Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3891Visninger
AA

15. Everything is wrong!

Harrys synsvinkel

Hold da op, Melanie havde gjort mig forskrækket. Jeg troede at der var sket en ulykke, hun lå bare helt stille på jorden. Hvis det ikke var fordi, at jeg kunne se hendes brystkasse hæve og sænke sig, så havde jeg troet at hun var død. Hun var helt ude af den da hun satte sig ind i min bil, men hun kom sig overraskende hurtigt over chokket.

Hun smilede oven i købet. Jeg tror ikke at jeg var kommet mig så hurtigt, men Melanie var en sej pige og jeg kunne ikke andet, end at beundre hende for det. Men selvom jeg synes at hun var stærk, så synes jeg også at hun skulle sørge for at komme ud med sine følelser, det er ikke sundt at gå og gemme sine følelser. Okay hun kom vidst også af med sine følelser i min bil, men stadigvæk.

Jeg havde lyst til at dræbe hendes ekskæreste, da jeg hørte hvad han havde gjort. Hvilken syg person kunne finde på sådan noget. Det gjorde mig ekstremt gal i hovedet, hvis han havde været i nærheden da jeg fik det at vide, så havde jeg nok givet ham tæsk. Men nok om Melanie, det var ikke sundt for mig at tænke så meget på hende.

Jeg låste døren op til min lejlighed, eller jeg prøvede på at låse den op, men døren var allerede åben. ”Er der nogen?” kaldte jeg, dumt spørgsmål, for selvfølgelig var der nogen, når døren var åben. Men alligevel fik jeg intet svar, måske havde jeg bare glemt at låse døren.

Eller måske ikke.

For da jeg trådte ind i stuen, sprang en skikkelse op på ryggen af mig. Jeg gav et overrasket udbrud fra mig og prøvede at ryste vedkommende på min ryg af. Det resulterede så bare i, at jeg faldt bagover og landede på personen, som jeg stadig ikke vidste hvem var, som fik slået alt luften ud af lungerne da jeg landede på ham eller hende.

”For fanden da Harry, det er bare mig” lød en meget velkendt stemme. Et stort smil bredte sig på mine læber og jeg vendte mig om ”Gemma for pokker, du gjorde mig vildt forskrækket” mumlede jeg og prøvede at lyde sur, men det lykkedes bare ikke, jeg var alt for glad for at se min søster.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg og så afventende på hende. Hun smilede stort til mig og sagde ”jeg havde lyst til at se min yndlings lillebror”, jeg rullede med øjnene ”din eneste lillebror” mumlede jeg. Hun blinkede til mig og trak på skuldrene. ”Hvordan kom du for resten ind?” spurgte jeg, for jeg synes ikke at jeg kunne huske, at hun havde en nøgle til min lejlighed.

Hun grinede bare af mig, ”søde Harry, du er altså ikke særlig opfindsom med hvor du gemmer ekstranøglen” sagde hun og klappede mig på hovedet. Jeg var glad for at se hende, men nogle gange var hun altså pisse irriterende. ”Hvad mener du med det?” sagde jeg halv surt, hvilket fik hende til at smile endnu mere, ”at gemme nøglen under dørmåtten er verdens ældste gemmested” sukkede hun og gjorde mine til at klappe mig på kinden, men jeg undveg hurtigt.

Gemma rejste sig og rettede på sit tøj. Hun havde altid haft god stil, det måtte man give hende. Hun havde en mørkerød striktrøje på, med en læderagtig vest over og et par sorte bukser. Hendes brune hår hang ned over skuldrene, det gjorde det næsten altid.

Jeg rejste mig også og først der opdagede jeg, at der stod en sort kuffert ved siden af sofaen. ”Hvor længe bliver du?” spurgte jeg overrasket, jeg havde ikke regnet med at hun ville bo hos mig. ”Det er bare et par dage” sagde hun og bed sig i læben, ”jeg havde brug for at komme væk”. Hendes øjne blev blanke et øjeblik, men hun blinkede det hurtigt væk.

Jeg var taktfuld nok til ikke at spørge, jeg vidste at hun selv ville fortælle hvad der var galt, men først når hun selv var klar til det. ”Vil du have te?” spurgte jeg og smilede til hende, hun nikkede og rullede med øjnene over mit kiksede forsøg på at skifte emne.

Hun satte sig til rette i sofaen, i mens jeg gik ud i køkkenet og lavede te. Jeg kunne høre at hun tændte for fjernsynet, jeg kunne høre lyden fra fjernsynet, men det var ikke højt nok til at jeg kunne opfange hvilket program det var. Egentlig også lige meget, for jeg ville jo sætte mig ind til hende alligevel.

”Øhhm Harry?” kaldte Gemma, ”kan jeg få en forklaring på det her?”. Jeg tog teen med ind i stuen og satte en kop foran hende. ”En forklaring på hva…” jeg afbrød mig selv, da mit blik faldt på fjernsynet.

Det var godt at jeg havde stillet teen fra mig, for jeg ville helt sikkert have tabt den. Jeg stirrede bare tomt på fjernsynet og anede ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne mærke Gemmas blik på mig og vidste at hun skulle have en forklaring.

Fuck hvordan skulle jeg lige snige mig udenom det der?

Det anede jeg ikke engang selv.

Melanies synsvinkel

Mine forældre stirrede på mig, de skulle have en forklaring, men jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. For hvordan forklarer man lige sine forældre, hvorfor det lige er at deres 16-årige datter er i fjernsynet, sammen med en verdensberømt stjerne, hvor man tydeligt kan se at det ikke kun er venskab?

Hvis der er nogen der ved det, må de meget gerne dele hemmeligheden med mig. For jeg anede det ikke. ”Øhh… altså… ser i..” startede jeg, men stoppede op, jeg anede virkelig ikke hvad jeg skulle sige. Jeg vidste jo godt at Harry var et populært mål for fotograferne, men jeg havde alligevel ikke regnet med at den ville komme ud så hurtigt.

Nyhedsoplæseren fortsatte med at forklare om Harrys og mit forhold. Altså seriøst vi havde kun været på date én gang, hun fik det til at lyde som om, at vi havde været skjulte kærester i flere måneder.

”Melanie hvem er han?” spurgte min far og stirrede stadig afventende på mig. Jeg stirrede bare dumt på ham, for min far burde vel vide hvem det var. Hans navn var ligesom blevet nævnt rigtig mange gange i fjernsynet. ”Øhh Harry Styles” sagde jeg dumt, min far sukkede og jeg kunne godt fornemme at det ikke var det han havde ment.

”Det er jeg godt klar over, du ved vidst godt at det ikke var det jeg mente”. Jeg trak nervøst på skuldrene. ”Hvor længe har i kendt hinanden?” brød min mor ind i samtalen. ”Ikke særlig længe” sagde jeg, ”vi har næsten lige mødt hinanden”. Det var ikke helt løgn, men det var heller ikke hele sandheden, jeg havde jo kendt Harry siden den første dag jeg var ude efter ulykken. Men det behøvede mine forældre jo ikke at vide.

”Melanie er i kærester?” spurgte min mor og så hårdt på mig. Hvis jeg havde haft vand i munden havde jeg helt sikkert spyttet det ud, du ved lige som de altid gør på film, men jeg havde ikke vand i munden, så det havde ikke helt samme effekt, da jeg fik noget spyt galt i halsen og begyndte at hoste. ”Nej det er vi godt nok ikke” udbrød jeg, da jeg var kommet mig over mit hoste anfald, ”vi har været ude sammen én gang”, jeg lagde meget tryk på ”én” for at de skulle forstå pointen.

De købte den vidst ikke helt, for de stirrede stadig undersøgende på mig. Jeg kunne vel ikke bebrejde dem, for det var lykkedes for fotograferne at få et billede, lige da Harry gav mig et knus, altså inde på Nando´s remember?

Man kunne ikke se mit ansigt på billedet, så man kunne ikke se tårerne jeg havde haft i øjnene på det tidspunkt. Selvom jeg godt kunne forstå deres tvivl, så blev jeg alligevel irriteret og ked af at de ikke stolede på mig, ”helt ærligt” nærmest råbte jeg, ”det er altså rigtigt hvad jeg siger”.

Min mor så tvivlende på mig ”det er ikke fordi vi ikke tror på dig” sagde hun og bed sig i læben, for vi vidste alle tre, at de ikke troede på mig. ”Men hvorfor har du ikke sagt noget” fortsatte mor. Jeg sukkede irriteret ”han er altså kun en ven” sagde jeg hårdt, ”det der billede er taget imens jeg græd og han trøstede mig, fordi vi talte om ulykken og hvis i endelig skal vide det, så har han faktisk hjulpet mig til at huske noget ” jeg hvæsede det sidste og forlod køkkenet.

”Jeg skal ikke have aftensmad i aften” råbte jeg over skulderen og stormede op af trappen, og ind på mit værelse, hvor jeg smækkede døren så hårdt at glasset i vinduet rystede. Jeg smed mig på sengen og trak min lyseblå dyne op over hovedet, min mor måtte have skiftet sengetøjet, for det føltes helt nyt og rent. Først da jeg havde dynen oppe over hovedet begyndte jeg at græde.

Jeg kunne høre den velkendte sang, How ya doing?, som fortalte mig, at min telefon ringede. Jeg ignorerede den, da jeg ikke magtede at rejse mig. Det var sikkert Danielle eller Harry, muligvis Eleanor, som ville høre hvordan jeg havde det. Men jeg havde ikke lyst til at tale med nogen, lige i det øjeblik hadede jeg hele verden.

Den aften græd jeg mig selv i søvn, det havde jeg ikke gjort i lang tid. Jeg faldt i søvn med tøj og det hele på.

DYYYYT DYYYYT, bilen nærmede sig hurtigt, men jeg kunne ikke røre mig. Jeg var blændet af forlygterne og fastfrosset til jorden. Jeg vidste at jeg skulle dø, hvilket menneske kunne overleve, hvis de blev torpederet af en bil med så meget fart på. Bilen kom hastigt nærmere, men det var alligevel som om den prøvede at dreje væk fra mig, det virkede bare ikke. Jeg fik et hurtigt glimt af chaufførens blege ansigt, lige før bilen ramte mig. Jeg… jeg genkendte ham.

Jeg vågnede skrigende op, men undgik dog at banke hovedet ind i sengebordet. Jeg var badet i sved og jeg græd, jeg vidste dog ikke om det var på grund af mareridtet, eller om jeg var forsat med at græde, efter at jeg faldt i søvn.

Jeg havde genkendt chaufføren, så meget kunne jeg da huske fra drømmen. Men det korte glimt jeg havde set af ansigtet, var allerede væk fra min hukommelse. Jeg satte mig op i sengen og lagde armene rundt om knæene, mens jeg prøvede at falde til ro.

Jeg vidste jo også godt at jeg ikke ville kunne sove igen, det kunne jeg aldrig når mareridtene var så slemme, som det jeg lige havde haft. Jeg trykkede på knappen, på mit vækkeur, så der kom lys på den lille skærm. Uret fortalt mig at klokken var 4 om morgenen, jeg svingede benene ud over sengekanten.

Jeg var helt stiv i kroppen, efter at have sovet med tøjet på. Jeg knappede mine bukser op og fik dem hurtigt af. Jeg smed dem bare på gulvet og listede ud på badeværelset, jeg trængte virkelig til et bad, og jeg vidste at det varme vand ville berolige mig.

Jeg så mig i spejlet, da jeg trådte ud af bruseren. Jeg så frygtelig ud, selv efter at jeg havde været i bad. Jeg havde sorte rande under øjnene og jeg havde et bange udtryk i de blå øjne. Mine skuldre hang lidt, som om jeg ubevist prøvede at blive mindre. Jeg rettede mig op, jeg havde ikke brug for at blive duknakket, så ville jeg da først se skrækkelig ud.

Jeg smuttede hurtigt ind på mit værelse igen. Jeg havde det bedre efter badet, det havde beroliget mig. Jeg satte mig ved sminkebordet og lagde først eyeliner rundt om hele øjet, bagefter tog jeg godt med mascara på. Jeg havde også sådan en dippedut til at skjule rande under øjnene, jeg kan ikke huske hvad sådan en hedder.

Jeg smilede prøvende til mig selv i spejlet, jeg så meget bedre ud efter at have lagt makeup. Jeg trissede over til mit (fantastiske) skab, og rodede det igennem, for at finde det perfekte tøj. Jeg besluttede mig for det sort-hvide tema og tog en T-shirt på, som forstillede en panda og et par sorte jeans, til sidst tog jeg en slags læderjakke over, for at fuldende mit look

Jeg var faktisk ret godt tilfreds med mit look, jeg satte mit hår op i en høj hestehale, det var det der egnede sig bedst. Jeg var klædt pænt nice hvis jeg selv skal sige det. Mon Harry ville kunne lide det? jeg slog mig selv i hovedet med en mental hammer, fordi jeg, igen igen, tænkte på ham.

Jeg listede stille nedenunder og tog et æble, jeg kunne ikke spise andet, sådan var det altid efter et mareridt, ingen appetit. Jeg ville børste mine tænder, men så kom jeg i tanke om noget jeg havde hørt. Man skal vente tyve minutter med at børste tænder, når man har spist frugt eller drukket sodavand, ellers ødelægger man sin emalje. Ja jeg er jo lidt klog, ej jeg anede faktisk ikke hvor jeg havde det fra, men det lød klogt, så jeg valgte at følge det.

 I mens jeg ventede, tændte jeg min computer og gik på twitter. Jeg var blevet mere eller mindre afhængig af det. Jeg plejede at blive glad af at være på twitter, men den dag var det anderledes. Jeg lokkede ind på min profil og blev overrasket, da jeg så alle tweets hvor jeg var nævnt.

Jeg fik helt tårer i øjnene da jeg læste nogle af dem: ”Hvad vil han dog med hende, hun er ikke engang særlig pæn”, ”Hun er sikkert bare en billig starfucker”. Det gjorde ondt at læse, men det var værre med dem, hvor personerne havde skrevet direkte til mig: ”@TheRealoneMelanieBaker, du er fucking klam, bare hold dig væk fra Harry”, ”@TheRealoneMelanieBaker, du har ikke en skid hukommelsestab, du vil bare have medlidenhed, du fortjener at dø”. Jeg smækkede hurtigt computeren sammen og stormede ud på badeværelset. Jeg greb min tandbørste og forsøgte at tænke på noget andet. Jeg børstede ikke tænder særlig grundigt, da jeg bare ville ud af huset.

Jeg løb ind på mit værelse og smed mine bøger ned i tasken, så stormede jeg ned af trappen og skrev en hurtig seddel til min mor om at jeg var gået tidligt. Jeg stak hurtigt mine fødder, ned i de slidte sorte converse og stormede videre ud af døren.

Klokken var ikke mere end seks, skolen ville først starte klokken otte. Jeg sukkede, jeg havde brug for at snakke med nogen, eller mere specifikt jeg havde brug for at tale med Danielle, men jeg ville ikke vække hende. Jeg tog min mobil op af lommen, og så at der lå 10 ubesvarede opkald. 2 fra Eleanor, 3 fra Danielle og 5 fra Harry, der lå også en del beskeder fra Harry. De mindede alle sammen meget om hinanden, og lod noget i retning af: Ring til mig please!<3. Eller Jeg ved godt det er overvældende med pressen, men giv det en chance<33

Jeg tøvede lidt men tog så en beslutning og ringede op. ”Det er Harry” lød en søvnig stemme i telefonen.

Harrys synsvinkel

Min telefon ringede og vækkede mig. Jeg lavede en underlig brummende lyd, som selv jeg kunne høre lød sjov, men det ændrede ikke på, at jeg hadede at blive vækket tidligt. Hvem var også den idiot som ringede klokken seks om morgenen?

Jeg tog mobilen op, Melanie stod der på skærmen. Jeg fik helt ondt i maven, for hvorfor skulle hun ringe så tidligt om morgenen. Jeg tog en dyb indånding og tog telefonen, ”Det er Harry” sagde jeg søvnigt ind i telefonen. ”Jeg magter det ikke Harry, det her går slet ikke” hun lød som en der var ved at bryde sammen.

Med et var jeg lysvågen, ”vent hvad mener du med det?” spurgte jeg nervøst. ”Vi kan ikke ses mere Harry” næsten hviskede hun.

♦♦♦

Hvad sker der så nu?

Hvad laver Gemma hos Harry?

Kan Melanie klare presset fra ale haterne?

Hvorfor tror i at Melanie vil droppe kontakten til Harry?

Jeg ville blive meget glad hvis i vil svare på kommentarene

♦♦♦

Titusinde mange gange tak fordi du læser med, det betyder virkelig meget for mig:-)

undskyld ventetiden, jeg ville gerne opdatere den hver dag, men har desværre ikke tid nu hvor vi kan komme i skole igen:(

Men mange tak for alle de like og favoritlister, det betyder virkelig meget<3

Vil i ikke være søde og skrive en kommentar, for jeg elsker virkelig at få at vide hvad i synes om historien og jeg bliver så glad når der ligger en kommentar;)

-Christina<3 xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...