Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
983Visninger
AA

28. Afsnit XXVII

 

Det var blevet mørkt, da hun så op igen. Hun kunne lige så godt gå tilbage...

Men hun havde pludseligt ikke lyst til at se Egil igen. Hun fik kvalme ved tanken, så i stedet fandt hun en slank birk, hun smed taskerne ved. Så rullede hun endnu en gang et par soveskind ud, og lagde sig på dem.

Træernes konturer stod sorte mod den mørkeblå himmel. Lyde fra frøer og græshopper kom stigende op fra søen i nærheden. Lind lå og lyttede til dem, mens natten sænkede sig over landskabet. Det blev koldere og hun trak skindene og tæpperne længere op over sig og pakkede sig godt ind i dem. Hun savnede Egil så forfærdeligt! Hun ville gøre alt for at mærke hans levende arme om sig og høre hans tunge åndedræt igen. Det begyndte at stikke i næsen igen, men hun ville ikke græde mere. Hun havde grædt for meget i de sidste par dage. Hun havde brug for at være stærk nu. Men det var svært, når visheden om at Egils døde krop lå et stenkast fra hende, fik hendes indre til at skrige af smerte og længsel. Og når det puslede i skoven, bag hende, som om de underjordiske vandrede frem og tilbage, mens de betragtede hende og ventede på et tidspunkt at slå til.

Hun var helt alene. Uden nogen Egil til at beskytte hende og uden en eneste sjæl i verden, der tænkte på hende. Hun var usynlig for alle, undtagen skovens onde troldtøj.

Og hun var bange...

Tårerne fik alligevel kæmpet sig frem, mens hun lå med ansigtet skjult i tæpperne, af frygt for at møde grå-dværgenes gule øjne med sit blik, hvis hun så op.

På trods af den puslende lyd i skoven, faldt hun til sidst i søvn.

 

En fugl skreg højt og skingert, hun fór op og stirrede ind i fuldmånens blege ansigt. Det virkede så stort og tæt på.

Forårsblotet! Fór det igennem hendes hoved. Forårsblotet er i nat.

Hun sank en klump. Det var som om månen så strengt ned på hende.

Hun vidste at hun ville have været bygdens offer til guderne, hvis hun ikke var flygtet. Tænk hvis det var derfor, at Egil måtte dø. Hun var flygtet fra guderne. Hvordan kunne hun nogensinde have troet at de ville hjælpe hende efter det? Hvordan kunne hun have troet, at de ville høre hendes bønner? Hun havde pådraget sig gudernes vrede i al evighed, da hun afstod fra sin pligt og flygtede sin mulighed for at få sonet sin brøde.

Hun ville være forbandet resten af sit liv og ikke bringe andet end død med sig til de mennesker hun på sin vej ville komme til at møde og holde af.

Hvorfor så overhovedet holde sig selv i live længere?

Men hun var for fej og bange til at gøre en ende på sit liv. Hun var bange for døden og bange for Dødsgudinden.

Men måske ville hun møde Egil?

Egil måtte også være i Dødsriget... Åh nej! Hendes tanker ændrede retning og handlede pludseligt ikke om hendes egen elendighed. Hun kunne ikke holde ud at Egil var endt i det onde og kolde Dødsrige. Det fortjente han ikke!

”Kære guder!” Hviskede hun af ren vane, for hun vidste jo at guderne havde fordømt hende og aldrig ville hjælpe hende.

Jeg ved at jeg har pådraget mig jeres had og vrede, men hvorfor straffer I så ikke mig med døden? Lad Egil og mig bytte plads!”

Hun så op mod månen, som stirrede iskoldt og kynisk tilbage, og krævede sit offer.

Hun så ingen nåde og sank igen sammen på sit soveskind.

Med den ene kind presset ned mod jorden, stirrede hun ud på græsset foran hende. Hun rakte en hånd ud og lod stråene kilde hendes håndflade, idet hun bevægede hånden hen over græsset.

Frøernes kvækken var blevet en monoton baggrundsstøj, som hun ikke ænsede mere. Hun hørte hun en råges skrig i det fjerne og vinden, der ruskede i birkens grene.

Hun gav op. Hun kunne intet stille op mod guderne.

Hun måtte acceptere sin skæbne og kunne lige så godt blive liggende, hvor hun lå til folkene fra Biarkasted kom, og så måtte hun lade dem bestemme, hvad der skulle ske med hende.

Så kunne de ofre hende eller lade være.

Med denne rolige sindsstemning faldt hun atter i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...