Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
1006Visninger
AA

19. XVIII

Mange timer senere var bålet gået ud. Lind kunne ikke rigtigt forsvare at holde det i live, for de havde brug for brændet til om natten. Egil vågnede og kunne se, at hun var begyndt at tegne i kulstøvet, ved siden af de forbrændte stykker træ.

”Er der mere at spise?” spurgte han forsigtigt. Det gav et sæt i hende og hun drejede sig rundt. Hun nikkede ivrigt og fór op og hen til ranslen med maden.

Der er stadig et af de kogte æg tilbage... Og så er der brød og ost og pølse..!” Hun tog et par drikkedunke op og kiggede i dem. ”Der er stadigt lidt mælk tilbage, men det er nok varmt og vammelt nu..”. Hun kastede en anden flaske over til ham. ”Der er vand!” Så åbnede hun tuden på en tredje og spejdede ned i den. ”Her er også..” Hun snusede til den. ”Nææ.. Jeg tror minsandten at din mor har givet os mjød med! Hvorfor mon det?”

Ja, vi plejer at opbevare lidt mjød i de dunke til nødstilfælde...” Sagde han. ”Det var sikkert en fejl. Men det kommer os til gavn, når du skal skifte min bandage. -Man får underlige drømme af de frø!”

Hun nikkede og sprang op. ”Det er ærgerligt at jeg lod bålet gå ud. Ellers kunne jeg have smeltet ost på dit brød!”

”Det gør ikke noget..”

Hun betragtede ham, mens han spiste. ”Går det bedre?” Nikkede hun til hans ben.

”Det ved jeg ikke... Jeg kan ikke rigtigt mærke det mere. Det er vist blevet følelsesløst.”

Det vidste hun ikke om var et godt eller dårligt tegn. Hun håbede på det første men gættede på det sidste. ”Tror du at jeg skal skifte forbindingen igen?” Gøs hun. Han skar ansigt. ”Mon ikke at det kan vente lidt endnu?” Det kunne hun ikke svare på, så hun tav.

Da han var færdig med at spise, insisterede hun alligevel på at rense hans sår. Så han drak et par slurke af mjøden og bad hende vente lidt med at rulle bandagen af ham, til mjøden begyndte at virke. Hun skar tænder da hun så såret. Blod og materie strømmede kraftigt fra det.

”Kan du stadigt ikke mærke noget?” spurgte hun forsigtigt. Det kunne han desværre...

”Jamen er der da slet ikke noget man kan gøre for at lukke det?” Spurgte hun. ”Jo egentligt burde det sys..” stønnede han. ”Men Þura havde ingen nåle med sig.”

Åh gud!” udbrød hun. ”Hvorfor har I ikke sagt noget om det?! Jeg har jo synåle! Lige her i min pung!” Hun pegede på etuiet i bæltet. ”De er ganske vidst lidt grove... -Jeg har selv slebet dem til af fiskeben.” Hun viste ham een. ”Jo de går an,” sagde han. ”Men har du tråd med dig?”

Hun ledte i sin pung, men måtte med beklagelse ryste på hovedet. Han så opgivende ud.

Så fik hun en idé. ”Hvad om jeg trævler lidt garn af min kjole?”

Han lyste lidt op og nikkede.

Hun tog kniven frem og skar et lille hak i kjolesømmen og trævlede med erfarne fingre, hvad hun mente var en passende længde snor. Så trak hun tråden gennem nåleøjet og stirrede på såret.

Hun gøs ved tanken om at stikke nålen i hans betændte kød.

”Tror du ikke det er bedst, hvis du selv gør det?” spurgte hun. Hun kunne ikke forestille sig selv at gøre det. Men han rystede på hovedet. ”Det er bedre hvis du gør det!” Han havde tilsyneladende heller ikke lyst til at gøre det... Det måtte også være svært at forvolde sig selv sådan en smerte, tænkte hun. Uanset hvor godgørende smerten måtte være.

”Men du skal rense såret først.” Mindede han hende om.

Selvfølgeligt! Hvad havde hun tænkt på? At sy dårligdommen inde i benet?

Hun rev yderligere en las af kjolen. Det skar i hjertet. Hun havde selv syet kjolen om vinteren og med forventingsglæde set frem til at bære den om sommeren. Det var noget af det fineste hun ejede.. Nej det fineste! Alle hendes andre kjoler og smykker havde hun jo måtte forlade i Þurstorp. Men det var jo et vigtigt formål stykkerne blev brugt på.

Hun hældte den sidste smule vand fra flasken på kluden. Hun måtte se sig om efter et sted at hente rent vand. Måske var vandet i søen drikkeligt?

Hun skulle love for at følelserne i Egils ben var vendt tilbage. Han skreg og vendte sig i smerte, da hun nærmest måtte skrabe betændelsen ud af såret på ham. Det var næsten ikke til at udholde, men til sidst var det så rent som hun kunne få det.

Hun måtte hælde det meste af mjøden i Egil, før hun overhovedet kunne tænke på at sy i hans ben. Men til sidst var der jo ingen vej uden om, for blødningen måtte jo standses. -Selvom hun ikke rigtigt forstod det. Ville såret ikke blive ved med at bløde, hvis hun syede det? Bare inde i benet?

Hun skulle til at kaste op, da hun første gang trak nålen gennem sårkanten. Alle guder! Tænkte hun. Det kan godt være at jeg har gjort jer vrede, men giv mig styrken til at rede Egil! Bagefter kan I sende mig til Hel...

Hun stak og stak og trak tråden gennem sårkanterne og til sidst var der ikke mere sår at sy i.

Er det her godt nok?” Han havde stoppet enden af et af soveskindende i munden, for ikke at komme til at bide sig i tungen. Nu tog han den ud og satte sig op, så han kunne se sine ben. Han nikkede forpint.

Hun så selv ned på såret. Hun syntes ikke selv at det så særligt pænt ud, men han ville næppe gå det hele igennem igen, tænkte hun.

Så lagde han sig til at sove igen. Hun forstod ham godt! Han havde sikkert stadigt mange smerter i benet, som kun søvnen kunne holde væk. I mellemtiden gik hun ned til søen med vandbeholderne, for at undersøge om dens vand var rent. Det så det ud til at være, så hun hældte den sure mælk ud på bredden og skyllede dunken i søen. Bagefter fyldte hun flaskerne. Hun så ud over søen. Aftenrøden havde atter sænket sig over skoven i horisonten. Men i stedet for måger, fløj nu krager og alliker over det mørke vand, med de orangerøde krusninger. Hun gøs da hun hørte deres skingre varselsskrig og skyndte sig tilbage til Egil for at sikre sig, at han stadig var i god behold.

Det var han, eller så godt som han kunne være i hans omstændigheder. Men han var vågnet.

Vil du ikke fortælle om dig selv, Lind?” spurgte han. Hun vidste at det ikke var af interesse, han spurgte. Snarere for at holde smerterne på afstand! Men hun var efterhånden ligeglad med hvad han syntes om hende, han skulle vel tilbage til hans bygd når hjælpen engang nåede frem... -Så slap hun også for hans meninger om hende og hans arrogante overlegenhed. Selvom han ikke virkede særligt overlegen som han lå der. Nu opførte han sig egentligt meget mere som om hun var hans ven. Men hun gættede på at det holdt op, så snart han var blevet rask igen, og hun skulle ikke have nogen følelser i klemme til den tid... Nå. Men hun ville da gerne hjælpe ham så godt hun kunne og samtidigt blev hun jo også selv underholdt.

”Jooh..” sagde hun. ”Hvad vil du vide?”

Han tænkte sig om. Hun hadede selv den slags spørgsmål! De var så svære at besvare når man netop ingenting vidste om personen der spurgte.

”Hvordan er der i din bygd?” spurgte han så.

”Tjoo.. Den er vel som så mange bygder, men ikke så stor som din og der kommer slet ikke så mange handlende, som der sikkert gør ved din!” Nu var det hendes tur til at tænke sig om. Hvad var der mere at fortælle? ”Hmm.. Vi har en høvding, han hedder UlfR, men han er meget ung! Det er hans far Þurstorp er opkaldt efter...”

Han rynkede brynene. ”Jeg troede at man plejede at opkalde torperne efter adelsbygden!”

”Ja det mener jeg også,” svarede hun. ”Men Þur var meget glad for sig selv! -Det passede ham sikkert fint, at bygden brændte! Så kunne han nå at få den nye opkaldt efter ham selv...” Det sidste lo hun af. Egil smilede underligt tilbage. Som om han prøvede at gennemskue hende.

Lind kunne mærke varmen, der steg op i ansigtet og skyndte sig at se bort, før hun rødmede. ”Er der andet du vil vide?” spurgte hun for at glemme det varme blod, der strømmede igennem hendes kinder.

”Hvad med din familie? Dem har du slet ikke fortalt om!” spurgte han ivrigt.

Hun tøvede. ”Hm.. Der er ikke så meget tilbage... Min farmoder sov ind i efteråret og resten af mine bedsteforældre døde for lang tid siden! Og min far...” Hendes stemme knak. ”Han..” Hun mindedes hvordan broderen HlewagastiR og faderen for to vintre siden, havde været ude at lede efter spor i sneen, da en forfærdelig snestorm pludseligt var brudt løs. De to var blevet væk fra hinanden og til sidst, efter at have ledt skoven igennem, måtte faderen gå hjem. Dagen efter fandt de Hlewagastir ikke langt fra bygden. Han havde været helt stiv af is og kulde... Lind havde aldrig set noget mere forfærdeligt! -Især fordi han havde været så tæt på redningen, da han gav op.

Hendes fader RuurlfR havde bebrejdet sig selv, sønnens død og et frygteligt tungsind havde lagt sig over ham. En forårsdag, hvor alle havde været ude og nyde vejret, havde han hængt sig i stalden. De fandt ham først om aftenen, da kvæget skulle malkes.

”Det gør ikke noget,” sagde Egil. ”Jeg forstår godt, at du ikke vil tale om det.. Har du nogle søskende?” spurgte han så og hun brast i gråd. Efter at han uforstående havde trøstet hende fortalte hun ham alligevel hele historien. Det var godt at få snakket med nogen om det, også selvom det var Egil. For ingen havde nævnt tragedien efter de to mænd var blevet begravet. Ingen havde villet tale om det!

Efter det, var det som om at den sidste is der måtte have været imellem dem, var tøet op og de sad et stykke tid og snakkede. Men til sidst var det så mørkt og koldt, at Lind blev nødt til at hente noget mere brænde og tænde bålet på ny. Egil mumlede også noget om, at han måske kunne sove lidt mere nu. Lind tilbød ham nogle flere af hampefrøene, men han afslog.

”Men hvis der er mere mjød tilbage, så...” spurgte han og spejdede efter læderflaskerne. ”Jo der er vist nogle slurke tilbage,” Hun fandt flasken frem og rakte den til ham.

Efter at han havde tømt den, sank han atter ned på sit skindleje. Lind lagde sig også, men havde svært ved at sove. Så hun lå og tænkte... På hvad der ventede hende på den nye boplads, på Egil og på hendes Þurkisl, som pludseligt virkede så uvigtig nu. Selvfølgeligt angrede hun! Det var grusomt hvad hun havde gjort og hun ville have gjort ALT for at ændre det... Og sørgede gjorde hun også! -Men det var ligesom anderledes nu. Hun savnede ham ikke nær så meget som før... Og det takkede hun guderne for! Hendes hjerte ville ikke kunne bære andet og nu måtte hun fokusere på fremtiden!

Hun vendte sig rundt og betragtede Egils ansigt. Hun kunne ikke gøre for det, men det var som om at hendes fascination af ham var vendt tilbage...

Hun møvede sig lidt tættere på ham og faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...