Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
1120Visninger
AA

21. Afsnit XX

 Lind var skuffet. Hun troede at Egil og hun var blevet venner. - At de dagen forinden havde opnået hinandens fortrolighed! Han havde fået hende til at snakke så fortroligt med sig, men det var åbenbart kun for at få smerterne på afstand! Øv! Hun satte sig i de lange græs og spiste een af de sidste humpler brød... Der var hverken mere ost eller pølse tilbage. Men hjælpen ville gudskelov nå frem i løbet af dagen. Hun ville ikke tilbringe et minut mere, sammen med ham!

 

-Grunden til at Lind var så vred var, at hun havde misforstået situationen fuldstændigt! Da hun var vågnet havde hun glædet sig til en ny dag med den flotte Egil, som forhåbentligt var ved at få det bedre. Men da hun havde set i hans retning, havde hun set hvordan Egil havde lukket øjnene, for at hun ikke skulle se at han var vågen. Hun havde stået lidt og kigget på ham, som for at give ham en chance for at give sig til kende, men han havde 'sovet' videre!

 

Hvor er han dum! Tænkte hun. Hvor er det hele dumt!

Var det virkeligt så slemt at tale med hende at han blev nødt til at sove rævesøvn, for at undgå det?! Men så kan han da selv få lov at hente sin morgenmad og skifte sine bandager, tænkte hun arrigt.

Hun sad sitrende af raseri og rev græstotter op af jorden, men hendes krop kunne ikke finde ro, når hun var i det humør så hun rejste sig op igen. Så gik hun med vrede, lange skridt tilbage til hytten, hvor Egil baksede med at få tøj på.

Hun stirrede på ham med lynende grønne øjne.

”Hvad er der?” spurgte Egil undrende.

Hun svarede ikke. Stod fortsat bare og stirrede rasende på ham. Kroppen var spændt som en bue.

”Ved Hel, hvad er der galt Lind?”

Men han fik stadigt ikke andet end det arrige blik som svar.

Så sukkede han. ”Ham Þurkisl, kan ikke have haft det let!” mumlede han lavt og vendte sig om, så han havde ryggen til hende.

Hvad foregik der i hovederne på de kvindfolk? Han kendte humørsvingningerne fra sin søster. Den ene dag, kunne hun være blid som en sommerbrise, den næste et rasende tordenvejr. -Sådan var det åbenbart også med Lind og alle andre i skørter, konstaterede han irriteret.

”Hvad mener du med det?” hørte han hende rase.

Han drejede hovedet til siden, så han kunne se hende ud af øjenkrogen.

”Jeg mener at vi snakkede så fint i går aftes og nu er du sur, men du fortæller mig ikke hvorfor... Jeg troede.. Jeg troede at vi var blevet venner!”

Lind måbede. Hun havde tydeligvis misforstået et eller andet, når hans stemme lød så irriteret og han sagde sådan.

”Jamen.. Det er vi da også,” svarede hun spagt. ”Det var bare dig som..” Hun stoppede.

”Hvorfor lod du som om du sov?!” Spurgte hun så, med en smule af den vrede hun havde følt få hjerteslag forinden.

Egil tøvede lidt. Ja han kunne jo ikke fortælle hende at han havde ligget og forestillet hende uden tøj på... ”Det kan vel være lige meget nu...” sagde han til sidst.

Vel kan det ej være lige meget nu!” Linds stemme var blevet hidsig igen. Hun hadede det underlige spil, der undertiden foregik mellem kvinder og mænd, og tilsyneladende gik ud på at forvirre modparten så meget så muligt. Hun fattede ikke formålet med det! Hvorfor kunne man ikke bare tale fra hjertet og være ærlig, så alting ikke blev så forpestet og kunstigt! Og det var det spil hun nu kunne fornemme at Egils og hendes samtale var ved at udvikle sig til. -Men betød det så at han kunne lide hende?

Egils blik flakkede. Han var ikke vant til at kvindfolk og piger -altså undtaget hans søster- blev så arrige, som Lind gjorde, når han talte med dem. Faktisk var han slet ikke særligt vant til at tale med piger... -Og heller ikke vant til at føle så underligt, når han talte med dem. Han plejede at kunne bevare sin beskyttende mine, af ligeglæde og arrogance, når han snakkede kort med de forgabte pigebørn, som undertiden faldt for ham. Men nu var han godt på vej til at blive forvirret...

Hvad var det, der var ved at ske imellem dem? -For et eller andet var ved at ske! Lind slog nærmest gnister af vrede og harme, uden at han vidste hvorfor... Måske noget han havde sagt? Og han selv følte det som om at alt var forfærdeligt skæbnesvangert og nyt, og han var pludseligt selv frygteligt opfyldt af modstridende følelser. -Men det var måske bare endnu et symptom på at feberen var ved at få tag i hans krop?

Han sank en klump. Lind havde sat sig ned og han havde pludseligt udsyn til hendes modne bryster. Han lod sin tunge glide hen over sine læber, som pludseligt var meget tørre.

Han kunne mærke at et eller andet rørte sig i hans krop. Han flyttede hurtigt blikket væk fra Linds barm og fik i stedet øje på hendes fyldige læber, der havde formet sig til en sur lille trutmund. Han kunne mærke feberen rase i kroppen og kunne pludseligt ikke holde sig tilbage. Han lænede sig frem, greb fat op hendes hjerteformede ansigt og plantede et inderligt kys på hendes læber.

Hun rev sig løs og stirrede forskrækket på ham.

Hun kunne stadigt mærke hans hænder mod sine kinder. De havde næsten brændt sig ind i hendes hud og tændt en ild i hende. -Þurkisls hænder havde aldrig kunnet varme hende, på den måde som Egils lige havde gjort! Þurkisls hænder havde været som alle andre hænder, men Egils... -Dem følte hun ti fold så tydeligt, mod sin hud. Og hans kys..!

Hun sad længe og stirrede sådan på ham, mens tankerne stormede i cirkler gennem hendes hoved.

Til sidst rejste hun sig og tog et par usikre trin baglæns ud af hytten. -Hele tiden stirrende på Egil. ”Jeg...” Hvad hulen skulle hun sige?!? ”må hellere hente noget mere vand.” Sagde hun nervøst hakkende. ”Du er vel også sulten...” Hun bandede indvendigt over, hvordan hun snublede over ordene.

Egil så efter hende og fortrød at han ikke havde gjort et eller andet. Sagt noget til hende eller noget andet.

Først da hun var nået ned til søen, indså hun hvor tåbeligt hun havde båret sig ad. Hvordan skulle hun nu kunne gå tilbage og se Egil i øjnene? Det ville blive frygteligt akavet!! -Hvis hun så bare i det mindste havde givet ham et let kys på kinden... Så var starten på deres underlige kærlighedsforhold, ligesom sat. Så kunne hun kaste sig over ham og kysse ham så meget hun ville, hvis der opstod pinlig tavshed eller noget lignende.

Men hun vidste at hvis hun kunne spinde tiden tilbage, så ville hun alligevel ikke turde at kysse ham. Hun klemte øjnene sammen og forbandede sig selv. Hvorfor er jeg så dum? Hvorfor er jeg så dum?! Spurgte hun sig selv om igen og igen. Så gjorde hun et par hidsige bevægelser ud i luften og fik ro på sig selv. Der var alligevel ingen vej uden om. Hun måtte fylde flaskerne og gå tilbage til Egil.

Men hun kunne ikke lade være med at smile. HAVDE EGIL VIRKELIGT KYSSET HENDE? -Det var kommet helt bag på hende og hun kunne egentligt slet ikke fatte det... Det boblede inde i hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...