Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3793Visninger
AA

11. We are who we are

Harrys synsvinkel

”Vores vindere er Valerie og Michelle, giv dem en stor hånd”. Jeg blev helt skuffet på pigernes vegne, dog ikke særlig længe, for kort efter bekendtgjorde speakeren at Danielle og Melanie var kommet nummer to. Det lignede at det var dem der havde vundet, for de jublede helt enormt meget.

Liam og jeg piftede og klappede som gale. Jeg følte lidt at jeg selv havde vundet, man kunne ikke andet, når man så de glade ansigter. Melanie smilede over hele hovedet, det havde jeg ikke troet at hun kunne. Måske havde hun omsider kastet facaden væk, så jeg kunne lære hende rigtigt at kende.

Melanie og Danielle kom løbende op til os. Danielle kastede sig i armene på Liam, og jeg mener virkelig kastede sig, han var lige ved at vælte, og kyssede ham. Jeg grinede af dem og så på Melanie, hvis jeg havde haft modet ville jeg have kysset hende, men i stedet gav jeg hende et varmt knus. Først stivnede hun, men så slappede hun af og gengældte omfavnelsen.

”Skal vi følge jer hjem?” spurgte jeg og så skiftevis på Danielle og Melanie. ”Gerne” svarede Danielle med et smil, Melanie var mere tilbageholdende og svarede ”det behøver i altså ikke”. Vi så alle tre forbløffet på hende, det fik hende til at rødme, ”hvorfor?” spurgte jeg lidt tøvende. Hun trak på skuldrene, men svarede ikke. Jeg havde hende lidt mistænkt for ikke at ville have, at vi vidste hvor hun boede.

Jeg hævede øjenbrynet, det gjorde jeg faktisk rimelig tit, og sagde med et glimt i øjet ”vi følger dig hjem alligevel”. Hun rullede med øjnene, men protesterede ikke. Pigerne smuttede ned og hentede deres ting, mens Liam og jeg gik udenfor og ventede. ”den pige opfører sig altså mærkeligt en gang i mellem” sagde Liam og hentydede til Melanie. Jeg nikkede, ”nogle gange virker hun imødekommende og andre gange er hun helt kold” sukkede jeg. Liam så opmærksomt på mig og sagde drillende ”der er vist en der er ved at falde for hende”. Jeg smilede skævt til ham ”måske” svarede jeg.

Liam nåede ikke at grave mere i det, for pigerne kom gående hen i mod os. Danielle var den første vi skulle sætte af, for hun boede tættest på. Liam ville gerne med op til hende, så vi sagde farvel til hinanden og jeg fulgte Melanie hjem. Jeg anede ikke hvor hun boede, så jeg var lidt spændt på at se det.

Vi sagde ikke rigtig noget til hinanden, gik bare i tavshed. Indtil Melanie standsede foran et lille hvidt hus, med sort tag. Huset så ud til at være i to etager, fordi der var vinduer højere oppe. Der var en hæk der gik hele vejen rundt om huset og der var en lille, fin, hvid havelåge, med et hjerte på toppen. Fra havelågen og op mod huset, var der en fin lille sti. Der stod frugttræer og blomsterbede rundt om i haven. Alt i alt var det et utrolig hyggeligt hus.

Melanie så sig omkring og så lettet ud. ”Hvad kigger du efter?” spurgte jeg nysgerrigt, ”paparazzier” sagde hun kort. Jeg så overrasket på hende, den havde jeg ikke lige regnet med. ”De holder tit til her, de har fulgt efter mig siden ulykken” forklarede hun. Jeg nikkede forstående. Jeg kendte alt til irriterende paparazzier. Jeg fulgte hende op til huset, ”tak fordi du fulgte mig hjem” sagde hun stille. Jeg smilede til hende ”ingen årsag” sagde jeg. Hun smilede svagt og skulle til at gå ind af døren, men jeg greb hende i armen og sagde ”skal vi lave noget sammen en dag?”. Hun så mig ind i øjnene og svarede ”det kan vi da godt”. Jeg smilede til hende og lænede mig frem mod hende.

”Nu igen Harry?” mumlede hun, men trak sig ikke væk. Mine læber ramte hendes, hun havde dejlig bløde læber og hun kyssede godt. Da vi omsider trak os fra hinanden smilede jeg og sagde ”vi ses”. Melanie skyndte sig ind i huset og jeg skyndte mig hjem ad.

Melanies synsvinkel

Arrgh hvad var der galt med mig? Det havde ikke været min mening. Jeg ville have trukket mig væk. Men når alt kom til alt så kunne jeg ikke. Han havde tøvet længe nok til at jeg kunne trække mig, men jeg havde ikke gjort det. Harry kyssede godt, virkelig godt faktisk, lige så godt som i drømmen. Jeg sukkede over mig selv, jeg var blevet forelsket i Harry. Hvor pinligt det end var at indrømme, så var det sandt. Han havde fået mig til at smile og der var bare et eller andet over ham.

Jeg svævede på en lyserød sky, da jeg kom ud i køkkenet til mine forældre. ”Vi blev nummer to” sagde jeg glad og smilede til dem. Det kom vidst bag på dem at jeg smilede, for de så utrolig overraskede ud, men smilede så tilbage. ”Ej hvor flot skat” sagde min mor og gav mig et knus, ”det må vi fejre” sagde min far smilende, ”jeg smutter lige hen og køber noget dessert”. Han forsvandt ud af køkkenet med et stolt smil på læberne.

”Jeg går op på mit værelse” sagde jeg til min mor, og kyssede hende på kinden. Hun smilede til mig og nikkede. Bare Harry nu ikke troede, at vi skulle til at have noget kørende, for det var jeg bare ikke klar til. Jeg havde det allerede dårligt med at have smilet så meget. Det havde føltes rart, men også forkert på samme tid. Jeg var total forvirret, mit liv var noget rod og jeg kunne ikke finde ud af mig selv.

Jeg gik fraværende ind på værelset, og opdagede slet ikke, at jeg satte mig ved sminkebordet. Det var først da jeg kiggede op og så lige ind i mit spejlbillede at det gik op for mig. Jeg fik en klump i halsen, godt nok havde jeg det bedre med mit udseende, men jeg havde stadig problemer med at se mit spejlbillede. Det var også lidt svært, fordi Danielle og Eleanor var så utrolig smukke, at jeg fik mindreværdskomplekser og følte mig som den lille grimme pige, når jeg var sammen med dem.

Jeg tændte for radioen, for at tænke på noget andet. Min radio var pink og jeg elskede den virkelig. Musikken strømmede ud i værelset, i starten nød jeg bare musikken, men så kom jeg til at lytte til teksten:

 Momma, momma, momma made me the way I am

 She told me I should look up on the world with my head held high

 And I, and I, I've been wasting a lot of time looking in mirrors

 And hating on me, but now I like what I see

 

I know, I know, I never be perfect

 I know, I know, but I'm gonna work it

 Let go, let go, put your new shoes on

 The new you on

 

We are who we are, who we are, pretty's just a petty word

 And I'm gonna shine like a star, cause I'm the only me in this world

 Throw away the books and the magazines, I'm never gonna look like a beauty queen

 We are who we are, who we are, and I'm just doing me, just doing me

 

Wow den sang var god, den beskrev faktisk mit forhold, til mit spejlbillede. Hvem mon havde lavet den sang? Jeg satte mig ved computeren og ledte efter sangen. Til sidst fandt jeg den faktisk, det var Little Mix der havde lavet den og den hed we are who we are.

Jeg måtte virkelig til at tage mig sammen, og komme udover mit had til mit udseende. For sangen havde jo ret, der var kun en mig og jeg skulle være glad for at være den jeg var. Jeg satte mig ved mit sminkebord igen og så mig i spejlet. I stedet for at fokusere på det negative, som jeg plejede, fokuserede jeg på de flotte ting ved mit ansigt.

Jeg granskede mit ansigt. Mine øjne havde egentlig en flot blå farve og jeg havde fyldige læber. Det løftede faktisk mit humør, da jeg så de flotte ting ved mit ansigt. Tak Little Mix tænkte jeg og smilede for mig selv, de havde lige reddet min dag. Jeg fandt you tube på min computer og søgte på Little Mix, snart efter spillede deres musik og jeg dansede rundt på gulvet.

Det lyder nok lidt drastisk, at jeg bare sådan kunne ændre mit had til mit udseende. Men den sang gav bare så meget mening og fik mig til at se det på en anden måde. Wow hvor lyder det bare kliche agtigt, altså sådan nu har jeg set lyset osv. En helt nu mig, hvis jeg kunne holde det. Men lad os nu lige holde fast i det positive ikke også?

Jeg dansede rundt på mit værelse, mit humør var bare helt i top. Jeg hørte ikke at døren blev åbnet, ”du er godt nok i godt humør i dag” smilede min mor. Jeg smilede til hende og stoppede med at danse. ”Ja” sagde jeg, ”det har også været en fantastisk dag”. ”Jeg kom egentlig bare for at fortælle at der er mad” sagde min mor og rystede på hovedet af mig, da jeg fór ud af døren, ved ordet mad, men jeg kunne se at hun nød at se mig i godt humør.

”Hvad skal vi have?” spurgte jeg og ventede spændt på maden. Jeg var blevet virkelig sulten, jeg havde nemlig ikke fået mad siden frokost, hvor jeg spiste sammen med Liam, Danielle og Harry. Arrrgh nu tænkte jeg på Harry igen, hvordan fik han lige så stor en plads i mine tanker?

”Pizza” svarede min far smilende, ”vi synes at vi skulle fejre din præstation”. Et stort smil bredte sig på mine læber, det var dejligt at vide at de var stolte af mig. Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne holde ud ikke at smile i et halvt år. Efter at jeg havde tilladt mig selv at smile ved filmaftenen, kunne jeg ikke stoppe igen, det føltes bare dejligt at smile. Jeg havde oven i købet grinet et par gange. Kan i fornemme stoltheden? For jeg var faktisk utrolig stolt af mig selv.

Min mor stillede pizzaen på bordet og vendte papæsken over mod mig. ”Du må hellere starte, når det nu er dig vi fejrer” smilede hun. Det skulle hun ikke sige to gange, jeg flåede nærmest æsken op. De havde bestilt en salatpizza, den så virkelig lækker ud. Mums.

”Salatpizza var din yndlingspizza” sagde min mor stille, jeg lagde godt mærke til det lille ”var” i hendes sætning. Jeg vidste at hun hentydede til før ulykken. Jeg kunne ikke bebrejde hende at det stadig var et svært emne, det var det også for mig. Men jeg ville ikke lade de ødelægge stemningen, så jeg smilede bare til dem begge to og tog et stykke. Det smagte lige så godt, som det så ud. Jeg kunne godt se hvorfor det havde været min yndlingspizza, det var det stadig.

Problemet med pizza er, at der aldrig er nok af det. Jeg havde lynhurtigt spist det meste af salatpizzaen, (mine forældre havde fået et stykke hver og så havde jeg spist resten) de havde også bestilt en anden pizza til sig selv, men jeg foretrak nu min salatpizza. Jeg sukkede da bakken var tom, det fik mine forældre til at grine ”bare rolig Mel” sagde min far, ”der er is til dessert”. Jeg smilede stort til min far, det var længe siden, at jeg havde spist så meget og det føltes godt.

Mor hentede isen(karamel is, Mums). De spiste en lille smule is begge to, men det endte alligevel med at jeg næsten spiste det hele. Eller ”spiste” er en pæn måde at sige det, jeg nærmere åd det. Som jeg ser det så skal is ikke spises, det skal ædes, der er stor forskel.

Jeg hjalp mor med opvasken. Det var rart med noget kvalitets tid sammen med familien, jeg havde ikke brugt nok tid sammen med dem. Jeg ville gerne indhente noget af det forsømte, så da jeg havde hjulpet med opvasken, satte vi os sammen ind i stuen og så en film. De lod mig bestemme filmen, så jeg valgte LOL. Jeg havde ikke set den før, men jeg havde læst at den skulle være god.

Det var den også, hvis man lige ser bort fra de akavede øjeblikke med sexscener. Sådan nogle scener skal man bare ikke se med sine forældre, så jeg undgik dem også så godt jeg kunne. Jeg smuttede ud i køkkenet og hentede slik til os, for at undgå det akavede.

Jeg ønskede at dagen ville vare evigt, for det havde bare været en fantastisk dag. Men alting har jo en ende, suk, også gode dage. Klokken var omkring 11 da jeg sagde godnat til mine forældre og smuttede op af trappen. Jeg ville egentlig have været i bad, men jeg magtede det bare ikke, det måtte jeg bare gøre om morgenen i stedet for. Jeg børstede hurtigt tænder og skiftede tøj, før jeg krøb ned under dynen.

Den aften faldt jeg for første gang i lang tid i søvn, med et smil på læben.   

♦♦♦

Hvad sker der så nu mellem Harry og Melanie? havd tror i?

og hvad med Melanies facade, er den bare væk, eller dukker den op igen?

jeg håber i vil blive ved med at læse historien:)

♦♦♦

Beklager at jeg ikke har fået den opdateret før nu, ville have gjort det igår, men magtede det så bare ikke alligevel. Tak fordi i læser med det betyder utrolig meget. Hvis i kan lide historien må i som altid gerne like og kommentere, det betyder virkelig meget:)

-Christina

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...