Words can´t bring me back - One Direction

Jeg så ikke bilen før det var for sent. For sent at komme væk.

En tragisk ulykke er skyld i at 16-årige Melanie mister hukommelsen, pressen har fulgt ivrigt med i Melanies tilstand, da ingen rent faktisk ved hvad der skete under ulykken. Ulykken har ændret hendes personlighed, den glade og smilende pige hun var før ulykken er væk. Et halvt år efter ulykken er hun stadig plaget af mareridt og glimt af hendes fortid. Da hendes forældre en dag får nok og tvinger hende til at komme ud og få et socialt liv, møder hun Danielle, som introducerer Melanie for One Direction. Men kan One Direction få Melanie til at huske og kan de komme ind bag den facade Melanie har opbygget?

45Likes
37Kommentarer
3863Visninger
AA

16. A seriously bad day!

Der kommer en lidt voldsom scene i dette kapitel, så er i advaret:)

Harrys synsvinkel

Jeg var lamslået, jeg troede godt at hun kunne lide mig, ”M-men hvorfor?” stammede jeg, jeg ville ikke miste hende, hun betød allerede utrolig meget for mig. ”Tjek twitter” sagde hun stille og lagde på

Jeg stod som forstenet, med mobilen i hånden. Jeg kunne ikke fatte hvad Melanie lige havde sagt. De sidste dage havde bare været noget lort. Gemma var blevet rimelig sur på mig, over at jeg ikke havde sagt noget om Melanie, og det havde gjort hende ekstremt sur at hun skulle høre om det i fjernsynet. Jeg kunne godt forstå hende, men Melanie og jeg var jo ikke kærester eller noget, og hvis vi havde været i nærheden af at blive det, så var det ødelagt nu, for hun ville jo ikke se mig.

Jeg fik taget mig sammen og satte mig ved min computer. Jeg ville vide hvad Melanie havde talt om. Jeg loggede på twitter og gik ind på hendes profil, jeg scrollede lidt ned af siden og gispede, da jeg læste nogle af de kommentarer, som nogen havde skrevet til hende.

Der var en helt masse dødstrusler og mange der ikke synes at hun var god nok til mig, der var endda nogle, som mente at hun bare lod, som om hun havde hukommelsestab. Jeg kunne mærke at blodet steg mig til hovedet, så rasende blev jeg. Jeg klikkede hidsigt på nyt tweet og skrev: at i ikke skammer jer, hvordan i kan finde på at skrive sådan til Melanie. Hun har intet gjort, vær sød at lade være med at skrive sådan til hende!

Jeg skrev det sidste, for at få det til at lyde lidt mindre hårdt. Jeg ville jo ikke gøre nogen ked af det. Jeg var alt for venlig, men hvad kan man gøre ved det?

Jeg håbede virkelig at folk ville lytte til mig, og lade Melanie være i fred. Jeg bed mig i læben, jeg ville virkelig ikke miste Melanie. Jeg tog en hurtig beslutning, og skyndte mig at komme i tøjet. Jeg tog hurtigt en grøn langærmet trøje, og et par sandfarvede stramme jeans på. Jeg skyndte mig ud i køkkenet og tog et stykke franskbrød, som jeg hurtigt proppede i munden. Jeg skrev hurtigt en seddel til Gemma, mens jeg spiste mit brød færdigt.

Jeg skyndte mig ud og tog mine sorte converse på, hvorefter jeg styrtede ud af døren. Jeg måtte tale med Melanie, forhåbentlig kunne jeg få fat på hende, før hun skulle i skole.

Melanies synsvinkel

Jeg havde lyst til at græde. Harry havde lydt så ked af det i telefonen, jeg kunne ikke bære at han var ked af det på grund af mig, men jeg måtte gøre, hvad jeg følte var bedst for mig selv. Det lyder egoistisk, men jeg kunne og ville ikke magte alle de hadefulde kommentarer.

Så hvis Harry blev såret på grund af det, så var det prisen, som jeg måtte betale. Jeg gik rundt, jeg havde ikke noget mål, jeg gik bare rastløst rundt i London. Jeg lod mig glide ned, med ryggen mod en mur, jeg havde brug for at sidde ned lidt, da jeg ikke troede at mine ben, ville kunne bære mig meget længere.

Jeg begravede mit ansigt i mine hænder, som jeg lagde på mine knæ. Jeg brød fuldkommen sammen, jeg græd bare over det hele. Ulykken, kommentarerne, Harry og Claire, det hele væltede ind over mig og jeg kunne ikke gøre andet end at græde. Jeg havde en knugende fornemmelse i maven, den dårlige samvittighed over at såre Harry.

Jeg følte mig som den største idiot, jeg havde droppet ham på grund af nogle dumme kommentarer. Hvad sagde det ikke lige om mig?

Jeg ved ikke hvor længe jeg sad op af muren, men jeg tror at jeg sad der rimelig længe. Det begyndte at regne, hvilket understregede mit humør perfekt. ”Hvad laver en pige som dig, helt alene, på det her tidspunkt?” lød en dyb stemme, jeg kiggede nervøst op, og så en ung mand stå foran mig. Han så ud til at være i midten af tyverne, han havde lysebrunt hår og så vidt jeg kunne se, havde han også brune øjne. Han var klædt helt i sort, og selvom han ikke havde gjort mig noget, følte jeg mig ikke tryg ved ham, måske fordi han virkede halv beruset.

”Det rager sådan set ikke dig” mumlede jeg og håbede at han ville gå igen. Jeg havde det forfærdeligt og jeg så sikkert lige så forfærdelig ud. Jeg kunne mærke at min makeup var løbet og mit hår var kruset på grund af regnen.

”Kom med, så kan du fortælle mig om det” lokkede han, og rakte sin hånd ned mod mig. Sig mig forstod han ikke en hentydning, jeg ville ikke tale med ham, han skulle bare lade mig være i fred. ”Nej jeg sidder fint her” sagde jeg irriteret og stirrede koldt på ham.

Han så sig omkring, som om han tjekkede om der var nogen i nærheden, jeg blev pludselig opmærksom på, hvor øde der egentlig var omkring mig. Stop dig selv Melanie, du er bare paranoid tænkte jeg. Han var sikkert bare en helt normal fyr, som tilfældigvis havde set mig græde. Eller måske ikke.

For lige pludselig greb han fat i mit håndled og trak mig op at stå. Jeg stirrede chokeret på ham, ”slip mig” hvæsede jeg og prøvede at trække hånden til mig. Han svarede ikke, men trak mig bare længere ind i gyden.

Jeg gjorde modstand og begyndte at skrige. Fyrens hånd lagde sig over min mund, ”stop med at skrige, det hjælper ikke” hvislede han i mit øre. Jeg gik fuldstændig i panik og hev og sled for at komme fri. Jeg prøvede at sparke ham i skridtet, men på en eller anden måde, undgik han hele tiden mit knæ.

Jeg bed ham i hånden og skreg så højt jeg kunne, da hans hånd forlod min mund. ”Din lille satan” mumlede han. Selvom situationen ikke lige var til det, så blev jeg fornærmet. For jeg var faktisk lige så høj som ham.

Han begyndte at rage på mig, jeg prøvede at trække mig væk, men vi var kommet så langt ind i gyden, at jeg havde ryggen mod muren. Hans ansigt nærmede sig mit, og selvom jeg var opfyldt med frygt, fandt jeg alligevel modet til at spytte ham i ansigtet.

Det skulle jeg ikke have gjort. Han blev så rasende at han slog mig, han ramte så hårdt, at mit hoved fløj tilbage og hamrede ind i muren. Jeg skreg igen og faldt sammen på jorden. Han sparkede til mig, jeg stønnede af smerte, men jeg græd ikke. Den fornøjelse skulle han ikke have.

Jeg skreg bare så højt jeg kunne, da han hev mig op at stå og pressede mig helt op af muren. Hans ansigt var så tæt på, at jeg kunne lugte hans klamme spiritus ånde.

”Slip hende!” lød en iskold og rasende stemme, som jeg genkendte. Fyren vendte sig om og stod ansigt til ansigt med Harry, hvis grågrønne øjne lynede af vrede. De to fyre tog mål af hinanden. Harry var en smule lavere end fyren, men Harry havde bredere skuldre og større muskler.

Harry slog først, han ramte fyren lige i ansigtet. Hans hoved fløj tilbage, ligesom mit havde gjort tidligere. Harry måtte virkelig have lagt kræfter i det slag, fyren faldt til jorden og tog sig til næsen. Blodet løb ned fra hans næse, hans øjne lynede af vrede, da han rejste sig op og kastede sig over Harry, han ramte ham lige i maven.

Harry ømmede sig, jeg skreg da fyren slog til igen. Men denne gang var Harry klar, han undveg slaget og slog selv. da fyren for anden gang faldt til jorden, skyndte Harry sig at tage min hånd og trække mig med ud af gyden.

Vi løb, vi skulle så langt væk fra fyren som overhovedet muligt. Først da vi var så langt væk, at vi var sikre på at han ikke kunne finde os, standsede vi op. Jeg brød hulkende sammen, Harry trak mig ind til sig i et varmt knus og aede mig beroligende på ryggen. ”Rolig nu det skal nok gå” mumlede han beroligende.

”Tak Harry” hulkede jeg, ”hvordan fandt du mig?”. han tørrede en tåre væk fra min kind og svarede ”jeg hørte dig skrige og fulgte lyden, du er ikke kommet noget til vel?” han så bekymret på mig.

Jeg rystede på hovedet, jeg havde godt nok hovedpine, men udover det havde jeg det faktisk fint. Jeg havde været heldig, meget heldig. ”Jeg har det fint” mumlede jeg og så ned i jorden. Jeg var lidt flov over at jeg ikke havde kunnet passe på mig selv. ”Gjorde han dig noget?” blev Harry ved. Jeg rystede på hovedet og rødmede.

Harry lagde to fingre under min hage og tvang mig til at se på ham. ”Svar mig ærligt Melanie” sagde han og stirrede gennemtrængende på mig. Jeg bed mig nervøst i læben, ”han slog mig, okay” sagde jeg og håbede at han ville lade det ligge, ”Og?” sagde Harry spørgende og løftede et øjenbryn.

”H-han kyssede mig og… og…” jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. ”Og hvad” pressede Harry på. Jeg prøvede at kigge væk, men han havde stadig fat under min hage. ”Han ragede på mig” sagde jeg stille, jeg var virkelig flov over det. Jeg havde været svag, og jeg hadede at føle mig svag.

”Er du sikker på at du er okay?” spurgte Harry bekymret. Jeg nikkede, jeg havde ikke lyst til at tale mere om det. ”Vi bør melde det til politiet” sagde han, jeg stirrede forfærdet på ham ”nej” nærmest råbte jeg. Politiet skulle ikke involveres, for så ville mine forældre helt sikkert få det at vide, og det sidste jeg ville, var at gøre dem bekymrede.

”Hold nu op Melanie” sagde han, ”han skal ikke slippe godt fra sådan noget”. Jeg vidste godt at han havde ret, men jeg var bare så flov over det. Harry tog min hånd, og begyndte at gå ”vi går til politiet” sagde han bestemt, jeg sagde ham ikke imod. Jeg havde en fornemmelse af, at han var virkelig stædig og lige meget hvad ville han tage mig med hen til politiet. Lige meget om jeg ville eller ej.

”Okay” sukkede jeg modløst, ”men jeg skal altså i skole nu”.

Harrys synsvinkel

Jeg stirrede målløs på hende. Hun havde været lige ved at blive voldtaget og så ville hun i skole, før hun meldte det til politiet. ”Du er ikke rigtig klog” mumlede jeg, ”det skal meldes nu, så han kan blive fanget”. Jeg trak hende af sted mod den nærmeste politistation. Hun sukkede modløst endnu engang, men sagde mig ikke imod.

Jeg fik forklaret sagen for politiet, og Melanie blev bedt om at beskrive fyrens udseende. Det var tydeligt, at hun var utilpas ved situationen. Men det var det rigtige at gøre, fyre som ham skulle spærres inde.

Vi var på stationen i ca. en time, hvor vi blev udspurgt om hvad der var sket. Der blev også ringet til Melanies forældre. Jeg kunne se på hende, at hun havde håbet på, at undgå at blande sine forældre ind i det. Men sådan skulle det ikke være.

Begge hendes forældre kom styrtende ind af døren. De skyndte sig selvfølgelig hen til Melanie og krammede hende, og bombede hende med spørgsmål om, om hun var okay. ”Jeg har det altså fint” blev hun ved med at mumle, ”jeg skal altså i skole, jeg skulle have været der for halvanden time siden.

Der var ingen der hørte efter hvad hun sagde. Jeg sad på en af de hårde træstole, og holdt øje med Melanie og hendes forældre, hun lignede mest sin far, de havde de samme blå øjne og det samme lyse hår. Hendes mor havde chokolade brune øjne og brunt hår. Rummet var malet hvidt og var i det hele taget rimelig kedeligt. Møblerne var alle sammen sorte, receptionistens skranke var også sort. Det var egentlig et ret trist sted.

Endelig blev politiet færdige med at udspørge os og lod os gå. De lovede at de ville få fat i fyren så hurtigt, som muligt. Melanie gik med målrettede skridt ud af døren, hendes forældre fulgte lige efter. De standsede udenfor, ”er du nu sikker på at du er okay?” spurgte hendes mor bekymret. Melanie rullede med øjnene, ”Jeg har det fint” mumlede hun irriteret og så, så på mig, ”takket være Harry” tilføjede hun.

Hendes forældre vendte opmærksomheden mod mig. Jep så var det min tur til at være utilpas. ”Ja du må så være Harry” sagde hendes far, han havde en meget dyb stemme. jeg nikkede bekræftende, ”ja vi så jer jo i fjernsynet i går” fortsatte han. Jeg nikkede igen, jeg havde håbet at han ikke ville snakke om det, men det var vel for meget at forlange.

”Nu behandler du vel min lille pige ordentligt ikke?” spurgte han og stirrede gennemtrængende på mig. ”Ja selvfølgelig” røg det ud af mig. Han var åbenbart tilfreds med mit svar, for han sagde ikke mere. ”Men vi havde nu foretrukket at du selv havde sagt det” mumlede hendes mor til Melanie. Melanie sukkede frustreret, ”vi er jo ikke kærester eller noget vel,” mumlede hun.

”Er det rigtigt Harry” hendes mors brune øjne rettede sig imod mig. Jeg nikkede bekræftende. ”Vi har kun været ude sammen den ene gang” sagde jeg og smilede høfligt til dem. ”Hmm” mumlede hendes far og rynkede brynene, men han sagde ikke noget.

”Du virker som en flink fyr” smilede hendes mor, ”du er nok meget godt selskab for Melanie”. Melanie lignede en der gerne ville synke ned i jorden, ”moar” mumlede hun flovt. Hendes mor hørte dog ikke efter, ”vil du ikke spise middag hos os i aften?” spurgte moren smilende.

Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle sige, jeg havde ikke lige regnet med at hun ville invitere mig hjem til dem. Melanie signalerede til mig med øjnene, at jeg skulle sige nej. Jeg smilede strålende til hende ”det vil jeg da meget gerne” sagde jeg høfligt. ”Super” smilede hendes mor, ”du kan komme klokken 7”.

Melanie stirrede skrækslagent på mig. ”Og så tager i hjem” sagde hun og skubbede sine forældre over mod bilen. ”Du kommer med” sagde hendes far bestemt. Hun sukkede irriteret, ”jeg skal i skole, har du glemt det?” hvæsede hun, hendes far rystede på hovedet ”du får en fridag, vi skal nok skrive til skolen”.

Jeg kunne bare se på hendes blik, at hun tænkte: arrgh fuck en lortedag. Jeg smilede bare til hende ”vi ses senere Mella” jeg blinkede til hende, hun stirrede mærkeligt på mig. Det var nok på grund af kælenavnet. Mella betyder honning på latin og jeg synes at det passede godt til hende.

”Vi ses Harry” mumlede hun sammenbidt, ”og endnu engang tak” tilføjede hun lidt blidere. ”Det var så lidt” sagde jeg og sendte hende et luftkys, da hendes forældre ikke så det. Hun smilede svagt og gik over til deres bil.

Jeg skyndte mig hjem, jeg måtte ringe til drengene og fortælle dem hvad der var sket.

Og jeg måtte finde ud af hvad jeg skulle have på, det var vigtigt at hendes forældre kunne lide mig. Arrgh, hvorfor havde jeg også sagt ja til den invitation, nu skulle jeg gå og være nervøs resten af dagen. Flot Harry, virkelig flot.

♦♦♦

Uhadada hvordan kommer middagen hjemme ved Melanie til at gå? vil hendes forældre kunne lide Harry? Vil Melanie droppe planen om at holde sig væk fra Harry?

Hvad tror i at der sker?

♦♦♦

Mange tak fordi du læser med, det betyder utrolig meget for mig at du har taget dig tid til at læse den. jeg ved godt at jeg skriver det rimelig tit, men jeg er bare så glad for at der er nogen der læser den. Tak for favoritlisterne og likesne dem er jeg meget glad for. hvis du ikke har liket den og sat den på favotit må du selvfølgelig meget gerne gøre det, men det bestemmer du selvfølgelig selv;)

Jeg tager til Berlin i morgen så der går nok lidt tid før der kommer et nyt kapitel:-)

Skriv meget gerne en kommentar, det ville være dejligt, at vide hvad du synes om historien:-)

og nu må jeg hellere stoppe med at skrive<3

-Christina<3 xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...