Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3790Visninger
AA

10. You make me confused!

Melanies synsvinkel

Jeg lod blikket løbe ned over skærmen. Jeg var i gang med at tjekke twitter, Eleanor og Danielle havde overtalt mig til at oprette en profil. Hvor pinligt det end lyder, så var jeg i gang med at stene Harrys profil. Pinligt? I know. Jeg kunne ikke gøre for det, siden overnatningen ved Danielle, havde jeg ikke kunne tænke på andet. Eller jo, det kunne jeg, men det er svært at forklare. Lyder jeg forvirret? Det var jeg virkelig også.

I starten synes jeg at Harry var pisse irriterende. Også ved sleepoveren. Men så fik jeg den twitter profil og så gik det galt for mig. Min første følger var nemlig Harry, rimelig vildt når man tænker over det. Men altså, jeg fulgte jo ham tilbage og så spurgte han lige pludselig om han ikke måtte få mit nummer. Jeg blev helt vildt smigret, men jeg synes samtidig at Harry var irriterende, så jeg ignorerede beskeden. Lod som om jeg ikke så den.

Jeg lå længe den aften og tænkte over det. Skulle jeg svare eller ej? Jeg vidste det ikke. Den nat drømte jeg om Harry, mit sædvanlige mareridt kom ikke. Det var en dejlig drøm. Jeg drømte at Harry og jeg var ude og ride. Jeg ved ikke helt hvor det kom fra, for jeg var faktisk bange for heste. Men i drømmen var det vildt romantisk:

Jeg så på det store dyr foran mig. Hesten var brun, med en hvid blis i panden. Den var flot, men det ændrede ikke på at jeg var bange for den. Lige pludselig kom en fyr hen til mig. Han kom gående gennem det høje, meget grønne græs. Han var iført en hvid, løs T-shirt, med V-hals og et par løse sorte shorts. Han havde ingen sko på, først genkendte jeg ham ikke. Men da han kom tættere på kunne jeg pludselig genkende krøllerne og de grågrønne øjne. ”Harry!” udbrød jeg, ”hvad laver du her”. Han smilede til mig.

”Vi skal da ud og ride” svarede han og grinede af mit ansigtsudtryk. ”Skal jeg op på en der?” spurgte jeg skeptisk og gjorde et kast med hovedet over mod hesten. Han nikkede ivrigt, ”bare rolig jeg skal nok hjælpe dig, bare slap af” sagde han beroligende. Af en eller anden grund troede jeg ham.

Han tog min hånd og trak mig tættere på hesten. Den stod ganske roligt og tyggede på det grønne græs. Jeg så mig kort omkring, jeg havde ikke rigtig tænkt over mine omgivelser, så jeg kiggede mig diskret omkring. Vi befandt os på en stor eng. Der var utrolig idyllisk, med vilde blomster, i rød, lyserød, orange og lilla. I udkanten af engen stod der træer, det så ud til at være frugttræer og i midten af engen var en fantastisk blå sø, som glitrede i sollyset. Det var vidunderligt.

Harry hjalp mig op på hesten, det gjorde mig lidt nervøs at der ingen sadel var. Jeg blev dog straks roligere, da jeg opdagede at Harry skulle ride på den samme hest som mig. Han lagde armene omkring mig, det gav mig sommerfugle i maven.

Jeg vendte ansigtet op mod ham, og smilede da han kiggede ned på mig. ”Du smiler” sagde han overrasket og hans smil blev bredere. Jeg fik en kildrende følelse i maven, da jeg opdagede at han havde smilehuller. Vi red i et stykke tid, uden at sige noget. Det behøvede vi ikke, bare at være sammen var nok.

Harry fik hesten til at standse og hoppede elegant ned på jorden. Han hjalp mig ned, hvilket ikke var helt let. Især ikke når man har en flagrende, blå sommerkjole på. Men jeg kom da ned. ”Den kjole står godt til dine øjne” sagde han og smilede til mig, jeg rødmede og så genert ned i jorden. Det lignede mig ikke at være genert.

Han lagde en finger på min hage og tvang mig til at kigge på mig. Hans ansigt nærmede sig, men jeg trak mig ikke væk. Vores læber mødtes og et fyrværkeri eksploderede inde bag mine øjenlåg.

Efter den drøm kunne jeg ikke få Harry ud af hovedet. Jeg havde givet ham mit nummer og stalket hans profil på twitter. Det lyder vildt ynkeligt. Han havde forslået at vi skulle mødes, men jeg havde ikke haft modet, så jeg havde undskyldt mig med, at jeg havde travlt med at øve til konkurrencen.

Han havde accepteret det og ikke presset mig til at mødes. I øvrigt var det ikke løgn at jeg øvede mig 24/7. Jeg var helt vildt nervøs for den konkurrence, selvom Danielle blev ved med at sige, at der ikke var noget at bekymre sig om. Konkurrencen var i weekenden, så jeg gik meget op i træningen.

Mine forældre var lykkelige over, at jeg ikke bare sad og havde ondt af mig selv mere. De så dog stadig bekymret på mig, når jeg kom ned af trappen. Forståeligt nok, jeg havde kun været i skole i omkring en uge. Jeg fik det dog bedre og bedre for hver dag der gik.

Efter at have mødt Danielle og Eleanor havde jeg ikke haft så mange problemer, med at hade mit udseende. Det var som om, at de fik mig til at hvile mere i mig selv. De hvilede begge helt vildt meget i sig selv og det smittede af på mig. Jeg var oven i købet begyndt at smile en gang i mellem. Ikke så tit, men det skete da.

”Melanie, der er mad” kaldte min mor. Jeg lukkede hurtigt computeren og fór ned af trappen. Mine forældre smilede da jeg kom styrtende. Det var tydeligt at de var glade for, at jeg var begyndt at opførte mig mere normalt.

Harrys synsvinkel

Det var lykkedes! Jeg havde fået Melanies nummer. Jeg var bange for at jeg havde virket overivrig, for hun svarede ikke på min besked før dagen efter. Jeg tænkte meget på hende og ville gerne se hende igen, men hun havde afvist at mødes med mig. Hun sagde at det var noget med en danse konkurrence, men jeg vidste ikke om det passede. Jeg havde spurgt Liam om Danielle skulle til konkurrence, og det skulle hun. Liam skulle se hende danse og jeg tilbød at tage med.

For det første, ville jeg gerne holde Liam med selskab og for det andet, ville jeg gerne se Melanie. Liam havde fortalt mig at Danielle havde lavet koreografien og han var vildt spændt på at se det. jeg glædede mig også, forhåbentlig ville Melanie ikke være helt kold over for mig når jeg dukkede op.

Jeg mødtes med Liam foran hans lejlighed. Vi ville gå over til hallen sammen. Konkurrencen skulle foregå på, Danielle og Melanies skole. Vejret var godt, selvom det var koldt. Solen skinnede, men det blæste og vinden var hundekold. Så vi skyndte os af sted, for at komme indenfor så hurtigt som muligt.

Da vi trådte ind i den store hal, spillede musikken allerede. How Ya Doin? gik i gang lige da vi trådte ind. Vi skyndte os hen til tribunerne, som stod op ad alle fire vægge. Pigerne på gulvet stod med ryggen til. De havde begge sorte hættetrøjer og baggy pants på. Hætterne var oppe, så man ikke kunne se håret. Selvom de stod med ryggen til, var jeg ikke i tvivl om hvem de var, da de begyndte at danse.

Jeg havde set Danielle danse før, hun var virkelig god. Hun bevægede sig med smidighed og elegance, noget man kun kunne blive imponeret af. Pigerne på gulvet bevægede sig på samme måde, det overbeviste mig om at det var dem. Liam og jeg havde begge vores hætter nede, vi ville ikke blive genkendt og stjæle opmærksomheden fra danserne.

Danielle og Melanies dans var virkelig god. Den var rå, men samtidig elegant. Jeg stirrede bare med åben mund. Hvis jeg kunne danse sådan, ville jeg aldrig stoppe igen. Pigerne blev færdige med at danse og løb væk fra scenen.

Lyset i salen var på scenen, så tribunerne lå i mørke. Vi skyndte os at følge efter pigerne, de var svære at finde, for ude bag ved stod alle de andre dansere. Det var en anelse kompliceret at skulle lede efter nogen, når folk ikke måtte vide hvem man var. Men vi fandt dem til sidst. ”Hvor var i gode” udbrød Liam, da vi endelig fandt dem, og kyssede Danielle. ”Tak” strålede hun. Melanie sagde ikke noget, hun følte sig vidst rimelig meget tilovers. Så jeg kom hende til undsætning og begyndte at snakke med hende ”du danser vildt godt” roste jeg. Hun så ned i gulvet og rødmede ”tak” mumlede hun og skævede hen på mig.

Jeg smilte til hende, jeg havde ikke set hende genert før. Den side jeg havde set af hende, havde været reserveret og lidt flabet. Hun så sød ud, når hun rødmede. ”Hvorfor er du her egentlig?” spurgte hun og slog omgående hænderne for munden og rødmede endnu mere. ”Undskyld, det var ikke ment på den måde” mumlede hun undskyldende, jeg smilede til hende og sagde ”jeg kom for at holde Liam med selskab”, ”og jeg ville gerne se dig” tilføjede jeg ærligt.

Hun smilede et meget lille smil og jeg stirrede forbløffet på hende. Jeg havde aldrig set hende smile før. ”D-du smiler” stammede jeg og ønskede at jeg ikke havde sagt det, for hun fjernede med det samme smilet. ”Neeej” udbrød jeg, ”det klær´dig at smile”, hun var efterhånden tomatrød i hovedet og lignede en der helst bare ville synke i jorden.

Jeg havde lyst til at give hende et knus, men det ville nok virke lidt mærkeligt. ”Skal vi mødes en dag” spurgte jeg tøvende og så nervøst på hende. Hun så på mig og jeg kunne ikke tyde hendes øjne. Hun tøvede før hun svarede ”det kan vi nok godt finde ud af” hun var ved at lyde lidt mere, som den flabede pige jeg havde mødt. ”Du skriver bare” tilføjede hun og hævede et øjenbryn, ligesom jeg plejede at gøre. Vent lige lidt, gjorde hun nar af mig?

Jeg hævede et øjenbryn, det fik hende til at smile. Det overbeviste mig om at hun havde gjort nar ad mig. Jeg rynkede panden let og tænkte over det, den pige kunne da ændre følelser lynhurtigt. Hun havde lige været genet og usikker, og så lige pludselig var hun flabet og selvsikker. Det gjorde mig lidt usikker.

Det klædte hende virkelig at smile. Hendes blå øjne skinnede og hun fik et smilehul i den ene kind. Meget charmerende. Men jeg lod være med at give hende en kompliment, da jeg ikke ville gøre hende forlegen.

Danielle og Liam havde stået og iagttaget os. Det gik op for mig, da Liam pludselig rømmede sig. Vi kiggede begge på ham, ”skal vi finde noget at spise” spurgte han. Jeg grinede og sagde ”du lyder ligesom Niall”. Han smilede og rystede på hovedet. Danielle smilede og så sigende på mig og Melanie. Melanie rødmede igen, interessant. Jeg vidste ikke lige hvorfor hun rødmede, det måtte være noget hun havde talt med Danielle om.

Vi gik alle fire ud i hallens cafeteria og købte franske hotdogs. Det var skod mad, men det smagte altså vildt godt alligevel. Vi tilbragte resten af dagen sammen, mens vi ventede på at vinderen af konkurrencen blev annonceret. Vi havde set nogle af de andre danse, de var også gode, men jeg synes stadig at Melanie og Danielle var de bedste.

Liam og jeg satte os på tilskuerrækken og ventede spændt på at vinderen blev kåret. Pigerne var nede ved de andre dansere. De havde været vildt spændte. Jeg håbede virkelig for dem at de vandt.

”Og nu til det øjeblik i alle har ventet på” sagde speakeren, ”dommerne er blevet enige og har kåret top tre”

”vores vinder er…”

♦♦♦

Så skete der lidt mellem Harry og Melanie

 Har de fået følelser for hinanden? og hvorfor rødmer Melanie da Danielle ser på hende og Harry?

Melanie er begyndt at smile igen, men betyder det overhovedet noget og kan Harry fastholde hendes smil?

♦♦♦

Tak fordi i læser med, det betyder helt vildt meget for mig. I må meget gerne like og sætte på favoritlisten, såå bliver jeg virkelig glad. Det ville også betyde meget hvis i ville bruge to sekunder på at skrive en kommentar.

Der kommer nok til at gå lidt flere dage før jeg opdaterer, da jeg tager til Berlin mandag aften.:)

-Christina<3 xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...