Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3786Visninger
AA

5. Bad memories and a good family

 

Melanies synsvinkel

Endnu engang sad jeg på mit værelse, og stirrede ind i væggen. Jeg tænkte på Danielles spørgsmål, om hvorfor jeg aldrig smiler. Vi havde kendt hinanden i en dag, og hun havde allerede lagt mærke til det. Jeg sukkede dybt, jeg var alt for nem at læse. Jeg var gået meget pludseligt hjemme fra Danielle, men der var bare et eller andet ved ham Harry. Han mindede mig om en eller anden fyr, som jeg ikke kendte navnet på, men som jeg bare vidste, havde såret mig dybt.

Mine forældre var heldigvis ikke kommet hjem, da jeg kom brasende ind af døren, med tårerne trillende ned af kinderne på grund af det dårlige minde. Helt ærligt hvorfor får jeg kun de dårlige minder tilbage?

Jeg havde siddet på mit værelse, i lang tid og bare stirret ind i væggen. Ligesom jeg havde gjort et halvt år. Jeg var ret sur på mig selv og det styrkede de negative tanker, jeg gik rundt med. Jeg så rundt i mit værelse, men fortrød, da jeg mødte Harrys grågrønne øjne fra en plakat på væggen.

Jeg vendte hovedet væk og tog en hurtig beslutning. Plakaterne skulle væk og det kunne kun gå for langsomt. Jeg løb ned af trapperne og fandt en sort sæk i køkkenet, så løb jeg op ad trappen, med to trin af gangen. Jeg begyndte at tage plakaterne ned, men jeg ødelagde dem alligevel ikke. Hvad nu hvis jeg fik hukommelsen tilbage og jeg så ikke kunne leve uden de plakater. Hvad skulle jeg måske så gøre?

Jeg foldede plakaterne pænt sammen og smed dem mindre pænt ned i affaldssækken. Da det så var gjort smed jeg sækken ind bagerst i mit skab, jeg var helt vild med det skab, det var helt fantastisk, det var lavet sådan at det passe ind i hjørnet, men samtidig stod det skævt, hvilket gjorde at skabet blev lidt ”dybere” hvis man kan sige det sådan. Jeg skulle lige til at lukke skabsdøren, da en lille lyseblå bog fangede min opmærksomhed. Mit åndedræt blev hurtigere, for hvis det var hvad jeg troede det var, kunne det måske hjælpe mig. Jeg samlede den lille bog op og tog den med hen på min seng. Jeg slog op på en side midt i bogen:

13-05-2013

Kære dagbog

Jeg ved ikke hvad der er sket med Mira, men hun har ændret sig og jeg forstår ikke hvorfor. Det er som om hun slet ikke gider mig mere, hun kan ikke engang se mig i øjnene, men hun er ikke den eneste der opfører sig sært. Jake<3 har også opført sig mærkeligt på det sidste, han kan heller ikke se mig i øjnene. Jeg har lidt på fornemmelsen at han skjuler noget for mig, men hver gang jeg spørger ryster han bare på hovedet. Jeg er seriøst ved at overveje, at slå op med ham, et forhold kan jo ikke fungerer når man ikke stoler 100% på hinanden vel? Han har heller aldrig tid til mig mere og det har Mira heller ikke. Alle dropper mig bare for tiden. I skolen går det heller ikke for godt, Claire, som jeg har fortalt dig om, hader mig stadig. Bare fordi jeg slog hende i den skide dansekonkurrence. Jeg kan da ikke gøre for at jeg danser bedre end hende vel? Og det værste af det hele er at Mira er begyndt at hænge ud med Claire, hvad sker der lige for det? jeg er ved at brække mig hver gang de står og hvisker sammen i frikvartererne. Mira er min bedste(og eneste) veninde. Hun kan ikke bare droppe mig. Men nu er skoleåret også snart slut, heldigvis. Mine eksamener er snart overstået og efter sommerferien venter high  school, det bliver fedt og det bedste er at jeg kan få dans på højt niveau, wee. Nå men nu må jeg smutte mor kalder og hun bliver pænt sur hvis jeg ikke kommer. Ses

Jeg sad lidt og fordøjede det jeg havde læst, jeg må virkelig stoppe med at bruge det ord, og besluttede at jeg faktisk ikke havde lyst til at læse mere. Mit liv havde åbenbart også været noget rod før ulykken. Tænk at jeg var gået glip af en hel sommerferie, men okay jeg havde alligevel været hjemme i et halvt år.

Jeg kunne høre døren smække nedenunder. Hvilket advarede mig om, at enten min mor eller far var kommet hjem. Jeg gik lidt i panik, da jeg hørte trin på trappen, for jeg sad stadig med dagbogen i hånden. Jeg sprang op og løb hen, jeg flåede nærmest skabsdøren om og smed bogen ind. Derefter sprang jeg tilbage til min seng.

Jeg kæmpede for at få mit åndedræt til at falde til ro. Lidt efter stak min mor hovedet ind af min dør og spurgte smilende ”har du haft en god dag?”. Jeg nikkede bare, da jeg ikke helt stolede på min stemme. ”Er du lige kommet hjem, du svarede ikke da jeg ringede tidligere?” sagde min mor, stadig smilende. ”Nej, jeg har været her et stykke tid, men jeg var lige kort hjemme ved en pige fra min danse klasse” sagde jeg, med let rystende stemme, hun lyste op i et smil, da hun hørte at jeg havde været sammen med Danielle. ”Ej hvor dejligt, hyggede i jer?” spurgte hun stadig smilende, jeg nikkede og lagde armene over kors, for at min mor ikke skulle se at min top var helt fedet ind i madrester. ”Var de søde ved dig i skolen” fortsatte min mor med at spørge. ”jaja, de var søde nok” mumlede jeg, og selvfølgelig opdagede min mor, at jeg prøvede at skjule min top og zoomede ind på den. ”Hvad er der sket med din top?” spurgte hun og så lidt bekymret ud, ”ikke noget, jeg havde bare et uheld med en bakke mad” sagde jeg bare og undlod helt bevidst at nævne Claire.

Hun nikkede forstående, så vidt jeg havde forstået, var det en familie svaghed, at være klodset. ”Nå, men jeg skal lave lektier” sagde jeg og bevægede mig hen mod mit hvide skrivebord, som står under et kæmpestort vindue. Jeg havde faktisk ikke lektier for, men jeg gad ikke flere af min mors spørgsmål. Hun sendte mig et blik, jeg ikke helt kunne tyde og forlod værelset. Uden at nævne de manglende plakater.

Jeg åndede lettet op, da hun var ude af værelset. Jeg magtede ikke, at snakke med nogen. Jeg tændte min computer, en udmærket hp computer, som ikke havde været tændt i et halvt år. Jeg havde ikke haft lyst til at have noget, at gøre med verden udenfor. Men nu var det ligesom lige meget, jeg havde været udenfor.

Det slog mig lige pludselig, at jeg ikke kendte kodeordet. Jeg skulle lige til at klaske computeren sammen, da jeg opdagede at en eller anden, sikkert min mor, havde lagt en seddel med kode på tastaturet. Hvis du spørger mig var det et utrolig kikset kodeord, det var: ILoveOneDirection. Okayyy, jeg havde været seriøst besat af One Direction før ulykken. Selv min baggrund på computeren var med dem. Seriøst.

Jeg ændrede hurtigt min baggrund til en gul kornmark. Det var det første billede, uden One Direction, jeg fandt på min computer. Jeg gik ind på facebook, den havde heldigvis gemt min kode, så jeg ikke skulle til at gætte. Der lå faktisk rimelig mange beskeder til mig, sådan nogle som ”God bedring Melanie” og ”Jeg håber snart du kommer tilbage til skolen”. Jeg blev alligevel lidt glad da jeg så at der faktisk var nogen der gerne ville have mig i skole igen.

Der lå en venneanmodning fra Danielle, jeg blev glad da jeg så det, men jeg smilede ikke. Hun havde også skrevet en besked til mig:

Hey Melanie<3

Har du ikke lyst til at komme til filmaften hjemme ved mig på fredag, det ville være virkelig hyggeligt. Pleeeease<333

Jeg var så tæt på at smile da jeg så beskeden. Men jeg svarede ikke på den, for det første fordi jeg ikke vidste om jeg måtte. Og for det andet, så havde vi kendt hinanden i en dag. Danielle virkede utrolig sød, men jeg synes alligevel at det gik lidt for hurtigt. Det lyder som om jeg snakker om en fyr jeg har mødt, ej men jeg overvejede at tage med. Der var bare lige det ved det, at jeg var bange for at drengene fra One Direction også kom.

Jeg lukkede computeren sammen og gik ned i køkkenet, hvor min mor var ved at lave mad. ”Mor?” sagde jeg, hun vendte sig om og sagde ”hvad er der Melanie?” hun efterlignede min spørgende stemme. ”Jeg er blevet inviteret til filmaften på fredag og..” mere nåde jeg ikke at sige da min mor afbrød mig ”ej hvor lyder det hyggeligt, det skal du da med til ikke” sagde hun og lignede et lille barn, der åbner en gave juleaften.

Jeg mumlede bare samtykkende. Jeg var lidt nervøs for at skulle med, hvis nu Harry kom. Han gjorde mig nervøs og jeg forbandt ham med det dårlige minde, om en eller anden fyr der havde såret mig. Det var sikkert ham Jake der var nævnt i dagbogen, der havde såret mig.

Jeg blev afbrudt i mine tanker af dørklokken. Min mor så på mig og sagde ”åbner du, jeg har noget her jeg ikke kan gå fra”. Jeg nikkede og gik ud får at åbne. Uden for stod en dreng med lysebrunt hår, brune øjne. Han havde et par løstsiddende cowboybukser på og en stram T-shirt med V-hals inden under jakken(jakken stod åben). Han smilede da han så mig. Jeg stirrede bare på ham med store øjne, for jeg genkendte ham. Fra min drøm.

Hans smil falmede, da jeg ikke smilte tilbage. ”Kan du slet ikke kende mig?” spurgte han skuffet. Jeg kunne mærke mine følelser gå amok, og jeg var ikke i tvivl om at det var denne dreng der havde såret mig. Jeg trak bare på skuldrene til hans spørgsmål. Han smilede igen ”jeg hedder Jake, jeg er din kæreste” sagde han.

Det forvirrede mig utrolig meget. For hvis han var min kæreste, hvorfor havde han så snavet med Mira. Det gik lige så stille op for mig og vreden vældede op i mig. Jeg stirrede på ham med kolde øjne og talte for første gang til ham ”det tror jeg så nok ikke lige”. Han rynkede panden ”jeg troede ikke du kunne huske noget” sagde han og bed sig i læben. Jeg hævede et øjenbryn, ”nårrh det kan jeg skam heller ikke, udover lidt af ulykken og lidt af det der skete den dag” sagde jeg bidende. ”Hvad kan du huske? ” spurgte han og prøvede ikke at se alt for interesseret ud.

”Bare dig og Mira, der prøver at stikke tungen ned i halsen på hinanden og så en bil der kommer i mod mig” jeg råbte næsten af ham, han trådte et skridt tilbage og så overasket ud. Jeg blev helt i tvivl om, om det der skete i min drøm, overhovedet var et minde. Men så opdagede jeg et glimt af skyldfølelse i de brune øjne og jeg vidste at jeg havde ret.

”Idiot!” mumlede jeg og smækkede døren i, i hovedet på ham. Min mor stak hovedet ud af køkkenet og kiggede bekymret på mig. Jeg havde sat mig op af den lille sko hylde vi have ved hoveddøren, jeg var næsten skjult da jeg sad der, for krogene med jakker hang lige ovenover og skjulte mit ansigt. Tårerne løb ned af mine kinder igen, min mor kom ud og satte sig ved siden af mig. ”Hvad med maden?” lykkedes det mig at få frem mellem mine hulk. Hun rystede bare på hovedet og sagde at jeg ikke skulle bekymre mig om det.

”Hvad skete der lige der?” spurgte hun. Det fik mig til at græde endnu mere, ”det var Jake” hulkede jeg. Min mor så forvirret ud ”hvad er der med ham”, hun havde fået helt forkert fat i det, hun troede at der var noget galt med Jake ”der er ikke noget galt med ham, han var mig utro sammen med Mira” hikstede jeg. Mor så forbløffet på mig ”k-kan du huske igen” stammede hun. Jeg rystede på hovedet ”kun små glimt, i mine drømme og det er kun fra den dag ulykken skete og så selvfølgelig mine skolefærdigheder” forklarede jeg mellem hulkene. Det undrede mig faktisk lidt, at jeg ikke havde mistet mine skolefærdigheder. Ikke at det gjorde noget, det ville være et helvede hvis jeg skulle til at lære det hele igen.

Min mor nikkede forstående, men jeg kunne se, at kun lige havde håbet på, at jeg kunne huske igen. Jeg hadede at skuffe hende, men hvad kunne jeg gøre? Jeg rejste mig, det samme gjorde min mor. Vi gik sammen ud i køkkenet, hun fik mig til at sætte mig ved vores lille, runde, træ spisebord. Hun satte vand over til varm kakao, da kakaoen var færdig, satte hun sig ved bordet overfor mig. Jeg vidste at hun gerne ville snakke om hvordan jeg egentlig havde det. Men det var svært for mig, for jeg plejede at lukke folk ude. Det havde fungeret fint over for min familie ind til jeg kom i skole igen. Det var som om min facade smuldrede mellem fingrene og det måtte ikke ske.

Ingen måtte komme op under min facade. Måske min mor, men så heller ikke flere. Jeg sad lidt og betragtede min mor, hun var faktisk ret pæn. Tykt kastanjebrunt hår og smukke chokoladebrune øjne. Jeg lignede hende ikke, jeg havde fået udseendet efter min far. Han havde det samme lyse hår og de samme blå øjne.

Min mor ventede stadig på en forklaring. På hvad viste jeg dog ikke, for jeg synes at jeg havde forklaret, ”Jake-situation” rimelig godt. ”Hvordan har du det egentlig Melanie, sådan rigtig?” sagde hun lige pludselig, jeg blev overasket over spørgsmålet og svarede hurtigt ”jeg har det fint” selvom det var løgn, jeg havde det ikke godt. Men det kunne jeg ikke fortælle hende, for så ville hun bare sende mig til psykolog og jeg gad ikke, sidde og fortælle om mine følelser til en eller anden hjernevrider, som ikke vidste noget om mig.

”Du skal ikke lyve for mig Melanie” sagde hun, ”jeg kan se at du ikke har det godt”. Jeg sukkede. Gennemskuet. Først Danielle og så min mor, jeg måtte blive bedre til at skjule mine følelser. ”Det er bare stadig svært ikke at kunne huske noget” sagde jeg, det var delvist sandt. Mor lagde sin hånd oven på min ”du må bare blive ved med at kæmpe, så skal hukommelsen nok komme af sig selv” sagde hun blidt, ”tror du virkelig?” spurgte jeg stille, for helt ærligt så troede jeg ikke selv på det mere.

Min mor rejste sig og kom over og gav mig et stort knus, ”det er jeg sikker på” sagde hun ned i mit hår. Hoveddøren blev åbnet og vi kunne høre min far komme fløjtende af med sit overtøj. Han kom ud i køkkenet og gav min mor et kys og jeg fik et kram. ”Du kommer lige til spisetid” smilede min mor og tog de pomfritter, hun satte i ovnen da jeg havde mit sammenstød med Jake, ud af ovnen.

Vi satte os alle tre rundt om det lille bord, eller jeg sad der i forvejen, og begyndte at spise. Stemningen var bedre end aftenen før og jeg følte et lille håb spire, om at alt nok skulle blive godt igen.

Jeg var lige ved at komme stil at smile, over den gode stemning, det var ved at blive en dårlig vane. Selvom jeg ikke helt selv forstod, hvorfor jeg aldrig smilede. Telefonen ringede, jeg rejste mig op og tog den. ”Det er Melanie” sagde jeg ind i telefonen. ”Hej Melanie, det er Danielle”

♦♦♦

Hvorfor bliver Melanie så påvirket af Harry?

Og tro i nogensinde Melanie kommer til at huske igen?

♦♦♦

Hej alle sammen, endnu engang mange tak fordi i læser med. Det er nok et lidt kedeligt kapitel, men regner med at der bliver mere spænding i det næste. Hvis i kan lide historien må i meget gerne like og sætte på favoritlisten, i må også meget gerne skrive en kommentar, hvis der er noget i synes jeg skal gøre bedre:)

-Christina<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...