Skate or die!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2013
  • Opdateret: 29 mar. 2013
  • Status: Igang
Bjarkes søster er syg, dødsyg, og det synes han er pisseuretfærdigt. Det er først, da han møder gamle Gerda, at der tændes et håb i ham. Men Gerdas hjælp er ikke gratis, og Bjarke må ofre noget han elsker. Læs, hvordan det går ham, lige her.

2Likes
2Kommentarer
384Visninger

1. Novelle

 

Skate or Die!

 

Bjarke er bange for døden. Den er grim og uhyggelig, synes han. Døden fylder meget i Bjarkes hoved, men selv er han ikke bange for at dø. Næh, det er Bjarkes storesøster Sigrid, der er syg. Far siger, at Sigrid har for lidt blod i kroppen, og at lægerne ikke kan helbrede hende. Far og Mor er meget kede af det, og de græder tit. Bjarke græder ikke over Sigrid, selv om han savner hende. Når han tænker på, at hun måske skal dø, bliver han vred. Hvorfor er det ikke Gerda fra nabohuset? Hun må være en million år gammel, og mor siger altid, at hun har haft et langt og spændende liv. Sigrids liv er nærmest ikke startet endnu, og det synes Bjarke er pisseuretfærdigt.
 

. . .


– Vil du ha’ et bolche, min dreng? spørger Gerda.

Bjarke er ude på vejen foran huset med sit skateboard, da gamle Gerda pludselig står foran ham. Han havde overhovedet ikke set hende, men han kender hendes bolcher, så han ryster på hovedet.

– Hvordan går det med din søster? Er det Sigrid, hun hedder?

Manner! Hvor mange gange på en uge skal han svare på det spørgsmål? Han trækker på skuldrene, for han gider ikke snakke om det. Gerda stirrer på ham, og da han skal til at gå, griber hun fat i hans hjelm med sin stok. Hold kæft, hvor er hun hurtig!

– Vil du gerne hjælpe din søster? hvisker hun og kniber øjnene sammen.

Bjarke nikker, mest af skræk for, hvad Gerda kan finde på. Men Gerda er ikke tilfreds.

– Hvis du giver mig dit skateboard, vil jeg give dig en ting, du kan hjælpe din søster med, siger Gerda og peger på hans ildrøde board med de to onde øjne. – Det ser nice ud, tilføjer hun, som om hun er en garvet skater.

– Det er pissedyrt, svarer Bjarke. – Det har kostet over tusind kroner. Mærket er Santa Cruz Monster Rob Red Cruzer.

– Svedigt, svarer gamle Gerda og retter på sine briller. – Det er lige sådan et, jeg altid har drømt om.

Skateboardet er et, Bjarke har sparet op til i næsten et år. Han elsker det.

– Hvad skal du bruge mit skateboard til? spørger Bjarke forvirret. – Du er jo alt for gammel. Du knækker midt over, hvis du laver en ollie.

– Hvad siger du?! udbryder Gerda og sender lyn afsted med øjnene. – Hvor frækt! Du prøver vist bare at tale uden om, unge mand. Og med de ord vender Gerda fornærmet ryggen til og gør klar til at gå.

– Vent! råber Bjarke. – Hvad er det, du har?

Gerda kigger sig over skulderen, og Bjarke kan se et smil brede sig på hendes rynkede læber med alt for meget læbestift. Mand, hvor er hun bare irriterende!
 

. . .

 


Med rystende hænder åbner han Gerdas pakke. Bjarke er løbet op på sit værelse, nu hvor de har byttet. Hans hjerte hamrer så vildt, at han tror, det vil galopere ud af brystet på ham. Inde i det brune papir ligger der en blå æske. Kanterne er slidte og den ser gammel ud – ligesom Gerda. Tænk, hvis der virkelig er noget nede i, der kan gøre hans søster rask. Han hiver låget af. En sten! Det ligner en helt almindelig sten, som dem de har i indkørslen. Bjarke hælder den ud i hånden. En rådden sten for verdens sejeste skateboard. Han er blevet så meget snydt! Vreden vælder op i Bjarke. Hvad nu med Sigrid, der ligger bleg og helt slap i en seng på hospitalet? Det er lige før, at han kommer til at tude af raseri. Hvor er det bare pisseuretfærdigt! Han smider sig ned på sengen og stirrer op i loftet. Bare Sigrid var her, tænker Bjarke, så ville han fortælle hende, hvor meget han savner hende.
 

. . .

 

Mørket ligger som et sort tæppe over værelset. Det er fredag, men hans mor har alligevel sendt ham tidligt i seng. Far taler i telefon med en læge fra hospitalet. Det lyder alvorligt. Sigrid har helt sikkert fået det værre. Og mors sjette sans har allerede fanget, at han ikke har sit skateboard længere. Hun spurgte efter det ved maden. Huset eksploderer, når hun finder ud af, at det er væk. Hun tror helt sikkert ikke på, at han har givet det til Gerda. Det er så sygt, at han dårligt nok selv tror på det. Mørket bliver tættere, men selv om han har svært ved at falde til ro, ender søvnen til sidst med at vinde.
 

. . .

 

Pludselig sætter Bjarke sig op i sengen. Han er lysvågen, selvom det ikke er morgen endnu. I fodenden ligger der noget og lyser, som fylder værelset med et rødt skær. Det er stenen, han fik af Gerda! Bjarke tager den op, og i det samme kan han høre en stemme.

Bjarke, Bjarke, hvisker den.

Bjarke får gåsehud over hele kroppen. Det er Sigrids stemme! Halsen snører sig sammen og bliver tør, og Bjarke kan mærke, at han er rigtig bange. Men han gemmer sig ikke. Sigrid har brug for ham, og stenen i hans hånd beroliger ham lidt. Far og mor må have hentet Sigrid på hospitalet, mens han sov, for stemmen kommer fra hendes værelse. Forsigtig lister han sig over til døren og ud på gangen. Gulvet er koldt, og det knirker under ham. Døren til Sigrids værelse står på klem, og med hamrende hjerte skubber Bjarke den op.

Hjælp mig, Bjarke, hvisker Sigrid ovre fra sin seng. – Jeg kan ikke klare den alene.

Rummet er helt mørkt, men da Bjarke træder ind med den lysende sten, får han et chok. Sigrid ligger ganske rigtigt i sin seng, helt bleg og med lukkede øjne. Han kan høre hendes stemme, men hendes læber bevæger sig ikke. Og der, snoet to gange rundt om hendes seng, ligger der en kæmpe orm. Det ligner en slange, men så alligevel ikke. Ormens skind er blankt og næsten gennemsigtigt. Under skællene dunker en puls, der får ormens indvolde til at stå tydeligt frem. Hovedet kan Bjarke ikke se, for det forsvinder et sted oppe i sengen. Han lister sig tættere på. Nu kan han se hovedet, og straks kan han mærke sit hjerte kravle op i halsen. Den er helt vildt klam! En række underlige pigge stritter i alle retninger på dens hoved, og under dem sidder to mælkehvide øjne og stirrer på Sigrid. Munden er fyldt med spidse tænder, der vender bagud som modhager på en fiskekrog, og de er dybt begravet i Sigrids arm. Bjarke kan se blodet løbe langsomt ud af sin søster og ned langs ormens tænder.

Hjælp, Bjarke, hvisker Sigrids stemme igen, så Bjarke får gåsehud på armene.

– Din lede orm! råber Bjarke pludselig og sparker til ormen. – Skrid med dig! Du gør min søster syg.

Han fortryder med det samme. Men synet gjorde ham vred, og så røg det ud af ham. Ormen slipper Sigrid og vender sig i stedet mod ham. Blodet drypper fra dens tænder, og den hvæser ad Bjarke, så han er ved at falde bagover. Dens pigge rejser som en hanekam ned langs dens ryg, og langsomt glider den hen mod ham. Bjarke vender rundt og spæner alt, hvad han kan.
 

. . .

 

Ormen er efter ham, og Bjarke løber ud af huset, mens han knuger den lysende sten i hånden. Det er mørkt, men han ser med det samme skateboardet i det røde lys. Har Gerda lagt det der? Han standser ikke, men springer op på det og suser af sted i underbukser og T-shirt. Skællene på ormen skraber hen over asfalten, og da Bjarke drejer hovedet, kan han se den komme efter sig som en hvid pil. Den haler hurtigt ind på ham, selv om hans højre fod pisker ham fremad. For enden af vejen, lige nede ad bakken, kan han se Rampen. Det er første gang han kører ned ad den stejle bakke på skateboard, og han kan mærke luften mod sin hud, da han suser nedad. Bjarke er bange for at dø, men han vil kæmpe for sin søster. De er ved foden af bakken, og ormen har ham næsten. Men i samme øjeblik den hugger efter ham, laver han sit livs ollie. Skateboardet løfter sig under ham, og han svæver ind over Rampen med knæene helt op under hagen. Tænderne på ormen skraber hen over bunden af boardet, og lige efter hamrer Bjarke de fire hjul på sit Santa Cruz Monster Rob Red Cruzer direkte ned i kraniet på den. Han kan høre en klam, knasende lyd, der giver ham myrekryb. Han fik den! Nu fortsætter skateboardet nedad, og Bjarke kan mærke, at han falder, falder og falder ned i mørket.
 

. . .

 

Bjarke vågner med et brag. Han er faldet ud af sengen og ligger i en solstråle fra vinduet. I hans hånd ligger stenen, der ser helt almindelig ud. Pludselig går døren til værelset op, og der står Sigrid!

– Hvad laver du? siger hun og griner. – Hopper du i søvne?

En skygge letter fra Bjarkes hjerte. Han springer op og kaster sig om halsen på hende.

– Du er rask! råber Bjarke.

– Hvad snakker du om? spørger Sigrid og ligner et stort spørgsmålstegn. – Det må være noget, du har drømt. Men jeg er da også glad for at se dig, lillebror.

Pludselig ringer Bjarkes mobil. Han slipper Sigrid og løber hen efter telefonen,    
der ligger og drejer på bordet.

– Hey Bjarke, det Jeppe. Skynd dig ned på Rampen! Der er en skør, gammel dame,
der kører rundt på dit skateboard. Hun har lige lavet den sygeste ollie!

Bjarke griner:

– Det er ikke mit skateboard, Jeppe. Det er hendes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...