Lias & Love *One Direction*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Igang
Angela er en 17 årig pige, som der bor i London sammen med sin far.
Angela var engang en pige, som der havde alt. Hun havde en bedsteveninde, som der betød alt for hende, lige indtil der kom en ny pige i klassen. Derudover havde hun også en mor og en bror, som der også blev taget fra hende.

Angela har ikke nogen venner, og derfor begynder hun at lyve, så hun kan få venner.I starten er det bare små løgne, men efterhånden bliver de større og større. Efterhånden er hendes løgne blevet så store, at hun har fortalt, at hun er venner med Zayn Malik.

Det går også godt til at starte med, men hvad så, når hendes "veninder" vil se beviser på, at hun rent faktisk også er venner med Zayn?
Og hvad når hun faktisk har en fortid med Zayn, som der er ingen, som der kender til, fordi den er så smertelig for både Zayn og Angela?
- Og hvad med Zayn? Kan og vil han hjælpe hende med at rette op på hendes løgne?

3Likes
2Kommentarer
294Visninger
AA

3. Kapitel 2. A walk in the night.

 

 

Mit blik fanger Almas, som der er håndende og provokerende. Hurtigt lader jeg det glide videre til Josephine, som der står og river negle, som hun altid gør, når hun er nervøs eller utryg ved situationen. Forgæves forsøger jeg at fange hendes blik, men opgiver så.

 

”Selvfølgelig kender jeg Zayn, når jeg siger det” siger jeg bestemt og fanger Almas blik igen og holder det fast. Forhåbentligt kan hun ikke se angsten i mine øjne, som jeg af alt magt forsøger at bekæmpe. Hårdt bider jeg mig i læben.

”Er du sikker på det?” Giver Alma igen. Hendes stemme håndende, og det er tydeligt, at hun har trumf i ærmet.

 

Og nej, jeg mener ikke et spille kort.

 

Det ville også bare være for mærkeligt.

 

Sådan like 'trumf, jeg vælger dig'

 

Hahahaha.

 

De kigger alle sammen på mig, både Alma med sit hånende smil, Lara, Caroline og sidste men ikke mindst Josephine. Hvor jeg dog egentlig hader hende.

 

Josephine altså.

 

”Ja, jeg kender Zayn,” svarer jeg endelig og det går op for mig, at jeg har glemt at trække vejret, hvilket jeg altid gør, når jeg er presset.

 

”Bevis det,” smiler Alma falsk.

 

Åh fuck.


Fuck, fuck, fuck og fuck en gang til.

 

Hvordan beviser man lige, at man kender en, man egentlig ikke kender?

 

Det lød underligt.

 

”Hvordan?” får jeg endelig over mine læber og kan mærke, hvordan min mave begynder at trække sig sammen til en hård knude.

 

”Få ham til at køre og hente dig fra og til skole i en helt måned..” Begynder Alma og smiler falsk til mig, ”.. Og tag ham med til forårsballet om et pr måneder. Først der tror jeg på dig.”

 

Fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck.

 

Hurtigt synker jeg en klump, og forsøger at få styr på mig selv, men inden jeg når at sige noget, har Lara allerede taget ordet ”Det har Zayn da ikke noget imod.” fniser hun ”Zayn vil gøre alt for Angela..Det har han selv sagt.” forsætter hun og smiler bredt til Alma.


Okay, jeg ved godt, jeg måske har smurt lidt tykt nutella på.

 

”Det er ikke bare Zayn, som der vil gøre alt for Angela..” forsætter Caroline med et drømmende udtryk i øjnene. ”Det vil Naillermand også.. Hele One Direction faktisk”.

 

Okay, det her er det samme som at spise en bolle med både nutella og chokolade og så lige lidt mere nutella.

 

”Jamen, så er det jo aftale” Smiler Alma, og har åbenbart fuldstændigt at lade mig sige noget som helst til det her. Hun og Josephine vender om og skal til at gå.


Jeg kan jo ikke nå at få Zayn til at køre mig frem og tilbage. Han kender mig ikke.. eller det gjorde han engang, men alligevel. Det er flere år siden, jeg har talt med ham, og der gjorde han det klart, at han ikke vil tale med mig igen, efter alt det med min bro...

 

”Vent!” nærmest skriger jeg, hvilket får Alma til at vende sig om.

”Er det et problem?”

 

Hurtigt vrider jeg min hjerne får at finde på en undskyldning.


”Han har meget travlt de næste pr uger..” begynder jeg og ser det hånlige blik i Almas øjne og bider mig så i læben og fyrer en ny løgn af.

”..Så jeg ved ikke helt, hvornår vi kan starte på det.”

Endnu en gang begynder Alma at smile falsk. ”Så bare start, når han har tid.. Vi kan nok ikke undgå at se det, når han kommer kørende.”


***

 

Det er med ondt i maven, jeg låser mig ind i min og min fars lejlighed senere samme eftermiddag. Hele dagen har jeg gået og tænkt på, hvordan jeg skulle få overtalt Zayn til at gå med på løgnen.


Selvom at det er længe siden, jeg kendte Zayn, kan jeg huske, at der er en ting, som han vægter meget højt: ærlighed.

 

Og ærlig, kan man jo ikke kalde mig.


Øv bøv.

 

Min far er ikke hjemme og han kommer formentlig sent hjem, igen. Hver gang den forfærdelige årsdag nærmere sig, begraver han sig i arbejde, for at glemme det.

 

Sådan er det hvert år.

Engang havde jeg svært ved at håndtere det, men nu har jeg vænnet mig til det. Det er bare hans måde at tackle det på.

 

Lidt ligesom løgne er min måde at tackle min problemer på.


Det var måske en lidt dårlig sammenligning.

 

Som sædvanlig smider jeg min taske i gangen, og tanker ikke på at tage de sørgelige rester af min madpakke op for at smide det ud eller at tømme min vandflaske.

Det må vente.

 

Doven fortsætter jeg med kurs mod køkkenet for at finde noget at spise, som jeg kan tage med ind i stuen, hvor jeg kan zappe rundt, indtil min far kommer hjem og overtager stuen.

 

Lektierne må vente til i aften.

 

- Eller i nat.


***

”Nu er der jo snart gået endnu et år.” Indlader min far samtalen senere, da vi sidder sammen og spiser aftensmaden.

Jeg ved, hvad han tale om.


Det er altid sådan, han begynder på det følsommste emner af dem alle.


”Ja, tiden går hurtigt” mumler jeg og tvinger mig selv til at kigge ned på min tallerken. Det er lasagne. En af min livretter.

Eller vent.

Det er min livret.

 

”Har du lyst til at vi laver noget særligt?” spørger min far, og det går op for mig, at han har tåre i øjnene, og det går op for mig, at han stadig må savne dem så forfærdelig meget. Jeg var jo trods alt ikke så gammel igen, da det skete dengang, men der er en af de ting, som jeg kan huske.


Jeg kan huske, jeg hver nat hørte på min far, som der lå og græd, hver gang han skulle sove, og der lovede jeg mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville få min far til at græde.


”Hvad er forskellen på i år og på næste år?” mumler jeg og fortryder straks, men det er for sent. Det er bare fordi, at det er det spørgsmål, han stiller hver gang, og hver gang er mit svar 'nej'. Jeg kan ikke se, hvad der er så fantastisk ved den dag, at den behøver at blive vigtig. Det er nemlig den dag, jeg mistede min bror og min mor.


Den dag behøver ikke at blive hyldet.

 

”Jeg tænkte bare, at vi kunne tage ud og spise, eller sådan noget hyggeligt noget,” forsøger min far og mit blik fanger hans. Det er fyldt med sorg, selvom hans læber forsøger at smile, og jeg kan mærke, hvordan knuden i min mave vokser.

 

”Kan vi ikke bare gøre det en anden dag?” Mumler jeg og fjerner mit blik fra hans, og tager en tår mælk.

 

”Det kan vi da også, vil du hellere vil det, jeg tænkte bare, at..”

 

”Så lad os gøre det,” afbryder jeg, og skammer mig lidt, men jeg orker bare ikke at høre mere om den dag. Kan vi ikke bare lade som om, at det er en helt almindelig anden dag, hvor vi bare laver de samme ting, som vi altid gør, i stedet for at lave noget vildt ved den.


Min far smiler svagt, og det går endelig op for ham, at jeg åbenbart ikke lyster at tale om det lige nu.


Men det gør jeg nu egentlig aldrig.

 

”Har det været en god dag i skolen i dag?” spørger min far for at dreje samtalen over på noget andet.


Hvem gider at tale om skolen i fritiden?


Daaaah.

 

Men det vil voksne altid, har jeg erfaret.


”Det gik fint,” lyver jeg og tvinger mig selv til ikke at møde hans blik og tager en bid mere lasagne.
 

Nam nam.

 

”Hvordan går det med Josephine? Jeg synes, det er længe siden, hun har været med herhjemme?” spørger han undrende, nok også mere henvende til sig selv.. Eller den sidste del af spørgsmålet var til ham selv.

 

”Hun har det fint,” smasker jeg med munden fuld af mad.

Ja, jeg ved godt, det ulækkert.

 

Men mad smager bare bedre med åben mund.

 

Min far kigger undrende på mig, ”I er ikke uvenner vel?” Der er kommet hans bekymringsheds rynke frem i hans pande.


Ja. Bekymringsheds rynke.

Har du et problem med det?

Ja, det er mig, som der har døbt den det.


Men den kommer altid frem, når han er bekymret.

 

”Nej, hun har bare travlt med så mange andre ting lige for tiden,” smasker jeg og tager endnu mere mad ind munden, selvom den allerede er helt fyldt og belastet med alt den smækre lækre lasagne.

 

Det er jo ikke helt løgn.


Jeg kunne jo bare have sagt Alma i stedet for andre ting.

 

Enden min far når at svarer, tager jeg endnu mere lasagne.

Nam nam.
 

Gid jeg havde en større mund.

 

Det lød forkert.

”Jamen, hun skal da også have tid til dig..” begynder min far. Hans bekymringsheds rynke er ikke blevet mindre. ”..Du kan jo invitere hende med hjem til mad en dag, så skal jeg nok lave noget rigtigt lækkert.”

 

Åh, hvor jeg dog elsker min far.

 

Desværre ved jeg bare,at det ikke kommer til at ske.

 

Nok mest pga en person som starter med Al og slutter med ma.

Jeps.

Alma.

 

”Det skal jeg nok,” lyver jeg og tager en af mit glas mælk for at tømme min dejlige overbelastede mund for madrester.

 

***

 

Efter aftensmaden beslutter jeg mig for at gå en tur. Jeg har brug for at få tankerne lidt på afstand og jeg orker hverken at være social med fjernsynet og min far eller at begynde at lave mine lektier, som burde være færdige.

 

Uden rigtig at tænke, hvor jeg går hen, begynder mine sko at gå ad den rute, som jeg har gået så mange gange før.

Alle de gange, jeg har været ked af det eller bekymret, har jeg gået denne rute, så jeg slår egentlig bare hjernen fra og lader mine fødder styre tempoet.

 

Snart kan jeg ane kirken og dens mure omkring sig. De fleste ville nok mene, det ville være uhyggeligt at gå ture ved kirkegården nu, men jeg kan godt lide det. Det er hyggeligt.

 

Gruset larmer under mine fodtrin, da jeg går op imod den slidte låge, åbner den og går ind. Automatisk begynder jeg at gå ned af den alt for velkendte sti, som jeg har gået tusindvis af gange på før.

 

”Mor,” jeg mumler ordet, i det jeg sætter mig på hug ved hendes gravsten. Ved siden af hende, ligger min storebror, Jacob. Dette sted er det eneste sted i hele verdenen, jeg har aftalt med mig selv, at jeg ikke vil lyve. Min mor og Jacob ser jo alligevel alt, så hvorfor skulle jeg også prøve på det?

 

”Jeg tror, jeg har dummet mig, men det ved I vel allerede,” mumler jeg, også henvendt til Jacobs gravsted.

”Jeg skal have fat i Zayn, jeg aner bare ikke, hvordan jeg i al verden skal bære mig ad,” mumler jeg fortvivlet og bider mig i læben, for ikke at begynde at græde.


Dengang jeg havde haft kontakt med Zayn, var han ikke kendt. Han var en ganske almindelig dreng, eller.. man kunne se på ham, at der skulle ske noget specielt med ham. Det var måden han talte på, måden han smilede på, måden han gik på, måden han grinede på, måden han..

 

Okay, jeg tror, du har fattet det.

 

Jeg smiler ved mig selv, over at tænke tilbage på det.


Dengang havde jeg vist et lille crush på ham, men det blev aldrig så stort, at jeg turde gøre noget for alvor ved det. Eller også, så var jeg bare for genert.


Efter at have siddet ved min mors og min brors gravstene, rejser jeg mig og børster mig på benene og begynder at gå imod udgangen af kirkegården. Da jeg når lågen, vender jeg mig om et kort øjeblik og mit hjerte hopper et slag og.

 

- Dér, ikke så langt fra jeg sad før, sidder der en fyr ved en gravsten. Jeg kender den gravsten, og allerede før fyren retter blikket op, ved jeg, hvem det er.

 

- Zayn Malik.  

 

______________________________________________________________________________________________

 

Nåååå, hvad synes I så? :D. 

Mange tak til alle dem, som der allerede liker og som læser den :) . 
Det betyder meget. 
I må meget gerne komme med kommentar, like og sætte den på jeres liste :D. 

På forhånd tak og I må have en fabelagtig søndag aften.

XX.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...