Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
1040Visninger
AA

5. Afsnit IV

Det var begyndt at lysne og den unge kvindes sang var for længst forstummet. Hun var ikke bange mere, kun udmattet af at gå og fryse i vårens kolde nat. Skoven var nu tyndet så meget ud, at man ikke rigtigt kunne kalde det en skov længere, der stod kun klynger af små bøgetræer og enkelte birke hist og pist med flere hestelængders afstand. Jorden under hende bugtede sig opad til en bakke og hun håbede inderligt at den fremmede boplads ville befinde sig lige bag den. Hun var så tørstig og havde i al sin hast og ubesindighed glemt at tage vand eller mælk med sig, da hun forlod bygden. Hun turde ikke forlade stien, for at lede efter kilder eller åer, af frygt for at fare vild. Hun var bare så udmattet... Lind havde mest af alt lyst til at dejse om i vejkanten og kunne egentligt ikke rigtigt finde en grund til ikke at gøre det. Så hun satte sig i græsset og pakkede maden frem. Hun kiggede skuffet ned på de tørre humpler brød, der lå i skødet på hende. De hjalp vel ikke ligefrem på tørsten. Men sulten gnavede i hendes tarme, så hun bed et stykke brød af og blødte det op i munden. Da hun havde sat en hel humpel brød til livs, besluttede hun at hun godt kunne lægge sig til at sove...

Men hun kunne ikke.

Tanken om Þurkisls blødende hoved plagede hende. Tænk hvis han slet ikke var død? Tænk hvis hun kunne have nået at rede ham? Lind mærkede kvalmen presse sig på. Hun nåede akkurat at vende sig om på siden, så kastede hun op. Hun rejste sig og kiggede sig fortvivlet omkring. Hvad skulle hun dog gøre? Det havde jo ikke været hendes mening.

Hun sendte en ulykkelig bøn til kærlighedsgudinden Freja, hun måtte da kunne forstå den sorg Linds sjæl nu måtte rumme... ”Vil jeg nogensinde kunne føle andet end sorg og afmagt?” Spurgte hun, men Freja var tavs og lod hendes spørgsmål være ubesvaret.

Lind stod længe, guderne må vide hvor længe, og pressede sine knoer mod tænderne. Så begyndte hun en beslutsom vandring ud over den ukendte bakke og ind i det landskab der skjulte sig bag den.

Ved aftentide kunne hun endeligt se den boplads, der var mål for hendes rejse. Hun stod et stykke tid og kiggede på den, men hun syntes ikke rigtigt, at hun kunne gøre andet end at begive sig derind, skønt hun ikke anede, hvordan hun skulle te sig, når hun mødte de mennesker der boede der. Så så hun en kvinde ved porten, der så ud til at have opdaget hende og så var der vist ikke andet for end at kaste sig ud i det. Hun begyndte at gå tættere på og smilede skælvende til kvinden. ”Vær hilset!” sagde hun. ”Vær hilset,” svarede kvinden. ”Hvem er du og hvad bringer dig hertil?” kvinden rynkede brynene. ”Jeg er Lind,”sagde Lind og tøvede. Kunne hun fortælle kvinden sandheden? Ville denne bygd så ikke udlevere hende til hendes høvding med det samme? Men hvad skulle hun ellers sige? ”...Jeg kommer fra bygden Þurstorp, som jeg måtte forlade på grund af ulykkelig kærlighed...” svarede hun og bed sig i læben. Var det mon forklaring nok?

Kvinden kiggede længe på hende, som for at læse om hun løj eller fortalte sandheden. ”Godaften Lind,” sagde hun så. ”Mit navn Sigrun... Vi må se, hvad jeg kan gøre for dig.” Så vendte hun sig og gjorde tegn til at Lind skulle følge efter. Lind bævede af frygt. Denne kvinde var lidt af et mysterium, hvad hun havde sagt, havde hun sagt så usigende, at Lind følte, at alt kunne ske med hende, men at det var denne kvinde, der ville afgøre hendes skæbne.

Hun blev budt ind i kvindens hus, hvor det der måtte være kvindens datter var i gang med at røre i en krukke, der stod i bålet, der brændte på en lav forhøjning i midten af den af husets ender, der var beregnet til mennesker. Bag en flettet pilevæg kunne Lind høre dyrene bevæge sig og udstøde lyde.

Huset var stort. På størrelse med Høvding Ulfs derhjemme i Þurstorp, men dog med en indbygget stald. Fra loftet hang planter og urter til tørre og langs væggene, over sengestederne var der sat hylder op og på mange af dem stod krukker og æsker af birkebark. Der lå også store skind med påmalede tegn.

Sigrun fandt et par lerkopper frem og hældte med en træslev en udefinerbar væske fra en anden krukke i ildstedet op i kopperne. Lind fik stukket den ene i hånden og Sigrun gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig på den seng, der var tættest på døren de var kommet ind ad.

Sigrun mumlede noget til pigen ved ildstedet og satte sig derefter på en høj skammel på den anden side af hende. Lind stirrede på kvindens ranke skikkelse igennem bålet. Det var som om hendes øjne tog farve af ildens flammer. Kvinden så ned i sin kop som om den kunne give hendes svar på, hvad hun skulle gøre ved hendes gæst. ”Jeg tror ikke, at du har fortalt hele sandheden,” sagde kvinden, som Lind allerede ved porten havde set, var en vølve. Sådan een havde de ikke hjemme i Þurstorp, men denne boplads var også betydeligt større og måtte være en betydningsfuld handelsby, for der gik mange andre veje, end den sti hun var kommet af, udfra den store bygd. Lind så sig omkring i Sigrun hus og noget rørte sig i hendes hukommelse. Havde hun mon været herinde, da hendes far og hun besøgte bygden for så mange vintre siden?

Kvinden på den anden side af flammerne rettede sit blik fra koppen og op mod Lind. ”Er det sandt?” fortsatte hun med en stemme, der ikke tålte modsættelser. Lind følte at hun måtte fortælle denne kvinde sandheden. På hendes blik kunne Lind se at hun næsten allerede vidste alt om hende.

”...Jeg.. Jeg tror at jeg har slået min trolovede ihjel.” fik hun fremstammet. Hendes stemme og hendes krop dirrede. ”Jeg slog ham med en spand.”.

Sigrun datter så forskrækket op, men hendes ranke mor sad stadigt roligt på sin skammel.

”Han sårede dig?” sagde hun spørgende.

”Jeg så ham...” Linds stemme knækkede.

Den kloge kone nikkede bag flammerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...