Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3786Visninger
AA

3. Back to life

Kapitlet er ikke rettet igennem, så undskyld hvis der er stavefejl.

 

Jeg tog en dyb indånding, før jeg åbnede døren. De få vedholdende paparazzier, som ikke havde opgivet min historie, rejste sig da døren gik op. Det havde de sikkert gjort hver dag i et halvt år, i håbet om at jeg kom ud. Wow jeg lyder selvfed når jeg siger det på den måde, men det er sandt. Da jeg trådte ud af døren, blev jeg blændet af blitzen fra deres kameraer og der blev råbt en hel masse spørgsmål på samme tid. Jeg havde mest af alt bare lyst til at løbe op på mit værelse, og gemme mig. Min far kom ud lige efter mig og sagde stille ”bare ignorer dem”. Jeg nikkede stumt og gik ned til vores lille blå bil, jeg var seriøst nervøs og alt opmærksomheden havde ikke gjort det bedre.

Ingen af os sagde noget, på turen hen til skolen. Det var først da bilen holdt foran den store hovedbygning, at min far sagde noget. ”Jeg ved det er hårdt, men prøv at få det bedste ud af det ikke?” han fik det til at lyde som et spørgsmål og jeg sukkede bare lydløst. Jeg gav min far et kram, før jeg steg ud af bilen og gik op mod skolen.

Jeg følte mig som en ny elev. Alle stirrede på mig, da jeg kom ind af døren. Det irriterede mig helt vildt meget, kunne de ikke bare lade som om, at jeg ikke havde været ude for den fucking ulykke. Jeg havde snart fået nok. Der hjemme gik mine forældre og ventede på at jeg fik hukommelsen tilbage, på skolen stirrede folk på mig og vidste ikke hvad de skulle sige. Ingen behandlede mig som et normalt menneske.

Jeg skyndte mig hen ad gangen, selvom jeg ikke anede hvor jeg skulle gå hen. ”Undskyld mig, ved du hvor kontoret ligger?” spurgte jeg en pige, der så ud til at være lidt ældre end mig. Hun så kort på mig og nikkede ”du skal bare fortsætte hen ad gangen, så kommer der en rød dør, hvor der står kontor på, du kan ikke undgå at se den” svarede hun og gik videre. Jeg rullede med øjnene, hun havde ikke virket som en der havde lyst til at snakke med mig.

Jeg fortsatte ned ad gangen, som pigen havde sagt og ganske rigtigt der var den røde dør. Jeg skyndte mig ind. Damen der sad bag skranken kiggede op da jeg kom ind, hun så overasket ud ”Melanie, velkommen tilbage” sagde hun og smilede til mig, Jeg smilede ikke tilbage. ”Hej, kan du fortælle mig hvor jeg skal hen?” spurgte jeg med en lille stemme. ”Åh selvfølgelig kan jeg det” hun rodede i nogle papirer på bordet og fandt et kort til mig. ”Tak” sagde jeg og forlod hurtigt kontoret.

Jeg kiggede ned på kortet. De store røde bogstaver fangede mit blik: Londons Musiske og rytmiske akademi. Jeg stirrede chokeret på kortet, gik jeg på et musik akademi? Fuck tænkte jeg og var ved at gå i panik. Jeg trak vejret dybt og kiggede ned på kortet igen. Jeg skulle være i lokale 30. jeg tog min taske over skulderen og gik ud for at lede efter lokalet.

Jeg havde en halv time til at finde mit lokale, men det var åbenbart ikke helt nok. For da jeg endelig fandt det, var timen i fuld gang. 20 hoveder vendte sig om mod mig da jeg kom ind. ”Undskyld jeg kommer for sent,” mumlede jeg og satte mig ved et ledigt bord. Læreren svarede mig ikke, men fortsatte sin undervisning.

Timen sneglede sig af sted. Jeg var utrolig lettet da klokken endelig ringede. Jeg rejste mig for at gå. Men lige da jeg havde rejst mig og samlet mine ting sammen, fik jeg et ordentligt skulderskub. Så alle mine ting fløj ud over gulvet. Jeg sukkede irriteret, kunne folk da ikke se sig for. Jeg satte mig ned på gulvet for at samle mine ting sammen og kiggede op. Et par kolde grønne øjne mødte mine, ”det må du virkelig undskylde Melanie, jeg så dig slet ikke” sagde pigen overdrevet sødt og smilede ondt ned til mig. Jeg så bare forvirret på hende, for jeg anede ærligtalt ikke hvem hun var. ”Hvem er du?” spurgte jeg bare. Hun fnøs hånligt af mig ”som om du ikke ved det, alle tror at du har mistet hukommelsen, men ikke mig” hvæsede hun. Jeg blev endnu mere forvirret, for hvad havde jeg gjort?

”Kommer du Claire?” lød en stemme ovre fra døren. Jeg kiggede der over og så en pige, som kun kunne være Mira. Hun passede perfekt ind i min mors beskrivelse og jeg huskede hende fra klassebilledet. Pigen, som åbenbart hed Claire, så også over mod døren, ”jeg kommer nu Mira, jeg havde bare lige noget jeg skulle have ordnet med Melanie” sagde hun sukkersødt. Mira havde ikke lagt mærke til mig før, men da hun fik øje på mig, blev hun helt bleg. ”Åh Melanie du er tilbage” sagde hun nervøst og pillede ved sit hår, ”kan du stadig ikke huske noget?” jeg så forvirret på hende og svarede ”nej”. Hun så lettet ud, og skyndte sig ud af døren sammen med Claire.

Min forvirring var total. Mira havde set virkelig lettet ud over at jeg ikke huskede noget. Som om der var noget hun ikke ville have, at jeg skulle huske. Jeg rystede på hovedet af mig selv, jeg måtte være ved at bliver paranoid.

Jeg fulgte strømmen af elever, som jeg gik ud fra var på vej mod kantinen. Jeg rynkede på næsen da jeg trådte ind, for der stank virkelig af en blanding af sved og mad. Klamt. Jeg stillede mig over i køen, mens jeg tænkte på hvor jeg skulle sætte mig. Jeg var egentlig ikke sulten, men jeg ville ikke virke mere anderledes end jeg allerede var.

Jeg havde liget fået fyldt en bakke, da Claire slog til igen. Hun kom brasende ind i mig, så maden stod ud over det hele og ramte mig. ”Ups” sagde hun bare og smilede sit ondskabsfulde smil igen. Jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage og løb ud af kantinen, hvad havde jeg gjort den heks, siden hun hadede mig sådan? Jeg løb ud på toilettet og låste døren ind til den bås jeg sad i. Først der lod jeg tårerne få frit løb. Det var en lorte dag, jeg havde været i skole i to timer og jeg længdes allerede efter mit værelse.

Jeg hulkede og havde mest af alt lyst til at banke hovedet ind i væggen. Alle mine negative følelser kom frem igen. Mit selvhad, ulykken og skolen. Jeg vidste ikke hvorfor jeg bar rundt på alle de negative ting, jeg ville gerne kunne tænke positivt, men det var virkelig svært. Lige pludselig bankede det på min dør og en stemme spurgte ”er du okay derinde”. Jeg sagde ikke noget, i håbet om at pigen på den anden side af døren ville gå igen. Men hun gav ikke op så let, det bankede på igen, ”vil du ikke nok åben?” spurgte hun bedende. Jeg svarede stadig ikke. Pigen på den anden side sukkede, hvorfor kunne hun ikke lade mig være i fred?

Et øjeblik troede jeg faktisk, at hun var gået, men så kunne jeg høre at det skramlede, inde på toilettet ved siden af mit og lidt efter kom et hoved til syne. ”Når du ikke vil komme ud, så må jeg vel komme ind” mumlede hun med et smil. En brunhåret pige, med masser af krøller hoppede ned til mig, hun så ud til at være lidt ældre end mig. ”Hvad er der galt?” spurgte hun bekymret. Jeg svarede ikke, rystede bare afvisende på hovedet. Jeg kiggede kort på hende og jeg så et svagt glimt af genkendelse i hendes øjne. Hun vidste hvem jeg var. Pigen var taktfuld nok til ikke at grave i at hun vidste hvem jeg var og det var jeg utrolig glad for. Men det ændrede ikke på at jeg synes det var pisse irriterende, at hun ikke bare kunne lade mig være i fred. Hun kendte mig ikke, hvorfor skulle jeg dele mine følelser med hende?

Hun sagde ikke noget i et stykke tid, jeg sagde heller ikke noget, men jeg var da holdt op med at græde. Det var da en god ting. ”Jeg hedder Danielle” sagde hun pludselig, ”hvad hedder du?” jeg blev overasket over spørgsmålet og stirrede forbløffet på hende. ”Melanie” røg det ud af mig. Hun smilede tilfreds med at hun havde fået mig til at tale. Flot Melanie tænkte jeg, der røg facaden. ”Vil du ikke fortælle mig hvad der er galt?” spurgte hun bekymret. Jeg sukkede og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre. Jeg havde faktisk lyst til at fortælle hende det hele, men på den anden side var jeg bange for at vise mine følelser, jeg brød mig ikke om at virke svag.

Til sidst endte jeg med at give op og fortælle hende det hele, om ulykken, det sidste halve år og så til sidst om min total rådne dag. Hun lod mig tale ud, uden at afbryde, da jeg var færdig med at fortælle hele historien, sagde hun ikke noget, hun trak mig bare ind i et knus og hviskede så ”det skal nok gå”. Det gav mig lys til at græde igen, hun var så sød og hun kendte mig ikke engang.

Det havde virkelig hjulpet at snakke med Danielle, og få nogle af mine negative følelser ud af systemet. ”Tak, fordi du lyttede” sagde jeg stille til hende, hun smilede til mig, men jeg smilede ikke igen. Det var så længe siden at jeg havde smilet, at jeg faktisk næsten ikke kunne huske hvordan man gjorde. ”Hvor skal du have time næste gang?” spurgte Danielle mig. Jeg kiggede ned på mit skema ”lokale 42,” svarede jeg, hun smilede igen, ”det skal jeg også” sagde hun og trak mig med ud fra toilettet og ned af gangen.

♦♦♦

Så er Melanie blevet introduceret for Danielle. Tro i at Danielle kan hjælpe Melanie, med at komme af med de negative følelser? og hvorfor tror i at Claire hader hende så meget?

Tak fordi i læser med fantastiske mennesker, hvis i kan lide historien, må i meget gerne like den og skrive en kommentar. Kapitlet blev ikke så langt som jeg havde planlagt, men jeg synes at det var et godt sted at stoppe. hvis i har nogen ideer til historien må i meget gerne skive det til mig:-)

-Christina<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...