The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1241Kommentarer
46961Visninger
AA

10. 9 / Leigh

Jeg vidste akkurat, hvem der var, der sendte mig en besked, da tonen, der fortalte mig, at jeg havde fået en besked, lød. Ingen andre sendte mig beskeder, og det var faktisk først her, efter jeg havde lært Harry lidt bedre at kende, at jeg var begyndt at bruge min mobil, for Harry brugte virkelig sin mobil - også til at skrive til mig.

What are you up to tonight?

Jeg slikkede mig om mine læber, der for en gangs skyld ikke var sorte ligesom mine øjne, der ikke havde noget sort på sig overhovedet. Det kunne også være rart, hvis jeg fortalte jer, at min hud ikke var lige så bleg, som den plejede, men den var præcis lige så bleg, som den plejede. Jeg var en bleg person.
Med et tungt suk greb jeg ud efter min mobil og lod mine slanke, lange, blege fingre med den nylakerede sorte neglelak på neglene køre over tasterne, og jeg havde et lille smil på læben, som jeg tastede færdig og trykkede send.

Nothing

Wanna hang out?

Endnu en gang slikkede jeg mig om læben og grinede lidt. Jeg pustede let ud og lagde mig tilbage, mens jeg overvejede det hele. Den bløde, grå stofsofa fik tankegangen til at køre i sneglefart, men jeg gjorde intet for at ændre det. Jeg ville være nødt til at tage make up på, hvis jeg skulle mødes med Harry, og jeg ville egentlig gerne slappe af i dag, så jeg var hurtig til at taste igen.

No

Som minutter blev til femten minutter, indså jeg, at det var et lidt hårdt svar, og selvom jeg et eller andet sted var røvligeglad med det, så var der altså et sted indeni mig, som overdøvede den anden, og den del kunne ikke klare at tænke på Harrys sårede ansigt, som han hundrede procent havde på lige nu. Der var noget ved Harry, der ændrede mig; fik mig til at træde over grænser, jeg ikke burde overtræde.

Maybe another day?

Og med de ord efterlod jeg min mobil i stuen, velvidende at der ikke ville gå længe, før min mobil endnu en gang brummede og larmede. Min far var ikke hjemme. Han var i forretningen og arbejdede, men far havde givet mig fri i dag, så jeg brugte den fritid, der var blevet givet til mig, ved at slappe helt af hele dagen, og det første, jeg gjorde, var at gå sløvt op af trætrappen.
Jeg kløede mig i mit rodede, lyse hår, der hang sløvt ned af ryggen på mig. Døren til mit værelse sparkede jeg op med min fod, hvor min uldne, farverige sok var på. Det var den eneste farverige ting, jeg havde på mit værelse udover det tøj, der var mørkeblåt, mørkegrønt, mørkelilla eller rød, men jeg ved ikke, om jeg ville kalde de ting for farverige.
Jeg kiggede på min seng med det sorte sengebetræk og der sorte lagen. Den sorte persienne var halvt rullet ned, men alligevel formåede solen at skinne svagt ind, og det gjorde mig faktisk ikke noget i dette øjeblik. Det mindede mig om en, og jeg vidste alt for godt, hvem det var, til at ville tænke videre over det.
I stedet smed jeg mig bare i min seng og begravede mig selv under min dejlige dyne, inden jeg hev min slidte, gamle HP computer op, der var overdækket med klistermærker med bands som Black Veil Brides, All Time Low, Paramore og et enkelt Lady Gaga klistermærke havde også sneget sig ind. Ellers var Pokemon det dominerende klistermærke, og det var det første, der poppede ind i ens hoved, når man kiggede på det.
Den larmede, da jeg trykkede på tændknappen, men som jeg fik skrevet min kode og havde gloet på den sorte baggrund, som jeg havde på mit skrivebord, i et par minutter, stoppede den med at larme. Det var ligesom et lille kodesprog imellem den og jeg, for det fortalte mig, at jeg kunne bruge den, uden den gik i stå midt i min søgning på Tumblr.
Min sorte baggrund var kedelig, men jeg kunne ikke få mig selv til at ændre den til et billede af nogle veninder og jeg, fordi de få veninder, jeg havde, havde jeg ikke snakket med i et godt stykke tid, og jeg havde faktisk ikke lyst til at have et billede af Hayley Williams, trods hendes smukke udseende. Men jeg havde reageret hurtigt, da min far overrakte mig hans gamle computer, hvor han havde glemt at skifte baggrundsbilledet, og et billede af den mor, jeg savnede hver dag, var ikke den bedste måde at komme videre på.
Jeg trykkede på mit Firefox, og der gik ikke længe, før jeg var inde på min startside, hvor der altid var de nyeste nyheder, for jeg kunne ikke selv finde ud af at ændre min startside tilbage til Google. Derfor måtte jeg nøjes med Gossip på det überste, når jeg brugte computeren.
Jeg var ved at gøre det sædvanlige, jeg gjorde, når jeg var computeren; at søge på Tumblr i søgefeltet, men en overskrift på en af artiklerne samt det billede, der var vedhæftet, gjorde, at jeg måtte kigge nærmere på det, og før jeg vidste af det, havde jeg klikket ind på artiklen med overskriften: HARRY STYLES' NYE BLONDE FLIRT.
Et billede af Harry, som stod ufattelig tæt på mig ude foran en fin bygning, som nærmest kun var af vinduer, var et af de mange billeder, der var af os i den artikel. Jeg nåede kun at fange få sætninger, som: "Harrys stil er til at gennemskue, da alle hans tidligere forhold og dates har været blonde" og "... pigen hedder Leigh Carter", før jeg irriteret søgte på Tumblr i søgefeltet i håb om at komme lidt væk fra alt det, men jeg fik mig noget af en overraskelse, da jeg så min Ask-box.
Der var 73 spørgsmål, og de spørgsmål, der enten var søde menneske, der fortalte mig, at jeg var køn, fordi jeg havde lagt ét billede op af mig, eller de typisk halvdeprimerede, nedtrykte og gotiske spørgsmål var nu skiftet ud med ting som: "Why do you and Harry know each other?" og "Leigh, why didn't you tell us you're dating a popstar?"
Det virkede uoverskueligt, og jeg forstod ikke, hvordan alle de mennesker kunne finde frem til min Tumblr. Jeg kunne mærke en lille knude forme sig i min mave, som jeg trak vejret ind og ud for at finde ud af, hvad jeg skulle syntes om alt det her, men jeg kunne ikke finde ud af det, som det stod til lige nu.
Pludselig brændte solen i min nakke, og den varme, sorte dyne, der tiltrak solens varme samt den gamle computer, der var overklistret med klistermærker, der varmede mine lår som fandens, gjorde, at det hele var lidt for varmt i dette øjeblik, og jeg skubbede dynen og computeren af mig, mens jeg kæmpede mig hen mod vinduet, som jeg hurtigt åbnede efter at have kæmpet mod den sorte persienne.
Fra mit vindue kunne jeg se Oliver gå ude på fortover, og jeg lænede mig lidt i vinduet, mens jeg udforskede ham på afstand. Hans røde hår sad rodet, og jeg piftede kort. Det var, som om mit humør var kommet tilbage af den friske luft, og duften af forår, der ellers normalt gav mig kvalme eller en lyst til at skyde mig selv, gjorde mig faktisk rolig, og jeg indåndede den med vilje for at finde ro i min mave.
Olivers altid forvirrede, blå øjne fandt mine, som han vendte sig om og stirrede på mig. Han havde et par bordeaux bukser på og en mønstret skjorte på, men som om det ikke var nok, så havde han taget en ternet vest udover, men det fungerede for ham på en eller anden måde, og jeg fik et smil på læben, som man ellers ikke så specielt tit.
"Jeg ser, du fulgte min opfordring," råbte Oliver igennem luften, og jeg nikkede efter et par sekunders gennemtænkning. Daten. Jeg trak på skuldrene, og jeg kunne se, at Oliver ikke helt vidste, hvad han skulle gøre af sig selv, så i stedet vendte han sig bare om mod mig efter at have drejet sig en del gange. "Tak, Leigh," sagde Oliver og lød helt alvorlig og ærlig, "Harry så virkelig glad ud med dig."
Og med de ord vendte han sig væk fra mig og fortsatte ned af fortovet, som solen skinnede hårdt ned på. Jeg kiggede efter Oliver i et stykke tid endnu, før jeg besluttede at trække mig tilbage, og det gik op for mig, at det var første gang i rigtig lang tid, at mit værelse var blevet luftet ud. Og i sidste ende var det på grund af Harry.

Som jeg havde slukket for Svampebob Firkant, der ellers havde kørt på den halvstore skærm i snart en time nu, gav min telefon lyd fra sig, og jeg greb ud efter den og tog den med et afslappet: "Hej, det et Leigh."
"Hej, Leigh," lød Harrys hæse stemme, og det virkede helt mærkeligt, men det kildede i min mave, når han talte dæmpet til mig. Han lød som en af de der lækre skuespillere på film, som ringer til nogen over telefonen, og alt, man kan høre, er den dæmpede, hæse stemme, men jeg ville ikke indrømme, at jeg tænkte sådan. Ikke engang overfor mig selv.
"Jeg ville bare lige sige, at ligemeget, hvor meget had du får, så skal du ikke tage det til dig," sagde Harry så hurtigt, jeg knapt nok kunne følge med i, hvad han sagde, og det overraskede mig derfor også, da han fortsatte sin snak, "for ligegyldigt hvad de siger, så er du en fantastisk pige, og jeg ville virkelig gerne gå på en date mere med dig."
Jeg lo let, inden jeg bed mig selv i læben og rejste mig op fra den bløde sofa. Stilheden fyldte rummet, og det eneste, jeg kunne høre, var Harrys dæmpede vejrtrækning, og det var, som om jeg kunne mærke følelsen af hans varme ånde mod min hals. Det gav mig en sær lyst til at have hans vejrtrækning tættere på mig, men en del af mig ville bare smide min telefon af helveds til og aldrig ringe ham op igen.
Efter et par sekunders tung vejrtrækning, hvor mine to dele konstant diskuterede om, hvad der var det mest korrekte, endte det med, at jeg tog en dyb indånding, før Harry prøvede at fylde den akavede tavshed ud med en hurtigt sætning, der ville gøre det værre for ham selv. Og jeg lod mig selv fuldføre en sætning.
"Jeg har tid på fredag."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...