig ind under overdækket igen. Men blev atter urolig.

Hun så ned på Egil og strøg hans kind.

Livet i ham var blevet forstenet og kinden var nu kold og hård.

 

Lind blev siddende til hun så at solen stod lavt på himlen igen. Hendes mave knurrede og hun var sulten. Der var ikke mere mad tilbage. Hvor var mændene? Hvorfor var de ikke kommet endnu?

Til sidst rejste hun sig beslutsomt. Den kriblende følelse var vendt tilbage igen og tillod hende ikke at blive siddende længere.

Hun blev stående og spejdede, hen vor Þura var forsvundet ud af syne for et par dage siden.

Der skete ingenting.

Så vendte hun sig om og så ned på Egil og taskerne.

Hun blev nødt til at efterlade ham her... Hun kunne ikke slæbe rundt på ham.

Hun pakkede de sidste ting og tog de udspændte skind ned.

Så satte hun sig igen, og stirrede afventende på det sted, hvor hun troede mændene ville dukke op.

Der skete ingenting.

Hun rejste sig igen. Og begyndte at gå hen mod stedet. Der voksede nogle forårsblomster i græsset. Hun bøjede sig ned for at plukke dem. Smed bagagen og plukkede alle de blomster hun kunne finde til en buket hun lagde på Egils bryst.

Hun måtte også finde en charonsmønt.

Hvorfor havde hun ofret sit spænde til de forbandede guder?

Hun gennemgik alt hvad hun havde af ting, men kunne ikke finde noget passende.

Hvordan skulle Egil betale færgemanden?

Hun skyndte sig tilbage til Egils døde krop og kastede sig ned foran den. Gennemrodede hans lommer og ganske rigtigt! Under hans tunika, hang en læderpung. Hun fandt en blank sølvmønt i den. Lagde den på hans ene øje og betragtede hans ansigt. Det så underligt ud med en mønt kun på den ene øje. Hun flyttede mønten over på det andet øje, men det så lige så underligt ud.

Så åbnede hun hans mund og lagde mønten derind.

Hun rettede lidt på buketten, før hun kyssede ham og hviskede et afskeds ord, med tårerne strømmende ned af kinderne.

Så løb hun hen til de mange tasker og samlede med besvær dem alle sammen op og fortsatte hen mod stedet hun mente at mændene måtte dukke op.

Ranslernes remme gnavede i skuldre og håndflader. Hun prøvede at rette på dem, men det hjalp ikke. Hun stoppede. Måske kunne hun binde dem sammen på en måde?

Hun håbede, at dem fra Biarkasted snart kom, for hun orkede ikke at bære på taskerne meget længere...

Pludseligt blev det hele for meget for hende. Hun kylede taskerne væk og sank sammen i græsset.

Jeg kan ikke klare mere!!! Tænkte hun. Det kan jeg bare ikke! I guder?! Hvad er meningen med alt det her? Hvad vil I have at jeg skal gøre? ..Hvorfor straffer I Egil, når det var mig der slog Þurkisl ihjel? Hvorfor skal jeg også leve med dén skyld?!  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...