Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3790Visninger
AA

2. I don´t remember

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk. Jeg følte mig som et rådyr, som jeg stod der fuldkommen paralyseret midt på fortovet, mens forlygterne hurtigt nærmede sig. Den sænkede ikke farten, men kørte direkte op over kantstenen, hvor jeg stod. Jeg skreg ikke da bilen ramte og alt blev sort.

Jeg stirrede ind i væggen, som jeg havde gjort det sidste halve år. Jeg græd ikke, sad bare og stirrede, mens jeg prøvede at huske. Men der var ikke noget at finde, min hukommelse var bare væk. Det var pisse irriterende og frustrerende, hver gang jeg lige troede at jeg kunne få fat i et minde forsvandt det igen. Jeg smed mig irriteret på sengen, sur på mig selv over at jeg stadig ikke huskede. Det kunne da for pokker da ikke være så svært, jeg lukkede øjnene og prøvede igen, men gav op da jeg ikke kom videre.

Ulykken havde totalt ødelagt mit liv. Jeg vidste ikke rigtig hvad der var sket, en dag vågnede jeg bare op i et helt hvidt værelse, med et drop i armen og nogle fremmede mennesker, som sagde at de var mine forældre. Det eneste jeg huskede var et par forlygter der kom imod mig. Jeg havde haft mareridt om det siden ulykken. Hver nat vågnede jeg skrigende op, badet i sved og med tårerne løbende ned af kinderne. Jeg vidste godt nok ikke om det var sådan ulykken var sket, men det føltes bare så virkeligt. Jeg genoplevede skrækken hver eneste nat. Nogen gange turde jeg ikke ligge mig til at sove af frygt for mareridtet.

I starten kom mine forældre løbende hver gang jeg skreg, men efterhånden stoppede de med at komme. Som om de bare havde fået nok. Det havde de nok i grunden også, men jeg kunne ikke undgå at føle mig såret. Jeg satte mig ved mit sminkebord og stirrede ind i spejlet, mens jeg lod mine dystre tanker fortsætte. Jeg kiggede ind i de velkendte blå øjne, efter et halvt år kunne jeg i det mindste genkende mig selv. Jeg fik fat i et hårelastik og satte mit lange lyse hår op i en hestehale.

"Melanie!" råbte min mor på af trappen, "der er mad". Jeg kastede et sidste blik på mig selv og skyndte mig ned ad trappen. Mine forældre sad som sædvanlig og ventede på mig. Jeg kunne se på deres blikke at de stadig håbede. Håbede på at jeg kunne huske noget. Jeg hadede at skuffe dem, men hvad kunne jeg gøre, når mine minder bare var væk. Duh altså, det blev mere og mere frustrerende. Så jeg rystede bare irriteret på hovedet, de så begge skuffede ud, det gjorde de hver dag.

I lang tid var der bare stilhed ved bordet, men jeg kunne mærke at min mor ville sige et eller andet. Jeg så spørgende på hende, hun ville ikke engang møde mit blik. ”Okay” sagde jeg og lagde gaffelen fra mig, ”hvad er der?”. Min mor så på min far, han nikkede svagt. Hun tog en dyp indånding og sagde så ”Far og jeg har snakket om, at vi synes at det er på tide at du kommer lidt udenfor igen, du har ikke set dine veninder siden ulykken” hun så nervøst på mig. Jeg sukkede ”jeg ved ikke hvem mine veninder er” jeg fik tårer i øjnene da jeg sagde det. Ingen af mine såkaldte ”veninder” havde været forbi siden ulykken, så jeg vidste faktisk ikke hvem de var. ”Mira er ellers sådan en sød pige, er du sikker på at hun ikke har ringet?” spurgte min mor. Jeg rullede med øjnene, men gad ikke svare. Når jeg sagde at jeg ikke vidste hvem hun var, så mente jeg det nok. Helt ærligt nogen gange havde jeg bare lyst til at banke hovedet ind i en væg, når min mor begyndte med sådan nogle spørgsmål.

Min mor begyndte at beskrive Mira for mig. ”Hun har brune øjne og langt brunt hår, hun er en rigtig sød pige. Hun var din bedste veninde før ulykken” hun tøvede da hun nævnte ulykken. Ingen vidste hvad der var sket, udover at en bil havde ramt mig.

Jeg afbrød min mor, som stadig snakkede om Mira. ”Det hjælper ikke at beskrive hende, jeg kan stadig ikke huske hende” vrissede jeg irriteret. ”Tal pænt til din mor” sagde min far og blandede sig for første gang i samtalen. ”Men i hvert fald” sagde min mor, ”I morgen er det slut med at sidde på værelset, du skal begynde i skolen igen”. Jeg så måbende på mine forældre, ”det kan i bare ikke mene” råbte jeg, ”det er jeg slet ikke klar til”. Mine forældre så på hinanden og begyndte at forklare ”du har siddet på dit værelse i et halvt år, synes du ikke at det er på tide at komme ud?”. Jeg rystede arrigt på hovedet, hvad tænkte de på?

Det var ikke kun det at jeg skulle ud og genoptage mit liv, der gjorde mig bange. Det var også pressen. De havde fulgt ivrigt med i hvordan det gik efter ulykken. Pressen fandt historien interessant fordi, ingen vidste hvad der var sket under ulykken og alt det der. Jeg havde ikke set fjernsyn i lang tid, da jeg vidste at mit billede ville dukke op på skærmen og det var jeg bare ikke klar til. Godt nok var det ikke min historie der trak alle overskrifterne mere, men jeg var åbenbart stadig, populær nok til at der stod paparazzier udenfor og ventede på at jeg kom ud. Jeg forstod det ikke, jeg var jo ikke kendt eller noget.

Jeg var ikke klar til at komme ud igen. Jeg ville allerhelst bare gemme mig for evigt. Mit liv var noget lort og jeg hadede mig selv. Jeg kunne godt se mig selv i spejlet, men hver gang jeg gjorde det, dukkede alle de negative ting op i mit hoved. Mit hår var for kruset, mine øjne var for små og jeg var alt for høj.

Jeg ville ikke snakke med mine forældre. Så jeg løb op ad trappen og smed mig på min seng og græd. Med et kom en trang til at slå på noget, jeg så mig rundt i værelset. Min pude var et oplagt mål for min vrede, jeg greb fat i den og hamrede løs på den. Det hjalp, har du nogensinde prøvet at tæske en pude, hvis ikke skulle du tage at prøve det, det hjælper. Jeg smed mig forpustet på min seng og så mig rundt i værelset. Mine vægge var over klistret med plakater af et boy band, som vidst nok hedder One Direction. Jeg må have været rimelig vild med dem før ulykken, men jeg huskede dem ikke og vidste ikke engang hvilket musik de havde lavet.

Jeg smuttede hurtigt ud på mit lille badeværelse og børstede tænder. Jeg gjorde det så stille som muligt, for at mine forældre ikke skulle høre mig. Jeg havde ikke lyst til at tale med dem. Jeg skyndte mig ind i min seng og begyndte at græde igen. Som tidligere nævnt, havde jeg det ikke så godt med mit udseende og min selvtillid var helt i bund. Jeg havde overvejet selvmord et par måneder efter ulykken, men jeg kunne alligevel ikke gøre det mod min familie. Jeg var 16 og mit liv var allerede noget lort. Hvis bare jeg havde min hukommelse tænkte jeg endnu engang og sukkede, mens tårerne stadig trillede ned ad kinderne på mig. Til sidst blev jeg så udmattet at jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede skrigende, rullede ud af sengen og slog hovedet ind i mit sengebord, fed måde at vågne på mit om natten. Not. Mareridtet havde slået til igen, denne gang værre end det plejede. Selve ulykken var den samme, men jeg havde set noget fra før ulykken. En pige og en dreng der stod tæt sammen og snavede. Mig der løb over og skubbede dem fra hinanden, mens jeg skreg af drengen. Jeg løb min vej og standsede først da jeg kom så langt væk fra London Eye, at jeg ikke kunne se pigen og drengen mere. Det var sådan jeg havnede på det fortov, da bilen kom. Jeg burde være glad, jeg havde husket noget, men mindet gjorde så ondt inden i, at jeg helst bare ville glemme det igen. Jeg havde følt mig svigtet i drømmen. Det var det der gjorde den værre end den plejede. Jeg havde følt en dyb smerte i mit hjerte. Jeg rystede det af mig og så på mit vækkeur, klokken var 05:02.

Jeg gik over til vinduet og trak de lyseblå gardiner fra. Jeg stirrede ud over Londons oplyste bygninger. Om få timer ville jeg være ude af mit trygge værelse. Jeg havde virkelig ikke lyst til at komme ud. Jeg overvejede at pjække, men skød tanken fra mig, da min far sikkert ville insistere på at køre mig. Jeg sukkede, hvorfor var det lige at mit liv skulle ende i sådan et stort rod?

Jeg lagde mig i sengen, men opgav med det samme at sove. Jeg lå igen bare og stirrede ud i luften, indtil jeg blev så irriteret på mig selv, at jeg bare stod op og gjorde mig klar. Mine forældre sov stadig, så jeg listede ud på badeværelset og tændte for bruseren. Jeg nød at mærke hvordan det varme vand løsnede mine anspændte muskler. Måske ville det ikke blive så frygteligt at komme i skole igen. Jeg sukkede, jeg vidste jo godt at jeg narrede mig selv. Det ville blive forfærdeligt at komme i skole, jeg kendte ingen. Eller jo det gjorde jeg, men jeg huskede dem ikke. Lyder jeg forvirret, for det er jeg.

Jeg smuttede ind på mit værelse og kom i tøjet. Jeg valgte et par stramme sorte jeans og en sød lyseblå top, jeg hev en sort cardigan ud af skabet, da jeg ikke vidste hvordan vejret var. Jeg vidste faktisk ikke engang hvilken dag det var, eller hvilken måned. Jeg blev mere og mere sur på mig selv. 3. verdenskrig kunne jo være brudt ud, uden at jeg havde opdaget det. Jeg overvejede kort, igen at tæske min pude, men opgav tanken. Puden havde ikke fortjent at få tæsk.

Jeg tog en dyb indånding og satte mig ved mit sminkebord. Jeg tog hurtigt noget mascara på, børstede mit hår og så væk fra spejlet igen. Tag dig dog sammen tænkte jeg, du så dig selv i spejlet i går, det var da for pokker ikke så slemt. Jeg drejede blikket og så på mig selv. De blå øjne så udtryksløse og kolde ud. Jeg smilede ikke, det havde jeg ikke gjort i et halvt år, og jeg kunne mærke tårerne komme igen. Jeg tog mig sammen og gik den i vores lille køkken for at lave morgenmad. Køkkenet var ikke så stort, men det var alligevel hyggeligt. Det havde et stilrent design, holdt i sort og hvid. På væggene hang der billeder fra min families ferier og mine klassebilleder hang der også. Jeg havde ikke set på dem, men måske skulle jeg gøre det, bare for at vide hvem der egentlig gik i min klasse.

Jeg gik over og studerede billederne. Klassebilledet fra 9. klasse hang der. Det måtte være blevet taget kort før ulykken. Der var både et seriøst billede og et fjollebillede, jeg så indgående på fjollebilledet og prøvede at finde mig selv. Jeg gispede da jeg fandt mig selv. Jeg stod sammen med en pige, som jeg gik ud fra var Mira, vi smilede begge to og holdt om hinanden. Det der havde fået mig til at gispe, var at jeg genkendte Mira. Det var pigen fra min drøm. Jeg vidste ikke hvad der havde gjort mig så rasende i drømmen. Jeg prøvede at huske hvad der havde gjort mig så rasende, men jeg huskede stadig ikke.

Det havde ikke været en rar drøm, men den havde givet mig håbet om, at jeg en dag ville kunne huske. Jeg lavede kaffe, det ville mine forældre nok blive glade for. Misforstå mig ikke, jeg var stadig rasende på dem, men derfor kunne jeg godt lave kaffe og sprede lidt god stemning. Jeg spiste færdig og gik op for at finde mit skema. Jeg havde ikke brugt det i et halvt år, så hvor skulle jeg lede. Jeg stod lidt og tænkte mig om, så gik jeg hen til skrivebordet og rev skufferne ud. Jeg gennemrodede dem alle sammen, før jeg endelig fandt det. I allernederste skuffe.

Jeg sad lidt og stirrede tomt på mine skolebøger, så jeg hørte ikke at min far kom ind. ”Hør Melanie, jeg ved godt det er hårdt, men du bliver nød til at komme i gang med dit liv igen” det gav et sæt i mig og jeg sprang op. ”OMG, du må ikke gøre mig så forskrækket” sagde jeg og satte mig ned igen. Min far smilede kort over mig, ”vi kører om et kvarter” sagde han og gav mig et knus. Jeg havde ikke svaret på det han sagde da han kom ind, det vidste vi begge to, men han lod mig være og det var jeg glad for.

♦♦♦

Tak  fordi i læser med, det er jeg rigtig glad for. Drengene er ikke rigtig med i det her kapitel, men jeg synes at man lige skulle have lidt af Melanies liv med først. Hvis i synes om historien må i meget gerne skrive en kommentar

Endnu en gang tak fordi i læser med

-Christina

Ps. det er ikke rettet igennem, så det kan godt være der er nogle komma og tastefejl.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...