Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
1008Visninger
AA

23. Afsnit XXII

 Lind gik i retning af søen, mens hun tænkte på hvad hun skulle ofre til guderne.

Det var ikke meget hun havde... Kun sin klædedragt, sko og hendes bæltetaske med nåle og tråd...

Hun vidste ikke om hun kunne undvære disse ting. -Hvis nu Egil skulle komme ud for flere ulykker og skulle sys? Og hendes kjole.. Hun havde ingen særk inde under og hun kunne jo ikke gå nøgen rundt. Og godt nok var hun glad for at gå med bare fødder, men det ville ikke være godt, hvis hun trådte på en skarp sten ude i skoven...

-På den anden side, så vidste hun at den var den slags ofre, guderne tog allergladest imod!

Hun tænkte og tænkte, men kunne ikke finde frem til noget. Hendes sko var det hun syntes hun bedst kunne undvære... Men hvad skulle guderne med et par gamle sko?

Til sidst stoppede op og ledte i tasken, men der var ikke andet end hvad hun havde regnet med. Ved siden af bæltetasken hang hendes kvindekniv. Den kunne hun ofre!

Det var ganske vidst et nyttigt redskab, men Egil havde jo også en kniv... Hun begyndte at gå videre med beslutsomme skridt.

Jeg må have fået lus, tænkte hun irriteret, mens hun kløede sig bag øret. Hun havde glemt sin kam derhjemme, så hun havde ikke kunne kæmmet sit hår siden hun tog af sted. Der måtte have været lus i væggene på den gamle hytte.

Hun stoppede op. Hendes hånd havde ramt noget skarpt, da hun kløede sig i håret. Hendes sølvspænde selvfølgeligt!! Hvordan kunne hun have glemt det? Hun havde fået det af Þurkisl, dengang hun blødte for første gang og blev en kvinde!

Hun tog det ud af håret og kærtegnede det med tommelfingeren. Spændet var hende meget kært og smukt dekoreret.

Nu vidste hun at det var spændet hun skulle ofre til guderne!

”Tak guder!” hviskede hun taknemmeligt og så op på den mørknende himmel. ”Tak fordi I vejledte mig!”

 

Søen var blikstille og mørk. Hun stod på en lille bred mellem birketræer og tjørnebuske. Træerne strakte deres grene ned mod vandoverfladen og deres rødder var lige ved at slippe deres tag i jorden.

De sorte ravne der fløj over søen skreg gennemskærende og ildevarslende.

Lind sank en klump og rystede myrekrybene af sig.

Det hvislede sagte i birkebladende og vinden strøg køligt og forsigtigt om hendes krop. Hun snusede luften ind. Den var klar og ren, blandet med sølugt. Pludseligt var alting meget stille og hun følte det som om guderne lyttede afventende.

Jeg hilser jer guder!” råbte hun ud over vandet. ”Lind af Þurstorp hilser jer!” Hun holdt en kort pause, ”Jeg ved godt at jeg ikke er nogen sejdkone eller vølve. Men jeg har en bøn til jer og jeg håber ikke, at jeg påkalder mig jeres vrede. Jeg beder jer vise en elskende kvinde nåde!”

Hun rakte spændet op i vejret. ”Freja, Skønne kærlighedsgudinde! Min elskede Egil ligger for døden... Jeg tror ikke at jeg kan leve uden ham! Så lad ham leve! Lad os begge leve! Det er min bøn! Som tak giver jeg jer det dyrebareste jeg ejer: Mit sølvspænde...”

Hun lod sine arme synke ned af mod vandet og spændet glide ud af hendes hænder og ned i det sorte dyb.

I det samme blæste det op. Vinden flåede i hendes hår og klæder. Hun vidste at guderne havde hørt hende. Men hun håbede ikke, at hun havde pådraget sig deres vrede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...