Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
993Visninger
AA

24. Afsnit XXIII

Hun skyndte sig tilbage. Blæsten, der rev og sled i hende, var isnende kold og hun var taknemmelig for at hun ikke havde været nød til at ofre sit tøj. Mon guderne allerede havde gjort Egil rask?

Hun håbede det inderligt! Hendes liv syntes at have fået en helt ny dimension efter at hun havde mødt ham. Pludseligt var der håb... Og hun ville ikke have at det håb blev taget fra hende.

-Men nu varede det heller ikke længe før mændene fra Biarkasted kom og redede dem! Himlen var blevet mørkere, så de var der nok snart! Hun måtte hellere skynde sig tilbage.. -Tænk hvis de allerede var der og ventede på hende?

Hun småløb det sidste stykke vej, men måtte til sin skuffelse se, at mændene ikke var kommet.

Noget koldt landede på hendes næse. Så på hendes hånd. Hun stirrede op mod himlen. Den var mørkegrå. En dråbe ramte hendes øjenlåg.

Hun begyndte at løbe hurtigere hen mod huset. Regnen blev kraftigere, men hun nåede i ly, inden hun blev alt for våd.

”Egil!” udbrød hun forskrækket. Han lå og stirrede vildt op i taget. Hans bryst bevægede sig hurtigt op og ned, og han trak vejret så overfladisk.

Hun lagde en hånd mod hans fugtige pande, den brændte.

”Egil, kan du høre mig?”

Han drejede sit hoved og så på hende, uden at se.

”Þura?” hviskede han. ”Hvor er jeg?”

Egil det er mig! Lind!”

Han satte sig op. ”Hvor er du Þura?”

Han prøvede at rejse sig men kunne ikke.

”Det hele svimler sådan!”

Hun lagde sine arme om ham og forsøgte at holde styr på sin angst.

”Prøv at lægge dig ned igen, elskede! Prøv at sove. Guderne skal nok hjælpe dig!”

”Åh det er dig Lind! Nu kan jeg genkende dig..” Han lagde sig ned og kneb øjnene sammen.

”Det hele snurre rundt! Jeg tror ikke det går!” Han satte sig op igen. Lind nåede akkurat at flytte sig inden han kastede op. Han undskyldte lavmælt.

”Vil du ikke holde lidt om mig igen?” Spurgte han. Der var ikke noget hun hellere ville! Han vuggede fra side til side, hans hud var blevet blålig og hans øjne sejlede rundt i hovedet på ham. Han havde brug for hendes støtte! Hun satte sig bag ham og knugede ham ind til hende.

Hans skuldre var så brede, at hun ikke kunne fatte det. -Mænd og kvinder var i sandhed forskellige... Kvinder var små og spinkle. Mænd var så store.. Så brede og kraftige, men huden på hans hals var alligevel silkeblød. Hun kyssede den, hans pulsåre pumpede alt for hurtigt imod hendes læber. Den hede temperatur i hans krop var blevet erstattet af koldsved.

”Åh Egil! Ophøjede skabning! -Hvad vil du dog med en lille kvinde som jeg?” mumlede hun ind i hans sorte lokker. ”Din krop er så stor og tryg. Hvad skal du dog bruge spinkle kvindelemmer til?”

Hun løftede sin hånd og strøg ham over håret.

”Åh Egil! Hvordan endte vi dog her?”

Regnen silede ned udenfor og trommede på de udspændte soveskind. Hun var begyndt at fryse og rystede nu ligeså ubehersket som Egil.

Hun forsøgte at nå ranslerne med den ene hånd, mens hun holdt om Egil. Hun fik fat i en hank, trak ranslen til sig og fiskede et tæppe op, som hun lagde rundt om Egil og hende selv.

Så møvede hun sig bagud, så hun kom til at side op af væggen, mens hun prøvede at trække Egil med sig.

”Mon dem fra Biarkasted, snart er her?” Spurgte hun, uden at vente noget svar.

”Eller tror du de først kommer i morgen? ..De kommer nok først i morgen, det er ikke vejr til at rejse i!”

Hun stirrede ud på sølet som de faldende dråber forsagede. Lyttede til deres vedvarende silen.

En snøftende lyd blandede sig med lyden af regn. Det var Egil der græd. Hun lænede sig fremad så hun kunne se hans ansigt.

Hans øjne så mere klare ud og udstrålede atter bevidsthed.

”Lind, du er så god imod mig! Hvis jeg ikke var faldet over den gren...”

Jeg ved det Egil! Hvis du ikke var faldet, så ville du stadig være sund og rask! Du må undskylde! -I virkeligheden er det jo alt sammen min skyld. -I skulle aldrig have hjulpet mig. Jeg har ødelagt alt!”

Nej, Lind! Du forstår ikke... Hvis jeg aldrig var faldet... Så havde jeg aldrig lært dig at kende. Jeg var aldrig kommet til at holde så inderligt af dig som jeg gør! Alting er så friskt og nyt. -Jeg er taknemmelig for, at jeg nåede at opleve hvad kærlighed er...

Hun blev stum. 'Jeg er taknemmelig for, at jeg nåede at opleve hvad kærlighed er...' Ordene rungede i hendes hoved. '...hvad kærlighed er..'. Kærlighed! Havde han sagt! Kunne det være sandt? -Hvor mange dage siden var det de havde begyndt deres vandring? -Ikke mange! Men det føltes som en evighed nu... Alligevel. Kunne det passe at han allerede elskede hende?

Og omvendt. Kunne det passe at hun allerede elskede ham? Det var et under syntes hun. Men i sit hjerte følte hun, at det var sandt.

Tårerne pressede sig igen på og det stak i næsen. Hvor var alt dog sørgeligt! Tænk hvis verden lod hendes elskede og kærligheden imellem dem dø?

Hvordan skulle hun kunne leve i så ond og kold en verden, hvis den lod Egil dø?!

”Vi må hellere lægge os til at sove nu.” hviskede hun forsigtigt i hans øre. Hun hjalp ham med at læne sig op af væggen, mens hun fandt soveskind og tæpper frem.

Så hjalp hun ham ned og ligge, og stoppede tæpperne godt ned omkring ham.

”Hold lidt om mig, søde Lind,” bad han, og hun adlød.

Hun holdt sig vågen til hun hørte, at hans hurtige åndedræt blev mere regelmæssige. Hun kyssede ham på panden og faldt selv i søvn

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...