Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
1074Visninger
AA

4. Afsnit III

Månen var blålig og hang på himmelen som om den var halvt druknet i himmelhvælvet. Hun stirrede op på den og sukkede med hele sit væsen. Hun havde ingen idé om, hvad der skulle blive af hende... Hun turde ikke gå ind i skoven af frygt for, at troldtøj skulle tage hende, men på engen ville det være alt for nemt for dem at se hende. Hun trak kappen højere op omkring skuldrene og begyndte at gå hen mod skoven. Om ikke andet, så var det sværere at se hende, hvis hun gik i skovkanten. Hun mindedes at have besøgt en anden bygd et sted mod vest sammen med hendes far, da hun var lille. Måske ville de lade hende bo hos dem? Eller også ville de måske udlevere hende til hendes egne frænder eller slå hende ihjel, fordi de troede at hun var en fjende. Turde hun løbe den risiko? Det var hun ikke sikker på. Hun skulle også igennem skoven, hvis hun overhovedet skulle komme nogen vegne. Måske skulle hun bare gå tilbage og udlevere sig selv? Måske ville de vise hende nåde... Og selv ofringen var vel at foretrække frem for at blive taget af de underjordiske. Men hun turde ikke... Og havde ikke lyst til at se sorgen i Toves blik når de fandt liget af Þurkisl. Pludseligt vældede alle følelserne for Þurkisl tilbage og hun tilgav ham tusinde gange. Hun elskede ham virkeligt og hun vidste at han også havde elsket hende. Hvorfor var dette forfærdelige sket? Hvorfor I guder? Tænkte hun. Hvorfor lod I det ske? Hvordan skal det nu gå mig? Hun havde aldrig i sit liv følt sig så ensom.

Hun stoppede op. Hun var nået til stien, der løb gennem skoven og et sted nåede bygden, hun havde besøgt som barn. Hun stirrede ind i mørket. Måske skulle hun vente med at fortsætte til det blev lyst? Hun vendte sig om og så tilbage mod bopladsen, hun kunne høre mændenes kalden. Hun turde ikke lægge sig til at sove her, de ville sikkert finde hende. Hun kastede et blik op mod månen, som om den skulle svare hende på, hvad hun skulle gøre og gik så ind på stien i skoven, da den ikke gav hende noget svar.

Hun hørte fodtrin knase i underskoven og følte, hvordan rædslen var ved at fortære hende indefra. Det er bare et dyr, bare et dyr, bare et dyr! Sagde hun til sig selv, men for sit indre blik kunne hun ikke lade være med at forestille sig trolde og ellekonger eller fremmede mænd med skarpe økser, som hvert øjeblik kunne springe ind på stien og gøre det af med hende. Hun gøs. Hvordan skulle hun nogensinde nå igennem skoven, når hun var så opfyldt af frygt?

Hun begyndte at løbe, for at holde rædslen bort, men det gav bare panikken frit løb i hendes væsen. Hun syntes at hun kunne høre fodtrin bag sig, men der var ingen da hun kiggede sig over skulderen. Til sidst kunne hun ikke løbe mere. Hun lænede sig forpustet mod et træ, imens hun stirrede forskrækket i alle retninger. Så begyndte hun at gå igen. Denne gang med rolige skridt, hun måtte have kontrol over sig selv, ellers var det da helt sikkert, at de underjordiske ville få lokket hende til deres rige. Hun begyndte at synge. Hendes stemme skælvede og hendes øjne flød over af tårer, som hun blinkede bort. Det gik ikke at hendes syn blev sløret af andet end mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...