Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
987Visninger
AA

17. XVI

 De lavede en båre af to rundstokke, som de fandt et stykke derfra, og Þuras kappe. Inden de i fællesskab løftede den, havde Þura, som var sin moders datter, forsøgt at forbinde Egils ben. Men der var jord i såret og de havde ikke noget at rense det med.

Lind kunne se, hvor kritisk det stod til, på Þuras bekymrede ansigt.

Forsigtigt fik de ham flyttet op på båren og bar den tilbage mod søbredden. De måtte stoppe op flere gange, fordi krat eller grene kom i vejen, eller fordi de var ved at miste grebet om stokkene. Egil vågnede efterhånden op af sin bevidstløshed og Lind, som gik bagerst, kunne se på hans forgræmmede ansigt, at han var i store smerter og at han hadede at ligge så hjælpeløst og blive båret af to kvindfolk. På et tidspunkt så han med beklagelse på Lind og undskyldte for at have talt så hårdt til hende om natten og været gået så langt ud i skoven og var snublet over den rod!

Lind affærdigede ham. Det betød ikke noget! Nu skulle han bare sove så han kunne få det bedre...

Da de nåede tilbage, var natten faldet på og vinden blæst op. Det betød at de måtte finde et sted, der lå mere i læ, og slå lejr på.

Lind sagde at Þura bare skulle blive hos Egil og gøre hvad hun kunne for ham, så ville hun selv gå ud og lede efter et sådant sted.

Hun så ud over søen, som mågerne skreg deres skrig over og hvor man i det fjerne kunne se det sidste af solen gå ned over de sorte trætoppe, på den anden side. Solnedgangens stråler farvede himlen rosa, orange og lilla og nogle steder, næsten grøn.

Det var et syn for guder tænkte hun og trak kappen længere op om skuldrene, så de var beskyttede mod den stride natteblæst. Hun snøftede lidt, hvor var alt dog tragisk! Var det mon hende guderne var vrede på? Hende der tiltrak alle disse ulykker?

Hun var i syv sind. Vidste ikke hvordan hun skulle føle. Hun skar sine negle ind i hovedbunden, som om det skulle forhindre sindssygen i at slå til. Hun vidste ikke om hun havde lyst til at leve mere... Alt så så sort ud. -Men lidt længere bliver jeg nødt til at leve! Tænkte hun. Þura og Egil har brug for mig!

Hun drejede væk fra søen og kastede et blik over skulderen, for at forvisse sig om at hun kunne finde tilbage. Så fik hun øje på noget der lignede resterne af et lille bondehus. Lind begyndte at løbe derover imod og ganske rigtigt! Det var et hus! Ganske vist var det i dårlig stand. Taget var styrtet sammen, men der var læ bag de lave vægge lerklinede vægge.

Hun skyndte sig tilbage til de andre. Þura havde nu fået skyllet Egils sår og fået forbundet det med en ny flig fra hendes skørt.

Det gik lidt langsommere at nå hen til hytten med båren og på et tidspunkt var Lind bange for at hun ikke kunne finde vej, men til sidst var de fremme!

Þura og Lind lagde båren fra dem et lille stykke væk var stenvæggen, for de måtte rydde hytten for bjælker og tagrør. Der hvor taget skulle have været, hang de nogle af Linds soveskind, -hun kunne sagtens nøjes med Sigruns kappe. Til sidst var hytten klar til indflytning og de lagde deres skind tæt op ad hinanden, med Egils i midten, så han kunne få varmen. Ingen af pigerne lod det komme på tale at hente brænde til et bål.

”Lind du må hjælpe mig med at presse knoglen tilbage på plads!” hviskede Þura ulykkeligt. Lind blev forfærdet, men nikkede. Her var ikke andre her til at hjælpe Þura, så hun måtte bide angsten for at se det åbne sår igen, i sig!

Til deres lettelse var Egil heldigvis besvimet. Det gjorde det meget lettere for dem. Lind forestillede sig, hvor ubærligt det ville være for hende at påføre et andet menneske så stærk en smerte, som det ville være at skubbe Egils knogle tilbage på plads.

Hold her!” sagde Þura og viste hende, hvordan hun skulle holde fast på hans ben, så Þura selv kunne lægge alle sine kræfter i og presse knoglen ned i såret.

Lind måtte se bort, selvom det var begrænset hvad hun kunne se i nattemørket...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...