Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3953Visninger
AA

17. Meet the parents:O

Melanies synsvinkel

Harry den ting! Hvorfor skulle han også lige sige ja? Min i forvejen dårlige dag, var på vej til at blive endnu dårligere. Jeg sad på mit værelse med døren lukket, jeg magtede ikke at være sammen med nogen.

Ikke engang Harry. Ham plejede jeg ellers altid gerne at ville være sammen med. Men ikke i dag, for det første var jeg stadig flov over, at jeg ikke kunne forsvare mig selv, og for det andet, var jeg virkelig irriteret over at Harry havde sagt ja, til at komme til middag. For det tredje, ja listen er ved at blive lang, så var han delvis skyld i, at jeg ikke kom i skole og for det fjerde (og sidste) så kunne jeg ikke få ham ud af hovedet, og det generede mig seriøst meget.

Nej vent, der var også en femte ting. Jeg havde jo planlagt at droppe kontakten til Harry, men det kunne jeg ligesom ikke nu, når han skulle møde mine forældre. Crap.

Præcis klokken syv ringede det på døren. Jeg fik et kæmpe chok og faldt ud af sengen, slog hovedet ind i sengebordet og landede så på gulvet. Jeg måtte se at få flyttet det sengebord, mit hoved kunne snart ikke klare flere slag.

Jeg skyndte mig op fra gulvet og fór nedenunder. Jeg havde ikke skiftet tøj, det slog mig, da jeg var halvvejs nede af trappen. Jeg vendte om og sprang op af trapperne igen, og løb ind til mit (fantastiske) skab.

Jeg hev hurtigt en sort top over hovedet og fik fat i en pink cardigan. Jeg stod hurtigt ud af mine bukser og hoppede i et par hvide jeans. Jeg skulle til at løbe ud af døren, men vendte om igen, da det slog mig at jeg nok hellere måtte fjerne mit vasketøj. Man vidste jo aldrig om Harry ville se mit værelse.

Jeg samlede hurtigt tøjet op og proppede det ned i den flettede vasketøjskurv, som altid stod bag ved døren. Så kunne jeg endelig komme nedenunder. Min far havde lukket Harry ind. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så Harrys ansigtsudtryk, han lignede en der helst ville være alle andre steder end hjemme hos mig.

Han så op da jeg kom ned, og smilede lettet. Det kunne jeg godt forstå, for min far var sgu ikke for sjov, når han begyndte at krydsforhøre én.

Harrys synsvinkel

Jeg sukkede indvendig af lettelse, da Melanie kom ned af trappen. Hendes far havde, på de fem minutter vi havde været sammen, stillet virkelig mange spørgsmål om min karriere, min barndom og min familie.

Mon der var en eller anden regel for, hvornår man måtte gå hjem fra et middagsselskab. For jeg havde allerede lyst til at tage hjem. Jeg kunne selvfølgelig sige at der var et interview jeg skulle nå. Hmm det kunne være at jeg skulle bruge den, hvis det blev for akavet. Eller måske ikke, for så kunne det være at de ville se interviewet og det ville være rimelig pinligt, når der nu ikke var noget interview. Forvirrende tanker eller hvad?

”I kan sætte jer ind til bordet nu”, sagde hendes mor, som kom til syne i en døråbning. ”Mange tak” sagde jeg høfligt, jeg skulle jo gøre et godt indtryk. Melanie førte mig ud i køkkenet.

Deres køkken var faktisk rigtig hyggeligt, selvom det var holdt i sort og hvid. Der hang billeder, som nok var Melanies skolebilleder, på væggene. Jeg var lige ved at komme til at grine, da mit blik faldt på et billede af en lille pige, med kæmpe store rottehaler, som sad næsten ovenpå hovedet. Pigen havde et kæmpe smil på læben, det måtte være Melanie som lille.

Melanie opdagede at jeg kiggede på billedet, og gav mig et spark over skinnebenet og et advarende blik. Hendes forældre sad og betragtede os, hendes mor rystede smilende på hovedet og satte maden på bordet.

Vi skulle have tacos. Hvor heldig har man lov til at være. ”Jeg håber at du kan lide tacos Harry” sagde hendes mor og smilede til mig, ”for du får ikke andet” tilføjede hendes far. Melanie rullede med øjnene og rødmede.

Jeg smilede og svarede ”så er det heldigt, at tacos er min livret”. Hendes far nikkede tilfreds med mit svar. Jeg sukkede endnu engang indvendig af lettelse. ”Det ser lækkert ud mrs. Øhh”, ”kald mig endelig Laura” smilede hendes mor, ”og tak, jeg håber at du kan lide det”, jeg smilede til hende, måske ville det hele ikke blive så akavet alligevel.

Eller måske ville det, for Laura kom med den ultimative stemnings knuser. ”Nu husker i vel at bruge beskyttelse ikke?” spurgte hun og stirrede først på mig og derefter Melanie. Melanie blev total rød i hovedet og mumlede ”moar helt ærligt”. Hendes mor vendte opmærksomheden mod Melanie, ”der er da vigtigt, ellers kan der jo ske alt muligt som…”.

Melanie holdt sig for ørene og afbrød sin mor ”ja tak, jeg tror at vi har hørt nok, i øvrigt er vi ikke kærester så det der er ikke noget problem”. Laura droppede emnet, men sendte endnu et indtrængende blik på os. Jeg tror ikke at hun troede på, at vi ikke havde noget kørende.

Man kan vel også godt sige at hun havde ret. For der var vel et eller andet imellem os, jeg vidste bare ikke helt præcist hvor vi stod.

Resten af middagen forløb, uden flere akavede kommentarer og det endte faktisk med at være rigtig hyggeligt. De havde virkelig gjort noget ud af, at jeg skulle komme. Der var dessert og alt muligt. Is, slik og Melanie, man kan godt sige at det var en god aften.

”Mange tak for mad” smilede jeg, ”det var rigtig lækkert”. Laura og Melanies far smilede til mig, underligt nok vidste jeg ikke hvad han hed. De gik ind i et andet rum, som nok var stuen, og efterlod Melanie og mig alene tilbage.

”Må jeg ikke se dit værelse?” spurgte jeg og så på hende.

Melanies synsvinkel

Aftenen havde faktisk været okay, og ikke nær så pinlig, som jeg havde frygtet. Jeg måtte virkelig tage en snak med min mor om, at hun ikke skulle bringe emner som beskyttelse på banen, når vi havde gæster. Det var seriøst pinligt.

Men da vi så havde spist og mine forældre var gået. Så kommer Harry selvfølgelig med et spørgsmål, som jeg helst ville have undgået. ”Må jeg ikke se dit værelse?”, jeg havde egentlig været forberedt på at han ville spørge, men jeg havde alligevel håbet at han ville lade være.

Men nej nej, selvfølgelig lader han ikke være. Det er jo ligesom Harry Styles vi snakker om. Han kunne på en eller anden måde altid gøre det, som jeg håbede at han ikke gjorde, for eksempel da min mor inviterede ham til middag. Jeg signalerede til ham at han skulle lade være, men gjorde han som jeg bad om? Nej.

Irriterende lille Harry, som godt nok var ældre end mig, men det glemmer vi lige.

Jeg sukkede stille for mig selv, og viste ham op af trappen og ind på mit værelse. Han så skuffet ud, da han trådte ind. Jeg forstod ikke helt hvorfor, men han var så betænksom selv at fortælle det.

”Jeg synes at du sagde, at du havde One Direction plakater på dit værelse”, sagde han og kiggede bebrejdende på mig, mens han lavede de sygeste skuffede dådyr øjne. ”Det havde jeg også” sagde jeg og lagde tryk på ”havde”. Han så endnu mere skuffet på mig, ”har du fjernet dem fordi at jeg skulle komme?” spurgte han og stirrede på mig med sine store grønne dådyr øjne.

Det var ikke fair, at han kiggede sådan på mig. Jeg kunne jo slet ikke koncentrere mig, når han så, så godt ud. For det første de øjne der, de var seriøst ikke til at stå for. For det andet så, så han pisse godt ud. Han havde et par stramme, faktisk meget stramme, sorte jeans på og så havde han en stram hvid T-shirt på. Man kunne se hans muskler gennem trøjen. Hans hår sad som sædvanlig i en perfekt pjusket frisure.

Kan i se hvad jeg mener, jeg havde jo ikke en chance. ”Faktisk tog jeg dem ned, den første gang jeg mødte jer” mumlede jeg og rødmede. Han så forvirret på mig ”hvorfor det?” spurgte han. Jeg rullede med øjnene, ”i irriterede mig” sagde jeg bare. Jeg var så venlig at sige at de irriterede mig, selvom det faktisk kun var Harry, som havde irriteret og forvirret mig helt vildt.

Han spurgte ikke mere, men blev ved med at stirre på mig. ”Hvad er der?” spurgte jeg og så forvirret på ham, havde jeg noget i ansigtet eller hvad? ”Ikke noget”, sagde han bare. Men jeg gennemskuede ham, det blev ret tydeligt, da hans blik gled fra mine øjne og ned på min mund.

Jeg lod som om jeg ikke havde bemærket det, selvom mit hjerte satte farten op til 180 kilometer i timen. Jeg trådte lidt til siden, men jeg fik det til at se tilfældigt ud, det troede jeg i hvert fald. Harry løftede et øjenbryn og et svagt smil spillede på hans læber. Suk, han havde opdaget det.

Han trådte selv et skridt frem, mens jeg tog et tilbage. ”Du gør det der med øjenbrynet igen” mumlede jeg for at aflede hans opmærksomhed. Det var ikke fordi at jeg ikke ville kysse med Harry, for han kyssede godt, meget godt faktisk. Men hvis vi kysse nu, var jeg ikke sikker på at jeg kunne holde fast i min beslutning om, at holde mig væk fra Harry.

Min afledningsmanøvre virkede ikke. Han rystede bare smilende på hovedet og trådte endnu et skridt frem, jeg tog endnu et tilbage. Det skulle have set elegant ud, da jeg trådte tilbage, men jeg havde ikke lige taget sengen med i mine overvejelser. Da jeg trådte bagud stødte jeg ind i sengen og faldt bagover.

Harry flækkede af grin og smed sig på sengen ved siden af mig. Jeg rullede hurtigt væk, jeg ville ikke give op uden kamp. Han havde sat sig op, så han lænede sig op af hovedgæret. Han greb hurtigt fat i mit håndled, da jeg prøvede at flygte, han hev til så jeg endte med at sidde, en smule akavet, mellem hans ben.

Harry lagde armene omkring mig, så jeg ikke kunne flygte, og sagde helt tæt på mit øre ”hvad har jeg gjort, siden du flygter fra mig”. Jeg rødmede ”ikke noget” mumlede jeg og prøvede at vende hovedet væk.

Men den lille skid var smartere, end jeg havde troet. Han vendte ansigtet samme vej som mig, så jeg endte med nærmest at læne min kind imod hans. Jeg kunne mærke at han smilede, jeg ville vende hovedet væk igen, men han strammede grebet om mig. Hans ansigt kom tættere og tættere på, og stakkels mig kunne ikke flygte.

Okay stakkels og stakkels, for jeg ville jo gerne kysse ham. Eller ville jeg, total forvirret som altid. ”Harry ne…” mumlede jeg, men blev afbrudt da hans læber ramte mine, og et hav af sommerfugle eksploderede i min mave.

Først kyssede jeg ikke med, men jeg kunne alligevel ikke modstå ham i længden. Selvfølgelig endte jeg med at kysse ham. 1-0 til Harry.

Han trak sig lidt væk, ”hvorfor vil du ikke være sammen med mig” spurgte han trist. Han var en god skuespiller, det måtte man give ham. Jeg vendte mig om, så vi sad overfor hinanden. ”Fordi jeg ikke magter det” mumlede jeg, det var en lam forklaring og jeg havde svært ved at se ham i øjnene.

”Hvorfor?” spurgte han, og jeg kunne mærke hans gennemtrængende grønne øjne på mig. ”Har du ikke set twitter eller hvad?” nærmest hvæsede jeg og fik tårer i øjnene. Jeg skævede op mod Harrys ansigt. Han nikkede eftertænksomt, ”jeg har set det, men du skal bare ignorere det” sagde han blidt, ”de skal ikke blande sig i vores forhold”.

Forhold? Havde vi gang i et forhold? Der kan man bare se, det vidste jeg ikke. Jeg var fristet til at sige det til ham, men lod være, den måtte vi tage en anden gang. ”Please Melanie kan vi ikke give det en chance?” spurgte han og kiggede bedene på mig, med de der dådyr øjne.

Arrgh jeg havde jo ikke nogen chance. Harry stirrede på mit ubeslutsomme ansigt og snakkede videre ”kom nu, bare en chance”. Jeg sukkede, ”men kun én” sagde jeg opgivende. Harrys ansigt lyste op, han lignede nærmest et barn, som åbner gaver juleaften.

Han lavede en mærkelig lille sejrsdans, som så ret så mærkelig ud, fordi han sad ned. Han skulle lige til at kysse mig igen, da døren gik op og min mor kom ind. Jeg rullede hurtigt væk fra Harry, og bad til at min mor ikke havde hørt vores samtale, eller lagt mærke til hvor tæt vi sad.

Hendes ansigtsudtryk fortalte mig, at hun havde set det. Jeg sukkede, jeg kunne sikkert se frem til en samtale om bierne og blomsterne. Det kan godt være at hun var skuffet over, at jeg ikke havde nævnt Harry for hende, men der var ligesom en grund, når hun reagerede på den måde.

”Kommer i ikke ned, vi har fået endnu en gæst” sagde hun. Jeg rynkede panden, endnu en gæst, hvem kunne det være. Vi gik ud af værelset og ned af trappen. Jeg stirrede chokeret på ”gæsten”. ”Hvad laver du her?” udbrød jeg chokeret.

♦♦♦

Hvem er den mystiske gæst?

 kan Melanie klare presset? og kan Melanie og Harrys forhold fungere?

hvad tror i at der sker?

I må meget gerne skrive hvad i tror at der sker:-)

Synes i at historien er ved at blive for lang?

♦♦♦

Mange gange tak fordi du læser med, det betyder virkelig utrolig meget for mig. Det er så vildt at der er 29 favoritlister, det havde jeg ikke regnet med på min første movella. Tusind tak alle sammen:-)

Beklager ventetiden, men jeg har meget at lave med eksamen og svømmetræning for tiden. Skal nok prøve at opdatere lidt hurtigere næste gang:)<3

Smid endelig en kommentar, så bliver jeg så glad:-)

-Christina<3 xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...