Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3804Visninger
AA

13. Date with Harry

Melanies synsvinkel

Jeg lagde min mobil ned i lommen igen. Nogle gange var Harry virkelig dum, seriøst man tropper ikke op på en skole, hvor der går en helt masse teenagepiger, når man hedder Harry Styles. Men okay jeg var også virkelig dum, når jeg bare sådan sagde ja til at mødes med ham. Helt ærligt jeg havde besluttet at tage afstand fra ham, men hvad gør jeg så snart han ringer?

Jeg aftaler ivrigt at mødes, hvor dum var jeg ikke lige?

”Du ligner en der har lyst til at slå hovedet ind i en væg” sagde Danielle og rakte mig en sodavand. Jeg sukkede opgivende, ”det har jeg også lyst til, jeg er virkelig dum nogle gange”. Hun så uforstående på mig, ”hvad har du nu lavet på de 5 minutter jeg var væk?” spurgte hun skeptisk. Jeg så mig omkring og trak hende så med hen til en bænk, hvor der ikke var nogen i nærheden.

”jeg skal mødes med Harry” stønnede jeg og så ned i jorden. Et stort smil bredte sig i Danielles ansigt, ”det er da fedt, så kan vi dobbeltdate” hvinede hun, ”eller tripledate, Eleanor og Louis kan også komme med”. Jeg rullede med øjnene ”jeg skal ikke have noget kørende med Harry” sagde jeg irriteret.

”Hvorfor? I passer så godt sammen” sagde hun og så mærkeligt på mig. Jeg trak på skuldrene ”jeg skal ikke have følelser ind i sådan noget” forklarede jeg. ”Det er en virkelig rådden undskyldning” svarede Danielle, ”han kan lide dig, du kan lide ham, jeg kan bare ikke se problemet”.

Det kan godt være at jeg var åndssvag, men det eneste minde jeg havde om kærlighed, handlede om en fyr der var mig utro, hvor fedt var det lige? Men det kunne jeg ikke sige til Danielle, hun ville bede mig om at komme videre. Det burde jeg måske også, men det var bare ikke så enkelt. Jeg trak min blå vinterjakke tættere sammen om mig, da der kom et koldt vindstød.

”Kom” sagde Danielle, ”der er for koldt herude”. Hun trak mig op og sammen gik vi over skolegården. Folk stirrede en anelse på Danielle, men det have jeg vænnet mig til. Selvom Liam og Dani havde været sammen længe, stirrede folk stadig efter hende. Nogle sendte sødere blikke end andre, nogle sendte ligefrem hadefulde blikke, når hun kom forbi. Jeg synes at det var ekstremt barnligt, at hade hende bare på grund af hendes kæreste. Men det bundede vel bare i jalousi, han havde valgt hende og ikke dem.

Mon folk også ville se sådan på mig, hvis mig og Harry fandt ud af noget. Jeg rystede tanken af mig, jeg skulle ikke tænke på Harry. Han var et fjols, når han sådan sneg sig ind i mine tanker hele tiden, et sødt fjols, men stadig et fjols. Hvad er der galt med mig? tænkte jeg frustreret. Heldigvis afbrød klokken mine tanker, jeg skulle have dans nu, det bedste ved dagen, hvis man ser bort fra at Claire var der.

Danielle og jeg skyndte os ind og tog vores dansetøj på. Da vi trådte ind til de andre, begyndte Ms. C at klappe af os ”det var godt gået i weekenden piger” sagde hun smilende til os. Jeg så genert ned i jorden, opmærksomhed var ikke noget jeg var god til. Heldigvis havde jeg Danielle, som altid vidste hvad hun skulle sige, ”tak, skal du have, det var en fed konkurrence” smilede hun.

De fleste i lokalet smilede beundrende til os. Claire og hendes veninder var selvfølgelig undtagelser. ”Hvor meget bestak i dommerne med?” mumlede hun, da jeg ville sætte mig ned. Jeg ignorerede hende bare og hørte efter hvad Ms. C sagde.

Harrys synsvinkel

Klokken nærmede sig to, så jeg begyndte at gøre mig klar. Det ville være dumt at komme for sent. Jeg gik ind på mit værelse og prøvede at finde noget passende tøj. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle tage på, for det skulle heller ikke se ud som om jeg havde gjort vildt meget ud af det. Jeg endte med at tage en sort, langærmet trøje med v-hals og et par stramme sorte jeans. Afslappet, men alligevel noget jeg kunne vise mig i offentligt, uden at se sløset ud.

Jeg ringede ti Louis, selvom han var sammen med El, for jeg ville gerne fortælle ham om min aftale. ”Hvad så Harry?” lød Louis´ stemme. Jeg smilede over tonefaldet, jeg havde vist afbrudt dem i noget. ”Jeg ville bare lige fortælle dig, at jeg skal ud med Melanie” fortalte jeg stolt. ”Seriøst?” han lod overrasket, jeg blev faktisk lidt fornærmet over at han lød sådan, ”hvorfor så overrasket?” spurgte jeg fornærmet. Han grinede i den anden ende og svarede så ”jeg troede bare at hun ville sige nej, når man tænker på hvor kold hun har været overfor dig”

Jeg havde helt glem at fortælle Louis, at Melanie og jeg havde kysset. Hvis jeg sagde det til ham, ville han flippe helt ud, altså ikke på en dårlig måde. Han ville blive glad på mine vegne og han ville helt sikkert fortælle Eleanor om det, og hun ville sikkert ringe til Melanie for at høre detaljer.

Jeg tog chancen alligevel. ”Vi kyssede i går” røg det ud af mig, der var stille i den anden ende af røret i noget tid. ”Tager du pis på mig?” udbrød han, jeg grinede og svarede ”nej, det er mere din afdeling”, han grinede også ”det har du nok ret i” grinede han og tilføjede ”kysser hun godt?”. ”Ja” sagde jeg og lød helt salig, Lou grinede igen ”du ringer lige i aften ikke?” spurgte han, ”jeg er nød til at smutte nu” tilføjede han.

”Selvfølgelig, hils El” sagde jeg og lagde på. Jeg gik ud på badeværelset og børstede tænder, jeg forventede ikke at hun ville kysse mig, men man ved jo aldrig vel? Jeg lod håret sidde, det var pjusket på den perfekte måde.

Jeg tog mine sorte converse og min sorte jakke på. Sort fra top til tå, det går man aldrig galt i byen med, hvis du spørger mig. Jeg gik spændt ud af døren, vejret var godt for årstiden. Solen skinnede fra en blå himmel, men det var hundekoldt når man kom udenfor. Jeg satte kursen mod Nando´s hvor jeg skulle mødes med Melanie.

Melanies synsvinkel

Jeg havde lige fået fri fra skole og nervøsiteten havde overtaget. ”Omg, jeg kan ikke gennemføre det” mumlede jeg til Danielle, som rullede med øjnene ”selvfølge kan du det, det er jo bare Harry” sagde hun opgivende. ”Præcis” mumlede jeg, hun sukkede af mig, men sagde ikke mere. Vi fulgtes ned til busstoppestedet, hvor Danielle skulle tage bussen fra.

”Det skal nok gå fint” forsikrede hun mig om og gav mig et knus, ”du ringer lige i aften og fortæller hvordan det gik ikke?”. jeg nikkede, jeg vidste også udmærket godt at hvis jeg ikke ringede, så ville hun enten selv ringe eller stå foran mit hus om aftenen.

Dani sendte mig et luftkys og steg på bussen. Jeg stod og så bussen køre og ønskede mere end noget andet at jeg sad i den sammen med Danielle. Jeg blev nød til at mande mig op, ellers ville mødet med Harry blive katastrofalt. Jeg gøs da jeg tænkte på alt det der kunne gå galt. Jeg var faktisk utrolig klodset til at spise, så det skulle nok blive interessant at se Harrys reaktion.

Jeg begav mig mod Nando´s og blev mere og mere nervøs for hvert skridt jeg tog. Jeg trak vejret dybt flere gange og prøvede at tage mig sammen, det virkede bare ikke. Jeg ved ikke lige hvad der sket for mig. Jeg måtte se at få min facade på plads, så man i det mindste ikke kunne se min nervøsitet.

Jeg fik øje på Nando´s logo og satte farten ned. For ude foran restauranten stod en masse fotografer, jeg sank en klump, da det gik op for mig at det nok var på grund af Harry. Shit hvis jeg blev set sammen med Harry, ville jeg blive invaderet med paparazzier igen. Jeg var så tæt på at vende om, men tog mig sammen alligevel.

Jeg kunne ikke få mig selv til at brænde Harry af. Det kunne jeg bare ikke gøre mod ham. Jeg tog en dyb indånding og maste mig gennem fotograferne. ”Undskyld må jeg lige komme forbi?” spurgte jeg en mand, som spærrede for døren om. ”Hvad skal du?” spurgte han om, men så ikke engang på mig. Jeg rullede med øjnene ”spise, som man normalt gør på Nando´s” mumlede jeg irriteret.

Manden lod mig komme forbi, han skulle åbenbart holde fotograferne ude. Jeg trådte indenfor og kiggede mig om efter Harry. ”Hernede Melanie” kaldte Harry, jeg kiggede den vej hans stemme kom fra og fik øje på ham. Han vinkede smilende til mig, jeg smilede forsigtigt tilbage og gik ned mod ham.

Jeg satte mig på stolen overfor ham. Ingen af os sagde noget i starten, ”hvad skal du have?” spurgte Harry og brød stilheden, jeg så kort ned på menukortet og sagde ”kyllingebryst, men pommes fritter”. Han nikkede og gik op for at bestille. Jeg sad nærmest og hoppede på stolen, så nervøs var jeg.

Jeg fik mine nerver under kontrol. Danielle havde jo ret, det var bare Harry. Han kom tilbage lidt efter og stillede min mad foran mig, jeg smilede til ham da han satte sig ned. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, vi kendte jo faktisk ikke hinanden. Men i har kysset sagde en stemme i mit hoved, det fik mig til at rødme.

Harry så opmærksomt på mig, han havde nok lagt mærke til at jeg rødmede. ”Hvad tænker du på?” spurgte han nysgerrigt, det fik mig til at rødme endnu mere. Hvad i alverden gjorde den dreng ved mig? Jeg var normalt ikke typen der rødmede.

”Ikke noget” mumlede jeg. Han hævede et øjenbryn og så mærkeligt på mig, ”nu gør du det igen” mumlede jeg. Han så overrasket på mig ”hvad?” spurgte han forvirret. Jeg smilede lidt over hans ansigtsudtryk, ”det der med øjenbrynet, du gør det hele tiden” forklarede jeg. Harry begyndte at grine, jeg kunne godt lide hans grin, det var lidt hæst i det. Fy Melanie ikke tænke sådan sagde jeg til mig selv.

 Harrys synsvinkel

Jeg forstod hende ikke. Lige pludselig rødmede hun bare, men hun ville ikke sige hvorfor. Men det må man give hende, hun var god til at skifte emne. Hun betragtede mig da jeg grinede, hun rystede bare smilende på hovedet.

Jeg betragtede hende da hun begyndte at spise. Hun havde en flot orange striktrøje på, som ville være gennemsigtig, hvis hun ikke havde haft en sort top inden under. Hun havde samlet håret i en høj hestehale, så man kunne se hendes ansigt ordentligt. Hun havde smukke blå øjne, det var nok det mest fangende ved hende. Hun var køn, men ikke smuk. Hun kiggede op, da hun opdagede at jeg stirrede, jeg kiggede hurtigt væk.

”Hvordan går det med hukommelsen?” spurgte jeg, for det første ville jeg gerne bryde tavsheden og for det andet var jeg faktisk nysgerrig efter at vide det. Hun så overrasket ud over spørgsmålet og hun virkede utilpas. ”Undskyld” mumlede jeg, ”det skal jeg ikke blande mig i”. Jeg slog mig selv i hovedet med en mental hammer, jeg havde ramt hendes ømme punkt.

Hun trak på skuldrene, ”det er okay” sagde hun beroligende, ”jeg er bare ikke vant til at snakke om det, de fleste undgår emner der har forbindelse til ulykken ”. Jeg nikkede forstående, det måtte også være svært for hendes forældre at snakke om det. ”Men det går sådan set fint nok” sagde hun, ”jeg kan huske den dag ulykken skete og så et par barndoms minder”.

”Hvad kan du huske fra ulykkesdagen?” spurgte jeg hende nysgerrigt om. Hun tøvede lidt, og overvejede tydeligvis om hun skulle fortælle mig det eller ej. Jeg prøvede rankede ryggen og prøvede at se ud som en man kunne stole på.

”Altså jeg kan huske at jeg var en tur i byen, hverken min kæreste eller bedste veninde kunne komme med” begyndte hun og bed sig i læben, ”jeg havde besluttet mig for at komme op i London Eye, men da jeg kom derhen mistede jeg lysten” hun lignede en der havde lyst til at græde. ”Hvorfor” spurgte jeg stille, da jeg godt kunne regne ud at vi var ved at komme til det ubehagelige.

Hun tog en dyb indånding og besvarede mit spørgsmål, ”fordi i køen stod min bedste veninde og min kæreste” en tåre løb ned a hendes kind, jeg rakte hånden ud og tørrede den væk. Hun smilede svagt til mig ”og de stod ikke bare og snakkede, de var i tæt omfavnelse og helt væk i hinanden”. Jeg vidste godt hvad hun mente, hendes kæreste var hende utro, med hendes bedste veninde. Den gjorde ondt, det kunne jeg godt se, ”jeg blev så rasende at jeg løb hen og rev dem fra hinanden, jeg råbte og skreg af dem og løb så min vej. Det var sådan jeg endte på det forbandede fortov, hvor bilen kom, det sidste jeg husker er da bilen kom imod mig” afsluttede hun.

”Så det er faktisk din ekskærestes skyld at du blev kørt ned?” spurgte jeg tøvende og så på hende, ”det kan man godt sige” svarede hun, tårerne løb ned af kinderne på hende, det havde været svært for hende at tale om det. Men jeg var sikker på at det var godt for hende at snakke om det.

Jeg rejste mig op og gik om og gav hende et stort knus. Det fik hende til at smile, hun duftede virkelig godt, sådan lidt rosen agtigt. ”Er det en Paul Smith parfume du bruger?” spurgte jeg og satte mig på min plads igen. ”Hvordan ved du det?” udbrød hun forbavset og stirrede måbende på mig.

Hendes ansigtsudtryk fik mig til at grine. ”Jeg er god til at genkende dufte” svarede jeg med et smil. ”Det må du nok sige” mumlede hun imponeret, jeg blev lidt stolt da hun sagde det. jeg smilede til hende og begyndte at spørge hende ud om hendes interesser, hun svarede ivrigt og smilede taknemmeligt over at jeg ikke spurgte mere til ulykken.

Vi sad på Nando´s i flere timer, hvor vi bare snakkede. Vi blev kun afbrudt et par gange, af fans som ville have en autograf og et billede. Melanie så meget overrasket ud, da en af pigerne også ville have et billede med hende. ”Jeg har set di i fjernsynet” forklarede pigen. Melanie nikkede forstående og smilede til pigen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor anderledes Melanie var, i forhold til da jeg mødte hende første gang. Dengang ville hun ikke engang kigge på mig, hvis hun kunne undgå det.

”Hvorfor kunne du egentlig ikke lide mig i starten?” spurgte jeg pludselig. Melanie så ned i bordet og rødmede, ”du gjorde mig nervøs” sagde hun stille, ”og du mindede mig om noget dårligt” hendes stemme var nærmest kun en hvisken. Jeg rynkede panden, jeg ville helst ikke sammenlignes med noget dårligt i hendes hoved, ”men det var da jeg mødte dig første gang” sagde hun lidt for muntert, ”sådan er det ikke mere”.

Jeg blev selvfølgelig glad da hun sagde det, men jeg tror ikke at det var helt sandt. Hun havde virket afslappet i mit selskab, men jeg lagde også mærke til at hun engang i mellem fumlede lidt med sit armbånd. Hun var selvfølgelig ikke så nervøs som første gang vi mødtes, men der var stadig et eller andet der gjorde at hun havde det lidt svært ved at være sammen med mig og jeg ville gerne vide hvad det var. Hvad mon det var jeg mindede hende om?

Hvem ved? Melanie var ikke til at blive klog på.

Melanies synsvinkel

Det var virkelig hyggeligt at være sammen med Harry. Han var utrolig sød og han kunne fornemme at jeg havde det svært med at snakke om ulykken. Men selvom han var sød, blev jeg stadig nervøs, når jeg var sammen med ham. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne se at han havde lagt mærke til det. for nogle gange fik han et frustreret udtryk i ansigtet, men han skjulte det hurtigt.

Klokken var omkring fem da vi endelig rejste os. Harry betalte regningen ”ej det skal du altså ikke Harry” protesterede jeg og fandt min pung frem, men det ville han ikke høre tale om ”det var mig der inviterede dig, så jeg betaler” sagde han stædigt, jeg stirrede stædigt på ham og fandt nogle mønter frem. Han greb fat i mit håndled og rystede på hovedet, jeg sukkede, men lagde mønterne ned i pungen igen, ”fint du vinder” sukkede jeg. Han smilede triumferende, sære dreng altså, de fleste andre ville være glade for at dele regningen, men nej nej sådan havde Harry det åbenbart ikke.

Han var sær, men på en sød måde. Det var utrolig irriterende hvordan jeg altid fik lavet mine tanker om Harry gode. Selv når jeg tænkte mindre pæne ting om ham, endte det med at jeg tænkte på hvor sød han var.

Vi gik mod døren, Harry ville følge mig hjem, men jeg afslog. Jeg var bange for at fotograferne ville følge efter og det havde jeg ikke lyst til, jeg var jo lige sluppet af med dem, altså hvorfor skulle jeg også lige falde for en berømt fyr. Jeg var dum, men det havde vi vidst fået bekræftet.

Jeg trådte ud lidt før Harry. Blitzene gik amok da Harry kom ud af døren og spørgsmålene haglede ned over os. ”Dater i?”, ”Hvor længe har i kendt hinanden?”, ”er du kommet dig helt over ulykken Melanie?” pis og lort, de kunne genkende mig(beklager sproget). Vi ignorerede dem og skyndte os videre, uheldigvis fulgte fotograferne efter os.

”Du tager undergrunden” mumlede jeg ud af mundvigen til Harry, ”der kan de ikke følge efter”. Han så på mig ”og hvor er du i den plan” spurgte han med et løftet øjenbryn. Jeg trak på skuldrene ”jeg er god til forsvindingsnumre” smilede jeg og tænkte på dengang jeg smuttede fra Niall og Harry. Han nikkede og tænkte nok på det samme, han fik et ubeslutsomt udtryk i ansigtet, og trippede let på stedet. Han stod lidt og tænkte, så gav han mig et hurtigt knus og forsvandt. Som jeg havde regnet med fulgte de fleste af fotograferne efter ham, det var trods alt ham der var kendt. Men et par af dem fulgte alligevel efter mig, irriterende.

Jeg satte kursen mod Oxford street. Der var altid mange mennesker, så jeg kunne nemmere ryste dem af, jeg blandede mig hurtigt med menneskemængden og havde hurtigt rystet de påtrængende fotografer af mig. Og sådan gør man det tænkte jeg tilfreds over at mit nummer virkede.

Jeg gik i mine egne tanker og opdagede ikke at jeg var gået væk fra Oxford street, før jeg stod i nærheden af London Eye, hvordan var det lige sket? Jeg måtte virkelig have været langt væk, når jeg kunne gå så forholdsvis langt uden at opdage det. jeg fortsatte bare, da jeg egentlig ikke gad at tage hjem.

Jeg havde haft en virkelig hyggelig eftermiddag sammen med Harry. Jeg kunne slet ikke få ham ud af hovedet, men det var vel normalt nok, jeg havde jo ikke tænkt på andet de sidste dage. Jeg smilede for mig selv, da jeg tænkte på, at han kunne gætte min parfume, det var imponerende.

Jeg stoppede op og så mig omkring. Så stivnede jeg, da det gik op for mig hvor jeg var. Et sted jeg ikke havde været siden ulykken, og med god grund. Det var stedet hvor jeg var blevet kørt ned. Jeg fik en klump i halsen, da mindet om bilen der kom i mod mig væltede indover mig, med fuld styrke.

Jeg skulle væk der fra, men jeg kunne ikke røre mig, jeg stod fastfrosset til stedet. Jeg kunne nærmest se det for mig, da forlygterne kom i mod mig. Så gik det op for mig at det ikke var i min fantasi, der var virkelig et par forlygter på vej i mod mig.

Jeg havde lyst til at skrige, men jeg var med et helt tør i halsen. Tårerne løb ned af kinderne på mig og jeg følte den samme frygt som sidste gang. Ikke igen tænkte jeg og lukkede øjnene, men åbnede dem så igen, hvis jeg skulle køres ned ville jeg i det mindste se hvem der gjorde det.

Den vej var nok bare forbandet, eller også havde jeg bare en ulykkesfugl i håret. Jeg ville løbe, men jeg var fastfrosset i frygt.

Jeg stod bare og stirrede, da forlygterne faretruende nærmere og nærmere. Jeg fik et glimt af chaufføren og stivnede endnu mere.

Jeg genkendte ham der sad bag rettet.

♦♦♦

Uhh hvad sker der så nu? bliver historien gentaget? hvem sidder bag rettet af bilen?

Vi Melanie acceptere sine følelser for Harry?

Jeg håber i vil blive ved med at læse søde mennesker<3

♦♦♦

Tusind mange gange tak fordi du læser med, det betyder utrolig meget for mig, Det er vildt at jeg har 18 favoritlister det havde jeg ikke regnet med, mange tak skal i have det betyder meget. I må meget gerne like og jeg vil blive rigtig glad hvis i lige ville bruge 2 sekunder på at skrive en kommentar:)

-Christina<3 xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...