Linds Saga

Omdregningspunktet er Yngre Jernalder (omkring år 500 e.Kr.) i Danmark.

Lind er forlovet med Þurkisl, men da hun opdager en affære mellem ham og hendes bedste veninde, får det dramatiske følger og hun må forlade sin bygd, for at bevare livet.
Hun møder vølven Sigrun og hendes børn Egil og Þura, som indvilliger i, at hjælpe Lind i sikkerhed i bygden Bjarkasted.
Men vejen til Bjarkasted er ikke uden forhindringer og pludseligt er Lind alene igen.

2Likes
0Kommentarer
997Visninger
AA

2. Afsnit I

Solen skinnede. Det var een af årets første sommerdage. Ikke een af de første solskinsdage, hvor man rigtigt mærker varmen for første gang og pludseligt kan gå uden sjal og kappe og næsten ikke fryse, nej, det var en rigtig sommerdag! Sådan en dag hvor man kan høre varmen og alle lyde får dobbelt så megen kraft, og alting lyder mere tørt og hult. Selv hvis det regnede, tænkte Lind, selv hvis det regnede ville det på en eller anden måde lyde mere tørt... Og hun mindedes de forrige års regnaftener, hvor alle sad inde i deres huse med deres familier og måtte finde noget andet at lave end udendørs gøremål, hvor ilden knitrede og regnen med sin silende lyd trommede på stråtaget og de brolagte stier rundt omkring i bygden.

Lind stod på en lille bakke, ikke langt fra bopladsen og kiggede ned på hendes frænder, som alle var i fuld gang med at forberede alt til festen der snart skulle finde sted ved forårsofringen, hvor en træl sikkert ville blive ofret. Så kiggede hun ned på hendes kun halvt fyldte vandspande og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre... Hun var blevet sendt ud af sin moder for at hente vand til forårsrengøringen, men Lind var snublet over en sten henne under æbletræet og så var halvdelen af vandet løbet ud og havde lavet et forfærdeligt søle og mudret hendes tunika helt til.

Lind løftede atter hovedet og så ned på moderen, som stod utålmodigt og spejdede efter hende. Nå! Det var vel bedst først at gå ned med det vand, der var til overs og så gå over til åen igen efter mere... Selvom hun egentligt ikke gad. Nå, tænkte hun, det var vel ikke værre end det hun ellers ville være blevet sat til om lidt. Og så traskede hun ned ad stien til bygden.

Det var usædvanligt, at man lagde bopladserne nede imellem to høje og også upraktisk, hvis det regnede meget eller hvis bygden skulle blive angrebet, men efter at næsten hele bopladsen var brændt op i en ulykke for en ti – elleve vintre siden, havde man besluttet sig for at flytte bygden herhen og var begyndt at opdyrke jorden, hvor den forhenværende bygd havde ligget. Lind syntes at det var tåbeligt, der var da ved guderne andre steder den kunnet have ligget, men det var der åbenbart ikke nogen, der havde tænkt på for ti år siden.

Hun var næsten nået hen til familiens hus, da hun besluttede sig for at komme hendes moders vrede ord i forkøbet og råbte: ”Mor, jeg faldt over en sten deroppe, så der er kun halvdelen af vandet tilbage, jeg skynder mig op efter noget mere om lidt!”.

Moderen så med rullende øjne på hendes sølede skørter, men sagde ingenting. Lind skyndte sig at hælde vandet fra den ene spand over i den anden, så hun kunne tage den med tilbage til bækken igen. Så snørede hun sine sandaler op og kastede dem hen under det lave tag. Hun elskede at gå med nøgne fødder. Hun greb spanden og begav sig i et rask tempo op ad stien igen. En mand var i gang med at reparere sit hegn, som adskilte hans gård fra resten af landsbyen.

Da hun nåede den lille å igen, stak hun sine fødder i vandet, men fortrød hurtigt for selvom vejret var varmt, var åen det altså ikke. Så hørte hun lyde... En svag mumlen fra buskene på vandløbets anden bred, og så lyden af tøj, der bliver revet til side. En ung piges latter.

Så smilede Lind lumsk, for det var hendes veninde Gros stemme hun kunne høre og hun kunne godt regne ud, hvad veninden var i færd med. Forsigtigt satte Lind spanden fra sig og hev op i sine skørter og vadede ud i det iskolde vand og hen mod bredden. Hun vidste ikke, at Gro havde en kæreste, det lignede ikke veninden at være så hemmelighedsfuld omkring sådan noget. Hun klatrede så lydløst hun kunne op på landjorden igen og gik hen mod buskene og stirrede ind mellem grenene. En lyd undslap hendes læber. Det elskende par stoppede deres forehavende øjeblikkeligt og spejdede skrækslagne rundt i skoven. Alt var musestille. Så rejste Lind sig lydløst og krøb tilbage mod åens isnende vand, mens tårerne steg op i hendes øjne. Hun tog spanden og begyndte at løbe ud over engene. Et smertens skrig steg op fra sjælen og forplantede sig i hendes strube. Tårerne strømmede ud af hendes øjne. Hvordan kunne Gro dog gøre det?! Hun skreg som een af Odins ravne og kastede sig hulkende i græsset. Gro havde altid været hendes bedste veninde og havde for et par somre siden opdaget sin ydre skønhed og den magt den havde over ynglingene og de unge mænd (For ikke at tale om nogle af de ældre) og der var ikke gået lang tid før hun havde kastet sig ud i den ene hede kærlighedsaffære efter den anden, indtil hendes rygtet var fuldstændigt iturevet. Men dette havde Lind aldrig troet om veninden! For hvad hun mellem buskene havde set, var hendes forlovedes hede favntag med hendes bedste veninde. Hvor kunne de gøre det? Der var ikke mange dage til ofringsfesten og det var på den dag at Þurkisl skulle vælge hende til førstehustru. Og var der nogen Lind ikke ville dele ham med, så var det hendes smukke veninde Gro.

Nu hørte hun støvletrampen i græsset i nærheden. Mon det var ham? Inderst inde håbede hun det, men på den anden side slet ikke! Han skulle i hvert fald ikke have glæden af at se, hvilken smerte hans svig forvoldte hende.

Þurkisl satte sig i græsset ved siden af hende, bøjede sig ned og kyssede hendes hår. Der var mange ting hun havde lyst til at sige ham, men turde selvfølgeligt ikke. Hun ønskede, at han ville tage hende i sine arme og undskylde og berolige hende og forsikre, at der ingenting var i vejen, at alt var i den skønneste orden. At han ville få hende til at glemme alt om sorg og svig og gøre verden til årets første sommerdag igen.

Men da hun hørte hans forsøg på dette, hans undskylden, vældede intet andet end had og vrede op i hende og hun havde bare lyst til at knuse et eller andet! Hvor vovede han at ødelægge alt på den måde?! Hvad i al verden var der galt med ham!?! Forstod han ikke, hvor ondt det gjorde når stykkerne fra hendes knuste hjerte skar i hendes bryst?

Undskyld! Undskyld elskede!!” Han lød som om han oprigtigt mente det. ” Jeg ved ikke, hvad der gik af mig... Der er kun dig!”

Hun vendte sig om og satte sig op, så han kunne se hadet i hendes forgrædte øjne. ”Hvorfor gjorde du det så?!” råbte hun og var pludseligt ude af stand til at styre sig. I det næste øjeblik havde hun grebet den tomme vandspand og slyngede den med al sin kraft i hovedet på ham.

Han lå siddelæns i græsset med blodet strømmende fra såret i hans tinding. Med eet var alt hadet og vreden i hende forsvundet og hun så forskrækket på spanden ved siden af hans blødende hoved. Så rejste hun sig, tog spanden og gik ned til åen igen. Hun følte det som om alt liv i hende var forstenet. Hun var blevet til en skal uden følelser. Hun vaskede sine hænder og sørgede for at der ikke var blod på spanden, så fyldte hun den og gik hjemad.

På en sten uden for Gros families hus, sad veninden og syslede fraværende med noget garn. Hun kiggede sigende på Lind. Hun havde også gjort sig fri af alle følelser, tænkte Lind, men nok ikke på samme måde... Hendes følelser ville nok snart vende tilbage til hendes krop igen. Lind tvivlede på, at det samme var tilfældet for hendes eget vedkommende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...