Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
1004Visninger
AA

22. Afsnit XXI

 Hun tog sig unødvendig god tid. Skulle lige skylle flaskerne et par gange før hun endnu engang dykkede dem ned i det kolde vand og fyldte dem. Måtte også lige se om der mon var en anden vej at gå fra søen og tilbage til den sære lille hytte. Men til sidst var der ikke flere undskyldninger for at trække tiden ud og hun måtte skælvende gå hen til Egil.

Egil sad inde under de udspændte skind i hytten og så fandt hun alligevel en undskyldning. Hun måtte hellere lige tænde bålet før hun gik hen og fandt maden frem til Egil.

Nej! Nu måtte hun tage sig sammen. De havde ikke brug for varme, for vejret var lunt, men de havde til gengæld brug for brændet om natten, hvis Þura mod forventning ikke dukkede op før næste dag. Hun kunne ikke lade det gå til spilde, fordi hun havde brug for en undskyldning for ikke at tale med Egil og se ham i øjnene.

I guder! Hvordan havde hun gjort med Þurkisl? Det var så længe siden... Flere år. Men det havde jo også været helt anderledes! Det havde været Þurkisl, der havde taget alle initiativer og hun havde ladet ham gøre det, for han havde været en smuk dreng og hun havde aldrig været forelsket før, så hun vidste ikke hvordan det skulle føles... Men det fandt hun så ud af efterhånden, for jo hun havde været forelsket i Þurkisl. -Men ikke på den berusende måde, hun følte når hun så på Egil. Hun havde vidst, hvor hun havde haft Þurkisl, eller i hvert fald inden hændelsen med Gro. Og på det sidste var hun begyndt at tvivle på sine følelser for Þurkisl, som falmede så hurtigt. Måske havde hun blot følt et ejerskab af ham og var blevet rasende, da Gro havde taget hvad der tilhørte hende... Måske. Uanset hvad måtte hun lægge hændelsen bag sig, for hun skulle starte en ny tilværelse i Biarkasted.

Hun vendte sig endeligt mod Egil, ikke nær så mismodig som før. Hun så ham i øjnene og prøvede at undgå at lade blikket flakke, for hun vidste at det hele nok skulle gå. Egil havde jo nærmest selv lige erklæret sin spirende kærlighed for hende!!

”Vi må hellere begynde at pakke,” smilede hun sødt. ”Þura skulle meget gerne være tilbage med hjælp i aften!”

Han nikkede. ”Jeg har allerede pakket ranslerne.” Han pegede hen mod en krog i hytten.

Godt!” Hun smilede atter, mens hun brød sit hoved med, hvad i al verden hun kunne sige til ham.

”Du... Jeg.. Må vel hellere se til dit sår?” Spurgte hun til sidst usikkert stammende.

Hun så hvordan hans ansigt blev en smule mere lukket. Men han nikkede.

”Ja det er nok bedst,” sagde han kort og sammenbidt.

Hun satte sig hen ved siden af ham og begyndte langsomt at vikle tøjstykkerne af hans ben. Hun følte at hele hendes krop skælvede uhæmmet, og hun håbede inderligt at Egil ikke bemærkede det.

Da bandagerne omsider var væk og såret var blottet, kunne hun ikke holde et lille gisp tilbage. Det så forfærdeligt ud. Der var nu meget mere betændelse og materie i såret, men det allerværste var de røde striber der løb fra såret og op af benet på Egil. Hun vidste den slags røde striber bar døden med sig, når de først nåede hjertet.

”Egil..” Jamrede hun.

Hans varme hånd strøg over hendes kind. ”Tilgiv mig Lind..”

Hun rettede sit blik mod hans ansigt og stirrede vredt på ham. ”Du skal ikke sige sådan! Det her er jo ikke din skyld... -Det er min skyld! Jeg har ikke plejet dig ordentligt!”

Tårerne vældede op i hendes øjne, men hun bøjede hovedet og blinkede dem bort. -Det var ikke hende, der burde græde.

”Jo, Lind! Tilgiv mig at jeg kyssede dig. Det burde jeg ikke have gjort...”

Hun så atter op igen. Denne gang, kunne hun ikke holde tårerne tilbage.

”Holder du slet ikke af mig alligevel?” hviskede hun. Hendes hage bævede og hendes mund var fortrukket i en lidet klædelig grimasse.

Han så forskrækket på hende. ”Det var slet ikke det jeg mente,” sagde han. ”Men jeg skulle ikke have kysset dig, for jeg vidste jo, hvordan det var fat med benet... Mit liv er snart slut og så kan der aldrig blive noget mellem os!”

Han følte sig fuldstændigt hjælpeløs, da hun brast i gråd. Han havde lyst til at tage hende i sine arme og knuge hende tæt ind til sig, kysse hendes forgrædte kinder og mund, men det kunne han jo ikke... Hun skulle glemme ham! Komme videre...

”Lind du må ikke græde...” Sagde han til sidst. Men det hjalp intet, i stedet skjulte hun sit ansigt ved hans skulder og pressede sig ind til ham.

”Du må ikke forlade mig!! Du må ikke! Du er det eneste jeg har tilbage i denne verden..” Hun kunne knapt trække været og hikstede ynkeligt. ”Jeg har intet at leve for, hvis du...” Hendes ord blev overdøvet af gråden.

Søde, søde pige!” hviskede han og vuggede hende forsigtigt. ”Du kender mig knapt nok! Om et år har du glemt mig og fundet en ny og meget bedre mand!” Hendes gråd forstummede langsomt, men hun lyttede til hans bløde stemme. Hun drejede hovedet, så hun lå med øret ind mod hans bryst. Hans hjerteslag beroligede hende. ”...Og du vil glemme alle sorger og leve lykkeligt i Biarkasted...”

Han lød bedrøvet..

”Men Egil... Der findes ingen bedre mand end du! Du er så god!”

Han fnyste, ”Ha! Så skulle du vide hvilke stygge ting jeg tænkte om dig i starten... Og jeg kendte dig jo slet ikke..”

Hun så op på ham med alvorlige øjne. ”Egil. Jeg tror ikke at der findes et menneske der ikke dømmer... Og jeg var måske en smule irriterende? Du er bare så flot og jeg blev helt betaget af dig!”

Hun var holdt op med at græde og sad nu helt roligt og lyttede mod hans bryst. Hans dybe stemme rungede med en mat tone gennem hans krop.

Men Egil!” Hendes stemme blev atter fortvivlet og hun greb hårdt fat om hans arm. ”Egil du må ikke dø fra mig!! Jeg ved at du er et godt menneske og hvis du elsker mig, så må Freja da kunne se at du skal blive ved med at leve!! For så hører vi sammen!” Hun begyndte atter at græde.

”Egil! Jeg vil bede Freja og alle de andre guder om hjælp! Jeg må bringe dem et offer!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...