Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3768Visninger
AA

14. Problems

Harrys synsvinkel

Melanie havde haft ret. Fotograferne fulgte ikke efter mig ned i undergrunden. Egentlig mærkeligt, hvis jeg var fotograf, ville jeg da bare følge efter, man kunne sikkert få nogle gode billeder helt tæt på. Men jeg var alligevel glad for at de ikke tænkte så langt, for det ville være seriøst irriterende hvis jeg skulle have kameraer stukket op i ansigtet hele vejen hjem.

Mit møde, eller date som jeg helst ville kalde det, med Melanie var gået godt. Vi havde haft en virkelig hyggelig eftermiddag sammen og jeg håbede at vi kunne gøre det igen. Det havde været fedt at lære hende bedre at kende. Jeg smilede for mig selv og sad helt fordybet i tanker. Jeg ville have kysset hende, men jeg synes ikke lige, at det var det rigtige tidspunkt foran så mange fotografer. Jeg lod også være for Melanies skyld. Jeg havde fået det indtryk at hun ikke kunne lide at være midtpunkt. Så hun ville mere eller mindre hade mig hvis jeg kyssede hende foran de skide fotografer.

Jeg nød mit liv som medlem af One Direction, men nogle gange var det bare skide irriterende, at paparazzierne fulgte efter en over alt. Hvis de fik lov ville de sikkert gå med os på toilettet, jeg skar en grimasse af den tanke, for jeg fik nogle seriøst grimme billeder i hovedet. AD.

Den ældre dame, som sad overfor mig, kiggede underligt på mig. Jeg sendte hende et stort smil, hun kiggede hurtigt væk. Men jeg lagde godt mærke til at hun holdt øje med mig, hvorfor vidste jeg ikke. Jeg gik i hvert fald ikke ud fra at hun var en fan, det ville være sært.

Jeg skævede over mod hende igen, hun rettede lidt på sin lyseblå hat og lagde så hænderne stramt om den lille sorte håndtaske. På en eller anden måde mindede hun mig om min bedstemor. Damen lignede egentlig ikke min bedstemor, det var bare den måde hun sad på og det at hun havde så godt fast i sin taske, som om hun regnede med at nogen ville stjæle den, hvis hun kiggede væk. Sådan sad bedste også altid.

Måske var det derfor at den gamle dame holdt sådan øje med mig. Hun var nok bange for at jeg var lommetyv. Det blik hun sendte mig, da hun opdagede at jeg kiggede på hende, bekræftede at hun troede at jeg var en tyv. Det irriterede mig at hun dømte mig, okay jeg var helt klædt i sort, men det betyder vel ikke at man er kriminel.

Toget stoppede og det gik op for mig at det var der jeg skulle af. Jeg rejste mig hurtigt og skyndte mig af toget. Der var piv koldt udenfor, så jeg var glad for at der ikke var ret langt hjem. Jeg trak jakken tættere sammen om mig og skyndte mig videre, mens jeg tænkte på daten med Melanie.

Melanies synsvinkel

Bilen stoppede med hvinende bremser, under en halv meter fra mig. Mine ben gav efter under mig og jeg sank sammen på jorden. ”Hop ind babe” lød en velkendt stemme, jeg så op og blev opfyldt af raseri mod ham. ”Hvad fanden har du gang i?” skreg jeg rasende af ham. Han smilede bare til mig og fattede åbenbart ikke at han havde gjort noget forkert, hvilket gjorde mig endnu mere rasende, ”jeg så dig og tænkte at du nok gerne ville have et lift hjem” forklarede han og var åbenbart overbevist om at han gjorde mig en tjeneste.

”Og så synes du lige at du skal lade som om du kører mig ned, på den samme vej, som da jeg blev kørt ned sidste gang” sagde jeg koldt, med en stemme der dryppede af sarkasme. ”Hold nu op Mellie” sagde han, ”du var ikke særlig sød sidste gang, der hvor du råbte af mig uden grund, men jeg tilgiver dig og vil gerne give dig en chance til”, jeg troede ikke mine egne ører ”hvad var det du ikke fattede?” hvæsede jeg, ”det er slut Jake”.

”Du kan ikke engang huske noget, så hvorfor ødelægger du vores forhold på grund af noget, som ikke engang er sket, hop nu ind med dig” sagde han og fik det til at lyde som om jeg var dum. ”For det første kan jeg godt huske ulykkesdagen, for det andet var det dig der gav vores forhold dødsstødet og for det tredje så skal jeg ingen steder sammen med dig” hvæsede jeg af ham og spyttede nærmest ordene ud. Jeg var virkelig chokeret over at Jake havde været lige ved at køre mig ned, tårerne løb ned af kinderne på mig og jeg ville gerne væk fra Jake, men jeg var bange for at mine ben ikke ville kunne bære mig.

”Skrid nu bare med dig” hviskede jeg, da jeg var bange for at min stemme ville knække over. Jeg græd både af lettelse over ikke at være blevet kørt ned, men også på grund af chokket. Han stirrede bare på mig, men så fattede han vidst også at han skulle smutte, for han satte sig ind i bilen igen og kørte sin vej.

Jeg satte hovedet ned mellem knæene og bad til at ingen så mig sådan. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle komme hjem, jeg var i hvert fald overbevist om at det var udelukket at gå. Jeg lagde mig ned på ryggen og så op i den blå himmel, der var kun få hvide lammeskyer. Asfalten var sikkert vildt kold, men på det tidspunkt ænsede jeg ikke kulden.

Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der, men til sidst fik jeg taget mig sammen til at skrive efter hjælp. Jeg ville ikke ringe, da jeg ikke stolede på min stemme. jeg lagde min htc ned i lommen igen, så lå jeg ellers bare på den kolde jord og stirrede op i luften.

En bil stoppede med hvinende bremser. Kort efter blev jeg trukket ind i en varm velkendt favn. Jeg hulkede og tårerne strømmede kraftigere, da jeg lige pludselig blev overvældet af trygheden. Harry gnubbede mig beroligende på ryggen, han var den første jeg tænkte på da jeg skulle skrive. ”Så så” mumlede han beroligende, han hjalp mig op og stå, mine ben var stadig usikre, så han støttede mig hele vejen hen til bilen.

”Hvad er der sket?” han så bekymret på mig, jeg kunne godt forstå hvorfor han var bekymret, det var jeg nok også blevet hvis jeg havde fået sådan en besked, som jeg havde sendt til Harry, og så bagefter må det have været ubehageligt at have fundet mig sådan. Liggende midt på fortovet, han må have troet at der var sket en ulykke. Det var der jo også næsten, men jeg havde det faktisk lidt dårligt med at jeg havde gjort ham så bekymret.

Jeg begyndte hulkende at forklare ham hvad der var sket. Jeg lagde mærke til at hans hænder greb hårdere fat om rattet, da jeg fortalt hvad Jake havde gjort. Men han sagde ikke noget, lod mig bare tale ud og det var rart.

Ingen af os sagde noget, da jeg var færdig med at fortælle. Jeg var bange for at Harry var sur på mig, for han så virkelig sur ud. Jeg pillede nervøst ved min lynlås. Altså den på min jakke, ikke den på bukserne. Det ville være mærkeligt.

”Han er jo ikke rigtig klog ham Jake” sagde Harry endelig, og jeg åndede lettet op. Det var Jake, og ikke mig, hans vrede var rettet imod. Jeg nikkede svagt, da jeg var fuldstændig enig. ”Hvis jeg havde været der, havde jeg pandet ham en” mumlede Harry sammenbidt og så lavt at jeg ikke var sikker på om jeg skulle høre det. Jeg så overrasket på ham og blev helt varm inden i, det at han ville slå Jake for min skyld, gjorde mig på en eller anden syg måde glad.

Jeg smilede ukontrolleret, hvilket fik Harry til at sende mig et mærkeligt blik. ”Tak Harry” sagde jeg og smilede stadig, han så forvirret på mig ”for hvad?”. Jeg rullede med øjnene, drengen var fantastisk og sød og alt det der, men nogen gange var han altså for dum. ”For at være der for mig” sagde jeg stille, ”hold øjnene på vejen” tilføjede jeg, da han endnu engang vendte blikket over mod mig. Så var det hans tur til at rulle med øjnene, men jeg mente det helt seriøst. Jeg skulle ikke ende mit liv i en bilulykke, det havde jeg været tæt på før og det skulle ikke ske igen. ”Du kan altid ringe til mig Melanie” sagde han stille. Varmen skyllede gennem min krop og hvis jeg havde stået op, ville mine ben være blevet lavet til spagetti, så blød blev jeg i knæene.

Det var utroligt så hurtigt at chokket havde forladt min krop. Det måtte være på grund af Harry, jeg følte mig virkelig tryg sammen med ham, mere end jeg havde gjort på Nando´s. jeg ved ikke hvad der var sket, eller måske vidste jeg det godt alligevel.

Harry havde vundet min tillid fuldstændig, da han kom og hentede mig, der forsvandt den sidste rest af den nervøsitet jeg plejede at føle sammen med ham. Jeg pillede igen lidt usikkert ved min lynlås, jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle sige.

Selvom der var stille i bilen, så var stilheden ikke akavet, som den nok normalt ville blive. Jeg lænede mig bare tilbage i sædet og nød duften i bilen, den duftede af Harry, jeg snusede diskret ind, men kun når jeg var helt sikker på at Harry ikke så det, for så ville det meget hurtigt blive akavet. Jeg gøs ved tanken, der var ikke noget værre end akavet stemning.

”Fryser du?” spurgte Harry, han havde set mig gyse og selvom det ikke var på grund af kulde, så frøs jeg faktisk, jeg havde bare ikke lagt mærke til det. ”Lidt” mumlede jeg, Harry smilede til mig og skruede op for varmen. Varmen bredte sig i den lille bil.

Jeg var sikker på at det ikke var en billig bil vi kørte i. det var en af den slags biler med kaleche, sådan en bil man kun kunne drømme om og så sad jeg lige pludselig i sådan en. Et minde dukkede lige pludselig op i mit hoved:

Jeg var fem år gammel. Min far og jeg var ude og gå en tur i St. James´ park, far havde lige købt is til os og vi var på vej hen mod en bænk, da vi så den. En virkelig flot bil uden tag. ”SE FAR” hvinede jeg, ”sådan en vil jeg have når jeg bliver stor”. Far grinede af mig, ”det er også en flot bil” smilede han ned til mig, ”det er en Ferrari” fortalt han mig. Jeg stirrede med store øjne på den røde bil. ”Kom Melanie” sagde far og tog mig i hånden, han trak mig med hen til en bænk, hvor vi spiste vores is. Jeg kunne ikke få bilen ud af hovedet og jeg glædede mig til at fortælle mor om den.

Jeg smilede over mindet. Det var det første gode minde, som kom tilbage, Harry skævede til mig ”hvorfor smiler du?” spurgte han og smilede selv, ”jeg kom lige i tanke om et minde” sagde jeg og smilede. Han så nysgerrigt på mig, men han turde åbenbart ikke spørge, han var nok bange for at overskride mine grænser. Han var bare så sød og betænksom og nuttet og… og jeg stopper bare her, jeg tror i har fanget den, men pointen er at han var sød.

”Det var bare et minde fra da jeg var fem, hvor jeg så en bil der minder om den her” forklarede jeg, han lyste op i et smil, ”så jeg har faktisk hjulpet dig med at huske” konstaterede han med lysende øjne. Jeg nikkede, for det havde han jo faktisk, han blev da bare mere og mere perfekt.

Harry havde stoppet bilen, jeg kiggede ud og opdagede at vi holdt foran mit hus. Jeg lænede mig over og gav ham et kys på kinden. ”Endnu engang tak Harry” sagde jeg og stod ud af bilen. Jeg gik hurtigt op til døren og åndede lettet op, da der ikke var nogen fotografer. Jeg vendte mig om og vinkede til Harry, før jeg gik ind af døren.

Mine forældre var hjemme, jeg kunne høre dem ude i køkkenet og gik ud til dem. De havde det lille fjernsyn til at køre derude. Jeg gik smilende ind til dem, da jeg ikke ville fortælle om episoden med Jake.

De vendte sig begge om da jeg kom ind. ”Hej” sagde jeg smilende, de smilede kun halvt tilbage og jeg vidste at der var noget galt. ”Er der sket noget?” spurgte jeg nervøst, de så på hinanden ”er der ikke noget du har glemt og fortælle os?” spurgte min far og kiggede på min mor igen, hvorefter de begge stirrede på mig. ”ØHHH hvad?” spurgte jeg forvirret, de kiggede begge to over på fjernsynet, jeg gjorde det samme og gispede.

Fuck den vidste jeg ikke lige hvordan jeg skulle forklare mig ud af.

♦♦♦

Uhh så kom der lidt spænding:)

Hvad tror i Melanies forældre så i fjernsynet? Giver Jake op?

og er Harry lige så perfekt som Melanie tror?

Læs med i næste kapitel af words can´t bring me back (jeg havde virkelig lyst til at skrive det;-b)

♦♦♦

Mang mang mange mange tak fordi du læser med, det betyder utrolig meget for mig. Det er så vildt at der er 20 favoritlister og 14 likes, det havde jeg ikke regnet med på min første movella, tusind tak alle sammen :)

Jeg håber at i nyder at læse den, lige så meget som jeg nyder at skrive den:-)

-Christina<3 xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...