Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3771Visninger
AA

4. Unwell and Distant

”Danielle?” spurgte jeg og så på hende, hun trak mig stadig ned af gangen, som om jeg ville løbe væk, hun vendte sig lidt om og svarede med et smil ”ja?”. Jeg bed mig lidt i læben og prøvede at formulere spørgsmålet. ”Øhh, ved du hvilket klassetrin jeg går på?” spurgte jeg stille og rødmede og blev lidt flov over mit spørgsmål. ”Hvilken klasse er den sidste du har klassebillede fra?” spurgte hun, jeg må have set rimelig forvirret ud over spørgsmålet, for hun begyndte at grine. ”Niende” mumlede jeg, lidt utilpas over at hun grinede af mig. ”Så må du gå i 1.G, for 9. klasse er sidste gang man får taget klassebillede, nu har man ikke en fast klasse mere,” hun smilede sødt til mig og trak mig med ind i lokale 42.

Jeg havde mest lyst til, at vende mig om og gå, da jeg så hvem der sad inde i lokalet. Claire. Hun så os heldigvis ikke da vi kom ind, så jeg skyndte mig at trække Danielle med ned bagerst i klassen. Danielle så forvirret på mig, men jeg gav hende ikke en forklaring. Mine øjne var låst fast på Claire.

Jeg havde kendt Claire i en dag og jeg hadede hende allerede. Hun var kommet ind bag den facade, jeg havde opbygget over for andre mennesker. Hun gjorde mit dårlige selvværd endnu dårligere, fint Melanie, prøv da lige og vær lidt mere dramatisk.

Klokken ringede og læreren gik i gang med at forklare. Det viste sig at det var en danse time. Shit tænkte jeg, jeg kan sgu da ikke danse. Eller kunne jeg? Jeg vidste det faktisk ikke. Nu var det jo ikke fordi, jeg ligefrem dansede rundt på mit værelse. Læreren afbrød min forvirrende tankerække, ”Melanie dejligt at du er tilbage”. What havde jeg så også haft dans sidste år. Mere forvirring. Jeg sendte hende bare et nervøst blik og læreren, som jeg senere fandt ud af hed Ms. Cambell, vendte sig mod Claire ”kan du ikke starte med at vise en serie?” sagde hun, det lød som et spørgsmål, men jeg tror ikke at man reelt set havde noget valg. Jeg undrede mig lidt over det, for jeg havde egentlig forestillet mig at det var Ms. Cambell der ville vise en serie og så skulle vi efterligne den. Men det var åbenbart Claire der skulle vise en serie og så skulle vi gentage den.

Claire gik ud midt på gulvet og begyndte at danse. Hun var god, helt vildt god. Jeg fik en klump i halsen, da jeg godt var klar over at det snart var min tur til at danse og med Claire som lærer. Dræb mig venligst og det må gerne gå lidt stærkt. Ms. C, gjorde tegn til at vi skulle stille os bag Claire og prøve at falde ind.

Hvis jeg synes at Claire var en god danser, så var hun ingenting i forhold til Danielle. Jeg stod bare og måbede lidt, før jeg selv prøvede at falde ind i rytmen. Danielle var helt fantastisk, hun var yndefuld, men der var stadig noget råt over hende. Shit mand jeg ville blive total til grin.

Jeg faldt ind i rytmen og var lige ved at bryde min egen regel, om aldrig at smile. For det føltes så naturligt at danse, at en lykkefølelse bredte sig i min mave. Der gik lidt tid før jeg opdagede at de andre stirrede på mig. Jeg havde været så optaget af at danse at jeg ikke havde set at de andre var stoppet. Ms. Cambell kom over og gav mig et klap på skulderen og sagde med et stort smil på læben ”det er dejligt at få en af vores bedste dansere tilbage”. Jeg rødmede lidt og holdt et smil inde. Jeg havde vist nok følelser den dag. Jeg blev vækket af min lykke rus, da jeg mærkede nogen stirre på mig. Jeg så op og mødte Claires dræberblikke. Hvad har jeg gjort hende tænkte jeg frustreret.

Hun blev ved med at stirre og fik nogen af de andre piger i lokalet til at gøre det samme. Til sidst fik jeg nok og gjorde noget, jeg ikke selv lige havde regnet med. Jeg vendte mig om mod dem og gav Claire fingeren, før jeg vendte rundt endnu engang og gik ud af lokalet.

Danielle kom løbende efter mig. Hun var helt færdig af grin og gispede efter vejret, ”Oh My God” gispede hun, ”så du Claires ansigt da du gav hende fingeren?” tårerne løb ned af Danielles kinder. Jeg rystede på hovedet, jeg havde ikke lagt mærke til hendes ansigtsudtryk, jeg ville bare væk. Der gik yderligere 5 minutter før Danielle havde grinet færdig. ”Ved du hvorfor hun hader mig?” sagde jeg stille og så på Danielle. Hun trak vejret dybt før hun svarede, som om hun ikke vidste om hun skulle fortælle mig det. ”Hun kan ikke lide folk der danser bedre end hende” sagde hun til sidst. Jeg så overasket på hende, ”m-men jeg er ikke en god danser” stammede jeg, ”jeg er først lige kommet tilbage”. Danielle nikkede for sig selv og trak lidt på skuldrende, ”jeg hørte hende tidligere” sagde Danielle og rullede med øjnene, ”hun er sur over at du er kommet tilbage, jeg hørte hende sige at du bare skulle smutte fra hendes dansehold. Hun har været vant til at være en af de bedste og så kommer du, på din ”første” dag og danser bedre end hende”. Jeg så forbløffet på hende og fordøjede oplysningerne, fordøje, det lyder egentlig pænt klamt, og så tænksomt på Danielle. ”Hun kan ikke have været den bedste, når du er på holdet” sagde jeg og rødmede let ”du danser fantastisk”. Hun smilede ”Claire kan heller ikke lide mig”.

Jeg så overasket på Danielle, jeg kunne ikke forestille mig at nogen ikke kunne lide hende. Jeg skulle til at sige noget mere, men Danielle afbrød mig ”hvilken vej skal du?”, øøh jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle sige til det. Jeg kunne rigtig godt lide Danielle, men alligevel. Jeg svarede alligevel ”jeg skal med bus nummer 5” jeg kom ikke med et helt præcist svar, men Danielle lagde åbenbart ikke mærke til, at jeg hoppede let hen over spørgsmålet. ”Det skal jeg også” sagde hun og smilede glad.

Vi fulgtes ned til bussen, men snakkede ikke rigtig sammen. Jeg kiggede på Danielle, hun lignede en der brændte efter at stille et spørgsmål. ”Kom med det” sagde jeg bare, jeg havde lært at kende det ansigtsudtryk, det kom altid når folk ville vide noget om ulykken. Hun så overasket på mig, nok over at jeg kunne læse hendes ansigt, og sagde så "jeg tænkte bare på, hvordan er det ikke at kunne huske noget?” hun så forsigtigt på mig, bange for at overskride mine grænser. Vi kendte jo egentlig ikke hinanden, men jeg ville gerne være veninde med Danielle, hun virkede enormt sød, så jeg svarede ”det er forfærdeligt” sagde jeg og holdt en lille pause, ”lige da jeg vågnede kunne jeg ikke engang kende mine forældre, det er vildt frustrerende ikke at kunne nå sine minder, hver gang jeg er lige ved at huske noget, er det som at støde panden mod en væg” mine læbe dirrede, men jeg ville ikke græde.

Danielle nikkede eftertænksomt, ”vil du ikke med hjem til mig?” sagde hun prøvende. Jeg tænkte mig lidt om. Mine forældre ville bliver henrykte over at jeg var sammen med nogen. Men jeg kendte ikke pigen. Jeg tog en hurtig beslutning og svarede ”joh, men jeg kan ikke blive for længe”. Hun så lettet ud, gad vide om hun troede jeg ville sige nej?

Vi steg på bussen, det viste sig at Danielle skulle af kun et stop før mig. Så vi boede alligevel rimelig tæt på hinanden. Hun boede omkring hundrede meter fra stoppestedet, så der var ikke langt at gå.

Hendes lejlighed lå på 5. etage. Det at hun havde sin egen lejlighed, bekræftede mig i, at hun måtte være ældre end mig. Hendes lejlighed var flot indrettet og meget hjemlig. Der var mange farver i hendes hjem. Hendes sofa var blandt andet lilla og gulvtæppet under sofabordet var lyseblåt. Det lyder nok som om der bare var blandet en masse farver sammen, men farverne var smukt afstemt med hinanden, så de passede sammen. ”Wauw” udbrød jeg, da vi trådte ind i hendes køkken. Det var faktisk et stort køkken, når man tænker på at det var i en lejlighed. Diskene var i skinnende sølv, skabene var i sort og gulv og loft var i hvid. Danielle smilede af min reaktion.

”Har du lyst til te?” spurgte hun, jeg nikkede og så mig omkring. ”Du må gerne kigge dig omkring” smilede hun, jeg rødmede let over, at det var så nemt at se, at jeg var nysgerrig. Jeg kiggede mig omkring. Jeg fandt badeværelset og opdagede at hun havde et seriøst stort badekar, som samtidig var en bruser. Vildt smart. Hendes værelse var lige så farvestrålende som stuen. Væggene var lyseblå, gulvet hvidt, sengens ben var sølv og det var sengebordene også(det var en stor dobbeltseng). Sengetæppet var lyse lilla. Hmm tænkte jeg, hun har vidst en svaghed for lilla. Det måtte jeg huske, jeg blev afbrudt i at gå på opdagelse, da Danielle kaldte på mig. Jeg skyndte mig ind i stuen, hvor Danielle havde stillet teen på bordet.

Hun smilede til mig og spurgte ”fandt du noget interessant?”. ”Du har en vildt flot lejlighed” sagde jeg beundrende, mit blik faldt på et billede, der stod på en kommode, bag Danielle. På billedet var Danielle og en fyr, som så meget bekendt ud, ved at give hinanden et kæmpe kram. ”Hvem er det?” spurgte jeg nysgerrigt og pegede på billedet. Hun smilede ”det er min kæreste Liam” sagde hun drømmende. Jeg var lige ved at smile, men tog mig hurtigt i det. Danielle blev lige pludselig alvorlig, ”hvorfor smiler du egentlig aldrig?” spurgte hun. Jeg blev helt utilpas ved spørgsmålet, og vidste ikke lige hvad jeg skulle sige. ”Øhh, det er fordi jeg ikke vil vise følelser” mumlede jeg, Danielle så forvirret på mig og tænkte helt sikkert på min tudetur tidligere på dagen. ”Efter ulykken har jeg følt mig svag” forklarede jeg, ”jeg kan ikke lide at være svag, så jeg viser ingen følelser over for andre mennesker”. Før hun kunne nå at sige noget skiftede jeg emne ”hvor længe har dig og Liam været sammen?”. Hun åbnede munden for at svare, da vi begge hørte døren gå op, ”når man taler om solen” mumlede hun, ”så kommer den”. ”Åh, så skal jeg måske smutte” spurgte jeg og havde allerede rejst mig op. Hun rystede på hovedet ”nej, bliv her endelig, han har sikkert sine venner med” sukkede hun.

Det undrede mig lidt, for når man er sammen med sin kæreste, så er man vel bare sammen de to. Nå men det skulle jeg ikke blande mig i. Det var op til dem. ”Danni” kaldte en dyb stemme, med meget britisk accent. ”Jeg er i stuen” råbte hun og rullede med øjnene, men jeg kunne se at hun var glad for at han kom.

En fyr, som jeg gik ud fra var Liam, for han lignede ham på billedet, trådte ind i stuen. Efter ham kom fire andre drenge. De stoppede alle op og stirrede med åben mund da de fik øje på mig. Skønt de havde også set mig i fjernsynet. De stod bare og gloede, det gav mig lyst til at skære en eller anden langt ude grimasse. Altså helt ærligt. ”Tag et billede det holder længere!” røg det ud af munden på mig. Arrgh jeg havde lyst til at banke hovedet ind i væggen, men så ville de nok bare blive ved med at stirre, nok ikke den bedste taktik.

Danielle grinede og præsenterede drengene. ”Det er Liam” sagde hun og pegede på sin kæreste, han havde ikke ret meget hår på hovedet og han havde brune øjne, ”Og det er Zayn” fortsatte hun og pegede på en sorthåret fyr, med smukke brune øjne, omkranset at lange mørke vipper. Vent hvorfor lagde jeg mærke til det, tag dig sammen Melanie. ”Det er Louis” fortsatte hun opremsningen, og pegede på en dreng med stribet trøje og røde bukser, og seler. What the, hvem går med seler nu om dage. Jeg kunne ikke helt bedømme hans øjenfarve. ”Det der er Niall” sagde Hun og pegede på den eneste lyshårede af dem, han havde virkelig smukke blå øjne, han var ikke så høj. Eller måske var han, jeg var bare højere. ”Og den sidste er Harry” afsluttede Danielle. Et par grågrønne øjne mødte mine da jeg kiggede hen på den sidste af dem. Han havde flot, brunt, krøllet hår og han var rimelig høj. Men jeg var stadig lidt højere. Suk.

”Det her er Melanie” sagde Danielle og sendte drengene et advarende blik, som jeg nok ikke skulle have set. Hun ville nok ikke have dem til at grave i det med ulykken. Den pige var altså bare fantastisk.  

Harrys synsvinkel

Pigen, Melanie, som sad foran os, så lidt utilpas ud over situationen. Hun havde nok heller ikke lige regnet med at der kommer fem rimelig larmende drenge rendende, når hun sad og drak te med Danielle. Samtalen gik livligt, men jeg lagde mærke til at Melanie ikke deltog i diskussionen, om hvor mange kugler is Niall kunne spise.

”Hvor gammel er du?” spurgte jeg prøvende Melanie, selvom jeg udmærket kendte svaret. Hun så på mig og svarede ”16”. Jeg kunne se at hun havde gennemskuet mig. Hendes historie havde trukket mange forsider, det sidste halve år. De andre havde vendt hovederne over mod os, da vi begyndte at snakke. ”ved du egentlig hvem vi er?” spurgte Louis og så nysgerrigt hen mod Melanie. Hun rynkede panden ”jeg tror jeg har set nogen af jer før, men jeg kan ikke huske hvor” sagde hun stille og brød sig tydeligvis ikke om opmærksomheden.

”One Direction” sagde jeg og lod som om jeg hostede det ud. Hun stirrede på mig som om jeg var sindssyg, men så kom der et lille glimt af genkendelse i hendes blå øjne. Jeg hævede et øjenbryn og så spørgende på hende. Hun rullede bare med øjnene, men sagde ingenting. ”Ved du stadig ikke hvem vi er?” spurgte jeg en anelse skuffet og lavede de bedste hundeøjne jeg kunne. Normalt fik det folk til at grine, men ikke Melanie, hun rullede bare med øjnene igen og svarede så ”jeg tror jeg ved hvem i er, der er masser af plakater med jer hjemme ved mig, men ærligtalt ved jeg ikke hvem i er”. Jeg blev lidt skuffet, men okay, hun havde været directioner før sin ulykke.

Jeg satte mig i sofaen, lige ved siden af hende, og helt automatisk rykkede hun væk og krøb længere sammen i sofaens hjørne. Eller jeg vælger at tro at det var en automatisk handling. Jeg sendte hende et flirtende blik, men hun vendte bare hovedet væk. ”Det ser ikke ud til at din charme virker” grinede Louis og klappede mig på skulderen. Jeg skar en kort grimasse. Jeg plejede altid at kunne få piger til at smile. Hvorfor virkede det ikke på Melanie? Arrgh det var vildt irriterende.

Niall grinede af mit frustrerede ansigtsudtryk. ”Har du noget mad Danielle?” spurgte han, det fik både mig og Danielle til at rulle med øjnene. Niall, altid sulten. Melanie så bare forvirret ud. ”Louis er allerede derude” smilede Danielle, Niall sendte hende et skuffet blik, over at Louis var ude i køkkenet før ham. Vi grinede bare af ham, det var typisk Niall. Han smuttede ud i køkkenet. Melanie skyndte sig at rejse sig og forsvandt også ud i køkkenet. Hvorfor kunne hun ikke lide mig, jeg sendte Danielle, Liam og Zayn et spørgende blik, men de trak bare på skuldrene. De forstod heller ikke Melanies reaktion. Okay måske gjorde Danielle, men hun skjulte det godt.

Lidt efter kom Niall tilbage med en kæmpe bøtte is. Melanie fulgte lige efter og skyndte sig hen til Danielle. Hun sagde et eller andet, som fik Danielle til at se skuffet ud, men så nikkede hun og sagde ”jeg følger dig lige ud”. Og så forstod jeg hvad Melanie havde sagt. Hun tog hjem. Var vi virkelig så slemme?

De to piger smuttede ud af stuen og efterlod mig og drengene. Louis var også kommet tilbage. Ham Og Niall havde tydeligvis været på rov i køleskabet. ”Hvad skete der lige der?” spurgte jeg og hentydede til at Melanie tydeligvis ikke kunne lide mig. Drengene trak på skuldrene og grinede så. ”måske er hun bare for klog til at falde for din charme” mumlede Zayn. Jeg sendte ham et skuffet blik, men han grinede bare af mig. ”Hentyder du til at jeg kun kan få dumme piger?” spurgte jeg fornærmet. Det fik de andre til at bryde grinende sammen.

Danielle kom tilbage, vi så alle fem spørgende på hende. ”Hvad?” spurgte hun bare, selvom hun udmærket vidste hvad vi ville vide. Hvorfor Melanie virkede så reserveret og fjern. ”Hold nu om Danni” sagde Liam, ”vi kunne jo godt se at hun tydeligvis var utilpas i nærheden af os”. Eller i nærheden af mig, Liam var bare så hensynsfuld ikke at nævne det. ”Det må i tale med hende om ” sagde Danielle bare og smed sig i sofaen.

Piger altså!

♦♦♦

Så mødte Melanie drengene. Hvorfor tror i at Melanie tage afstand til Harry?

Og hvorfor var hun så utilpas i selskab med drengene?

Tusind tak fordi i læser med, det betyder rigtig meget for mig. Hvis i kan lide historien må i meget gerne like og sætte på favoritlisten. I må også meget gerne smide en kommentar<3

-Christina<3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...