Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3770Visninger
AA

22. Yes, I´m a bitch when I´m tired

Harrys synsvinkel

Dagene fløj af sted, og Melanies fødselsdag nærmede sig. Hendes forældre var gået med til, at jeg kunne tage hende med til koncert. Så jeg havde travlt med at planlægge det hele. Planen var, at jeg ikke ville fortælle Melanie hvor vi skulle hen, fordi det skulle være en overraskelse.

Jeg havde også talt med Modest, om muligheden for at Little Mix kom og gav et nummer eller to. De havde ikke været meget for ideen til at starte med, men de var gået med til det, efter Liams fremragende argument om at det ville give os positiv omtale, hvis vi spillede sammen med Little Mix. Så den del af det havde jeg fået på plads.

Jeg var så optaget af mine egne tanker, at jeg ikke registrerede at jeg var gået for langt. Jeg skulle hjem til Louis, for at snakke med ham om nogle detaljer angående koncerten. Jeg vendte om og gik tilbage. Jeg skyndte mig op af trappen, imens jeg gned mine hænder mod hinanden. Man kunne godt mærke at det var blevet vinter.

Jeg gad ikke at ringe på, da jeg nåede op til lejligheden, så jeg vadede bare ind. Jeg gik hurtigt ind i stuen, opsat på at komme i gang med det samme. Meeen Louis var vidst ikke helt så klar, lad os bare sige at han var travlt optaget af noget andet. Jeg rømmede mig, ”undskyld forstyrrelsen, men har i to tænkt jer at æde hinanden eller hvad?”. Louis og Eleanor sprang fra hinanden så hurtigt, at Louis væltede bagover og landede i den store sorte sofa. ”Æhhm hej Harry”, mumlede Eleanor og rødmede, jeg grinede, ”hej med jer”.

Louis sendte mig et blik, der tydeligt viste mig at jeg forstyrrede rimelig meget. ”Har du nogensinde hørt at man skal banke på før man går ind? Du ved sådan hvis man er en lille smule høflig”, sagde Louis sarkastisk.

Jeg grinede igen og lod som om jeg tænkte over det. ”Hmm, jeg har godt nok hørt om det, meen det er mere underholdende at komme ind på min måde”. Eleanor rullede med øjnene og satte sig i sofaen, ”okay skal vi komme i gang?” hun så fra Louis til mig. Jeg hævede overrasket øjenbrynet, jeg vidste ikke at hun skulle være med.

”Jeg tænkte at Eleanor kunne være til hjælp” sagde han, som svar på mit uudtalte spørgsmål. ”Jeg tænker at jeg kan sørge for at få Melanie hen til koncerten”, sagde Eleanor, ”så hun ikke får mistanke om hvad der skal ske”. Jeg nikkede, det var faktisk en god ide, for der var jo en chance for at Melanie hørte om vores koncert, og så kunne hun nok godt regne ud hvad vi skulle, eftersom jeg ikke kunne droppe en koncert.

Vi fortsatte med planlægningen, jeg var sikker på at det nok skulle blive godt.

Melanies synsvinkel

Efter Danielles ”afsløring” havde vi tilbragt meget tid sammen. Jeg ville gerne vise hende at jeg satte pris på hende. Og jeg ville ikke have at hun skulle føle sig udenfor, det havde så godt nok resulteret i at Harry og jeg ikke havde tilbragt så meget tid sammen, men det var okay, vi skrev en del sammen og vi havde også skypet et par gange.

Jeg havde egentlig planlagt at jeg skulle bruge dagen sammen med Harry, altså efter skole selvfølgelig. Jeg var lige ved at falde i søvn, da jeg spiste morgenmad, og det kunne have været et kønt syn, hvis mit hoved lige pludselig var dumpet ned i mine cornflakes. Jeg havde sovet elendigt, mit mareridt var vendt tilbage for fuld styrke, og jeg anede ikke hvorfor.

Jeg troede at det var væk. Det hele var gået så godt, med veninder, Harry og skolen, så måske var det bare karma, at når det endelig gik godt for mig, så skulle jeg lige mindes om alt det jeg bare gerne ville glemme.

Jeg gik som en søvngænger ud på badeværelset for at børste tænder. Hvordan kan man være så træt?

Jeg havde oven i købet været i bad, med koldt vand og det hele, for at blive en lille smule frisk, men det virkede bare ikke. Jeg kunne mærke at dagen bare ville blive træls, og det blev så bekræftet, da jeg sad i bussen. For der opdagede jeg selvfølgelig, at jeg havde taget to forskellige strømper på. Hvis man lige som jeg bare ikke kan tage at ens tøj ikke er i orden, så er det nok til at humøret daler helt vildt meget. I sær fordi at jeg vidste, at hvis Claire eller Mira så det, så ville de helt sikkert kommentere det, og det magtede jeg bare ikke. Jeg magtede i det hele taget bare ikke at møde dem, kunne de ikke bare forsvinde i en dag, så jeg kunne få fred?

”Du ser godt nok kvæstet ud” lød en lidt for overfrisk stemme. ”Hej Dani,” gabte jeg og prøvede at smile, men det blev bare til en underlig grimasse. ”Har du siddet oppe hele natten eller hvad?” spurgte hun og satte sig tungt på det klamme bus sæde ved siden af mig. Jeg sad altid helt ude på kanten af sædet, fordi der altid var et eller andet ulækkert på det.

”Nej, jeg har bare ikke sovet særlig godt” sagde jeg og tilføjede inde i hovedet: eller særlig meget. Men det ville jeg ikke fortælle hende, der var ingen grund til at hun skulle bekymre sig om mig, det havde hun gjort rigeligt efter at hun fortalte mig om min fortid sammen med Claire og Mira.

Misforstå mig ikke, det var da rart at hun bekymrede sig om mig, men jeg var bare træt af at folk sendte mig bekymrede og medlidende blikke. Jeg havde i det hele taget fået nok af at folk holdt øje med mig, især pressen.

De havde nærmest forfulgt Harry og jeg de få gange vi var sammen. Der var oven i købet nogle som ventede ude foran mit hus. Heldigvis ikke så mange som der var på et tidspunkt, for så havde jeg nok fundet mit baseballbat frem og brugt deres hoveder som bolde. Og nej jeg er stadig ikke en voldelig person, jeg har bare voldelige tendenser.

Vi steg ud af bussen og løb så hurtigt vi kunne ind på skolen, der var pisse koldt, og fordi jeg var så træt, havde jeg været dum nok til at tage gamacher på og nej ikke tykke gamacher, men sådan nogle meget tynde nogle, som overhovedet ikke holdt på varmen.

Og hvem tror i så er den første jeg møder, da jeg træder ind på skolen? Nemlig Claire. ”Jeg vidste ikke at det var blevet moderne med forskellige strømper” sagde hun hånligt, og gjorde alle opmærksomme på mit strømpe flop. Men selvom jeg var træt, så kunne jeg stadig godt spille med i Claires nedgørende spil.

”Nå men det viser jo bare hvor lidt du har styr på moden”, svarede jeg med et stort falskt smil på læben, mens jeg sendte hende et iskoldt blik. ”Nej, du har ret jeg går ikke op i taber mode”, sagde hun og smilede ondskabsfuldt til mig. ”Ej virkelig, det kan man godt nok ikke se”, sagde jeg og lød medvilje overrasket.

Hun sendte mig et koldt blik og gik videre. Danielle fløjtede lavmælt, ”du må virkelig have sovet dårligt,” sagde hun og så lidt bekymret på mig. Øh og hvad mente hun så lige med det, jeg syntes da at det jeg sagde lød ret godt.

”Hvad mener du?” spurgte jeg og så nok lidt mistroisk ud. Hun tog afværgende hænderne op foran sig, ”rolig nu, jeg mener bare at du ikke plejer at være så hård i munden” forklarede hun, ”så mind mig lige om aldrig og pisse dig af når du er træt”. Jeg kunne ikke lade være med at grine og daskede hende venskabeligt på skulderen, ”ja du må vist hellere være forsigtig” sagde jeg, og stirrede for sjov på hende med sammenknebne øjne.

Hun grinede og vi gik sammen ind til timen. Jeg må indrømme at matematik nok aldrig bliver min stærke side, jeg mener helt ærligt alle de formler og ligninger, hvordan skal man nogensinde kunne have det i hovedet. Og ja, jeg synes også at det er pisse kedeligt, så måske hørte jeg heller ikke helt så meget efter som jeg burde, men det er vel kun mig selv det gik udover. But who cares? Okay, helt ligeglad er jeg ikke, men altså, ja jeg kan ikke forklare det, sådan er det bare.

”Melanie, vil du dele dine tanker med os, for de må være meget interessante, siden du ikke følger med i undervisningen” afbrød en stemme mine tanker. Jeg så forvirret op og mødte uglens irriterede blik. Okay han hedder ikke uglen, som du nok godt selv kan regne ud, men han lignede altså lidt en ugle. Han havde store runde briller, og sådan en lille spids næse, hmm måske ville falken passe bedre til ham. Jeg faldt ind i mine egne tanker igen.

Uglen rømmede sig igen, ”jeg gider ikke sige det mere Melanie!” sagde han og sendte mig et gennembordene blik, ”enten følger du med, eller også forlader du klassen”. Jeg nikkede artigt, men da han vendte ryggen til rakte jeg tunge ad ham. Jeg kunne ikke lide ham, med hans ugle/falke ansigt, men det klamme slikhår og af en eller anden grund havde han altid brunt tøj på.

Kan i ikke se det? han må have nogle ugle gener, det er jeg altså sikker på. Jeg fik lige pludselig en albue i siden, jeg ømmede mig og sendte Danielle et irriteret blik. ”Hvad skulle det til for?” hviskede jeg, hun svarede ikke, men gjorde et næsten utydeligt kast med hovedet op imod tavlen, hvor uglen var i gang med at forklare et eller andet.

Jeg nåede lige at vende opmærksomheden mod tavlen, da han vente sig om. Han stirrede med det samme ned på mig. ”Godt at se at du også kan finde ud af at følge med Melanie” sagde han sarkastisk, ”så kan du måske komme op og forklare hvordan man løser den her ligning?” han smilede lumskt.

”Når du nu giver mig valget, så tror jeg helst at jeg vil være fri”, røg det ud af munden på mig. Hans ansigt formørkedes, det var ikke meningen at jeg ville have sagt det, det røg bare ud af munden på mig. Normalt var jeg ikke den flabede type, men det var åbenbart ikke godt for mig ikke at få nok søvn.

”Så er det godt Melanie, UD” brølede han. Jeg rejste mig og skyndte mig ud af klassen. Jeg tror heller ikke at han brød sig specielt meget om mig, bare fordi jeg ikke syntes at matematik var en fantastisk opfindelse.

Jeg satte mig op ad væggen ude på gangen. Normalt brød jeg mig ikke om at sidde på gulvet, men i dette tilfælde var jeg mere eller mindre ligeglad. Jeg lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene.

”Melanie, du skal komme ind igen” lød en stemme i det fjerne. Det gav et sæt i mig, og jeg så mig forvirret omkring, de grå vægge med, hvor der stod en masse af de grå skabe op ad, var det første der mødte mit blik, jeg måtte være faldet i søvn. Jeg rejste mig fra det beskidte gulv.

Danielle rakte hånden frem og hjalp mig op og stå. Sammen gik vi ind i klassen igen, Uglen sendte mig et ondt blik da jeg gik forbi ham. Og jeg måtte virkelig kæmpe, for at undertrykke min trang til at smile sarkastisk til ham. For jeg vidste godt at det ville sende mig direkte til bage på gangen.

Jeg satte mig på min plads, og så ud af vinduet. Det var begyndt at sne, jeg smilede lidt for mig selv, så kunne det være at der var sne på min fødselsdag. Gad vide om Harry ville give mig en gave og hvad mon jeg ville få af min familie.

Jeg rev mig fri af mine drømmerier og vendte opmærksomheden op imod tavlen. Selvom jeg ikke brød mig om Uglen, så ville jeg gerne have en okay karakter i matematik, meen det ville jeg nok ikke få hvis Uglen skulle bestemme, godt der var en censor på til eksamen.

Langt om længe blev det frikvarter. Jeg følte at tiden bare havde sneglet sig af sted, men endelig ringede klokken. Danielle og jeg skyndte os ned i kantinen, for at kapre et godt bord.

Jeg skulle tale med Danielle, jeg havde et spørgsmål, som jeg virkelig havde brug for at stille, men jeg var ikke sikker på om hun ville snakke mere om det. Jeg havde gået og taget mod til mig i flere dage, men jeg havde stadig ikke fået spurgt.

”Øhm Dani?” sagde jeg stille, ”der er noget jeg er nød til at spørge dig om”. Hun vendte opmærksomheden mod mig, ”jamen spørg løs” sagde hun smilende, jeg tog en dyb indånding, ”altså jeg tænkte bare på, hvorfor Claire hadede mig sådan da jeg kom tilbage? hvis vi var veninder før ulykken burde hun så ikke være glad for at se mig?” spurgte jeg, og lænede mig tilbage i stolen, nu havde jeg spurgt og så var det op til Danielle om hun ville svare.

Hun smilede stadig, så jeg havde heldigvis ikke sagt noget forkert. Pyha. ”Altså jeg forstår det faktisk heller ikke, men altså som jeg har sagt før så tror bare at det er fordi du danser bedre end hende og det kan hun ikke tåle” svarede hun. Jeg tænkte lidt over det, ”det giver jo ingen mening” sukkede jeg frustreret, ”for jeg kunne vel også danse før ulykken”.

Danielle trak på skuldrene, ”jeg ved det ikke, det er nok bare endnu en af Claires særheder”, sagde hun og grinede. Jeg grinede også for hun havde sikkert ret. ”Det er da godt at i kan more jer på min bekostning” lød en iskold stemme bag os, vi vendte os begge om og så Claire og Mira stå bag os.

”Jamen hej Claire, jeg vidste ikke at du var så vild med at hænge ud med os”, sagde Danielle og smilede, det lignede et ægte smil, men jeg kendte Danielle, og jeg kunne tydeligt se at det var falskt.

Claire så overrasket på hende, ”og hvad mener du så lige med det?” spurgte hun og lignede en der havde lugtet til noget dårligt, hmm måske var det hendes parfume, for den var faktisk seriøst dårlig.

”Nåh jeg mener bare at du opsøger os hele tiden” svarede Danielle tørt, godt gået Dani bare giv hende tørt på tænkte jeg for mig selv. ”Det kunne aldrig falde mig ind at hænge ud med typer som jer” sagde Claire snobbet og så hånligt på os.

”Nå ikke? Så er det da sjovt at du hængte ud med mig engang” brød jeg ind i samtalen, hendes hånlige blik forsvandt og hun stirrede bare på mig med åben mund. Ja hun havde ikke lige regnet med at jeg vidste det. ”Luk munden det trækker” sagde jeg og rejste mig, Danielle gjorde hurtigt det samme og så smuttede vi ellers bare ud af kantinen.

♣♣♣

Ja så kom der også lidt pige fnidder, men hvad tror i egentlig der sker og hvordan tror i at historien endet? næste kapitel bliver det sidste:-)

♣♣♣

Undskyld undskyld undskyld at jeg er så langsom til at opdatere;/

Men jeg har ikke rigtig haft lyst til at skrive i denne uge;)

Det her kapitel er nok mest bare et fylde kapitel, fordi der skulle bygges lidt op til fødselsdagen;)

Nå men i hvert fald tak for likes og favoritlister, og vil i så ikke være søde at kommentere?

-Christina<3 xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...