Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
1037Visninger
AA

30. Afsnit XXIX

 De følgende dage flød sammen. Lind holdt op med at tælle. Holdt op med at tænke. Det var en befrielse for hende. Det tomme hul Egil havde efterladt i hendes hjerte, blev erstattet af den tomme, rivende smerte i hendes mave, som sulten forårsagede. For selvom hun konstant var ude og lede efter noget at spise, var planterne ikke nok.

Hun drak vand i stedet for at skabe en mæthedsfornemmelse, men det gjorde hende utilpas at have så meget vand i maven, uden særligt meget føde.

Hun begyndte at føle sig som et vildt dyr, der levede efter instinkterne, men en dag for hun vild.

Hun var holdt op med at holde øje med hvor hun gik, for hun var drevet af sulten og det eneste hun lagde mærke til var grønne pletter i skovbunden, som måske kunne vise sig at være spiselige.

Nu lagde hun mærke til, at det var blevet mørkt, så hun måtte hellere gå tilbage til sin hule og fylde vandflasken op i søen.

Hun tog sig automatisk til bæltet for at sikre sig at flasken stadig hang der. -Det gjorde den ikke! Hun begyndte at gå tilbage ad den vej, hun mente hun var kommet af, søgende med blikket efter flasken. Til sidst var det blevet så mørkt, at hun ikke ville kunne se flasken, hvis den havde været der. -Det var også blevet koldt. Hvorfor havde hun ikke taget en kappe med sig?

Men det havde været varmt hele dagen og det var jo ikke meningen, at hun skulle være ude så længe...

Hun måtte hellere gå tilbage. -Der havde hun jo også flere læderflasker liggende! Hvorfor havde hun ikke tænkt på det?

Hun så op.

Ikke langt borte blev løvtræernes spæde lysegrønne blade erstattet af stride nåle fra fyr og gran.

Hun rynkede brynene. Havde hun været her før? Hun prøvede at tænke tilbage, men det gik op for hende, at hun næsten ingen minder havde fra de foregående dage. Hun havde glemt at tænke, levet i en drøm. Og det var en forvirrende følelse at vågne af drømmen. -Hun havde hørt at man kunne miste sine erindringer, hvis man slog sit hoved hårdt. Var det det der var sket?

Bladene på grenene over hende var kun lige sprunget ud af deres knopper, men der trængte alligevel ikke nok månelys ned i underskoven til, at hun troede at hun kunne finde tilbage.

Hun gik hen mod nåleskoven, for hun mente at det måtte være bedre at sove på de fjedrende nåle. Da hun lagde sig, erfarede hun at de ganske vidst var bløde, men at de også stak. Hun begyndte at lede efter noget at lægge over dem, men fandt ikke noget. Så i stedet gik hun tilbage til det sted, hvor skovbunden var af halvt formuldede blade og lagde sig til at sove dér.

Men det var svært på grund af kulden og de tilbagevendte tanker. Og på grund af sulten. Hun måtte knuge sine arme om sin knurrende mave, for at få den til at tie stille og den gnavende sult til at gnave mindre hårdt.

Det værkede i ryggen på grund af spændingerne og den ufrivillige rysten...

Da hun omsider faldt i søvn, drømte hun onde drømme om Egil som sad til bords med Dødsgudinden. Drømmen syntes ikke at have hverken start eller ende. Hun så bare Egils hoved hænge i en sort tåge, han åbnede munden, men hun kunne ikke høre hvad han sagde. Hans øjne var tomme og døde, og hans ansigt var magert.

Hun var bange.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...