Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
1004Visninger
AA

18. XVII

 Lind vågnede da Egil vendte sig i smerte. Hun vendte sig imod ham og så direkte ind i hans forpinte ansigt.

”Kan du ikke finde nogle af de frø, som mor har pakket ned i kurven til Frikaleika?” Spurgte han.

Lind sprang straks på benene og begyndte at gennemrode kurven med gaver til Biarkasteds vølve.

”Hvorfor skal det være så mørkt?” stønnede hun opgivende. ”Det er jo ikke til at finde noget i den belysning!”

Til sidst blev hun nødt til at vække Þura, som havde mere held med at finde frøene.

”De tager smerten!” Forklarede hun og gav sin broder et par at tygge på.

Frøene lod til at virke, for snart sov Egil tungt. Det var ham velforundt! Tænkte Lind og lagde sig under den forede kappe igen. Men hun kunne ikke sove...

Længe lå hun og stirrede ud i mørket, mens hun lyttede til de andres åndedræt.

Til sidst begyndte det at lysne. Hun fik den idé at tænde ild til de tykke kæppe og tagrørene som Þura og hun havde båret væk fra hytten om aftenen. Hun stod op og bar dem tættere på huset. Det gik lettere med at finde flint og stål, som hun kunne slå ild med, end frøene som Egil havde bedt om.

Ikke længe efter knitrede et bål fredfyldt i morgenrøden. Hun varmede et stykke brød, på en flad sten hun havde lagt ved ilden og skar et stykke ost af og lod det smelte på brødet.

Det puslede henne ved skindlejet og Þura rejste sig derfra.

”Åh undskyld!” hviskede Lind. ”Vækkede jeg dig?”

Þura rystede på hovedet og listede hen til hende. De sad tavst og spiste.

”Er der lang vej endnu?” spurgte Lind bekymret.

Þura sad lidt og tyggede af munden, før hun svarede. Så rystede hun let på hovedet. ”Nej, der burde kun være een, måske to dage på gå ben.” Hun kastede et blik i retning af Egil. ”Men med den båre...”

”Måske skulle vi hente hjælp,” sagde Lind. ”Har vølven i Biarkasted en hest? Eller din morbror..?”

Þura nikkede. ”Men een af os må blive og se til Egil...”

”Det er rigtigt,” svarede Lind og tøvede lidt. ”Er det svært at finde vej til Biarkasted? Ville jeg kunne finde det?”

Det er nok bedst, hvis det er mig der tager af sted!” Sagde Þura hurtigt.

”Men... Jeg ved jo ikke hvad jeg skal gøre med Egils ben!!”

Þura affærdigede hende. ”Pjat!” sagde hun. ”Egil kan fortælle dig, hvad du skal gøre. Det ved han lige så godt som jeg! Og det er bedst hvis vi får fat på hjælpen, så hurtigt så muligt!”

 

Og sådan blev det. Solen havde endnu ikke oplyst hele himlen, før Þura tog af sted. Hun tog kun mad med til een dag, for hun sagde at hun ville løbe og selvom hun ikke nåede til Biarkasted inden solnedgang, så ville hun nok godt kunne klare sig en dag uden mad.

Lind så bekymret på hende, men hun havde jo nok ret! Og Egil og hun skulle klare sig længere på den mad, de havde med, end Þura.

”Hils ham fra mig og sig at jeg elsker ham!” sagde Þura med bedrøvelse i stemmen, lige inden hun forlod dem.

Så var Lind alene tilbage. Egil havde ligget roligt og sovet siden han fik de beroligende frø. Hun tog æsken af birkebark frem og granskede indholdet. Det lignede frø fra hampeplanten.

Omsider rørte Egil på sig.

”Hvordan går det? Har du lyst til noget at spise?” spurgte Lind nervøst.

”Det gør ondt!” svarede Egil og skar tænder. ”Er der flere af frøene tilbage?” spurgte han.

Hun nikkede og rakte ham dem. ”Þura er taget af sted for at hente hjælp.” fortalte hun, mens han bed nogle flere frø i sig. ”Så du må fortælle mig, hvordan jeg skal hjælpe dig!”

Han nikkede. ”Du kan skifte min bandage og rense såret.” sagde han , og hun begyndte straks at skubbe skindene til side, så hun kunne komme til.

Det var et grimt sår! Det grimmeste hun havde set. Der var allerede gået betændelse i det...

Hun rev en snip af sin kjole og hældte vand fra en dunk på den. Så forsøgte hun så godt hun kunne at rense såret for materie. Egil vred sig under hende, af smerte. Hun bed medlidenheden i sig. Dette må gøres! Tænkte hun. Uanset hvor ondt det gør på ham.

Heldigvis begyndte frøene snart at tage deres virkning. Han faldt til ro og fik et svømmende blik i hans øjne.

Bagefter gentog hun sit spørgsmål: ”Vil du have noget at spise?” Men han var allerede sunket tilbage i sin narkotiske søvn.

Hun satte sig tilbage til sin plads ved bålet. Hendes deprimerede tungsind, fra dagen forinden, var forsvundet. Nu følte hun sig bare alene. Håbløst alene.

Hun håbede at Egil snart ville få det bedre og vågne, så han kunne holde den kolde ensomhed på afstand, men hun vidste at det var alt for meget at bede om.

Hun rejste sig og gik hen til bunken med de tykke kæppe, som engang havde holdt hyttens tag oppe. Hun brækkede een af de tyndeste over på midten og bar begge halvdele hen til bålet, for at holde det i live. Egentligt var hele himlen allerede lyst helt op og temperaturen i luften var blevet lunere, så hun behøvede slet ikke varmen fra ilden. Men hun havde ligesom brug for et eller andet at tage sig til, for at abstrahere fra alt det triste og tragiske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...