Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3790Visninger
AA

18. Get out of my house! Bitch!

Melanies synsvinkel

”Hvad fuck laver du her, skrid ud af mit hus” råbte jeg. Ej det gjorde jeg ikke, men jeg tænkte det. Den ko havde ingen ret til at være i mit hus. Hun skulle bare sparkes ud så hurtigt som muligt, og det måtte gerne gøre ondt.

”Hej Melanie” smilede hun sukkersødt og så op på mig, jeg sendte hende dødsblikket. Ja det fint tænkte jeg, og smut så med dig. ”Hej” sagde jeg sammenbidt. Hun vendte opmærksomheden mod Harry, og smilede flirtende ”dig har jeg vidst ikke mødt før, jeg hedder Mira” sagde hun og gav ham hånden. Jeg havde lyst til at råbe og skrige af hende, hun skulle bare ikke prøve på, at stjæle Harry.

Det var noget bullshit, når hun lod som om, at hun ikke genkendte Harry. Jeg havde set hendes iphone i skolen, og der var sjovt nok et cover på, med One Direction. Hun var en lige så falsk ko, som Claire.

Tag en dyb indånding og styr dit sprog Melanie. Jeg skævede til min mor, men hun så ikke ud til at være til hjælp. Så vidt jeg kunne se, forgudede hun Mira, og håbede tydeligvis at vi ville blive veninder igen. Men det ville ikke komme til at ske, ikke efter det hun gjorde imod mig.

Jeg kiggede hurtigt over på Harry, og fik øjenkontakt med ham. Han så mere eller mindre panikslagen ud. Mira kørte hårdt på med sin flirten, hun kastede helt vildt med håret og trak lidt ned i toppen, så der kom en meget dyb kavalergang til syne. Heldigvis gik Harry ikke med på den.

Mira havde faktisk stadig ikke svaret på mit spørgsmål, så jeg gentog det ”hvad laver du her?”. Hun vendte sig om imod mig, så det brune hår flagrede i luften. ”Jeg ville da besøge dig dit fjollehoved” smilede hun, ja det var hun da helt sikkert, som om.

Jeg havde ikke talt med Mira siden min første skoledag (efter ulykken). Den gang havde hun virket usikker, det gjorde hun ikke mere. Jeg ved ikke om hun vidste, at jeg vidste, at hun havde været sammen med Jake. Jeg tror faktisk ikke at hun vidste det, for første skoledag var det tydeligvis, det der bekymrede hende.

”Nå men, som du kan se har vi gæster, så det er ikke så godt lige nu”, sagde jeg og kopierede hendes falske smil. ”Melanie!” skændte min mor, ”selvfølgelig kan du da blive Mira” hun smilede helt vildt stort til Mira, det gav mig lyst ti at brække mig.

”Har du spist Mira?” spurgte min far, som tydeligvis også godt kunne lide Mira. ”Ja, men tak fordi du spørger” svarede hun alt for sødt. Mine forældre troede at hun var en sød lille pige, men det var hun tydeligvis ikke. Jeg forstod ikke, at de ikke kunne se det. Bare ved at se på hendes tøj, kunne man se at hun ikke var en sød og stille pige.

Hun havde som sagt en meget nedringet top på, den var hvid og man kunne se hendes BH igennem stoffet. Hun havde hvide gamacher på og en lårkort sort nederdel på, det var tydeligt at hun ikke bare lige var kommet forbi, for sådan noget tøj havde hun ikke på normalt. Hun havde et motiv og jeg ville vide hvad det var. Det lyder som noget fra en krimi, sejt nok alligevel.

Jeg gik op af trappen og trak Harry med mig. Mira fulgte lige i hælene på os, som en lille hund. Jeg var lige ved at komme til at grine, da jeg forestillede mig Mira med et halsbånd på, imens hun løb efter en pind. Måske skulle jeg prøve at få hende til det. Interessant tanke alligevel.

 Jeg satte mig på min seng, Harry satte sig ved siden af mig og Mira stod bare akavet midt på gulvet. Hvis hun ventede på at jeg sagde hvor hun skulle sætte sig, så kom hun til at vendte længe.

Til sidst satte hun sig på min kontorstol, og vendte endnu engang blikket mod Harry. Så det var det det handlede om. Hun måtte på en eller anden måde have fundet ud af, at Harry var hjemme ved mig.

Seriøst, skulle hun altid gå efter mine fyre?

Harrys synsvinkel

Jeg ved ikke lige hvem pigen, som sad sammen med os var. Jeg havde fanget at hun hed Mira, men hvad hun lavede på Melanies værelse fattede jeg ikke, for hende og Melanie kunne tydeligvis ikke lide hinanden.

Mira havde næsten ikke kigget på Melanie, hun havde hele tiden blikket rettet mod mig, og det gjorde mig virkelig utilpas. Heldigvis sad jeg ved siden af Melanie og ikke Mira. Jeg gav Melanie et diskret puf i siden, da hun kiggede på mig, signalerede jeg med øjnene over mod Mira, for at få at vide hvem hun var.

”Senere” mimede hun, da Mira kort kiggede ud af vinduet. Jeg nikkede forstående, det ville også være pænt akavet, hvis hun begyndte at forklare, når Mira var der. ”Seriøst Mira” sagde Melanie, da hun havde fået nok af tavsheden, ”hvad laver du her? Jeg ved udmærket godt, at det ikke var for at se mig”.

Mira så vildt utilpas ud og hendes blik flakkede over mod mig igen. Det forvirrede mig, men så faldt brikkerne på plads, hun var en fan. ”Jeg savner at være sammen med dig” sagde hun, men selv jeg kunne høre at hun løj. ”Ja det gør du sikkert” bed Melanie, ”det skulle du måske have tænkt på, før du stak tungen ned i halsen på min kæreste”. Mira blev helt bleg, men genfandt hurtigt fatningen, ”det var en fejl, og jeg har fortrudt det lige siden, og…” Melanie afbrød hende.

”Og hvad kan jeg bruge det til? Du var min bedste veninde og så gør du sådan noget, ved du godt at det delvis var din skyld at jeg kom ud for den ulykke?” hun var ved at miste besindelsen. Jeg lagde advarende en hånd på hendes arm, ellers ville det udvikle sig til en bitchfight. Det kunne være meget underholdende, men det ville nok være lidt svært at forklare Melanies forældre.

Mira svarede heller ikke på det sidste, hun ville nok også gerne undgå en bitchfight, hun så også ud til at være lidt skræmt over Melanies reaktion. Melanie lignede stadig en der var ved at eksplodere, hun rejste sig hurtigt og forsvandt ud af døren.

Jeg overvejede at følge efter, men hun ville sikkert gerne være alene. Melanie havde knap nok forladt værelset, før Mira havde taget hendes plads på sengen. Hun satte sig alt for tæt på, så jeg rykkede diskret lidt længere væk fra hende. Men hvad gør pigen så? Ja hun følger sgu efter.

Hun lagde en hånd på mit lår og spurgte ”hvad vil du med hende?”, jeg flyttede hendes hånd, ”hun er utrolig sød og helt sig selv” svarede jeg og rykkede lidt længere væk, men jeg kunne næsten ikke komme længere, for så ville jeg ryge ud over kanten. ”Det er jeg også” flirtede hun og lagde sit hoved på min skulder.

Jeg ville rykke væk fra hende og faldt ud af sengen. Jeg kunne se at det irriterede hende, at jeg ikke gik med på hendes flirteri, men ærligtalt så skræmte hun mig faktisk lidt. Jeg rejste mig op ”gider du godt at lade være med det der?” sagde jeg irriteret og sendte hende et hvast blik.

”Med hvad?” spurgte hun flirtende og satte sig på kanten af sengen. ”Det ved du bedst selv” svarede jeg hårdt og bevægede mig hen imod døren. Jeg ved ikke lige hvad der skete, men Mira var på en eller anden måde kommet om bagved mig. Lige pludselig blev jeg væltet omkuld og landede på sengen, hun var sprunget op på ryggen af mig, ”du kan da ikke gå nu, vi har det lige så hyggeligt”. Okay hun skræmte mig seriøst meget og hun havde en mærkelig definition af ordet ”hyggeligt”.

Jeg fik rystet hende af min ryg og satte mig op af hovedgæret igen. Mira begyndte at kravle hen imod mig og det mindede rimelig meget om en eller anden creepy gyserfilm, hvor helten (altså mig) bliver angrebet af zombier (Mira).

Hun kom tættere på og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg havde den holdning at man skal behandle piger ordentligt, men Mira var mere en zombie end en pige.

Døren ind til værelset gik op, Melanie stod i døren med et først chokeret ansigtsudtryk, hun så på Mira og hendes ansigt formørkedes.

Melanies synsvinkel

Jeg kunne simpelthen ikke klare hende. Jeg havde efterhånden siddet ude på toilettet i et kvarter, for jeg magtede hende ikke. Pludselig kom jeg til at tænke på, at jeg havde efterladt Harry sammen med Mira.

Flot Melanie, hvad nu hvis hendes scoretricks virker på ham. Jeg gik helt i panik og for ud fra toilettet. Jeg åbnede døren ind til mit værelse. Harry sad på sengen hvor jeg havde efterladt ham, men han havde et virkelig skræmt udtryk i øjnene. Jeg rettede blikket mod Mira, som kravlede hen imod ham, på en måde som nok skulle være forførende.

”Okay Mira” råbte jeg rasende, ”så er det ud”. Mira vendte sig om mod Melanie, ”og hvorfor skulle jeg gå nu?” spurgte hun, hun smilede ironisk til mig, ”dine forældre elsker mig, de ville aldrig smide mig ud, og du kan vel ikke fortælle dem hvorfor du smider mig ud, for de må vel ikke vide noget vel?” sagde hun selvtilfredst, og gjorde et kast med hovedet over mod Harry.

Pis med lort på, hun havde regnet ud, at mine forældre ikke måtte vide noget om mig og Harry. Havde hun udspioneret mig eller hvad?

”Hvad får dig til at tro det?” spurgte jeg og gik helt tæt på hende. Jeg var højere end hende, så jeg gav hende dræberblikket, som havde så meget mere effekt, når man kan kigge ned på folk. Mira smilede selvsikkert ”sådan noget ved jeg bare”.

Så fik jeg nok, jeg greb fat i Miras arm og halede hende ud af værelset. ”Melanie” lød Harrys advarende stemme, han havde nok genfundet fatningen. ”Nej Harry,” hvæsede jeg, ”hun skal ud og det skal være nu”. Jeg havde halet hende ud til trappen, jeg overvejede kraftigt at skubbe hende ned af den, men det var nok en dum ide.

”Det var altså Harry, der bad mig om at kommer derover” sagde hun desperat, hun var nok bange for at jeg ville kyle hende ned af trappen. ”Ja og månen er lavet af grøn ost ikke også?” sagde jeg sarkastisk.

”Jeg ved udmærket godt at det var dig” hvæsede jeg og halede hende med ned af trappen. Hun var ved at snuble flere gange, men det var jeg faktisk rimelig ligeglad med. Mine forældre kom ud for at se hvad det var for en lam. ”Bare skrid med dig” hvæsede jeg og skubbede hende hen imod døren.

”Melanie hvad sker der?” spurgte min far og rynkede panden. Straks kom krokodilletårerne frem i Miras øjne og hun snøftede, ”jamen Mira dog, hvad er der sket?” spurgte min mor bekymret. ”Jeg prøver jo bare at bliver venner med Melanie igen og så smider hun mig ud”.

Det var godt at man ikke kunne se hvad der skete i mit hoved på det tidspunkt. For jeg myrdede Mira på flere forskellige måde inde i mit hoved, der indgik blandt andet en meget stor økse i en af dem. Klamt alligevel, jeg har nogle klamme tanker nogle gange, måske er jeg bare en klam person. Hmm, nej den beskrivelse passede bedre på Mira.

Hun havde spillet sit triumfkort, og det vidste hun godt. Jeg kunne ikke fortælle mine forældre hvad der var sket, i hvert fald ikke uden at nævne, at Harry og jeg var en del mere end venner. ”Du prøver ikke en skid” hvæsede jeg, ”skrid med dig”.

”Melanie” irettesatte min mor mig og så streng på mig. ”Nu sætter vi os ind i stuen og taler om det alle sammen”, Harry stod på trappen, og fulgte med bekymrede øjne med i hvad der foregik. ”Jeg skal ikke snakke med hende” hvæsede jeg, ”hvis hun bliver, så skrider jeg”.

Jeg fik hurtigt mine converse på og hev min blå jakke med mig i farten. Jeg kunne høre Harry sige et eller andet, men jeg hørte ikke hvad. Jeg løb bare alt hvad jeg kunne, med tårerne løbende ned af kinderne. Billederne fra sidste gang jeg løb væk fra Mira dukkede op i mit hoved, hun havde delvis været skyld i ulykken og det skulle helst ikke ske igen.

Jeg stoppede op og satte mig ned på asfalten. Jeg hulkede kraftigt. Lige pludselig blev der grebet fat i mine arme, og jeg blev halet på benene. Jeg skreg af overraskelse, hvis jeg skulle ud for det samme som tidligere på dagen, så var jeg seriøst uheldig. En hånd lagde sig for min mund.

”Det er bare mig” sagde en meget velkendt stemme, som tilhørte en meget velkendt person. Harry, hvem ellers, søde dejlige Harry. Han trak mig ind til sig og lod mig græde ud. Vi satte os sammen på fortovet, Harry havde en arm omkring mig og jeg lænede hovedet op af hans skulder, sådan sad vi i lang tid.

”Vil du forklare mig hvad der lige skete?” spurgte han forsigtigt og tørrede en tåre væk fra min kind. Jeg snøftede og forklarede så godt jeg kunne Mira/Jake-situationen. Om hvordan de var sammen bag min ryg, og om hvordan jeg opdagede det.

Harry afbrød mig ikke en eneste gang, han lyttede bare. Tænk at jeg havde været så heldig, at finde en som ham. Jeg ved ikke hvad der gik af mig, men jeg fik bare en meget heftig trang til at kysse ham. Jeg hev hans ansigt tættere på mit og kyssede ham heftigt.

Vi trak os først fra hinanden, da vi begge gispede efter luft. ”Hvad skete der lige der?” spurgte Harry og sendte mig et meget drenget og meget charmerende smil. ”Det er bare fordi jeg er så glad for at jeg har mødt dig, du lytter altid til de langt ude dramaer, som jeg altid roder mig ud i” forklarede jeg.

”Jeg kan godt lide din måde at takke mig på” smilede Harry, med et glimt i øjet. Jeg rullede med øjnene, ”det ved jeg godt” svarede jeg flabet. ”Skal du være flabet prinsesse?” spurgte han og prøvede at se fornærmet ud. Jeg flækkede af grin ”prinsesse?” sagde jeg vantro da jeg kunne få luft igen, ”den var ny”.

Han prikkede mig i siden, så jeg gav et hvin fra mig. Pis der røg facaden, han smilede triumferende. Det var første gang jeg havde reageret på at han kildede mig. Jeg gav ham for sjov en lammer, som hævn, meeeen jeg ramte nok lidt hårdt, for han sad og gned sin arm bagefter. Jeg er nemlig vildt stærk, superwoman det er mig.

”Skal jeg følge dig hjem?” spurgte han stille, ”dine forældre er sikkert bekymrede for dig”. Jeg bed mig i læben, jeg ville ikke hjem.

”Kan jeg ikke sove hos dig”

♦♦♦

Så kom der lidt drama:-)

Hvad synes i om Mira?

Siger Harry ja til at Melanie kan sove hos ham?

Fortæller Melanie sine forældre sandheden om hende og Harrys forhold?

Og hvad ville Mira egentlig opnå ved besøget?

Det vil gøre mig meget glad, hvis i vil skrive hvad i tror der sker:-)

♦♦♦

Jeg har sagt det før og nu siger jeg det igen, tusind mange tak fordi du læser med, det betyder så utrolig meget for mig, at der er nogen der gider at læse det jeg skriver. Jeg kan slet ikke fatte at der er 29 favoritlister og 23 likes, det er så vildt, mange tak:-)

I er fantastiske<3

-Christina<3 xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...