Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3771Visninger
AA

7. Karma is a bitch

Melanies synsvinkel

Dagen var ellers begyndt så godt, udover mit mareridt. Skoledagen havde været god, Ms. C havde spurgt om jeg ville være med i en dansekonkurrence to uger efter. Jeg havde været vildt glad. Danielle skulle også være med i konkurrencen, så vi havde hoppet rundt, som to små kaniner på speed, Claire var derimod ikke særlig glad for at jeg skulle med til konkurrencen. Jeg havde taget hendes plads og hun var rasende over det. Danielle og jeg skulle danse sammen. Det var Danielle der havde lavet koreografien, hun viste mig dansen i timen. Vi skulle danse til How Ya Doin? Med little mix. Det var vildt flot lavet af Danielle. Jeg ville egentlig have spurgt hende, om vi skulle være sammen efter skole, men til frokost fortalte hun mig, at hun skulle være sammen med Liam, bare de to for en gangs skyld. Jeg kunne se at hun virkelig glædede sig, og jeg var glad på hendes vegne, men også lidt misundelig, over at hun kunne være så glad.

Jeg gad ikke direkte hjem efter skole, så jeg besluttede mig for at smutte ind i byen og kigge på nyt tøj. Vejret var vildt godt, det var koldt, men solen skinnede. Jeg havde fundet en helt vildt flot jakke i et butiksvindue, som jeg bare måtte eje. Det var en lyseblå dynejakke, den var helt fantastisk og matchede mine nye lyseblå støvler, hvor der var lynlås bag på støvlen og en meget lille hæl. Jeg købte jakken og gik glad ud af butikken og fortsatte mod trafalgar square.

Det var en dejlig dag, så jeg tænkte, at jeg kunne sætte mig på kanten af et af de store springvand. Springvandene var helt vildt flotte, der stod to skulpturer i hvert springvand, nogen havfruer af en art, tror jeg. Jeg stod og beundrede det flotte springvand, da jeg lige pludselig fløj forover og lige ned i vandet.

Jeg vendte mig fortumlet op og mødte et par ondskabsfulde grønne øjne. ”Åh undskyld Melanie, jeg så dig slet ikke” sagde Claire og vrængede da hun sagde mit navn. Jeg rejste mig op og kravlede over på den rigtige side af springvandet. ”Hvad er dit problem Claire” sagde jeg og efterlignede hendes stemme, da jeg sagde hendes navn. Hun svarede mig ikke, vendte bare ryggen til og gik over til sine veninder, inklusiv Mira, som bare stod og grinede af mig. Mit lyse hår klaskede mod mit ansigt og mit tøj dryppede, jeg frøs helt vildt og jeg forbandede Claire.

Ud af øjenkrogen kunne se to personer komme hen imod mig. Jeg genkendte dem, desværre, det var Harry og Niall. Misforstå mig ikke, jeg kunne godt lide Niall, men Harry gjorde mig virkelig nervøs og det havde jeg bestemt ikke lige brug for. ”Er du okay Melanie” spurgte Harry, da de var næsten henne ved mig, jeg svarede ikke. Jeg vendte mig om og gik over mod Claire, hun havde virkelig fået bitchen op i mig.

Hun stod med ryggen til, det samme gjorde hendes veninder. Jeg tror de kiggede på et eller andet. Utroligt at Claire ikke havde lært, at man ikke skulle stå med ryggen til, når man kiggede på springvand. Jeg gik målrettet over mod hende og gav hende et skub i ryggen, da jeg gik forbi. ”Karma is a bitch, husk det Claire” sagde jeg flabet og gik videre. Hun så helt fortumlet ud, som hun sad der i springvandet. Den havde hun ikke lige regnet med.

Jeg kig hurtigt over mod det nærmeste busstoppested. Jeg ville bare hjem, heldigvis var min nye jakke ikke blevet våd, jeg havde tabt posen på jorden, da jeg røg i vandet. Jeg kunne høre løbende skridt bag mig og forventede egentlig at det var Claire.

En hånd tog fat i min arm, jeg gispede og forventede at få en på kassen, men da jeg vendte mig om, mødte et par grønne øjne mine, men det var ikke Claires. Det var Harrys. ”Hvad skete der lige der?” spurgte Niall og så forvirret ud. Jeg rystede bare på hovedet, de ville ikke forstå det. Harrys hånd holdt stadig fast i min arm og jeg prøvede at rive mig løs, men han strammede bare grebet.

”Helt ærligt Harry, slip mig” sagde jeg irriteret, der var pisse koldt og mit tøj var gennemblødt. ”Så fortæl os hvad der skete” svarede Harry. Jeg sukkede højlydt ”der skete det at jeg faldt i vandet” sagde jeg irriteret, ”må jeg gå nu?” tilføjede. ”Du faldt ikke, du blev skubbet” rettede Niall mig ”vi så det”. Jeg rullede med øjnene ”så ved i jo også hvad der skete” sagde jeg flabet og rev i min arm, for at få Harry til at give slip.

Så var det deres tur til at sukke. ”Det var ikke det vi mente” sagde Harry og lød lidt irriteret. Hvad var der lige galt med dem? Vi havde mødt hinanden én gang og de opførte sig allerede som nogle overbeskyttende storebrødre. Suk. Jeg tænkte mig lidt om, jeg skulle have ham til at give slip. Jeg havde lidt travlt, for jeg kunne se bussen.

Lige pludselig fik jeg en god ide. Drengene stod stadig og ventede på en forklaring. ”SE” pegede jeg ivrigt, med min anden arm. ”Der er nogle piger på vej her hen og de har papir og blyant med” det fik deres opmærksomhed, ha de kunne ikke sige nej til deres fans. Da Harry vendte opmærksomheden mod pigerne, som ikke var der, blev hans greb om min arm løsere. Jeg rev armen fri og løb alt hvad jeg kunne hen mod bussen. Den skulle lige til at køre, da jeg kastede mig ind i den.

Buschaufføren kiggede mærkeligt på mig, han var nok ikke vant til, at der kom drivvåde piger ind i bussen. Jeg trak bare på skuldrene og betalte. Jeg gik ned gennem bussen og valgte at sætte mig på allerbagerste række. Der sad ikke nogen og jeg kunne kigge ud af bagruden. Jeg kunne se Harry og Niall, de så begge to helt vildt forvirrede ud. Jeg lavede en lille sejrsdans inde i mit hoved.

Jeg satte mig på det mønstrede sæde, et af dem hvor der ikke er et eller andet klamt på, og slappede af. Bus sæder er altid virkelig klamme, men jeg var heldig, for det jeg havde valgt, var fri for tyggegummirester og andet snask, men okay, jeg ville nok blive den eneste der sad på det sæde hele dagen, eftersom det blev drivvådt af mit tøj.

Bussen stoppede og jeg skyndte mig ud. Jeg bad virkelig til, at mine forældre ikke var hjemme, for jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare det våde tøj. Busstoppestedet lå næsten lige foran mit hus, så der var ikke langt at gå, det var jeg glad for, for det var begyndt at blæse endnu mere. Mine tænder klaprede og jeg bandede for mig selv, da jeg opdagede at der stod nogle fotografer ude foran mit hus. Hvordan skulle jeg så komme ind? Det var total udelukket at gå forbi dem, jeg skulle under ingen omstændigheder fotograferes med vådt tøj og hår der klaskede ind til hovedet.

Så jeg tog en omvej og gik hele vejen ned af vores vej og om på vejen bagved. Jeg satsede virkelig meget på, at der var et hul i hækken, som jeg kunne kravle igennem. For det ville ikke være fedt, hvis fotograferne opdagede, hvad jeg havde gang i og jeg så lå hen over hækken i drivvådt tøj. Jeg kunne lige se billederne for mig og overskrifterne næste morgen: Ulykkesramte Melanie, stadig forvirret efter ulykken. Jeg gøs, det måtte ikke ske.

Heldet var heldigvis med mig, der var et hul i vores ellers rimelig høje hæk. Det var ikke et særlig stort hul, men jeg kunne lige klemme mig igennem. Jeg stod i vores have og tænkte over mit næste træk. Jeg havde faktisk ikke været i haven i det halve år der var gået. Den var rimelig stor og meget velplejet. Der var to store blomsterbede, godt nok uden blomster, men det var også efter år og meget tæt på vinter. I havens ene hjørne stod et gyngestativ, med to gynger og en rutsjebane(den var blå). Midt i haven stod der er stor trampolin. Der var også træer rundt om i haven, jeg tror det var frugt træer.

Jeg kiggede over på huset og lyste op, da jeg så at der var en bagdør, den var rød og faldt i med husets farve. Det måtte være min redning. Mon nøglen til hoveddøren også virkede til bagdøren. Jeg skyndte mig derover og satte nøglen i låsen. Døren gik op og jeg sukkede lettet. Jeg løb op ad trappen og fik fundet rent tøj, bagefter skyndte jeg mig ud på badeværelset og gik i bad.

Harrys synsvinkel

Niall og jeg havde været oppe i London Eye, efter at Melanie var forsvundet. Hun havde narret os, så hun kunne smutte, uden at give en forklaring. Vi sad på Nando´s og snakkede. Niall var blevet sulten, efter at vi havde været ved London Eye. ”Hvorfor tror du, at hun ikke ville sige hvad der skete?” spurgte Niall med munden fuld af mad. Jeg trak på skuldrene ”vi må spørge hende til filmaftenen i morgen” svarede jeg og tog en bid af min burger.

Jeg have mødt Melanie to gange, og hun forvirrede mig allerede helt vildt. Hun var en speciel pige, det måtte man sige. Jeg kunne se at Niall, heller ikke kunne lade være med at tænke på hende. ”Hmm, vi kan jo spørge Danielle” udbrød jeg pludselig, hun måtte da vide hvad der var med Melanie. Niall lyste op ”god ide” sagde han og gav mig en hi-five.

”Vi ringer til hende når…” mere nåde Niall ikke at sige, for der var en pige der var kommet hen til os, ”er i ikke fra One Direction?” spurgte hun med store øjne. Jeg smilede stort til hende og svarede ”jo”. Hun hvinede og fandt sit kamera frem og en blok papir. Vi skrev autografer og tog billeder med hende. Der var også andre der havde opdaget os og før vi vidste af det, var vi omringet, af skrigende piger.

Niall smilede til mig og rystede på hovedet. Det var stadig helt vildt, at pigerne reagerede på den måde når de mødte os.

Vi fik ikke snakket mere om Melanie. Resten af eftermiddagen gik med at snakke med vores fans. Det var faktisk rigtig hyggeligt, mange af vores fans var utrolig søde. Der var så også dem, som jeg ikke brød mig så meget om. Dem som af en eller anden grund ikke kunne lide Niall.

Det påvirkede Niall meget, når der kom nogen og de ikke ville have taget billeder med ham. Personligt forstod jeg ikke, hvordan man ikke kunne lide Niall. Han var et af de sødeste og mest omsorgsfulde mennesker jeg kendte. Jeg gik op og betalte vores regning, så vi kunne komme væk, før der kom endnu flere fans. Jeg tog Niall under armen, vi trak begge vores hætter ned over ansigtet, for at man ikke skulle genkende os uden for. ”Kom vi tager hjem til mig” sagde jeg og trak af sted med Niall, så han kunne tænke på noget andet, end de negative kommentarer.           

♦♦♦

Hvorfor vil Melanie ikke have at nogen ved at Claire er efter hende?

 og hvorfor er Harry så optaget af Melanie?

hvad tror i at der sker?

♦♦♦

Tusind tak fordi i læser med. Det er helt vildt at der er 151 der har læst den og at der er 11 favoritlister, det havde jeg ikke regnet med, på min første movella. Tusind tak søde mennesker. Hvis i kan lide historien må i meget gerne skrive en kommentar og sætte på favoritlisten:-)

-Christina<3 xx

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...